mellem stammer og træer

Jeg lugter af bål.


Så sad vi dér, på et tæppe af forårsgræs i en efterskolebaghave, der i grunden lige så godt kunne ligge alle andre steder end lige Rantzausminde. Lyden af en par halvkluntede guitarer og en flok glade stemmer fyldte aftenen med toner (læs: mangel på samme), der på alle måder fik understreget, at det er medie og ikke musik, vi er hardcore til hernede i macland.


Bevæbnet med mariekiks, snobrødsdej og en bunke slappe grene, der fik vores spejdereksperiment til at ligne parabler, bekæmpede vi tappert køligheden med gløder og fakler i form af.. føromtalte snobrød.


Foråret kilder efterhånden jævnligt i næsen. Jeg kan lide det!

..Og søde bagersvend, som åbenbart ikke mener, at lavras og mit snobrød var særlig vellykket: sod smager godt og ILD gør bagetiden langt kortere – desuden er færdigbagt et relativt begreb. Duften af dej har altid passet ualmindeligt godt sammen med duften af bål.

atlantis: the lost empire

Her, en ganske almindelig fredag morgen efter morgenpakketid (læs: ekstra lur efter morgenmad), hvor mine læber i grunden helst vil holde lige så meget fri som min stakkel, stakkels hjerne (og mine øjne, som i protest er røde), så har de så travlt med at sige hej til ting, at jeg beder til de højere magter om, at jeg husker at strække ud bagefter.
Først og fremmest skal jeg selvfølgelig sige hej til matematik. En hel dag med matematik. Yay! (og faktisk KAN jeg godt lide matematik, så det lettere sarkastiske YAY var mest på vegne af min stakkels, trætte hjerne og de 89 mennesker, der i skrivende stund sidder ved siden af mig i hullet og forsøger at få plus og minus til at parre sig med parenteser, primtal og potenser.. tanken om, at næste modul skal foregå iført praktisk tøj og mudder til knæene synes befriende i tung fredagsstemning.. oh, how we love orienteringsløb!).
.. FREDAG! Vi eeeeelsker at sige hej til fredag. Velkommen fredag. Lad som om du er hjemme, fredag. Bliv endelig så længe du vil, fredag. Kom snart igen, fredag!

Og det længste, hyggeligste og dog samtidig mærkeligste hej: Hej til Atlantis.
Efter en kort fortalt meget dramatisk og turbulent pigekonflikt på skolen største værelse – seksmandsværelset i den ældste bygning med de skrå vægge, hemsen og havudsigten, blev Laura, Emilie og jeg, det gamle Atlas 4, løsningen på et problem, der efter flere pigemøder og gråhårede lærere havde set helt håbløst ud. Det var faktisk bare tirsdag eftermiddag, jeg kan ikke engang helt huske, hvad Laura og jeg lavede på lærerværelset, men vupti, midt i frokostens slåen-maven fik vi lige pludselig kastet det direkte i hovedet: hvorfor flytter I ikke op på 6eren?
Tja.. hvorfor ikke? Fordi vi elsker at bo på Atlas, som huser nogle af skolens dejligste mennesker, og som har det der helt rigtige efterskolefællesskab, man bliver i fantastisk godt humør af ved hjemkomst søndag aften.
Alligevel kunne jeg personligt ikke lade være med at tage tanken til overvejelse, da jeg grundlæggende synes det er ærgerligt, at man er bange for noget nyt, fordi man har det godt der, hvor man er. Da Katrine og Mettes skarpe næser opfangede snerten af ’måske’ i luften, gik de helt amok med fedteriet. Et fedteri, der får pudsede snehvideæbler og kridthenting til at virke ret tamt. Piger, tag fri fra dansk og snak sammen om det. Piger, tag noget kakao. Piger, det er jo SÅ nemt at lave natterend fra Atlantis (1: brugte min officielt autoritære ansvarsfulde lærer, som forældrene ser som en sikkerhed for, at vi ikke alle sammen får aids og tatoveringer lige et REGELBRUD som lokkemad? Og 2: nej det er ej, brandtrappen larmer).
Det endte dog med et ja tak til god gerning for fællesskabet og en forhåbentlig skøn fremtid under havets dyb. Som jeg sidder i min nye seng, som by the way har HAVUDSIGT! og hører Spice Girls med de nye, søde piger, tegner altid mere end dejligt. Jeg håber dog ikke, at elefantsnot er alt for miljøskadeligt – jeg kommer til at få et helt ustyrligt forbrug fremover. For hulan, hvor er der mange vægge, der savner nærkontakt med Johnny Depp!

