20.10.08

skyggedans og en tung byrde

Det er søndag aften på sydfyn. Blæsten hiver i telefonforbindelsen, og det skratter i øret selv med det mest lokale landmandsabonnement. Ikke at der er behov for telefonsamtaler lige pt. For et par timer siden smed lokalbussen de sidste efterskoleunger af sammen med deres nyvaskede tøj. Skolen summede af udpakning, sladderopdatering og en latter, der skabte varme i selv de mest vinterkolde kinder.
Først når man sidder i 202’eren med et stykke smuglet pizza i hånden og halvgabende undrer sig over, hvordan man kunne holde sig vågen til halv syv natten før, går det op for en hvor ubeskrivelig meget man har savnet efterskolen. For selvom det er ganske vidunderligt at få lov til at sove længe og stene en halv sæson af friends på en eftermiddag, så er der ingenting som aftente og lyden af gunnar. Ah. Efterskole.

Og nu, hvor jeg egentlig burde få gjort det af med de mørke rander, der ellers nok så fint pynter på et snart vinterblegt fjæs, er der lige et og andet, der skal skrives lidt om. Ferien er ikke gået så stærkt uden grund.

Har under den hyggeligste pigebytur nogensinde fundet ud af, at hvide pile snildt kan føre til stempel med dårlig fransk grammatik på hånden og hæslig smag af ren vodka i ganen. Idrh. Fremmaner en på ingen måde flatterende grimasse. Med i pakken kommer gratis abonnement på uren hud. Har aldrig helt forstået vodka. Torsdag gjorde mig ikke særlig meget klogere, dog har jeg lært, at det med lidt koncentration (eller mangel på samme.. faktisk ret markant mangel på samme) er muligt at bevæge sig i skygger (..) enhver form for forklaring virker enorm retarderet, så jeg tør ikke rigtig gå i gang, så jeg nøjes med at erkende det: jeg har nu både sagt, skrevet og grint af det, så det er helt okay at drille mig. Jeg er et overskudsagtigt large menneske, der godt kan tåle det. For ganske rigtigt: Malou gik fra at være glad for fremmedord og samfundsdiskussioner til at spise chips og blive forvirret af, at de knasede sjovt i hendes hoved. Hun tågede dansende rundt i tom parkeringskælder med ligeså fjollede Mathilde, Laura og Emilie. Og hun kunne lide det!


(og jo, vi dansede i skygger!)

Noget der i øvrigt gør mig rigtig glad, er at være den eneste ud af firehundrede mennesker, der udtaler brunsviger rigtigt, og så alligevel løbe ind i mennesker, jeg kender. Når jeg, lille fynbo, møder kendte ansigter og derfor også får lov til at hvine hysterisk af gensynsglæde i store kram og ”ej, hvor er det godt at se dig igen!” er lykken gjort og festen kategoriseret som værende langt mere end vellykket. I like!

Vil her til sidst dele dette nyerfarede råd med jer: Lad være, og jeg gentager med tykke bogstaver, understregning og neongul markering: LAD VÆRE med at medbringe sportstaske til en hel uges ferie bare for at se afslappet og chill ud. Heller ikke selvom du synes din ellers vældig funktionelle og handy kuffert med hjul er for jegerpåvejtilkastrupagtig. Du – og specielt din ryg vil komme til at fortryde det og føle en indre pyroman blusse op i en lyst til at brænde føromtalte sportstaske af på toppen af rituelt bål. Har nu i mere end en uge som skilmissebarn i storbyen slæbt rundt på fyrre kilo bagage (jamen, jeg får jo heeelt sikkert brug for en god bog på et tidspunkt, jeg må hellere tage tre for en sikkerheds skyld. Gud hvor jeg dog hader mig selv) Og jeg har prøvet utallige forskellige måder at gøre det på og absolut ingen af dem skåner selv den mindste knogle i mit overkrop. Havde efter lørdagens slæben frem og tilbage seriøst forventet synligt voksende biceps. I stedet fik jeg men, der desværre tyder på at være relativt varige.
Så altså - Hvis du i løbet af efterårsferien så en sekstenårig pige slæbe rundt på en grå sportstaske med et foruroligende anstrengt udtryk i face, var det altså bare lille mig. Og ja, det var også mig der forsøgte at løfte den i et underligt krammende tag der fik min krop til at bue på midten og ligne en omvendt quasimodo. Og mig, der ihærdigt forsøgte at trække den henover jorden.
De rigtig heldige har måske set mig svinge den i en både lav og kort (men ellers rigtig ambitiøs) bue, hvorefter jeg snurrede en gang rundt om mig selv og lavede et halvt rullefald for at ende med at ligge i akavet bue over tykke, tykke sportstaske. Oh yæs.

Unfair behandling af smagsløg, snottet næse og smadret ryg: intet kan ændre på det faktum, at det har været en fantastisk ferie, som gik for hurtigt og kostede lidt for mange penge. (.. hvis nogen har lyst til at donere et beskedent beløb til jeg stakkels arbejdsløse studerende, så sig lige til. Togbilletter er altså dyre!)

Godnat, små soldater.
Sov godt. så længe det varer (øv)

Ingen kommentarer: