Synes ikke det er speciel sjovt at være syg.
Og ved godt, at jeg kommer til at knokle med galoperende influenza i den sidste ende.
Det er jo ikke fordi, jeg ikke har prøvet det før.
Dumme, dumme Malou, som ikke tager ved lære af den slags. Dumme stædige Malou, som er iskold i sin ignorering af feberen, der gerne vil plejes.
Synes alligevel jeg har gjort mit med den halve dag, jeg holdt under dynen. Så nu må du gerne gå væk, lille, irriterende møg-bakterie-brintbombe. Og når man har været så slem som du har, så går man i stilhed. Uden nogen som helst for smækken med dørene (det vil bare resultere i mere hovedpine).
28.9.08
økoæbler fra himlen
Jeg har købt sytten bøger. Én af dem hedder ”abortproblemer”.
Og nej – den røg ikke med frivilligt (selvom ”Nyttige gaver af bast” er overraskende underholdende).
Har hun været på rov i Bog&Idé? Nej, hun har været på loppemarked! (meget kan man sige om mine bogindkøbsvaner. Men jeg kunne aldrig i mit liv finde på at købe en bog som ”abortproblemer” med de priser, de holder sig i de danske boghandlere. Jeg ved ikke om det bare er mig, men med et hovedfokus som ”hvordan reagerer du ved ufrivillig graviditet” lyder ikke just som den mest givende litteratur. ”Øv, jeg er squ med rogn. Hvordan fanden skal jeg reagere? Gruble, gruble – læselæse: AHA! Bliv frustreret! Okay, NU er jeg med!”, er der så andet at sige end..Ahøm..: NEJ!)
Tilbage til loppemarkedet. For nu er det jo ikke, fordi jeg bruger samtlige lørdag eftermiddage på at vende, dreje og veje diverse skrammelgenstande til virydderopogsælgerdetingvivilAFMED arrangementer i bedste pensioniststil (selvom jeg ifølge NOGLE har pensionisthumor).
Naaaaj, ikke nok med at jeg brugte de penge, jeg virkelig ikke har, på gamle, nostalgiske, røde bøger (MUMS!). Jeg var medhjælper! Efterskolen solgte ud af alt deres tingviikkeharpladstillængere-ting, hvilket efter en mindre annonce i lokalavisen åbenbart havde fået rygtet til at sprede sig over samtlige plejeshjemskaffekopper, småkagetræf og store, melede ka’tofler sydfyn over. Allerede fra klokken ti begyndte de første loppemarkedsentusiaster at dukke op, til trods for, at markedet først startede klokken tolv. Tja, de ældre mennesker kender skam både tips og triks, når det kommer til at snuppe de bedste, store fjernsyn (der ikke virker) samt akvarier incl. Edderkopper før alle de andre. Blandt andet at savle lidt, mens man bævrende ynker ”jeg har dårlige knæ” ”jeg har forhøjet blodtryk” ”mine hofter gør ondt” ”jeg har gigt”, for at få lov til parkere så tæt på dette adrenalineksploderende festfyrværkeri af et loppemarkede, som overhovedet muligt. Og det er ikke engang de bedste: de selv samme mennesker, var fem minutter senere, da startskuddet lød og snoren blev klippet over (JA! Du læste rigtigt) spurtede af sted, alt hvad stok og gebis kunne holde til. Og der var mange – det lignede næsten de der udsalgsmareridt fra New York, man hører om i TVavisen. Det var direkte sindssygt. Specielt taget i betragtning af, at mange af dem havde svært ved at gå..
Det er seriøst et syn, jeg aldrig nogensinde glemmer. Og jeg vil resten af mit liv ærgre mig over, at ingen nåede at filme det. Hvor blev medieefterskolen af, Rantzausminde? JEG VIL HAVE NONSTOP DÆKNING!
Nå, men noget andet jeg aldrig glemmer, og som jeg beder til vil vente lidt med at gå til erindringsarkivet, er smagen af vores vidunderlige, mageløse og enestående økologiske æblemost (-det er et must!). Friskpresset af egne æbler fra haven. Uden nogen som helst form for tilsætningsstoffer (med mindre du vælger Victors Pikant-udgave – nu med kværnet orm. Uhmm!) og med en smag der bedøver dine smagsløg i bare nydelse. Jeg ville kunne leve af det og intet andet.
Nu vi taler om nydelse – jeg nød VIRKELIG at se Gustav og Esther få vores minimalistiske lagkager i hovedet. Sadistiske, lille Malou. Jaja, jeg ved det. Men jeg må gerne, for jeg endte også selv med flødeskum i ansigtet (og i øjenvipperne, hvilket var ret vanskeligt at få af).
..For ligesom at holde stilen, havde vi selvfølgelig høstfest i aftes – og det er inklusiv gummistøvler (som jeg dog havde på i forvejen, men det siger vi ikke til nogen), viskestykker under sweateren og det obligatoriske strå i mundvigen. Der blev danset, der blev drukket sodavand, der blev spist fabelagtig chokoladekage ala Gertrud & Malou (med eller uden sovsekulør? Gæt selv).
Og er der nogen bedre måde at slutte den slags på, end at lege To mand frem for en enke & Alle mine kyllinger kom hjem i mørke? Nej, det tror jeg næppe. Selvom du stadig skylder mig en officielt undskyldning for dit noget voldelige overfald, som endte i dobbelt rullefald med skrue, svensknøgle og grønne plamacher på knæene. Victor, du spiller simpelthen for meget Counter Strike. Man kan jo sige, at det tingene ligesom vejede hinanden op, da Gertrud & jeg som yderst omsorgsfulde hønemødre fik halvtreds elever til at rulle, kravle og forsøge at lave vejrmøller.
Det var næsten mere guld værd, end vores økoæblesaft (men også kun næsten).
Inden jeg falder om i en blanding af udmattelse, stress og galoperende hovedpine (satans til omgangssyge), vil jeg poste et spøjst lille citat af dejlige Mathilde, hvis toilettaske er en gulvfarvet fisk, der, hvis man lader den dingle i halen og diskret siger ”.. og så døde den”, udløser denne overdimensionerede følelsesbombe af en sætning:
I må ikke dyremishandle min fisk! Hvis I gider at lade være!
Åh, Mathilde, jeg hvor jeg dog elsker dig!
Og nej – den røg ikke med frivilligt (selvom ”Nyttige gaver af bast” er overraskende underholdende).
Har hun været på rov i Bog&Idé? Nej, hun har været på loppemarked! (meget kan man sige om mine bogindkøbsvaner. Men jeg kunne aldrig i mit liv finde på at købe en bog som ”abortproblemer” med de priser, de holder sig i de danske boghandlere. Jeg ved ikke om det bare er mig, men med et hovedfokus som ”hvordan reagerer du ved ufrivillig graviditet” lyder ikke just som den mest givende litteratur. ”Øv, jeg er squ med rogn. Hvordan fanden skal jeg reagere? Gruble, gruble – læselæse: AHA! Bliv frustreret! Okay, NU er jeg med!”, er der så andet at sige end..Ahøm..: NEJ!)
Tilbage til loppemarkedet. For nu er det jo ikke, fordi jeg bruger samtlige lørdag eftermiddage på at vende, dreje og veje diverse skrammelgenstande til virydderopogsælgerdetingvivilAFMED arrangementer i bedste pensioniststil (selvom jeg ifølge NOGLE har pensionisthumor).
Naaaaj, ikke nok med at jeg brugte de penge, jeg virkelig ikke har, på gamle, nostalgiske, røde bøger (MUMS!). Jeg var medhjælper! Efterskolen solgte ud af alt deres tingviikkeharpladstillængere-ting, hvilket efter en mindre annonce i lokalavisen åbenbart havde fået rygtet til at sprede sig over samtlige plejeshjemskaffekopper, småkagetræf og store, melede ka’tofler sydfyn over. Allerede fra klokken ti begyndte de første loppemarkedsentusiaster at dukke op, til trods for, at markedet først startede klokken tolv. Tja, de ældre mennesker kender skam både tips og triks, når det kommer til at snuppe de bedste, store fjernsyn (der ikke virker) samt akvarier incl. Edderkopper før alle de andre. Blandt andet at savle lidt, mens man bævrende ynker ”jeg har dårlige knæ” ”jeg har forhøjet blodtryk” ”mine hofter gør ondt” ”jeg har gigt”, for at få lov til parkere så tæt på dette adrenalineksploderende festfyrværkeri af et loppemarkede, som overhovedet muligt. Og det er ikke engang de bedste: de selv samme mennesker, var fem minutter senere, da startskuddet lød og snoren blev klippet over (JA! Du læste rigtigt) spurtede af sted, alt hvad stok og gebis kunne holde til. Og der var mange – det lignede næsten de der udsalgsmareridt fra New York, man hører om i TVavisen. Det var direkte sindssygt. Specielt taget i betragtning af, at mange af dem havde svært ved at gå..