PS: nyheden faldt i rimelig rådden jord på Atlas. Martin og Larsen smækkede med døren og begravede sig i titanicsoundtracket og tårer, Emil blev mega fornærmet, og de blev i øvrigt enige om, at de aldrig ville snakke med os igen. Det holdt heldigvis ikke særlig længe, så nu går problematikken på, hvorvidt vi ’glemmer dem’ til fordel for drengene på Atlantis.
.. for fanden guys, i er jo skønne. Og i ved det godt! Den dag jeg glemmer jer, må I klippe mig skaldet.

in a honky-tonk, down in Valby

I stedet for at give dejlige Signe hendes velfortjente hyldest på facebook, vil jeg kaste noget streetcredit i hovedet på hende her, på min famøse blog.
For signepigen, der i torsdags gik skridtet videre mod voksenheden og SU ved at fylde de ellers ikke særlig brugbare 17 år, holdt i går ganske great fødselsdag, da om ikke andet har stillet mit græske jogurt sult for den næste uges tid. Derudover var den geniaaaalt hyggelig – og ret så svedig:

Efter en brunch, der efter min maves pludselige vokseværk at dømme havde indeholdt pandekager nok til at brødføde et mindre afrikansk land i en måned, hoppede 16 piger og 1 dreng på fire forskellige busser for at ende i fancypancy… Valby.
Og selvom vi i flabet blæsevejr kæmpede os op af noget, jeg i hvert fald vil stemple som bakke, så havde det absulot intet at gøre med, hvad Valby for mit vedkommende skaber associationer med. De efterfølgende to timer kom nemlig til at stå på.. *trommehvirvel*
POLEDANCE!
Til dem, der allerede nu forestiller sig føromtalte seksten piger og en dreng i striptease og grimme g-strengstrusser, kan jeg ligeså godt kaste skuffelsen i hovedet på jer nu: Nej, vi var ikke nøgne, nej, vi endte i nøgne og NEJ, vi vil ikke underholde til jeres næste firmafest.

Poledance er nemlig meget andet end Demi Moore. Poledance, som ser så irriterende nemt ud, men som i virkeligheden er Guantánamo for hænder og achillessenen, er en sportsgren, der giver pæn krop, pæn dans, pæn selvtillid og med garanti også pænt glade kærester.
Følte mig dog alt andet end lækker, da jeg iført opsmurte nylonleggins (HEJ lårdelle) og meget oversize beatles t-shirt sagde hej til den stålstang, der den næste time skulle lemlæste min krop uden så meget som at røre sig ud af flækken. Og selvom man måske ikke skulle tro det, så er det mere end besværligt sådan at skulle kaste sig rundt om stang i kryds, havfruer og hvad de moves ellers blev kaldt. Eller, faktisk var det jo ikke særligt svært at kaste sig rundt om den, der var mere skridtet fra blå mærker og høje bumb til yndefuld, sexet elegance, der gav mig grå hår (hvilket jo heller ikke ligefrem er heldigt, når man skal agere et sexet stykke kvinde). Priste mig lykkelig over, at jeg har langt hår, da det apparently i sig selv får min bambisførstepoledance til at se langt mere vellykket ud.

Efter at have kastet mig skødesløst rundt om et stang i en time, åndede jeg nærmest lettet op, da Signes søde søster trak ind stol ind mit i lokalet med ordene ”så skal vi til lapdance”. Igen fik hun selvfølgelig alting til at se legende let og samtidigt fabelagtigt ud, da hun gav Tobias en lapdance i så ægte Death Proof style, at jeg som bøsse personligt havde overvejet at gå straight.
Da undertegnedes hofter rent faktisk sidder fast mellem mave og knæ, umuliggjorde biologien i selv altså min egen lapdans’ lækkerness. Har aldrig forstået, hvordan man kan snurretoppe sine hofter på den måde, uden først at hægte dem af resten af legemet. Gjorde dog mit eget lettere komiske forsøg med Mathilde som offer i stolen. Det gik ikke specielt godt, for jeg glmete trinene og havde i øvrigt en kende svært ved at forestille mig Mathilz som mand (selvom hun til dragkonkurrencen i sidste uge faktisk var ret så hot).
Alligevel må jeg sgu in the end sande, at lækker dans med og uden stang er noget, min selvtillid og jeg er blevet enige om, at jeg er nødt til at lære, sådan for real og med mindre ”øh, til venstre og SÅ svinge? Hvilken vej er det nu tommelfingeren skal vende?”

