neverland

Gåden er løst. Den ellers så uknækkelige ”hvadskaldulavenårdublivervoksenogditmastercarderdødt” gåde, som spøger uhæmmet i mit hoved med jævne mellemrum. Jeg vil bo i Det Kongelige Teaters pakhus. Og jeg vil leve af drama, store kjoler og finurlige fortællinger.
Føler mig lidt vip, når jeg med Emilies super privilegerede mor, som arbejder på det kongelige teater og derfor er indehaver af en masse nøgler og kodekort, bliver lukket ind i paradis og bedt om at kigge mig lidt omkring. Kigge mig lidt omkring. Ahahaha. Hvor sandsynligst, at en teatertilbedende tekstilfacist som jeg klart holder mig til at bladre lidt i nogle tresserkjoler og et par kongekåber. Jeg ikke bare kiggede. Jeg forsvandt så meget ind i de overdådige barokkjoler, at jeg rent faktisk blev væk, helt væk fra både mig selv og emilie. Jeg har aldrig været et mere fantastisk sted. En eller anden dag sniger jeg mig bag de fjerneste kostumer for aldrig at vende tilbage til virkeligheden igen.

Hvis ikke jeg snart dejser omkuld af udmattelse (søvnmangel er da et ganske fornuftigt udgangspunkt lige efter en ferie) vil lyden af mine taster skabe ekko det halve af den kommende nat. How I’ve missed you, dear efterskoleblog.