Det er seriøst et syn, jeg aldrig nogensinde glemmer. Og jeg vil resten af mit liv ærgre mig over, at ingen nåede at filme det. Hvor blev medieefterskolen af, Rantzausminde? JEG VIL HAVE NONSTOP DÆKNING!
Nå, men noget andet jeg aldrig glemmer, og som jeg beder til vil vente lidt med at gå til erindringsarkivet, er smagen af vores vidunderlige, mageløse og enestående økologiske æblemost (-det er et must!). Friskpresset af egne æbler fra haven. Uden nogen som helst form for tilsætningsstoffer (med mindre du vælger Victors Pikant-udgave – nu med kværnet orm. Uhmm!) og med en smag der bedøver dine smagsløg i bare nydelse. Jeg ville kunne leve af det og intet andet.
Nu vi taler om nydelse – jeg nød VIRKELIG at se Gustav og Esther få vores minimalistiske lagkager i hovedet. Sadistiske, lille Malou. Jaja, jeg ved det. Men jeg må gerne, for jeg endte også selv med flødeskum i ansigtet (og i øjenvipperne, hvilket var ret vanskeligt at få af).
..For ligesom at holde stilen, havde vi selvfølgelig høstfest i aftes – og det er inklusiv gummistøvler (som jeg dog havde på i forvejen, men det siger vi ikke til nogen), viskestykker under sweateren og det obligatoriske strå i mundvigen. Der blev danset, der blev drukket sodavand, der blev spist fabelagtig chokoladekage ala Gertrud & Malou (med eller uden sovsekulør? Gæt selv).
Og er der nogen bedre måde at slutte den slags på, end at lege To mand frem for en enke & Alle mine kyllinger kom hjem i mørke? Nej, det tror jeg næppe. Selvom du stadig skylder mig en officielt undskyldning for dit noget voldelige overfald, som endte i dobbelt rullefald med skrue, svensknøgle og grønne plamacher på knæene. Victor, du spiller simpelthen for meget Counter Strike. Man kan jo sige, at det tingene ligesom vejede hinanden op, da Gertrud & jeg som yderst omsorgsfulde hønemødre fik halvtreds elever til at rulle, kravle og forsøge at lave vejrmøller.
Det var næsten mere guld værd, end vores økoæblesaft (men også kun næsten).
Inden jeg falder om i en blanding af udmattelse, stress og galoperende hovedpine (satans til omgangssyge), vil jeg poste et spøjst lille citat af dejlige Mathilde, hvis toilettaske er en gulvfarvet fisk, der, hvis man lader den dingle i halen og diskret siger ”.. og så døde den”, udløser denne overdimensionerede følelsesbombe af en sætning:
I må ikke dyremishandle min fisk! Hvis I gider at lade være!
Åh, Mathilde, jeg hvor jeg dog elsker dig!
26.9.08
intelligens i held
Derfor er Yatzy hylende morsomt, selv når man taber stort og ikke engang fik sin bonus (satans til fem’ere)
"Jeg ville ønske jeg havde intelligens i held"
Laura Jo Madsen – dine ’ups’ sætninger, hvor hjernen ikke lige når at tænke ordstillingen igennem i farten, er simpelthen indbegrebet af god humor! (ligesom det skal fastslås, at min ”ræk mig lige sukkeret – hvor er du sød” burde have en ærespris for sjovhed).
Tiden går foruroligende stærkt. Dagene styrter af sted i så højt et tempo, at selv den mest morgenstressede businessmand på vej til mandagsmøde ligner en, der daser. Det ene øjeblik er klokken alt for mange om natten, man sætter sit sidste punktum i bloggen eller trykker ”quit” i PhotoShop, mens man gabende fortryder, at man ikke gik i seng for en time siden. Det næste øjeblik er det morgen, og man gnider, igen gabende, søvnen ud af øjnene, mens man giver sig selv en imaginær lussing og lover sig selv, at gå to timer tidligere i seng den kommende aften. Så går dagen, og om aftenen når IChat bipper og nye, frygtindgydende fotos (GUSTAV!) viser sig på Facebook, tager det ene kvarter simpelthen bare det andet, og inden længe finder man sig selv siddende med røde øjne og tænke ”jeg klarer den jo nok, det gik jo fint i dag”. Når vækkeuret ringer lidt for få timer senere, er man næsten parat til at slå sig selv til plukfisk og skrige ”gå tidligt i seeeeng” til ens trommehinder vibrerer faretruende.
Dagene flyder ind og ud af hinanden, og pludselig opdager man, at man ikke har snakket med mor og far i to uger, og at man selvom det føles som om vi har været her i tre gange så lang tid, som kalenderen fortæller os, så overrasker det alligevel, at det allerede er torsdag.
Desuden er jeg ramt af den efterhånden efterskolonale snotepidemi – da jeg vågnede i morges (og ja, jeg vågnede – trods søvnmangel og tunge øjenlåg, vågner jeg altid et minut før min alarm afspiller temamelodien til Pirates Of The Caribbean, hvilket også forklarer hvorfor jeg stadig ikke er træt af den efter to år) var jeg ude af stand til at trække vejret gennem næsen, der var så stoppet til randen med slim, at et diskret forsøg på at pudse næse udløste autentiske søløve-brøl. Smertedryppende brøl. Enhver brug af stemmebåndet var afhængig af min hals, og min hals var i relativt bogstavelig forstand beklædt med sandpapir korn meget, meget ru.
Som det stædige fjols, jeg nu og engang er, nægter jeg selvfølgelig at lægge mig syg. Jeg kan sove, hoste og nyse, når jeg bliver gammel!
"Jeg ville ønske jeg havde intelligens i held"
Laura Jo Madsen – dine ’ups’ sætninger, hvor hjernen ikke lige når at tænke ordstillingen igennem i farten, er simpelthen indbegrebet af god humor! (ligesom det skal fastslås, at min ”ræk mig lige sukkeret – hvor er du sød” burde have en ærespris for sjovhed).
Tiden går foruroligende stærkt. Dagene styrter af sted i så højt et tempo, at selv den mest morgenstressede businessmand på vej til mandagsmøde ligner en, der daser. Det ene øjeblik er klokken alt for mange om natten, man sætter sit sidste punktum i bloggen eller trykker ”quit” i PhotoShop, mens man gabende fortryder, at man ikke gik i seng for en time siden. Det næste øjeblik er det morgen, og man gnider, igen gabende, søvnen ud af øjnene, mens man giver sig selv en imaginær lussing og lover sig selv, at gå to timer tidligere i seng den kommende aften. Så går dagen, og om aftenen når IChat bipper og nye, frygtindgydende fotos (GUSTAV!) viser sig på Facebook, tager det ene kvarter simpelthen bare det andet, og inden længe finder man sig selv siddende med røde øjne og tænke ”jeg klarer den jo nok, det gik jo fint i dag”. Når vækkeuret ringer lidt for få timer senere, er man næsten parat til at slå sig selv til plukfisk og skrige ”gå tidligt i seeeeng” til ens trommehinder vibrerer faretruende.
Dagene flyder ind og ud af hinanden, og pludselig opdager man, at man ikke har snakket med mor og far i to uger, og at man selvom det føles som om vi har været her i tre gange så lang tid, som kalenderen fortæller os, så overrasker det alligevel, at det allerede er torsdag.
Desuden er jeg ramt af den efterhånden efterskolonale snotepidemi – da jeg vågnede i morges (og ja, jeg vågnede – trods søvnmangel og tunge øjenlåg, vågner jeg altid et minut før min alarm afspiller temamelodien til Pirates Of The Caribbean, hvilket også forklarer hvorfor jeg stadig ikke er træt af den efter to år) var jeg ude af stand til at trække vejret gennem næsen, der var så stoppet til randen med slim, at et diskret forsøg på at pudse næse udløste autentiske søløve-brøl. Smertedryppende brøl. Enhver brug af stemmebåndet var afhængig af min hals, og min hals var i relativt bogstavelig forstand beklædt med sandpapir korn meget, meget ru.
Som det stædige fjols, jeg nu og engang er, nægter jeg selvfølgelig at lægge mig syg. Jeg kan sove, hoste og nyse, når jeg bliver gammel!
25.9.08
den nøgne sandhed og andet gøgl
Getrud Mørch Nielsen vender som lovet (og vi holder altid, hvad vi lover) stærkt tilbage med flere saftige news fra.