For helvede, hvor er det sejt. Vil sammen med tøserne nu gense Death Proof en halv trilliard gange, indtil vi er hardcore nok til at forskrue og score alt og alle. Det kræver selvfølgelig, at jeg finder en smart måde at dække de blå mærker, føromtalte flabede stang, har givet min krop.

PS: ekstra streetcredit til Signe og hendes søster for yderst skøn dag :D
PPS: ved faktisk ikke, om jeg er direkte ked af, at jeg ikke kan krydre dette saftige indlæg med billeder..

you spin me right round, baby right round, like a record baby, right round, right round

Selv om vi alle sammen udmærket ved, hvor vi skal sove i nat, og selvom mørket knapt nok var faldet på (hvilket det aldrig rigtig gør, når så mange macbookskærme æder mørket sammen med miljøet all the fucking time), så var der ikke langt fra firsernes gamacheklædte discodanceparteeeeys til Rantzausmindes mobildiskotek med besøg fra nostalgiske Dennis & Allan (læs: Søren og Jakob efter lidt for mange matematiktimer og alt for meget kaffe).



Bedst som dagen var gået med andengradsligninger i solen, elle i solen og cykler i solen havde kvalificeret denne helt almindelige torsdag til at være almen great, boomede efterskolelykken et greaseremix. Når man arbejder nine to five og derudover bruger absurd meget energi på at nyde forårssolen, så er der altså intet som et grimt michael jackson move og en gul sodavand, der kan få overskuddet til at sprutte og fødderne til at spjætte af begejstring.
Vi dansede, vi dansede og vi.. dansede. Spørger lige nu mig selv, hvorfor vi ikke bare gør det, når vi har idræt og ærgrer mig ved tanken om, hvor flad min mave så ville være. Og hvor glad, jeg ville blive hver eneste torsdag aften. Og hvor cool jeg ville blive til smækre dansemoves som ’plukke æbler’, Emilies ’byggerkassegørkassemindreogputterdenindiandenkasse’ og den geniale alltimefavorit YMCA, hvor det er obligatorisk at ligne en.. NAR!



Klædt ud som genfærd fra 80ernes farveladeland og 70ernes allyouneedislååååååve – hippier (det var slet ikke tøj, der bare sådan lå i mit skab.. overhovedet ikke), trampede vi kalorierne ud af spisesalen til musik, hvis tekster man ellers ikke ligefrem praler af at kunne udenad..

Tak og godnat fra Malous fødder, der virkelig trænger til hvile nu. Eller om lidt, når hun har untagget sig på det grumme billeder, der sikkert allerede er endt på facebook.

they see me rolling

Hvis jeg skulle sælge en efterskole til den type, der egentligt synes frihed under ansvar er noget underligt noget, og som faktisk helst bare vil beholde deres små søde pus, hvor de kan se dem, så ville hoveddelen af min salgstale nok handle om den uhyggeligt voksenagtige modningsproces, man fuldstændig ufrivilligt og uden nogen egentlig aktiv indsats sluger på rekordtid (verdensrekord tid, fakkertalt).

Hvad rigtig sjovt er så, at man samtidig genfinder sin barnlige sjæl og finder ud af, hvor befriende vidunderligt det er at lege med hulahopringe, se disney film og spise mælkesnitter. Efterskoleunger er evige legebørn, og ingenting er så livsbekræftende som at danse til Røde Gummistøvler – iført eget par, selvfølgelig (bonus: det er meget snart vejr til bare tæer! hilsen de dumt optimistiske fødder)
Under aftensolens gyldne stråler gav jeg i dag endnu en halvglemt barndomsleg hjertemassage:
Rulleskøjter! (desværre ikke i neonfarver og snoede snørebånd)



Sammen med fire af de allerdejligste piger skøjtede vi frygtløst henover asfalten. Personligt er det noget nær en evighed siden, jeg sidst lod mit liv balancere på en bunke gummihjul. Faktisk er det så lang tid siden, at jeg har glemt, hvordan man bremser. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg totalødelagde den fredfyldte fuglesangsstemning ved hvinende at flyve kontrolløst hele vejen ned af hvad jeg vil kalde en … bakke, med hænderne halvt for ansigtet og benene fastlåst i stolpeformat. Noget, der ikke ligefrem fik det til at gå langsommere.
”Malou, hop op i græsset, hop op i græsset!”
Hoppe? Med hjul på?

