stig rossen - nu med skæve øjne

ARH! Har lige opdaget noget meget gruopvækkende og frygteligt.
Jeg har nu i et helt liv set og elsket disneys mulan. I et helt liv har jeg tygget på denne herlige fortælling og slugt den med alt, hvad den indeholder af kærlighed, kultur og historiefortælling (og geniale karakterer som røde øglelignende drager med lidt for god humor til en tegnefilm). I et helt liv har jeg skrålet med på ”vær en mand” med en iver, der gjorde mine små barnekinder røde og sikkert også fik en trommehinde eller tro til at springe i ny og næ (for selvom jeg ikke har en tone i livet, ynder jeg stadig at synge så tit jeg kan, og der er intet, I kan gøre ved det – muhahah!).

Men før jeg ender i et langt sidespring om tegnefilmsgenialitet og dybden i disney, så burde jeg nok komme til sagen! For bedst som jeg sidder med underskønne Laura og producerer breve som en gal, ruller et navn forbi skærmen under afspilningen af den (lidt mandschauvinistiske på den gode måde – tænk at jeg nogensinde skulle sige det) sætning ”hvad skal jeg med kvinder når jeg bad om mænd”. Et navn på en mand, der med sin stemme har fyldt Shang med mandig styrke gennem hele min barndom. En mand, der normalt optræder med nedknappet skjorte på den klamme ’forsøgeratlignelatinolovermenhavdeglemtatdenlillelommepåmin
Maveogmitgustneabetæppepåbrystetændrerdetfrasexettilsørgeligt
ogsåfedtetathansserknastørud’ måde. Selveste Stig Rossen.
Og en gentagelse for dem, der ikke helt tror deres egne øjne og virkelig ikke ønsker at se kære stig for sig hver gang, de ser et klip fra mulan: Stig Rossen lægger stemme til Shang, den lækre kinamand der lærer et gruppe slatne drenge at slå ihjel og ender med at blive inviteret på middag hos Mulan (den kvindelige udgave). Stig Rossen lægger stemme til så stor en procentdel af teksten til ”vær en mand” at jeg burde slå mig selv hårdt oveni hovedet for ikke at have hørt det før.



Vær en mand. Den sang, jeg pinliggjorde mig selv på det grummeste ved at synge højt i bybussen til svendborg i dag, fordi al det efterskoleliv har slettet fornemmelsen for den virkelige verden fra min hjerne. Den sang, jeg kan udenad på både dansk og engelsk, og som jeg derudover planlægger at lære på hebraisk. Den sang, der gør kunsten at bruge et ord som ”blæsebælg” uden at det virker specielt underligt.
Nogle gange er livet altså ikke helt fair.