Læs, nyd - elsk! For vores journalistiske talent er unikt, og ingen længe jagter Ekstra Bladet os for at gøre os til ledere af deres mest groteske afdeling!
.. og nej, vi joker stadig ikke: vi bringer sandheden, og intet andet end sandheden!
Hvad ærter?
Tekst:
Idé: Gertrud Mørch Nielsen
På Rantzausminde Efterskole er sukkertrang og slikomani et yderst velkendt fænomen. Brugsens omsætning af mælkesnitter, faxe kondi og Haribo stiger med op til 600%, når et efterskoleår begynder. Også den ugentlige kagedag er et hit, mens de halvkedelig, og til tider grove (grr!) eftermiddagboller skaber frustration og aggressive vredesudbrud. Det eneste hvide brød, der er godkendt af eleverne, er de eftertragtede kanelboller, som ved bagningen fylder halvdelen af skolen med en himmelsk duft af jul.
Bollerne sletter al form for vurderingsevne fra de hungrende teenagehjerner.
Kan det passe, at ganske almindelig kanel kan skabe så stor kaos og afhængighed?
Ifølge vores lærde fødevareekspert Gerd Nettosen har vi helt ret i vores mistanke – der er noget andet og vildere i kanelsukkeret end brunkagepulver!
”Kanel består udelukkende af kvaste efterårsblade fra egetræer og soja. Ingen af disse to ting er i stand til at skabe så ekstrem en afhængighed – end ikke hos sultne teenagere! Derfor er jeg også overbevist om, at der er noget skummelt ved Dorthe & Dorthes såkaldte ’kanelsukker’.
Jeg har forsket lidt i sagen, og er kommet frem til to mulige stoffer, der uden de store smagsændringer kan forsage så svær en afhængighed. Knust ærtebælg eller LSD.”
Hvad får Dorthe & Dorthe til at fylde uskyldige elever med så farlige stoffer?
Har de i virkeligheden hemmelige planer om at hjernevaske alle, såvel ledelse som elever, og overtage magten på Rantzausminde Efterskole?
Det vil fremtiden vise!
(vi kan anbefale Solvejs Afvænningsklinik i Svendborg downtown)
Den nøgne sandhed
Tekst:
Idé: Gertrud Mørch Nielsen &
Vi, Gertrud Mørch Nielsen & , modtog her til morges et anonymt læserbrev. Normalt smider vi blot den slags i skraldespanden, men dette viste sig at omhandle et meget aktuelt emne på en dybt foruroligende måde – hvis det er mere end blot tomme ord kan det være afgørende for Rantzausminde Efterskoles fremtid på flere områder, ligesom det nationalt kan betyde ren kulturrevolution.
Analen – det dybdeborende organ
Østersøen 1. Tv.
Rantzausminde Efterskole
5700 Svendborg
Att: Gertrud Mørch Nielsen &
Kære Gertrud og Malou
Først vil jeg lige snige mig til at rose jer for jeres grænseløse talent indenfor journalistik. Hvor er det herligt gang på gang at sidde med sin varme kakao i sofaen og blive så overvældet af jeres vidunderlig e artikler, at jeg spilder nedover mig selv. Tak, af hjertet tak!
Og nu til sagen.
I går aftes, onsdag d. 24. september 2008 omkring klokken 21.15, fandt en helt unik fernisering sted på Sirius. De 9 billedskønne piger, som til daglig bor sammen i det hippiehyggelige kollektiv, havde brugt hele deres aften på en personlig ’overraskelse’ til drengene. I de timer pigerfnidderen fandt sted, var døren låst og vinduerne dækket med kys dekorerede fleecetæpper, gardiner og en hæslig, aquafarvet regnjakke. I løbet af aftenen forsøgte et par frygtløse drenge at snige sig ind, og de blev angrebet af hvæsende piger med skingre skrig og skarpe negle. Og selvom det egentlige formål med det aflåste hus var indretning med de nyanskaffede mormorpuder og den karrygule megastanderlampe, så var det noget helt andet, der stjal fokus. På væggen foran Sirius 4, hang 9 saftige billeder af nøgne, velformede kvinder. Hovederne var dækket til – med smækre billeder af husets piger. Et ganske uskyldigt påfund, som skabte grin og smil skolen over. Formålet var, ifølge pigerne selv, en slags kompensation for alle de lækre drenge, der efterhånden dækker samtlige vægge i huset.
”Det er lidt synd for dem, for huset er jo ligeså meget deres, som det er vores. Og selvom vi er i overtal, så synes vi klart, at der også skal være noget guf til drengene”
, Sirius 1
Alt i alt lader det altså til at være et harmløst produkt af pigernes brillante selvironi. Men rygtet siger, at pigerne i virkeligheden slet ikke har været inde i Bog&Idé, hvor kalenderen, de brugte til billederne, skulle stamme fra. Jeg har gennem en uset sprække mellem to gardiner spottet et par nøgne maveskind, og alting tyder på, at pigerne i virkeligheden af en flok skjulte betonlebber med en higende og konstant lyst til at tage nøgenbilleder af hinanden. For at gemme deres virkelige seksualitet, har de taget billeder af to omgange og klippeklistret i smug for kunne foregive ”blot at have udskiftet hovederne med deres egne”, hvilket også forklarer manglen af de sidste tre billeder, som ville have været med i en rigtig kalender.
Hvis jeg har ret, og hvis denne skelsættende nyhed bliver nationalt offentliggjort, vil de smukke pige sandsynligvis blive overfaldet af det ene modelbureau efter det andet, og ingen længe vil de alle droppe ud af skolen for at gå en glinsende fremtid i møde i Hollywood. Dette vil efterlade skolen med hele ni tomme senge, hvilket desværre vil tvinge ledelsen ud en økonomisk krise og et svært valg
a) Nedlægning af skolen
b) Et helt år på mannagrød og lunken mælk
Jeg opfordrer på det stærkeste på at komme til bunds i denne sag, da den kan have afgørende konsekvenser for os alle
De bedste hilsner
Anonym tilbeder af Analen
L.I.N.K.A
Foto: Gertrud Mørch Nielsen
Tekst:
Tiden går, klokken slår, og det lader til, at dagene med ren straffeattest snart er slut for Claus Otto! Efter det i går blev efterskolonalt offentliggjort, at den luskede mand (som desuden også er en frygtet pyroman i lokalområdet) var under mistanke som gerningsmanden bag det epokesættende kakaoattentat, er tingene gået stærkt. Virkelig stærkt!
Inden længe var nyheden nået over flere landegrænser, og sent i går aftes modtog vores journalister, Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt, et opkald fra en udenlandsk kontortelefon. Rygterne om den illegale kakaosmugling var nået CIA’s hovedkvarter. Det viste sig, at Claus Otto længe har været på flugt fra specielforcen LINKA (Lauritz’ Internationalt Nødvendige Kakao Agenter). I mange år har han været som sunket i jorden, og det viste sig altså at være jobbet på Rantzausminde Efterskole og gårdagens desperate forsøg på at overtage kakaomagten, der skulle gøre en ende på gemmelegen og afsløre Claus-Ottos skjulested.
Efter et kort møde, hvor vi som journalister overvejede situationen fra alle vinkler og kanter, blev vi enige om, at det bedste for alle parter ville være at opgive alle informationer til LINKA og lade dem overtage sagen. Dette var der flere grunde til: for det første virker Rantzausminde Lokalpoliti ikke specielt seriøse, da de har tilsidesat denne groteske affære som værende ”latterlig, barnlig og ikke specielt appetitvækkende”. For det andet fordi det ville give slibrige news, og vi elsker sladder! Gnæk, gnæk.
I skrivende stund holder der en mistænkelig varevogn i gårdspladsen på Rantzausminde Efterskole. Hvad der er forklædt som ’reparation af skolens fyr’, kan vi afsløre som værende en tophemmelig ransagning. LINKA – der som en del af CIA altid er skjult under falske identiteter under deres aktioner, er altså i virkeligheden på mission for at opspore Claus-Ottos ulovligt importerede kakaolager. Lageret skulle efter sigende indeholde op til 2 tons af det brune tryllestøv. Rygtet siger desuden, at en god procentdel af kakaoen er af den sjældne og dybt farlige ”indonesisk valmuenød”, som ved overdreven indtagelse kan medføre brune plamager under huden og forsage kløe i armhulerne og irritation i storetåneglene.
Hvis I, kære læsere, er i besiddelse af hvilken som helst form for information omkring placeringen af kakaogemmestedet, bedes i kontakte os med det samme, da det brune pulver skal konfiskeres øjeblikkeligt.