Endte da også med at ødelægge mine yndlingsnylonstrømper og samtidig erhverve mig et dejligt lille asfaltsår på det knæ, som jeg efterfølgende har opdaget, at jeg åbenbart HELE tiden støder ind i random inventar med. Men helt ærligt, så er det jo en mild pris at betale for så hyggelig en forårsaften med vind i håret og opstrammende leg til lårbasserne. Og det er jo heller ikke noget, et stykke mumiplaster ikke kan klare.

det der nymodens noget

Godaaaaaften og velkommen til renoveringen af denne ellers så beskedne efterskoleblog.
I lyset af dette århundredes globaliserede medieboom (som i virkelig.. BOOM!) er konkurrencen om de rigtige læsere, lyttere, seere, whatfuckingever, ren Robinson.
I kampen om denne uges talisman er det derfor tid for dette efterskolebarns bekendelser at gribe nytænkningen og oversætte sin tusindeår gamle (men stadig ildhede) ordtagfat til mediesprog. Med opfordring fra både efterskoleforeningen og glade jakob steensig, præsenteres derfor..

LOS VIDEODAGBOG (:
Jepperdepper du, fra i dag af og året ud vil det et par gange om ugen være muligt at følge mig i ægte, sprællevende billeder! Det er skidt for mig, fordi jeg ikke længere kan være halvanonym bag skærmen. Men det er godt for jer, fordi det giver liv.
Liv er godt!

Vi starter blødt ud med lidt fri leg med geniale photobooth: for at undgå skizofren enspændermode i snakkermedmigselv-stilen kører jeg med skiftende gæstestjerner. På den måde slipper jeg også for at flashe mit flæskede efterskolesøvnmangels-fjæs alt for ofte.
Yes, people, det er altså nu muligt at få jeres helt egne 5 minutes of fame gennem mig.



PS: alfabetbloggen vil selvfølgelig aldrig dø! don't you worry

salt er godt for sjælen

Folkens: Det er forår!
Solen er officielt tilbagevendt efter en meeeeeget lang charterrejse i syden. Sydfyn er det nye Spanien, og varmen kommer lige i rette tid. Bedst som man fanger sig selv i at gå mere op i, hvilken film de viser i hullet end hvor meget sjov man kan få ud et langt sjippetorv… tja, så kommer forårsblomsterne sammen med et mystisk gækkebrev og minder en om, hvor dejligt livet egentlig er. Det er som om hele skolen endelig er vågnet fra det lettere rutineligegyldige jegharegentligikkelysttilatlavenogetmørketgørmigtrætogdepri
kanviikkebarespillekalorieking- vinterhi, rantzausminde desværre har været delvist marineret i på det sidste. Alle smiler, griner og genfinder lysten til at hoppe rundt fra fællesarrangement til fællesarrangement uden kun at tænke på, hvornår der kommer kage.

Et glimrende eksempel på det er gårdagens mirakel af en eftermiddag:
Først beslutter vi HELT FRIVILLIGT at bruge eftermiddagen på at cykle ud i det blå i stedet for at sove. Derefter.. og her bliver det hæsblæsende og intenst: BADER VI!
Det sidste vi består af Mette, Emil, Martin og jeg, som onsdag d. 11. marts klokken 1800 besluttede os for at i vaske alle rester af vinterdepressionen af kroppen i meget få graders saltvand. Nu ved jeg godt nok ikke hvor garvede vinterbadere resten af verden er, men MIN kuldetærskel er noget nær ikke-eksisterende, og jeg da jeg på vej til Tankefulds vandkant bag på Emils ikke særligt stabile bagagebæger (læs: det kan bære fjorten kilo. FJORTEN. mine lange arme vejer fjorten kilo alene, christ altså), var det lige før, at jeg hellere ville ende med brækket hals og værdighed i busken, end jeg ville kaste mig selv i det hav, som jeg var hundrede procent overbevist om, enten ville fryse mit hjerte i stå eller sluge mig som en let eftermiddagssnack. Men people: Jeg overlevede. Sgu. Jeg hoppede i vandet. Vi hoppede i vandet. Vi er fucking hardcore, og vi kan lide det! (og min næse straffer mig ikke engang idag - yay!)



