they see me rolling

Hvis jeg skulle sælge en efterskole til den type, der egentligt synes frihed under ansvar er noget underligt noget, og som faktisk helst bare vil beholde deres små søde pus, hvor de kan se dem, så ville hoveddelen af min salgstale nok handle om den uhyggeligt voksenagtige modningsproces, man fuldstændig ufrivilligt og uden nogen egentlig aktiv indsats sluger på rekordtid (verdensrekord tid, fakkertalt).

Hvad rigtig sjovt er så, at man samtidig genfinder sin barnlige sjæl og finder ud af, hvor befriende vidunderligt det er at lege med hulahopringe, se disney film og spise mælkesnitter. Efterskoleunger er evige legebørn, og ingenting er så livsbekræftende som at danse til Røde Gummistøvler – iført eget par, selvfølgelig (bonus: det er meget snart vejr til bare tæer! hilsen de dumt optimistiske fødder)
Under aftensolens gyldne stråler gav jeg i dag endnu en halvglemt barndomsleg hjertemassage:
Rulleskøjter! (desværre ikke i neonfarver og snoede snørebånd)



Sammen med fire af de allerdejligste piger skøjtede vi frygtløst henover asfalten. Personligt er det noget nær en evighed siden, jeg sidst lod mit liv balancere på en bunke gummihjul. Faktisk er det så lang tid siden, at jeg har glemt, hvordan man bremser. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg totalødelagde den fredfyldte fuglesangsstemning ved hvinende at flyve kontrolløst hele vejen ned af hvad jeg vil kalde en … bakke, med hænderne halvt for ansigtet og benene fastlåst i stolpeformat. Noget, der ikke ligefrem fik det til at gå langsommere.
”Malou, hop op i græsset, hop op i græsset!”
Hoppe? Med hjul på?

Endte da også med at ødelægge mine yndlingsnylonstrømper og samtidig erhverve mig et dejligt lille asfaltsår på det knæ, som jeg efterfølgende har opdaget, at jeg åbenbart HELE tiden støder ind i random inventar med. Men helt ærligt, så er det jo en mild pris at betale for så hyggelig en forårsaften med vind i håret og opstrammende leg til lårbasserne. Og det er jo heller ikke noget, et stykke mumiplaster ikke kan klare.