Da vi forsøgte at få et interview med ”fyrmesteren” (læs=kakaoagenten) Lauritz, som i dag gemte sig under det danske kodenavn Valter V. Kristensen, som gutten ikke engang er i stand til at udtale, var hans eneste kommentar:
”We will catch that son of a bitch before the week is out! And yes – it will end up nasty!”
Lauritz, chef for CIA’s specielstyrke Lauritz’ Internationalt Nødvendige Kakao Agenter.
Vi advarer desuden om nærkontakt med de instrumenter, der er at finde i den Fyrmester-udklædte LINKA varevogn. Blandt andet har vi fundet et jagtgevær, som er fremhævet på billedet herunder.
Med hensyn til Claus-Ottos fremtid som lærer her på Rantzausminde Efterskole, og som fritgående menneske i det hele taget, er tingene stadig uklare. Men én ting er sikkert: han vil ikke slippe ustraffet forbi det forbistrede brune snavs, han har rodet sig ud i her.
...Gertrud Mørch Nielsen & siger tak for denne gang - og forhåbentlig på gensyn engang i fremtiden.
Tilbage til studiet!(nå nej)
Læs, nyd - elsk! For vores journalistiske talent er unikt, og ingen længe jagter Ekstra Bladet os for at gøre os til ledere af deres mest groteske afdeling!
.. og nej, vi joker stadig ikke: vi bringer sandheden, og intet andet end sandheden!
Hvad ærter?
Tekst:
Idé: Gertrud Mørch Nielsen
På Rantzausminde Efterskole er sukkertrang og slikomani et yderst velkendt fænomen. Brugsens omsætning af mælkesnitter, faxe kondi og Haribo stiger med op til 600%, når et efterskoleår begynder. Også den ugentlige kagedag er et hit, mens de halvkedelig, og til tider grove (grr!) eftermiddagboller skaber frustration og aggressive vredesudbrud. Det eneste hvide brød, der er godkendt af eleverne, er de eftertragtede kanelboller, som ved bagningen fylder halvdelen af skolen med en himmelsk duft af jul.
Bollerne sletter al form for vurderingsevne fra de hungrende teenagehjerner.
Kan det passe, at ganske almindelig kanel kan skabe så stor kaos og afhængighed?
Ifølge vores lærde fødevareekspert Gerd Nettosen har vi helt ret i vores mistanke – der er noget andet og vildere i kanelsukkeret end brunkagepulver!
”Kanel består udelukkende af kvaste efterårsblade fra egetræer og soja. Ingen af disse to ting er i stand til at skabe så ekstrem en afhængighed – end ikke hos sultne teenagere! Derfor er jeg også overbevist om, at der er noget skummelt ved Dorthe & Dorthes såkaldte ’kanelsukker’.
Jeg har forsket lidt i sagen, og er kommet frem til to mulige stoffer, der uden de store smagsændringer kan forsage så svær en afhængighed. Knust ærtebælg eller LSD.”
Hvad får Dorthe & Dorthe til at fylde uskyldige elever med så farlige stoffer?
Har de i virkeligheden hemmelige planer om at hjernevaske alle, såvel ledelse som elever, og overtage magten på Rantzausminde Efterskole?
Det vil fremtiden vise!
(vi kan anbefale Solvejs Afvænningsklinik i Svendborg downtown)
Den nøgne sandhed
Tekst:
Idé: Gertrud Mørch Nielsen &
Vi, Gertrud Mørch Nielsen & , modtog her til morges et anonymt læserbrev. Normalt smider vi blot den slags i skraldespanden, men dette viste sig at omhandle et meget aktuelt emne på en dybt foruroligende måde – hvis det er mere end blot tomme ord kan det være afgørende for Rantzausminde Efterskoles fremtid på flere områder, ligesom det nationalt kan betyde ren kulturrevolution.
Analen – det dybdeborende organ
Østersøen 1. Tv.
Rantzausminde Efterskole
5700 Svendborg
Att: Gertrud Mørch Nielsen &
Kære Gertrud og Malou
Først vil jeg lige snige mig til at rose jer for jeres grænseløse talent indenfor journalistik. Hvor er det herligt gang på gang at sidde med sin varme kakao i sofaen og blive så overvældet af jeres vidunderlig e artikler, at jeg spilder nedover mig selv. Tak, af hjertet tak!
Og nu til sagen.
I går aftes, onsdag d. 24. september 2008 omkring klokken 21.15, fandt en helt unik fernisering sted på Sirius. De 9 billedskønne piger, som til daglig bor sammen i det hippiehyggelige kollektiv, havde brugt hele deres aften på en personlig ’overraskelse’ til drengene. I de timer pigerfnidderen fandt sted, var døren låst og vinduerne dækket med kys dekorerede fleecetæpper, gardiner og en hæslig, aquafarvet regnjakke. I løbet af aftenen forsøgte et par frygtløse drenge at snige sig ind, og de blev angrebet af hvæsende piger med skingre skrig og skarpe negle. Og selvom det egentlige formål med det aflåste hus var indretning med de nyanskaffede mormorpuder og den karrygule megastanderlampe, så var det noget helt andet, der stjal fokus. På væggen foran Sirius 4, hang 9 saftige billeder af nøgne, velformede kvinder. Hovederne var dækket til – med smækre billeder af husets piger. Et ganske uskyldigt påfund, som skabte grin og smil skolen over. Formålet var, ifølge pigerne selv, en slags kompensation for alle de lækre drenge, der efterhånden dækker samtlige vægge i huset.
”Det er lidt synd for dem, for huset er jo ligeså meget deres, som det er vores. Og selvom vi er i overtal, så synes vi klart, at der også skal være noget guf til drengene”
, Sirius 1
Alt i alt lader det altså til at være et harmløst produkt af pigernes brillante selvironi. Men rygtet siger, at pigerne i virkeligheden slet ikke har været inde i Bog&Idé, hvor kalenderen, de brugte til billederne, skulle stamme fra. Jeg har gennem en uset sprække mellem to gardiner spottet et par nøgne maveskind, og alting tyder på, at pigerne i virkeligheden af en flok skjulte betonlebber med en higende og konstant lyst til at tage nøgenbilleder af hinanden. For at gemme deres virkelige seksualitet, har de taget billeder af to omgange og klippeklistret i smug for kunne foregive ”blot at have udskiftet hovederne med deres egne”, hvilket også forklarer manglen af de sidste tre billeder, som ville have været med i en rigtig kalender.
Hvis jeg har ret, og hvis denne skelsættende nyhed bliver nationalt offentliggjort, vil de smukke pige sandsynligvis blive overfaldet af det ene modelbureau efter det andet, og ingen længe vil de alle droppe ud af skolen for at gå en glinsende fremtid i møde i Hollywood. Dette vil efterlade skolen med hele ni tomme senge, hvilket desværre vil tvinge ledelsen ud en økonomisk krise og et svært valg
a) Nedlægning af skolen
b) Et helt år på mannagrød og lunken mælk
Jeg opfordrer på det stærkeste på at komme til bunds i denne sag, da den kan have afgørende konsekvenser for os alle
De bedste hilsner
Anonym tilbeder af Analen
L.I.N.K.A
Foto: Gertrud Mørch Nielsen
Tekst:
Tiden går, klokken slår, og det lader til, at dagene med ren straffeattest snart er slut for Claus Otto! Efter det i går blev efterskolonalt offentliggjort, at den luskede mand (som desuden også er en frygtet pyroman i lokalområdet) var under mistanke som gerningsmanden bag det epokesættende kakaoattentat, er tingene gået stærkt. Virkelig stærkt!
Inden længe var nyheden nået over flere landegrænser, og sent i går aftes modtog vores journalister, Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt, et opkald fra en udenlandsk kontortelefon. Rygterne om den illegale kakaosmugling var nået CIA’s hovedkvarter. Det viste sig, at Claus Otto længe har været på flugt fra specielforcen LINKA (Lauritz’ Internationalt Nødvendige Kakao Agenter). I mange år har han været som sunket i jorden, og det viste sig altså at være jobbet på Rantzausminde Efterskole og gårdagens desperate forsøg på at overtage kakaomagten, der skulle gøre en ende på gemmelegen og afsløre Claus-Ottos skjulested.
Efter et kort møde, hvor vi som journalister overvejede situationen fra alle vinkler og kanter, blev vi enige om, at det bedste for alle parter ville være at opgive alle informationer til LINKA og lade dem overtage sagen. Dette var der flere grunde til: for det første virker Rantzausminde Lokalpoliti ikke specielt seriøse, da de har tilsidesat denne groteske affære som værende ”latterlig, barnlig og ikke specielt appetitvækkende”. For det andet fordi det ville give slibrige news, og vi elsker sladder! Gnæk, gnæk.