Jeg gentager, for med halvfems teenagehjerner, der generelt er bedre til at huske de fulde navne på samtlige deltagere i Paradise Hotel, end de er til at huske hvordan man løser en andengradsligning, er det nogle gange vigtigt med lidt gentagelse.
Så derfor: DET ER FORÅR!

Jeg læste desuden engang om hukommelsen i et random videnskabsblad. For at mejsle en information så godt fast på rygraden, at man med sikkerhed aldrig glemmer det igen, skal man have det at vide tres gange. Tres. Det er mange! Så kære læse, do me a favour og hjælp mig med at holde fast i den næsten irriterende livsglæde jeg er ramt af i øjeblikket. Lav en kop kaffe, åben vinduet og indånd den friske duft af grøn mens du HØJT siger: AAAAH, livet er nu dejligt. Hvis du er rigtig sej synger du også en sang.
For hey – DET ER FORÅR!!

ps: okay, har lige opdaget, at den video, jeg lige har brugt en hel time af mit liv på at få blogger til at oploade (af ukendt årsag er den ikke særlig samarbejdsvillig, jeg synes det er lidt unfair, specielt taget i betragtning af, hvor tro jeg er den), ingen lyd har. overhovedet. for fuld forståelse af den ellers udmærkede kortfilm er her, hvad der nogenlunde sker:
martin og emil er klar til at hoppe.
malou bliver grebet af panisk angst.
martin og emil prøver - forgæves - at overtale hende til at springe.
martin og emil skifter taktik og truer med at kaste hende i.
malou er stadig bange for at slå hovedet mod en skarp sten og blive ædt af haj.
martin og emil får hende endelig overtalt
.. hvorefter emil får kolde (haha) fødder
alt dette efterfulgt af et kaotisk virvar af martin, der truer med at hive malou i vandet, emil, der overvejer hovedspring og malou, der med jævne mellemrum udbryder ting som "neeeej, jeg døøøør!".
og endelig, efter to et halvt minuts stumfilm bliver der sprunget.
(lig mærke til det meget smukke solnedgangslandskab)

fordi SM også er en slags sport

Confession: Jeg bryder mig virkelig ikke særlig meget om sport.
Jeg tror måske, at jeg hader det. Og det er ikke fordi jeg er principiel modstander af fysiske aktiviteter som sådan – jeg har bare aldrig rigtig været into svedslud i dyrisk kamp om gammel, grim bold. Da jeg desuden kommer fra en klassisk kommunal folkeskole har størstedelen af mine idrætsomklædninger enten foregået i fugtige kælderlokaler eller åbent rum, da af MEGET ukendt årsag havde vinduer i en højde, der muliggjorde drengesmugkiggeri ved simpel ståen på tå.
Og helt ærligt, så er idræt i folkeskolen jo noget nær det mest uinteressante overhovedet. Det er mere uinteressant end min gamle matematiklærers fetich for krøllede totaller og bliver kun laaaangt værre når man er hende, der bruger hele stikboldtimen på at løbe fra den ene ende salen til den anden, fordi hun ikke tør kaste med bolde af frygt for, at de i arrigskab over at blive kastet ufrivilligt med, vil angribe hende i et hardcore kuglehaglvejr.

Så ja, jeg har da brugt en stor del af mit liv på at boykotte boldsport. Udover at komme fra en by, hvor idrætslærernes kreativitet højst rækker til en advanced udgave af stregfange, så kommer jeg nemlig også fra en by, hvor alle bliver konfirmeret, alle drikker breezers og alle spiller håndbold. Yes, du læste rigtigt: Håndbold. Søndag formiddags-håndbold. Harpiks-håndbold. Lad os glemme at der findes andre sociale aktiviteter og bygge hele byens forum op om en fucking håndbold bane – håndbold. Gaaaaaarh! Og det er da ikke fordi, jeg ikke gjorde forsøget. Men nej, jeg behøver altså ikke assisteres af fjorten svedende piger i cykelshorts for at kunne løbe frem og tilbage i en hal. I’m so sorry, men jeg foretrækker altså mine løbeture med dejlig musik i ørerne og noget frisk luft i lungerne.

