atlantis: the lost empire

Her, en ganske almindelig fredag morgen efter morgenpakketid (læs: ekstra lur efter morgenmad), hvor mine læber i grunden helst vil holde lige så meget fri som min stakkel, stakkels hjerne (og mine øjne, som i protest er røde), så har de så travlt med at sige hej til ting, at jeg beder til de højere magter om, at jeg husker at strække ud bagefter.
Først og fremmest skal jeg selvfølgelig sige hej til matematik. En hel dag med matematik. Yay! (og faktisk KAN jeg godt lide matematik, så det lettere sarkastiske YAY var mest på vegne af min stakkels, trætte hjerne og de 89 mennesker, der i skrivende stund sidder ved siden af mig i hullet og forsøger at få plus og minus til at parre sig med parenteser, primtal og potenser.. tanken om, at næste modul skal foregå iført praktisk tøj og mudder til knæene synes befriende i tung fredagsstemning.. oh, how we love orienteringsløb!).
.. FREDAG! Vi eeeeelsker at sige hej til fredag. Velkommen fredag. Lad som om du er hjemme, fredag. Bliv endelig så længe du vil, fredag. Kom snart igen, fredag!

Og det længste, hyggeligste og dog samtidig mærkeligste hej: Hej til Atlantis.
Efter en kort fortalt meget dramatisk og turbulent pigekonflikt på skolen største værelse – seksmandsværelset i den ældste bygning med de skrå vægge, hemsen og havudsigten, blev Laura, Emilie og jeg, det gamle Atlas 4, løsningen på et problem, der efter flere pigemøder og gråhårede lærere havde set helt håbløst ud. Det var faktisk bare tirsdag eftermiddag, jeg kan ikke engang helt huske, hvad Laura og jeg lavede på lærerværelset, men vupti, midt i frokostens slåen-maven fik vi lige pludselig kastet det direkte i hovedet: hvorfor flytter I ikke op på 6eren?
Tja.. hvorfor ikke? Fordi vi elsker at bo på Atlas, som huser nogle af skolens dejligste mennesker, og som har det der helt rigtige efterskolefællesskab, man bliver i fantastisk godt humør af ved hjemkomst søndag aften.
Alligevel kunne jeg personligt ikke lade være med at tage tanken til overvejelse, da jeg grundlæggende synes det er ærgerligt, at man er bange for noget nyt, fordi man har det godt der, hvor man er. Da Katrine og Mettes skarpe næser opfangede snerten af ’måske’ i luften, gik de helt amok med fedteriet. Et fedteri, der får pudsede snehvideæbler og kridthenting til at virke ret tamt. Piger, tag fri fra dansk og snak sammen om det. Piger, tag noget kakao. Piger, det er jo SÅ nemt at lave natterend fra Atlantis (1: brugte min officielt autoritære ansvarsfulde lærer, som forældrene ser som en sikkerhed for, at vi ikke alle sammen får aids og tatoveringer lige et REGELBRUD som lokkemad? Og 2: nej det er ej, brandtrappen larmer).
Det endte dog med et ja tak til god gerning for fællesskabet og en forhåbentlig skøn fremtid under havets dyb. Som jeg sidder i min nye seng, som by the way har HAVUDSIGT! og hører Spice Girls med de nye, søde piger, tegner altid mere end dejligt. Jeg håber dog ikke, at elefantsnot er alt for miljøskadeligt – jeg kommer til at få et helt ustyrligt forbrug fremover. For hulan, hvor er der mange vægge, der savner nærkontakt med Johnny Depp!

PS: nyheden faldt i rimelig rådden jord på Atlas. Martin og Larsen smækkede med døren og begravede sig i titanicsoundtracket og tårer, Emil blev mega fornærmet, og de blev i øvrigt enige om, at de aldrig ville snakke med os igen. Det holdt heldigvis ikke særlig længe, så nu går problematikken på, hvorvidt vi ’glemmer dem’ til fordel for drengene på Atlantis.
.. for fanden guys, i er jo skønne. Og i ved det godt! Den dag jeg glemmer jer, må I klippe mig skaldet.