I skrivende stund holder der en mistænkelig varevogn i gårdspladsen på Rantzausminde Efterskole. Hvad der er forklædt som ’reparation af skolens fyr’, kan vi afsløre som værende en tophemmelig ransagning. LINKA – der som en del af CIA altid er skjult under falske identiteter under deres aktioner, er altså i virkeligheden på mission for at opspore Claus-Ottos ulovligt importerede kakaolager. Lageret skulle efter sigende indeholde op til 2 tons af det brune tryllestøv. Rygtet siger desuden, at en god procentdel af kakaoen er af den sjældne og dybt farlige ”indonesisk valmuenød”, som ved overdreven indtagelse kan medføre brune plamager under huden og forsage kløe i armhulerne og irritation i storetåneglene.
Hvis I, kære læsere, er i besiddelse af hvilken som helst form for information omkring placeringen af kakaogemmestedet, bedes i kontakte os med det samme, da det brune pulver skal konfiskeres øjeblikkeligt.
Da vi forsøgte at få et interview med ”fyrmesteren” (læs=kakaoagenten) Lauritz, som i dag gemte sig under det danske kodenavn Valter V. Kristensen, som gutten ikke engang er i stand til at udtale, var hans eneste kommentar:
”We will catch that son of a bitch before the week is out! And yes – it will end up nasty!”
Lauritz, chef for CIA’s specielstyrke Lauritz’ Internationalt Nødvendige Kakao Agenter.
Vi advarer desuden om nærkontakt med de instrumenter, der er at finde i den Fyrmester-udklædte LINKA varevogn. Blandt andet har vi fundet et jagtgevær, som er fremhævet på billedet herunder.
Med hensyn til Claus-Ottos fremtid som lærer her på Rantzausminde Efterskole, og som fritgående menneske i det hele taget, er tingene stadig uklare. Men én ting er sikkert: han vil ikke slippe ustraffet forbi det forbistrede brune snavs, han har rodet sig ud i her.
...Gertrud Mørch Nielsen & siger tak for denne gang - og forhåbentlig på gensyn engang i fremtiden.
Tilbage til studiet!(nå nej)
kinky kompensation
Åh gud. Hvor er jeg et klamt og gustent pigebarn.
Og hvor er jeg glad for selvironiens opstandelse. Uden den ville jeg sandsynligvis være død af skam og ildrøde kinder.
Indrømmet, jeg synes faktisk både, at vi er geniale og har en uovertruffen humor. Og det tør jeg stadig sige nu, hvor jeg altså er udstillet sammen med resten af Siriuspigerne på vores nye pornovæg (et led i vores skumle planer om at gøre sirius uovervindelige som det hyggeligste hus nogensinde!).
Forestil jer nu diverse forældre, der med overraskende spjæt taber skoldhed kaffe over deres nystrøgede pressefoldsbukser, hvilket udløser skrig i en grusom blanding af forargelse og smerte. Dette resultere ikke nødvendigvis kun klagebreve i bunkevis på efterskolesekretariatets kontor (det hører sig ikke hjemme!), men i få tilfælde også ender med sagsøgning af samme forening, for at have foresaget uhelbredelige skader på føromtalte pressefoldsbukser (som i øvrigt var købt billigt hos en gulerodsfod-kvinde fra Kina, men som ligner dem fra Magasin til forveksling).
Forestil jer samtidig en fedtet teenagedreng på elleve, som grynter skævt og tænker ”Årh hvaaad, der skal jeg gå”, mens han bæller den sidste tredjedel af sin toliterspepsi.
Calm down. Det er selvfølgelig slet ikke så slemt, som det lyder (nemlig nej).
For nej – vi gjorde ikke Sirius til drengefri zone for at rende nøgne rundt og lege pornomodeller med trutmund og høje hæle. For selvom det umiddelbart kan virke lidt som betonlebbegruppen på shoppetur, når man invadere en ordinær bog&ide i Svendborg uptown og højlydt spørger til placeringen af deres pornokalender, så er det i virkeligheden blot en handling i omtanke og sympati. Og ja, det virker måske lidt spøjst, når 6 unge piger står og diskutere hvorvidt det skal være den ene eller den anden pornokalender, for derefter at udspørge uskyldig, ung ekspedient om adressen på den nærmeste piercer.
Men jeg gentager: Gode formål har sin pris, denne havde endda to, overskridning af købpornokalender-grænsen (hvilket i grunden var ret nemt og endte med at en halvkomisk affære) og overskridning af tagslibrigtnærbilledeafegetansigtogerstatdissesørgeligepornomodellershoveder
medditegethvorefterduhængerdetopsideomsidemedotteafsammekaliber
idithusfællesrum grænsen.
Alt dette (som i grunden ikke burde kaldes ”alt dette”, da det faktisk har været ekstremt hyggeligt) for jeres skyld drenge. Vi håber virkelig, at i elsker os nu. Ellers er det simpelthen ikke fair. Og så lover vi aldrig at voldtage tre sæsoner af ViUnge og kaste den ene lækre snitte på væggen efter den anden (selvom man aldrig skal sige aldrig).
..Jeg tror vi alle vil være bedst tjente uden billeddokumentation. Interesserede kan besøge Sirius.
I stedet vil jeg poste dette helt igennem herlige billede af føromtalte shoppetur. Og vi er ligeglade med, hvad I siger: hæslige puder og tæpper med solsikker i ren farmorstyle ER hyggelige. Specielt når man tilsætter et original pokemongardin – nu som alternativ dug!
Det er forresten mig med lampeskærmen på hovedet.
Og hvor er jeg glad for selvironiens opstandelse. Uden den ville jeg sandsynligvis være død af skam og ildrøde kinder.
Indrømmet, jeg synes faktisk både, at vi er geniale og har en uovertruffen humor. Og det tør jeg stadig sige nu, hvor jeg altså er udstillet sammen med resten af Siriuspigerne på vores nye pornovæg (et led i vores skumle planer om at gøre sirius uovervindelige som det hyggeligste hus nogensinde!).
Forestil jer nu diverse forældre, der med overraskende spjæt taber skoldhed kaffe over deres nystrøgede pressefoldsbukser, hvilket udløser skrig i en grusom blanding af forargelse og smerte. Dette resultere ikke nødvendigvis kun klagebreve i bunkevis på efterskolesekretariatets kontor (det hører sig ikke hjemme!), men i få tilfælde også ender med sagsøgning af samme forening, for at have foresaget uhelbredelige skader på føromtalte pressefoldsbukser (som i øvrigt var købt billigt hos en gulerodsfod-kvinde fra Kina, men som ligner dem fra Magasin til forveksling).
Forestil jer samtidig en fedtet teenagedreng på elleve, som grynter skævt og tænker ”Årh hvaaad, der skal jeg gå”, mens han bæller den sidste tredjedel af sin toliterspepsi.
Calm down. Det er selvfølgelig slet ikke så slemt, som det lyder (nemlig nej).
For nej – vi gjorde ikke Sirius til drengefri zone for at rende nøgne rundt og lege pornomodeller med trutmund og høje hæle. For selvom det umiddelbart kan virke lidt som betonlebbegruppen på shoppetur, når man invadere en ordinær bog&ide i Svendborg uptown og højlydt spørger til placeringen af deres pornokalender, så er det i virkeligheden blot en handling i omtanke og sympati. Og ja, det virker måske lidt spøjst, når 6 unge piger står og diskutere hvorvidt det skal være den ene eller den anden pornokalender, for derefter at udspørge uskyldig, ung ekspedient om adressen på den nærmeste piercer.
Men jeg gentager: Gode formål har sin pris, denne havde endda to, overskridning af købpornokalender-grænsen (hvilket i grunden var ret nemt og endte med at en halvkomisk affære) og overskridning af tagslibrigtnærbilledeafegetansigtogerstatdissesørgeligepornomodellershoveder
medditegethvorefterduhængerdetopsideomsidemedotteafsammekaliber
idithusfællesrum grænsen.
Alt dette (som i grunden ikke burde kaldes ”alt dette”, da det faktisk har været ekstremt hyggeligt) for jeres skyld drenge. Vi håber virkelig, at i elsker os nu. Ellers er det simpelthen ikke fair. Og så lover vi aldrig at voldtage tre sæsoner af ViUnge og kaste den ene lækre snitte på væggen efter den anden (selvom man aldrig skal sige aldrig).
..Jeg tror vi alle vil være bedst tjente uden billeddokumentation. Interesserede kan besøge Sirius.
I stedet vil jeg poste dette helt igennem herlige billede af føromtalte shoppetur. Og vi er ligeglade med, hvad I siger: hæslige puder og tæpper med solsikker i ren farmorstyle ER hyggelige. Specielt når man tilsætter et original pokemongardin – nu som alternativ dug!