FOR! Det er jo ikke sådan, at jeg stædigt sidder spændt fast til en sofa mens jeg pure nægter at afprøve det nye sportsspil på Nintendo Wee. For som det efterhånden relativt fornuftige menneske, jeg er, så ved jeg jo også godt, at fysisk aktivitet er sundt og dejligt. Og jeg vil da også gerne leve længe.

I kampen mod slatne efterskolekroppe besluttede Signe og jeg os derfor for at oprette SM Workout: et træningshold, der i stedet for fælles løbeture, der aldrig bliver til noget, skaber hinkeagtig skolegårdsstemning med sjippetorve, hulahopringe og høje hestehaler. Første træning var i dag – og lur mig, om jeg ikke allerede kan mærke det på mit studenterfedt! Iha, hvor er det rart. Nogle (mig) må smugle et kamera med ind, så jeg kan dokumentere et så mirakuløst under, som når over ti efterskoleunger FRIVILLIGT vælger at skifte eftermiddagsluren ud med en times intensiv SM-workout.

I den forbindelse vil gerne brokke mig højlydt til mine forældre, der glemte at læse om den MAGISKE effekt hulahopning har på kvindekroppen. Det hænger nemlig sådan sammen, at piger, der fra de er helt små leger regelmæssigt med de dejlige ringe, får flottere, mindre taljer end piger, der ligesom jeg gjorde.. ja, bare ikke gjorde (jeg brugte tiden på at cykle rundt på min røde, trehjulede cykel med lækkert lad bagpå – jeg troede selvfølgelig, at den var en hest).
Så altså er dagens indlæg ikke kun en smule pladdernostalgisk – det har også en morale. En vaske ægte rendyrket morale, lige til at placere i rulleteksterne efter en disneyfilm:

Giv din datter en hulahopring NU!!!

toptrimmet

Som bekendt, så svarer et år på efterskole til syv år – i hvert fald udviklingsmæssigt (eller vil jeg gerne gøre krav på både SU, stemme og … førtidspension). Udvikling kræver en vis grad forandring. Den fornødne forandring er blandet med hormoner og dovenskab en sprængfarlig mikstur, da med testosteron drysset på toppen som oftest ender i skalperinger, krydderbollekapløb og virtuelt trekantsdrama i form af affære med nye, spændende spil (for wow, der findes faktisk andet end wow).

Da pigerne af forfængelige årsager ikke ligefrem frivilligt dater en trimmer, må den obligatoriske forandring altså ske på med en børnepapirssaks i stedet. En helt ny trend har ramt Rantzausminde: PANDEHÅR! (det er forresten lauras fortjeneste. hun er så irriterende lækker med sit eget gudehår, at vi fejlagtigt tror, vi kan blive ligeså smukke ved at få pandehår) Personligt er jeg ikke blevet klippet i over halvandet år. Sidst jeg mistede mere end ti hår på uldfrakken, var vist da jeg kom til at brænde noget af det af med en loddekolbe i random fysiktime. Jeg har så mange planer om sjove frisurer, mit stakkels hoved har i vente, at det nok aldrig rigtig bliver til noget (deriblandt knaldrødt, page og drengeklippet – forventer en snarlig videnskabelig revolution i form af spray, der får håret til at vokse ud igen over natten).

Og der går da også evig hyggelig pigefnidder i den, når en halv hønsegård isolerer sig på Milkyway med stjernemix og across the universe-soundtracket i højtalerne. YAY, alle elsker efterskole!
Hvis det ikke var fordi det koma, mit elskede digitalkamera stadig ligger i, ville jeg have leget japansk turist på havfruerundfart hele aftenen. I stedet må i nøjes med et dårligt nethindebillede af dejligt pandehår.


