koret af unge troende

Jeg følte mig næsten for heldig til at tro det, da Mathilde og jeg fik lov til at tage fri onsdag til fredag i denne uge. Eller, fri og fri: vi havde selvfølgelig tænkt os at bruge vores tid konstruktivt, til udvidelse af kulturel og kunstnerisk horisont samt besøg på potentielt gymnasium.
Men fri det fik vi, og billetter, det havde vi: off we went! Kunne dog i begyndelsen ikke helt forstå programmet, hvordan er det muligt at åbne dørene i samme minut, som koncerten skulle begynde? For en sikkerheds skyld tog vi tidligt af sted, hvilket resulterede i en times ventetid i skønt, koldt aftenmørke hvor jeg fortrød mit valg af sko cirka toogfyrre gange (vandpytter er kun sjove iført gummistøvler, og hvor er det unfair, at regnen rammer københavn i det øjeblik, jeg ikke har mine på! hvad er oddsene for det, helt ærligt, det er altså uretfærdigt!). Men da Loppen endelig åbnede op for varme, økosodavand og ultracool loppestempler, der KUN lyste i specielt lys (det er seriøst for liret til, at jeg kunne undgå at blive fascineret), var det til gengæld så hyggeligt og varmt, at jeg glemte alt om mine fugtige sokker.
Efter to opvarmningsband, hvoraf det første (temmelig gode) gik på omkring klokken ti, hvilket forklarede det spøjse ”viåbnerdøreneidetsekundmusikkenstarterogsåerdetbareatløbe
hvismanvilnåathavehelekoncertenmed” program, som enten var en fejl eller blot opfordrede folk til at komme lidt før og hygge sig med lidt økologisk ananas og kulsyre på flaske. Ikke at det gjorde mig noget, for da choir of young believers endelig gik på var det som at blive fragtet direkte ind i en himmelsk ekstase af øreguf. Jeg har (og her forsøger jeg ikke at være kvalmende sentimental, det er virkelig ikke med vilje) aldrig i mit liv været vidne til noget så ubeskrivelig smukt. Tog flere gange mig selv i at være på grænsen til at græde, men samtidig for hypnotiseret til at kunne røre mig ud af stedet. ..årh, mennesker, der ikke var til den fabelagtige koncert vil ikke kunne forstå det, og det vil aldrig blive muligt for mig at forklare hvor utrolig, utrolig vidunderlige de knapt halvanden timers ren kunst! var. Hvad kan jeg sige? Jeg vil nu for evigt dyrke choir of young believers og søde, søde, SØDE jannis, som med sit tykke grækeroverskæg og turkise guitar stod halvgenert på scenen og undskyldte, at han ikke kunne finde på noget sejt at sige, fordi han var så overvældet og glad.
UH! For lige at rette op på min fortabelse i skøn øreguf, burde jeg fortælle om et par af bandets overdrevent nice medlemmer! Seriøst, selv hvis man hadede musikken (gud forbyde det) ville man stadig blive underholdt i verdensklasse. Forestil dig for eksempel en super funky rytmedude med grydehår på den lettere hæslige måde og dansemoves der ville sparke john travoltas hofter af led og langt ud af konkurrencen. Og vi taler rytme på den virkelig talentfulde måde, hvor man er i stand til at multitaske så vildt, at man kan have tre forskellige rysteæg-bolde-cylindere ting i den ene hånd, en trommestik i den anden hånd og en syv otte trommer at lege med i komplicerede (hvad ved jeg, jeg er jo blot et almindeligt menneske, der synes rytmeæg er ret sjove og nemme at lege musikalske med) kombinationer. SAMTIDIG med at han dansede og kastede med grydehåret. Burde jeg understrege, at det blot var ET af bandets otte fantastiske musikere, som, udover ovenstående geni, blandt andet inkluderede mega talentfuld trompet-fyr der spillede så fantastiske, at det fik nakkehårene til at rejse sig, en ultracool pige på cello og er ret så lækker bassist med den der ægte hardcore konstantskødesløssmøgikæften attitude.

.. men nok om tamburiner og låsløse toiletter (i-k-k-e rart). I vil sikkert meget hellere høre om vores tur hjem, som i stedet for at være en kort og enkelt tur med metroen endte i udmattet frustration. For vi havde selvfølgelig glemt at tænke på, at onsdag nat ikke tiltrækker nær så mange metromennesker som lørdag nat, og at det ellers så herlige lyntog lukkede ned klokken et. Så da vi stod der, med et friskstemplet tozoners og trætte øjne, skulle skiltet med ”metroen er lukket. Vi ses igen klokken 05.00” læses igennem en ekstra gang, for at nå helt ind, hvor det ringede. Ringede og fortalte, at vi ikke kunne komme hjem. PANIK! Op til bussen. Ingen bus, der kørte i den bare halvt rigtige retning. PANIK! Vandren frem og tilbage og forsøg på at udregne taxapris. DOBBELT PANIK! Endte med at gå til Børsen og finde en rigtig natbus. Skønt, da vi endelig nåede til skurvognen og dynerne. Aaah.
(jeg kan normalt ikke huske, hvad jeg drømmer. men jeg tror, jeg drømte med choir of young believers som baggrundsmusik den nat)