Det er forresten mig med lampeskærmen på hovedet.
24.9.08
nummer ét hundrede
Tradadaaarh! Nu har jeg sørsme skrevet 100 blogindlæg. Holy shit.
(er lige nu ret utålmodig for at poste, hvorfor det også er ret heldigt, at mit indlæg er skrevet på forhånd: meine damen und herren: Et par af Analens (det dybdeborende organ) mest produktive journalister, Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt er klar med tre hæsblæsende, groteske og hudløst ærlige artikler.
Læs, nyd - og kend sandheden (for vi bringer aldrig andet end sandheden)
CaCaO – nu med saucekulør
Af Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt
Selvom morgenens voldsomme hændelser, som ikke kun har betydet efterskolonal strejke, men også har bragt den gensidige tillid og respekt lærere og elever imellem i dyb fare, i det store og hele handler om lærernes sygelige koffeinafhængighed, så er det i elevstanden de stigende kakaopriser, der bringer flest sind i kog.
Men hvad er kakao egentlig?
Vi har spurgt vores knivskarpe fødevareekspert Gerd Nettosen til råds.
”Først vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse for eleverne på Rantzausminde Efterskole.
CaCaO, som den kemiske formel lyder, er et sødt produkt af lige dele nød og sukkerrør. For at opnå den helt rigtige farvenuance kan man tilføje saucekulør eller en lille smule opløst skal fra en kokosnød.
CaCaO stammer helt tilbage fra indianernes tid. Dengang var det ikke kun et nydelsesmiddel – man brugte det rituelt, gerne tilsat vild dans og spøjse lyde. Det var den lettere sindssyge mand, Christopher Columbus, som fandt på at blande det med sukker og sælge det til ensomme singlepiger som sexerstatning. I dag er antallet af svært afhængige stødt stigende, og et betydeligt antal forskere er bange for, at det på udefinerbar sigt kan blive et internationalt problem.”
Kan CaCaO manglen på Rantzausminde Efterskole være starten på en global krise? Og vil det i så fald være nødvendigt at ulovliggøre dette kaffefarvede nydelsesmiddel?
Kakaokontakter
Er bagmanden bag kakaokatastrofen i virkeligheden iført moderne Harry Potter briller?
Af Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt
Anonyme kilder har via hvisken og tisken fortalt os, at vores ellers så glade og sympatiske tysklærer, Claus Otto, ikke har ren kakao i posen.
Ifølge vores kilder er han set i selskab med Heinz Schultz, den berygtede tyske kakaopusher, som er baron af kakaoeksporten og eftersøgt i flere lande for ulovlig handel med kakao. Dette skete i skumringen en stille sensommeraften, og skulle efter sigende blot foregive at være en gammel gymnasiekammerat på uskyldigt besøg. Et par skarpe ørneøjne har tilmed set Claus Otto stikke brunt pulver i inderlommen.
Ydermere er han hørt i en vældig heftig tysk salgssamtale med Karoline Kaufmann. Dette foregik uden hæmninger på lærerværelset en mandag aften, hvor Claus Otto fejlagtigt antog, at ingen kunne forstå hvad han sagde. Den på alle måder selvsikre mand troede simpelthen, at han var meget bedre til tysk end sine elever, og derfor kunne skjule sig bag fjollede dialekter. Han tog fejl!
Hovedpunkterne i samtalen var Claus Otto’s yderst udspekulerede plan om at destruerer alle former for kakaoproduktion på skolen, for selv at overtage markedet via sit billige tyske kakaopulver, som han har tænkt sig at pushe til både elever og lærere i nær fremtid. Første skridt var åbenbart lærernes kaffemaskine, og vi frygter at næste skridt vil koste elevernes kakaomaskine livet. Derfor er kakaomaskinen foreløbigt barrikeret af elevaktivister, men det lader til, at også skolens elkedler og brugsen kakaoafdeling er i alvorlig fare.
Den stadige anonyme kilde påstår tilmed, at Claus Otto tidligere har haft et lager af ulovligt importeret kakao et hemmeligt sted på skolen. Der udloves en dusør til dem, der først finder og beslaglægger dette illegale kakaolager.
Claus Otto er i skrivende stund på fri fod, da der endnu ikke er fundet fældende beviser.
Vi opfordrer alle til at passe på - den udadtil så hippieglade mand er både udspekuleret og grusom.
.. og nu til lidt kulturnyt. Noget tyder nemlig på, at en subkultur er ved at blomstre frem på Rantzausminde Efterskole: Demmeddenøgneisser.
Kælder-Klaus
Tekst: Malou Wehage Stålholt
Foto: Gertrud Mørch Nielsen
Udadtil ligner det en ganske almindelig pause. Elever sidder rundt omkring og hyggesnakker, nogle er på vej til brugsen for at købe mælkesnitter, andre nørder diverse computerspil og endnu andre jagter hinanden i krampeagtige latteranfald. Altså, en ganske almindelig middagspause.
Men noget er galt – ravruskende galt! Kigger man godt efter vil man opdage, at samtlige elever har hår på hovedet. Altså mangler der en betydelig procentdel af drengene.
Efter en traumatiserende gidseltagning af reporteren Malou Wehage Stålholt, som i jagten på en udtalelse fra Tim, en af gruppens medlemmer, blev tilfangetaget og udsat for voldsomme trusler:
”Glem det, Malou. Du kommer ikke ud. Nu klipper vi dig skaldet og gør grumme ting ved dig.. ”
citat Morgan Frederik Krüger
Vi satte derfor vores frygtløse undercover reporter på sagen. En muldvarp, som grundet sikkerhedsmæssige årsager vil forblive anonym hele sagen igennem. Vi har givet ham kodenavnet ”Håkon”. En skaldepande, som har indvilliget i at hjælpe os med at opklare skinheadmysteriet.
De kryptiske drenge, som efterhånden har fået halvdelen af skolen til at digte konspirationsteorier om bander, lus og andet gøgl, blev denne tirsdag fundet i siddende i lotusstilling i en skummel afkrog af kælderen. Der, hvor luften er tungest og hvor man svagt kan høre en rytmisk summen fra vaskerummet. Stemningen i den lettere ujævne rundkreds var intim og ingen sagde noget overhovedet. Ifølge Håkon finder dette ritual sted flere gange dagligt, og er en del af sekstens tilbedelse af den kendte skaldepande Klaus Bondam. Bondam har en helt speciel form for gudestatus for sektens medlemmer. Ikke kun på grund af hans imponerende glinsende isse, men også fordi den frie tanke omkring seksualitet tydeligt tiltrækker de unge skabsbøsser. Også vejrguruen Henrik Voldborg er blandt deres forbilleder, hvorfor de også ofte fanges i at se ældgamle vejrudsigter.
Også en anden epokegørende oplysning er kommet os for øre – hvor vi før fejlagtigt har antaget, at Christoffer Larsen, med sine blændende talenter indenfor trimning og lokning af uskyldige, små drenge, har været den ubestridte leder af skaldepande-sekten.
Vi tog fejl. I virkeligheden er det Morgen Frederik Krüger, som er den ubestridte konge den religiøse bevægelse, som desuden kun er for fyre. Og ifølge de menige medlemmer styrer han med hård hånd.
”Vi har alle sammen røvpulet Morgan. Det er faktisk et slags indvielsesritual, som man skal igennem for at blive optaget.”
Random medlem
Hans popularitet med den religiøse forening ”Morgud”, som stadig får flere og flere tilhængere, skulle efter sigende også kunne hjælpe ham videre med isse sekten. Rygterne siger, at der i den nærmeste fremtid vil blive udgivet en række bud fra ”Morgud” bevægelsen, som blandt andet vil opfordrer til skaldethed og tilbedelse af Klaus Bondam. Dette er ifølge religionsforskere end velkendt trick i kampen om medlemmerne, og skulle efter sigende kunne fordoble antallet af medlemmer på en lille uge.
Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt siger tak for idag.
.. og henter noget mere kaffe latte. Gnæk, gnæk.
(er lige nu ret utålmodig for at poste, hvorfor det også er ret heldigt, at mit indlæg er skrevet på forhånd: meine damen und herren: Et par af Analens (det dybdeborende organ) mest produktive journalister, Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt er klar med tre hæsblæsende, groteske og hudløst ærlige artikler.
Læs, nyd - og kend sandheden (for vi bringer aldrig andet end sandheden)
CaCaO – nu med saucekulør
Af Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt
Selvom morgenens voldsomme hændelser, som ikke kun har betydet efterskolonal strejke, men også har bragt den gensidige tillid og respekt lærere og elever imellem i dyb fare, i det store og hele handler om lærernes sygelige koffeinafhængighed, så er det i elevstanden de stigende kakaopriser, der bringer flest sind i kog.
