join the nexus parade

Visse pessimistiske mennesker hævder ofte, at nogle ting er umulige – eksempelvis fred i verden eller fedtfri chokolade. Den slags mennesker er for det meste dem, der ender med dybe rynker alle andre steder end i smilehuller før de fylder tredive. Intet er så ældende som et opgivende syn på tilværelsen – det er troen på, at alting er muligt, hvis man ønsker det nok, der åbner for livet og dets uforudsigelighed.
Onsdag aften blev jeg bekræftet i, at intet er umuligt. For onsdag aften, på en lille efterskole i det sydfynske, skete det utrolige: Nik og Jay mødte My Chemical Romance til sukkerchok i form af ti liter kagecreme og halvandet kilo flødeskum fordelt på tolv fastelavnsboller.
Det er fantastisk, at vi i en verden som vores, der præget af uvidende fremmedhad og fjendebilleder, endelig tager et skridt videre mod den ultimative tolerance. For selvom der var hele to bat i nær rækkevidde, så var det eneste, der blev slået på de alternative tønder.



.. Når man er sent ude, må man nemlig være villig til at gå på kompromis og tænke kreativt (hvilket hænger meget godt sammen med kunstneriske typer, der lever i deres egen verden og tit har en tendens til at glemme tid og sted). Derfor endte fastelavnstønderne som et eftermiddagsprojekt i form af to flyttekasser og 189 meter klar tape – smukt pyntet af lavra og jeg, som vist nok lige skal have et tolvtal i kreativ sløjd. YAY!



Hilsen skolens emu, der ligesom festen selv er lidt sent ude og som desuden efter Lunas skamfuldt gigantiske kaloriebomber aldrig i sit liv vil spise kagecreme igen.
(emo – emu: indrøm det nu, det er jo hamrende god humor)