fordi SM også er en slags sport

Confession: Jeg bryder mig virkelig ikke særlig meget om sport.
Jeg tror måske, at jeg hader det. Og det er ikke fordi jeg er principiel modstander af fysiske aktiviteter som sådan – jeg har bare aldrig rigtig været into svedslud i dyrisk kamp om gammel, grim bold. Da jeg desuden kommer fra en klassisk kommunal folkeskole har størstedelen af mine idrætsomklædninger enten foregået i fugtige kælderlokaler eller åbent rum, da af MEGET ukendt årsag havde vinduer i en højde, der muliggjorde drengesmugkiggeri ved simpel ståen på tå.
Og helt ærligt, så er idræt i folkeskolen jo noget nær det mest uinteressante overhovedet. Det er mere uinteressant end min gamle matematiklærers fetich for krøllede totaller og bliver kun laaaangt værre når man er hende, der bruger hele stikboldtimen på at løbe fra den ene ende salen til den anden, fordi hun ikke tør kaste med bolde af frygt for, at de i arrigskab over at blive kastet ufrivilligt med, vil angribe hende i et hardcore kuglehaglvejr.

Så ja, jeg har da brugt en stor del af mit liv på at boykotte boldsport. Udover at komme fra en by, hvor idrætslærernes kreativitet højst rækker til en advanced udgave af stregfange, så kommer jeg nemlig også fra en by, hvor alle bliver konfirmeret, alle drikker breezers og alle spiller håndbold. Yes, du læste rigtigt: Håndbold. Søndag formiddags-håndbold. Harpiks-håndbold. Lad os glemme at der findes andre sociale aktiviteter og bygge hele byens forum op om en fucking håndbold bane – håndbold. Gaaaaaarh! Og det er da ikke fordi, jeg ikke gjorde forsøget. Men nej, jeg behøver altså ikke assisteres af fjorten svedende piger i cykelshorts for at kunne løbe frem og tilbage i en hal. I’m so sorry, men jeg foretrækker altså mine løbeture med dejlig musik i ørerne og noget frisk luft i lungerne.

FOR! Det er jo ikke sådan, at jeg stædigt sidder spændt fast til en sofa mens jeg pure nægter at afprøve det nye sportsspil på Nintendo Wee. For som det efterhånden relativt fornuftige menneske, jeg er, så ved jeg jo også godt, at fysisk aktivitet er sundt og dejligt. Og jeg vil da også gerne leve længe.

I kampen mod slatne efterskolekroppe besluttede Signe og jeg os derfor for at oprette SM Workout: et træningshold, der i stedet for fælles løbeture, der aldrig bliver til noget, skaber hinkeagtig skolegårdsstemning med sjippetorve, hulahopringe og høje hestehaler. Første træning var i dag – og lur mig, om jeg ikke allerede kan mærke det på mit studenterfedt! Iha, hvor er det rart. Nogle (mig) må smugle et kamera med ind, så jeg kan dokumentere et så mirakuløst under, som når over ti efterskoleunger FRIVILLIGT vælger at skifte eftermiddagsluren ud med en times intensiv SM-workout.

I den forbindelse vil gerne brokke mig højlydt til mine forældre, der glemte at læse om den MAGISKE effekt hulahopning har på kvindekroppen. Det hænger nemlig sådan sammen, at piger, der fra de er helt små leger regelmæssigt med de dejlige ringe, får flottere, mindre taljer end piger, der ligesom jeg gjorde.. ja, bare ikke gjorde (jeg brugte tiden på at cykle rundt på min røde, trehjulede cykel med lækkert lad bagpå – jeg troede selvfølgelig, at den var en hest).
Så altså er dagens indlæg ikke kun en smule pladdernostalgisk – det har også en morale. En vaske ægte rendyrket morale, lige til at placere i rulleteksterne efter en disneyfilm:

Giv din datter en hulahopring NU!!!