Men hvad er kakao egentlig?
Vi har spurgt vores knivskarpe fødevareekspert Gerd Nettosen til råds.
”Først vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse for eleverne på Rantzausminde Efterskole.
CaCaO, som den kemiske formel lyder, er et sødt produkt af lige dele nød og sukkerrør. For at opnå den helt rigtige farvenuance kan man tilføje saucekulør eller en lille smule opløst skal fra en kokosnød.
CaCaO stammer helt tilbage fra indianernes tid. Dengang var det ikke kun et nydelsesmiddel – man brugte det rituelt, gerne tilsat vild dans og spøjse lyde. Det var den lettere sindssyge mand, Christopher Columbus, som fandt på at blande det med sukker og sælge det til ensomme singlepiger som sexerstatning. I dag er antallet af svært afhængige stødt stigende, og et betydeligt antal forskere er bange for, at det på udefinerbar sigt kan blive et internationalt problem.”
Kan CaCaO manglen på Rantzausminde Efterskole være starten på en global krise? Og vil det i så fald være nødvendigt at ulovliggøre dette kaffefarvede nydelsesmiddel?
Kakaokontakter
Er bagmanden bag kakaokatastrofen i virkeligheden iført moderne Harry Potter briller?
Af Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt
Anonyme kilder har via hvisken og tisken fortalt os, at vores ellers så glade og sympatiske tysklærer, Claus Otto, ikke har ren kakao i posen.
Ifølge vores kilder er han set i selskab med Heinz Schultz, den berygtede tyske kakaopusher, som er baron af kakaoeksporten og eftersøgt i flere lande for ulovlig handel med kakao. Dette skete i skumringen en stille sensommeraften, og skulle efter sigende blot foregive at være en gammel gymnasiekammerat på uskyldigt besøg. Et par skarpe ørneøjne har tilmed set Claus Otto stikke brunt pulver i inderlommen.
Ydermere er han hørt i en vældig heftig tysk salgssamtale med Karoline Kaufmann. Dette foregik uden hæmninger på lærerværelset en mandag aften, hvor Claus Otto fejlagtigt antog, at ingen kunne forstå hvad han sagde. Den på alle måder selvsikre mand troede simpelthen, at han var meget bedre til tysk end sine elever, og derfor kunne skjule sig bag fjollede dialekter. Han tog fejl!
Hovedpunkterne i samtalen var Claus Otto’s yderst udspekulerede plan om at destruerer alle former for kakaoproduktion på skolen, for selv at overtage markedet via sit billige tyske kakaopulver, som han har tænkt sig at pushe til både elever og lærere i nær fremtid. Første skridt var åbenbart lærernes kaffemaskine, og vi frygter at næste skridt vil koste elevernes kakaomaskine livet. Derfor er kakaomaskinen foreløbigt barrikeret af elevaktivister, men det lader til, at også skolens elkedler og brugsen kakaoafdeling er i alvorlig fare.
Den stadige anonyme kilde påstår tilmed, at Claus Otto tidligere har haft et lager af ulovligt importeret kakao et hemmeligt sted på skolen. Der udloves en dusør til dem, der først finder og beslaglægger dette illegale kakaolager.
Claus Otto er i skrivende stund på fri fod, da der endnu ikke er fundet fældende beviser.
Vi opfordrer alle til at passe på - den udadtil så hippieglade mand er både udspekuleret og grusom.
.. og nu til lidt kulturnyt. Noget tyder nemlig på, at en subkultur er ved at blomstre frem på Rantzausminde Efterskole: Demmeddenøgneisser.
Kælder-Klaus
Tekst: Malou Wehage Stålholt
Foto: Gertrud Mørch Nielsen
Udadtil ligner det en ganske almindelig pause. Elever sidder rundt omkring og hyggesnakker, nogle er på vej til brugsen for at købe mælkesnitter, andre nørder diverse computerspil og endnu andre jagter hinanden i krampeagtige latteranfald. Altså, en ganske almindelig middagspause.
Men noget er galt – ravruskende galt! Kigger man godt efter vil man opdage, at samtlige elever har hår på hovedet. Altså mangler der en betydelig procentdel af drengene.
Efter en traumatiserende gidseltagning af reporteren Malou Wehage Stålholt, som i jagten på en udtalelse fra Tim, en af gruppens medlemmer, blev tilfangetaget og udsat for voldsomme trusler:
”Glem det, Malou. Du kommer ikke ud. Nu klipper vi dig skaldet og gør grumme ting ved dig.. ”
citat Morgan Frederik Krüger
Vi satte derfor vores frygtløse undercover reporter på sagen. En muldvarp, som grundet sikkerhedsmæssige årsager vil forblive anonym hele sagen igennem. Vi har givet ham kodenavnet ”Håkon”. En skaldepande, som har indvilliget i at hjælpe os med at opklare skinheadmysteriet.
De kryptiske drenge, som efterhånden har fået halvdelen af skolen til at digte konspirationsteorier om bander, lus og andet gøgl, blev denne tirsdag fundet i siddende i lotusstilling i en skummel afkrog af kælderen. Der, hvor luften er tungest og hvor man svagt kan høre en rytmisk summen fra vaskerummet. Stemningen i den lettere ujævne rundkreds var intim og ingen sagde noget overhovedet. Ifølge Håkon finder dette ritual sted flere gange dagligt, og er en del af sekstens tilbedelse af den kendte skaldepande Klaus Bondam. Bondam har en helt speciel form for gudestatus for sektens medlemmer. Ikke kun på grund af hans imponerende glinsende isse, men også fordi den frie tanke omkring seksualitet tydeligt tiltrækker de unge skabsbøsser. Også vejrguruen Henrik Voldborg er blandt deres forbilleder, hvorfor de også ofte fanges i at se ældgamle vejrudsigter.
Også en anden epokegørende oplysning er kommet os for øre – hvor vi før fejlagtigt har antaget, at Christoffer Larsen, med sine blændende talenter indenfor trimning og lokning af uskyldige, små drenge, har været den ubestridte leder af skaldepande-sekten.
Vi tog fejl. I virkeligheden er det Morgen Frederik Krüger, som er den ubestridte konge den religiøse bevægelse, som desuden kun er for fyre. Og ifølge de menige medlemmer styrer han med hård hånd.
”Vi har alle sammen røvpulet Morgan. Det er faktisk et slags indvielsesritual, som man skal igennem for at blive optaget.”
Random medlem
Hans popularitet med den religiøse forening ”Morgud”, som stadig får flere og flere tilhængere, skulle efter sigende også kunne hjælpe ham videre med isse sekten. Rygterne siger, at der i den nærmeste fremtid vil blive udgivet en række bud fra ”Morgud” bevægelsen, som blandt andet vil opfordrer til skaldethed og tilbedelse af Klaus Bondam. Dette er ifølge religionsforskere end velkendt trick i kampen om medlemmerne, og skulle efter sigende kunne fordoble antallet af medlemmer på en lille uge.
Gertrud Mørch Nielsen & Malou Wehage Stålholt siger tak for idag.
.. og henter noget mere kaffe latte. Gnæk, gnæk.
23.9.08
sweet child of mine
Emilie siger: Blah
Og det kan hun jo egentlig have ret i.
Emilie er en hidden agenta under kodenavnet Sirius 3, som med sit speciale i levering af hemmelige artikler er fantastisk til rullefald og skingre "freeze" råb.
Hun er altid med på en dans, specielt hvis der er anastasia eller guns'n'roses i højtalerne. Hun er en evig gævet gøgler, som med sine eminente evner indenfor humor uden mening, udgør den perfekte medformand for vores fremtidige forening for gakkede gakkere.
Selvom hun ikke kan lide chokolade og selvom hun er indehaver af de mest vidunderlige aladdinbukser fra Idien til 15 kr., så er hun helt igennem skøn.
Og jeg må jo egentlig ikke bruge min blog på den slags, men mellem mine mange ord om alt og intet, må der alligevel blive plads til disse:
Jeg elsker dig Emilie.
(og ja, det var en kærlighedserklæring)
Punktum, komma streg: ikke mere sentimentalt crap fra mig
Og det kan hun jo egentlig have ret i.
Emilie er en hidden agenta under kodenavnet Sirius 3, som med sit speciale i levering af hemmelige artikler er fantastisk til rullefald og skingre "freeze" råb.
Hun er altid med på en dans, specielt hvis der er anastasia eller guns'n'roses i højtalerne. Hun er en evig gævet gøgler, som med sine eminente evner indenfor humor uden mening, udgør den perfekte medformand for vores fremtidige forening for gakkede gakkere.
