toptrimmet

Som bekendt, så svarer et år på efterskole til syv år – i hvert fald udviklingsmæssigt (eller vil jeg gerne gøre krav på både SU, stemme og … førtidspension). Udvikling kræver en vis grad forandring. Den fornødne forandring er blandet med hormoner og dovenskab en sprængfarlig mikstur, da med testosteron drysset på toppen som oftest ender i skalperinger, krydderbollekapløb og virtuelt trekantsdrama i form af affære med nye, spændende spil (for wow, der findes faktisk andet end wow).

Da pigerne af forfængelige årsager ikke ligefrem frivilligt dater en trimmer, må den obligatoriske forandring altså ske på med en børnepapirssaks i stedet. En helt ny trend har ramt Rantzausminde: PANDEHÅR! (det er forresten lauras fortjeneste. hun er så irriterende lækker med sit eget gudehår, at vi fejlagtigt tror, vi kan blive ligeså smukke ved at få pandehår) Personligt er jeg ikke blevet klippet i over halvandet år. Sidst jeg mistede mere end ti hår på uldfrakken, var vist da jeg kom til at brænde noget af det af med en loddekolbe i random fysiktime. Jeg har så mange planer om sjove frisurer, mit stakkels hoved har i vente, at det nok aldrig rigtig bliver til noget (deriblandt knaldrødt, page og drengeklippet – forventer en snarlig videnskabelig revolution i form af spray, der får håret til at vokse ud igen over natten).

Og der går da også evig hyggelig pigefnidder i den, når en halv hønsegård isolerer sig på Milkyway med stjernemix og across the universe-soundtracket i højtalerne. YAY, alle elsker efterskole!
Hvis det ikke var fordi det koma, mit elskede digitalkamera stadig ligger i, ville jeg have leget japansk turist på havfruerundfart hele aftenen. I stedet må i nøjes med et dårligt nethindebillede af dejligt pandehår.


(åh gud, har lige opdaget, hvor kedeligt et menneske jeg er. et blogindlæg om pandehår, christ)