(åh gud, har lige opdaget, hvor kedeligt et menneske jeg er. et blogindlæg om pandehår, christ)

join the nexus parade

Visse pessimistiske mennesker hævder ofte, at nogle ting er umulige – eksempelvis fred i verden eller fedtfri chokolade. Den slags mennesker er for det meste dem, der ender med dybe rynker alle andre steder end i smilehuller før de fylder tredive. Intet er så ældende som et opgivende syn på tilværelsen – det er troen på, at alting er muligt, hvis man ønsker det nok, der åbner for livet og dets uforudsigelighed.
Onsdag aften blev jeg bekræftet i, at intet er umuligt. For onsdag aften, på en lille efterskole i det sydfynske, skete det utrolige: Nik og Jay mødte My Chemical Romance til sukkerchok i form af ti liter kagecreme og halvandet kilo flødeskum fordelt på tolv fastelavnsboller.
Det er fantastisk, at vi i en verden som vores, der præget af uvidende fremmedhad og fjendebilleder, endelig tager et skridt videre mod den ultimative tolerance. For selvom der var hele to bat i nær rækkevidde, så var det eneste, der blev slået på de alternative tønder.



.. Når man er sent ude, må man nemlig være villig til at gå på kompromis og tænke kreativt (hvilket hænger meget godt sammen med kunstneriske typer, der lever i deres egen verden og tit har en tendens til at glemme tid og sted). Derfor endte fastelavnstønderne som et eftermiddagsprojekt i form af to flyttekasser og 189 meter klar tape – smukt pyntet af lavra og jeg, som vist nok lige skal have et tolvtal i kreativ sløjd. YAY!



Hilsen skolens emu, der ligesom festen selv er lidt sent ude og som desuden efter Lunas skamfuldt gigantiske kaloriebomber aldrig i sit liv vil spise kagecreme igen.
(emo – emu: indrøm det nu, det er jo hamrende god humor)

goodbye my lover

Og denne søndag aften, et udefinerbart antal minutter efter klokken otte, blev det sydlige Fyn mødt af bævrende lydbølger som følge af mit indre ragnarok. Et fortvivlet skrig, der næppe kan have efterladt meget krystalglas i live indenfor de første miles omkreds.
FUCKING EBAY!

Bedst som man finder den trøje, der kan fuldende ens liv og gøre alting perfekt, bedst som man i fem døgn har været den eneste ene, der har budt på den (hvilket kun bekræfter teori om, at føromtalte pailetvidunder af en sweater er sendt fra de guder, jeg ikke tror på og til mig, KUN MIG!). Bedst som man med et klukkende smil forestiller sig, hvordan den skal redde alle ens klokkenerfuckingsyvjegkanumuligttagestillingtilpåklædningågguddeterkoldt
hvorforharjegikkeenpænvarmtrøjederskjulermitefterskolefedt – morgener og samtidig
Bedst som der først er fire minutter, så to minutter, 76 sekunder, 37 sekunder, 19 sekunder, 5 sekunder tilbage.. SÅ KOMMER UKENDT URETFÆRDIG NAR OG BYDER EN HALV DOLLAR OVER MIG!!

.. jeg gentager: EN HALV DOLLAR
.. FEM SEKUNDER!!!!

Det tigger jo om sagsøgning med erstatning og betinget fængselsstraf som følge. Den slags må ens samvittighed da forbyde. Hvad er det for et grumt, grumt menneske? Jeg er på nippet til personligt at opsøge vedkommende, i mellemtiden opbygge muskelmasse massiv nok til at løfte den forbistrede røver i øret og sparke hende/ham i krogen af nærmeste hjørne hvor han/hun iført GRIM skammehat så pænt kan sidde og tænke over, hvad han/hun (nu må de jammerlige parenteser snart stoppe, lad os gå ud fra, at der er tale om en kvinde.. i andet tilfælge i hvert fald en rimelig femi mandsperson) har gjort. GRRRRR!!!



