salt er godt for sjælen

Folkens: Det er forår!
Solen er officielt tilbagevendt efter en meeeeeget lang charterrejse i syden. Sydfyn er det nye Spanien, og varmen kommer lige i rette tid. Bedst som man fanger sig selv i at gå mere op i, hvilken film de viser i hullet end hvor meget sjov man kan få ud et langt sjippetorv… tja, så kommer forårsblomsterne sammen med et mystisk gækkebrev og minder en om, hvor dejligt livet egentlig er. Det er som om hele skolen endelig er vågnet fra det lettere rutineligegyldige jegharegentligikkelysttilatlavenogetmørketgørmigtrætogdepri
kanviikkebarespillekalorieking- vinterhi, rantzausminde desværre har været delvist marineret i på det sidste. Alle smiler, griner og genfinder lysten til at hoppe rundt fra fællesarrangement til fællesarrangement uden kun at tænke på, hvornår der kommer kage.

Et glimrende eksempel på det er gårdagens mirakel af en eftermiddag:
Først beslutter vi HELT FRIVILLIGT at bruge eftermiddagen på at cykle ud i det blå i stedet for at sove. Derefter.. og her bliver det hæsblæsende og intenst: BADER VI!
Det sidste vi består af Mette, Emil, Martin og jeg, som onsdag d. 11. marts klokken 1800 besluttede os for at i vaske alle rester af vinterdepressionen af kroppen i meget få graders saltvand. Nu ved jeg godt nok ikke hvor garvede vinterbadere resten af verden er, men MIN kuldetærskel er noget nær ikke-eksisterende, og jeg da jeg på vej til Tankefulds vandkant bag på Emils ikke særligt stabile bagagebæger (læs: det kan bære fjorten kilo. FJORTEN. mine lange arme vejer fjorten kilo alene, christ altså), var det lige før, at jeg hellere ville ende med brækket hals og værdighed i busken, end jeg ville kaste mig selv i det hav, som jeg var hundrede procent overbevist om, enten ville fryse mit hjerte i stå eller sluge mig som en let eftermiddagssnack. Men people: Jeg overlevede. Sgu. Jeg hoppede i vandet. Vi hoppede i vandet. Vi er fucking hardcore, og vi kan lide det! (og min næse straffer mig ikke engang idag - yay!)



Jeg gentager, for med halvfems teenagehjerner, der generelt er bedre til at huske de fulde navne på samtlige deltagere i Paradise Hotel, end de er til at huske hvordan man løser en andengradsligning, er det nogle gange vigtigt med lidt gentagelse.
Så derfor: DET ER FORÅR!

Jeg læste desuden engang om hukommelsen i et random videnskabsblad. For at mejsle en information så godt fast på rygraden, at man med sikkerhed aldrig glemmer det igen, skal man have det at vide tres gange. Tres. Det er mange! Så kære læse, do me a favour og hjælp mig med at holde fast i den næsten irriterende livsglæde jeg er ramt af i øjeblikket. Lav en kop kaffe, åben vinduet og indånd den friske duft af grøn mens du HØJT siger: AAAAH, livet er nu dejligt. Hvis du er rigtig sej synger du også en sang.
For hey – DET ER FORÅR!!

ps: okay, har lige opdaget, at den video, jeg lige har brugt en hel time af mit liv på at få blogger til at oploade (af ukendt årsag er den ikke særlig samarbejdsvillig, jeg synes det er lidt unfair, specielt taget i betragtning af, hvor tro jeg er den), ingen lyd har. overhovedet. for fuld forståelse af den ellers udmærkede kortfilm er her, hvad der nogenlunde sker:
martin og emil er klar til at hoppe.
malou bliver grebet af panisk angst.
martin og emil prøver - forgæves - at overtale hende til at springe.
martin og emil skifter taktik og truer med at kaste hende i.
malou er stadig bange for at slå hovedet mod en skarp sten og blive ædt af haj.
martin og emil får hende endelig overtalt
.. hvorefter emil får kolde (haha) fødder
alt dette efterfulgt af et kaotisk virvar af martin, der truer med at hive malou i vandet, emil, der overvejer hovedspring og malou, der med jævne mellemrum udbryder ting som "neeeej, jeg døøøør!".
og endelig, efter to et halvt minuts stumfilm bliver der sprunget.
(lig mærke til det meget smukke solnedgangslandskab)