Kærlighed er uretfærdigt. Jeg konverterer snart til nonne og lever resten af mit liv i isolation.
Har foreløbigt planlagt at chokoladesørge i tre dage. Må skamlytte James Blunts tudetoner for at hjælpe mig til søvn på noget som helst tidspunkt. AAAAARH!

fucking fremtid

Kender i det der med, at fremtiden virker så uhåndgribeligt forvirrende, at man vælger at lade som om, den aldrig bliver en realitet? Kender I så det der med, at den lige pludselig bare ER der, med S.U i morgen klokken 18.00? Tanken om, at det forkerte år i værste fald kan ende med tre års kontant afstraffelse i form af hovedpine, svedeture og kronisk søvnunderskud giver mig allerede nu en forsmag på den stress, der nok også vil ramme mig med jævne mellemrum i fremtiden.
Uddannelsesvalg. Det lyder nemmere end det i er, specielt når man tager i betragtning, at jeg i løbet af sytten års liv kun har taget TO uddannelsesvalg – valg af efterskole, genvalg af efterskole (egentlig tæller det nok kun som halvandet). Blæst op som værende et kryds, der kan påvirke resten af mit liv, og som jeg derfor ikke skal sløse til noget abstrakt fuldtidsfilosofgøgl med mit wordprogram. Det skal da ikke være en hemmelighed, at anskaffelsen af tres kilo nescafe, et tomt kælderværelse og en tung hængelås ville udgøre perfekt beskæftigelse for undertegnede de næste.. mange år. Men sådan skal det ikke være. Jeg har en fremtid, og selvom det dejligste ved fremtiden er dens mystik, så skal den planlægges, tilrettelægges og være FORNUFTIG!! Hvis du spørger mig, har fornuft nu altid været en smule opblæst (det mener jeg selvfølgelig ikke… så bogstaveligt)

København rummer så freaking mange valgmuligheder, at jeg efter de sidste ugers grublen virkelig har fået fornyet respekt for de studievejledere, der er nødsaget til at kunne finde rundt i dem alle sammen. Jeg er berygtet for at være en af de knapt så sløve, og jeg bliver forvirret ved kun at koncentrere mig om stx-uddannelser. Og ikke kun standard forvirring, som når man bliver forvirret over, hvorfor man lige pludselig befinder sig på cassiopeia, når man var på vej til atlas, eller når man på ingen måde kan huske, hvorfor man tog to forskellige sokker på. Vi taler om den rigtig hardcore forvirring, den slags forvirring der medfører nedbidte negle og tidligt hårtab. Den samme slags forvirring, som når man ens S-tog smutter lige foran ens i forvejen forsinkede stiletter – når man i et panisk øjeblik glemmer, at der er noget der hedder informationsskranker og i stedet vrider om mens man skriger af afmagt over ikke at kunne huske, om det var Klampenborg eller det der andet med K, og i øvrigt ikke kan forstå, hvorfor Trekroner station ikke er på det ellers udmærkede kort.

Der er her tale om en hændelse, der dannede grundlaget for mine yderst ømme elevfestfødder. Det vil aldrig gentage sig, da jeg har lovet mig selv ALTID at gå den søde dame i informationsboxen inden jeg går i panik. Min logiske sans siger mig derfor, at det smarteste at gøre i mit uddannelsesdilemma er.. nøjagtigt det samme!
Med hjælp fra hjælpsomme Søren har jeg dermed officielt valgt en uddannelse.

Jeg har en fremtid.

søndag? christ

22.02.09:
Fejrer desuden genoplivningen af min mac ved snart at få skrevet en bunke indlæg.

Snart er klasseeksemplet på, at alt er relativt. For sammen med resten af mit liv, har los bloggos ligget i koma i en hel uge nu. Bag det ligger selvfølgelig en god forklaring: OSOOOOOOOO!
Fancy forkortelse af endnu fancyere projektbetegnelse. Taget i betragtning af, hvor lidt man egentlig laver i tiende klasse, burde det næsten klassificeres som falsk varebetegnelse, at kalde noget for noget så fint som ’obligatorisk selvvalgt opgave’. Specielt fordi det dækker over noget så røvkedeligt som en uges studering af uddannelsers opbygning og fremtidsmuligheder med smedepraktik på CV’et. OBLIGATORISK! Thank God for glade efterskolelærere, der hader undervisningsministeriet og elsker mennesker, og som derfor snød de højere magter en liiiiille smule.

Opdagede fredag aften, at det var fredag aften. Opdagede i samme åndedrag, at jeg i løbet af de foregående fem dage havde opbygget et imponerende søvnunderskud og en travl forkølelse (som for resten mindede mig om, at jeg ikke har løbet i uforskammet lang tid).

Søvn i dag, blog i morgen. Det er vist fornuftigt for alle parter. Og fornuft er som bekendt noget, vi som snart-voksne ligeså godt kan vende os til. Øv.