Selvom hun ikke kan lide chokolade og selvom hun er indehaver af de mest vidunderlige aladdinbukser fra Idien til 15 kr., så er hun helt igennem skøn.
Og jeg må jo egentlig ikke bruge min blog på den slags, men mellem mine mange ord om alt og intet, må der alligevel blive plads til disse:
Jeg elsker dig Emilie.
(og ja, det var en kærlighedserklæring)
Punktum, komma streg: ikke mere sentimentalt crap fra mig
weekendtilføjelse
.. for resten er børnenes melodi grand prix alt for nice. Specielt i forhold til de voksnes, hvor de klæder denne ganske morsomme (og til tider lettere komiske) event ud i seriøse værter og alvorlig konkurrence hvor der bliver dannet alliancer og hemmelige aftaler. NEJ!
Når standarden for sangtekster er ”åhåhåh, vi er veeeennnneeer!”, ”når jeg lukker mine øjne ser jeg kun diiiiiiig” (i den voksne version altid krydret med et par mislykkede forsøg på at være politiske/dybe/poetiske) er det forpligtet at drukne herligheden er pangfarver og lalleglade påfund uden dybere mening end underholdning.
Det havde de tilsyneladende set stort på i lørdagens børnemgp. Enten er jeg blevet for gammel til se det, eller også VAR alt den stopmobning sentimentale romantik-pjat et mindre gebis for meget. Selvfølgelig skal vi ikke mobbe, min vi skal heller ikke latterliggøre det ved at smøre så tykt på at man sidder med kvalmende brækfornemmelser i ganen og en lyst til at kaste noget ind i skærmen. Christ
”Kast ik’ med sten når du selv bor i glashuuuus”- nej nemlig, så elegant og smukt kan det gøres. Tag ved lære, DR, tag ved lære. Man behøver ikke drukne hele hallen i pladderromantisk dåseharmoni for at komme ud med sit budskab. Og når jeg rundkredselskende hippieunge finder det overdrevent, så er det slemt. Meget slemt.
Når det er sagt (eller skrevet), er mgp alligevel utvivlsomt en genial beskæftigelse for en gruppe fattige piger lørdag aften. Tro mig, det virker upåklageligt, også for de lettere skeptiske.
Efter sådan en aktivitet er der dog kun lige akkurat har energi nok til at falde om i latterkramper og grin. Grin af den kaliber, der kommer så langt fra maven, at de ikke kan frembringe nogen form for lyd, men bare efterlade et tydeligt vejrtrækningsbesvær efterfulgt af charmerende tomatkulør.
Dette sker helst i en tung rus af overtræthed. En overtræthed, som måske godt kan ende med kreativ udfoldelse på sovende Victors overarm. Og knæ. Og ankel.
Og jo, en retarderet grillkylling kan SAGTENS ligne en delfin. Spørg selv Laura.
Når standarden for sangtekster er ”åhåhåh, vi er veeeennnneeer!”, ”når jeg lukker mine øjne ser jeg kun diiiiiiig” (i den voksne version altid krydret med et par mislykkede forsøg på at være politiske/dybe/poetiske) er det forpligtet at drukne herligheden er pangfarver og lalleglade påfund uden dybere mening end underholdning.
Det havde de tilsyneladende set stort på i lørdagens børnemgp. Enten er jeg blevet for gammel til se det, eller også VAR alt den stopmobning sentimentale romantik-pjat et mindre gebis for meget. Selvfølgelig skal vi ikke mobbe, min vi skal heller ikke latterliggøre det ved at smøre så tykt på at man sidder med kvalmende brækfornemmelser i ganen og en lyst til at kaste noget ind i skærmen. Christ
”Kast ik’ med sten når du selv bor i glashuuuus”- nej nemlig, så elegant og smukt kan det gøres. Tag ved lære, DR, tag ved lære. Man behøver ikke drukne hele hallen i pladderromantisk dåseharmoni for at komme ud med sit budskab. Og når jeg rundkredselskende hippieunge finder det overdrevent, så er det slemt. Meget slemt.
Når det er sagt (eller skrevet), er mgp alligevel utvivlsomt en genial beskæftigelse for en gruppe fattige piger lørdag aften. Tro mig, det virker upåklageligt, også for de lettere skeptiske.
Efter sådan en aktivitet er der dog kun lige akkurat har energi nok til at falde om i latterkramper og grin. Grin af den kaliber, der kommer så langt fra maven, at de ikke kan frembringe nogen form for lyd, men bare efterlade et tydeligt vejrtrækningsbesvær efterfulgt af charmerende tomatkulør.
Dette sker helst i en tung rus af overtræthed. En overtræthed, som måske godt kan ende med kreativ udfoldelse på sovende Victors overarm. Og knæ. Og ankel.
Og jo, en retarderet grillkylling kan SAGTENS ligne en delfin. Spørg selv Laura.
de hårrejsende isser
En dybdeborende artikel fra det hardcore journalistteam på Rantzausmindes Webavis.
Enjoy!
I løbet af de sidste uger har skaldetheden bredt sig med stigende hast på Rantzausminde Efterskole. De lange, gyldne lokker falder til fordel for et mere hårdkogt Brian-look. Mange har undret sig, og vi spørger derfor også nu: Hvorfor dette pludselige frisureskift?
| Af Malou Wehage Stålholt , Gertrud Mørch Nielsen, Mathilde Dahl og Laura Jo Madsen |
Det er aften, og vi befinder os på Cassiopeia. De fleste elever sidder i opholdstuen med en kop te og stemningen er hyggelig. Det er dog ikke alle der har nok i dette. Ude fra badeværelset hører man med jævne mellemrum drengegrin og en rytmisk summen. Hvis man sniger sig til at kigge ind, opdager man at denne summen kommer fra en barbermaskine, men mere når man heller ikke at se før man bliver smidt ud. Hvad er det der er så hemmeligt ved dette fænomen? Er det en alternativ form for lussekur, en hemmelig sekt, eller noget helt tredje? Det har vi sat os for at undersøge.
Efter grundig undersøgelse af denne mystiske sag, er vi nået frem til, at der er 5 muligheder.
Teori nummer et: På grund af et voldsomt overforbrug af mælkesnitter, er disse unge drenge enormt fattige, og har derfor ingen penge til lussekur. Dette kan blive et stort problem på en efterskole, og drengene føler sig derfor nødsaget til at klippe alt håret af.
Teori nummer to: Da der på skolen hersker en til tider voldsom kulde, og ikke alle er enige om hvornår det er varmt nok, har drengene simpelthen besluttet sig for at isolere med deres hår. De klipper det derfor af i store totter og putter det ind i væggene. En enkel dreng er oven i købet set sende en pakke med hår i til sin mormor for at få strikket en dejlig varm og naturlig sweater.
Teori nummer tre: Skaldetheden er i virkeligheden et krav for at blive medlem af en dybt hemmelig sekt, som findes på Rantzausminde Efterskole. Medlemmerne tilbeder Klaus Bondam som deres gud og er også ret vilde med Henrik Voldborg. Rygter siger også at disse sektmedlemmer er skabsbøsser.
Teori nummer fire: De unge drenge er utilfredse med madforholdene, da de mener at der er hår i maden. Derfor lader de håret falde i protest, og håber på at få Dorte og Dorte til at følge trop og blive skaldede.
Teori nummer fem: Faktisk er det slet ikke så sjovt, som det ellers kan virke. En farlig og smitsom sygdom, som hidtil har været ukendt i landet, har ramt Rantzausminde Efterskole, og alle er i fare. Disse skaldede drenge er blot dem, der er blevet ramt først. De klipper sig skaldede for at skjule et langsomt hårtab, som er en af konsekvenserne ved denne sygdom. Da man på en efterskole har meget kontakt med hinanden, kan denne sygdom på længere sigt blive et enormt problem. Hvem ved, måske er vi alle skaldede om en måned?
Rygterne er talrige, og eleverne på Rantzausminde Efterskole venter i spænding på sandheden. Derfor vil vi selvfølgelig undersøge sagen nærmere, og følge op så snart som muligt. Bare rolig, I bliver de første, der ved besked.
Fortsættelse følger…
Enjoy!
I løbet af de sidste uger har skaldetheden bredt sig med stigende hast på Rantzausminde Efterskole. De lange, gyldne lokker falder til fordel for et mere hårdkogt Brian-look. Mange har undret sig, og vi spørger derfor også nu: Hvorfor dette pludselige frisureskift?
| Af Malou Wehage Stålholt , Gertrud Mørch Nielsen, Mathilde Dahl og Laura Jo Madsen |
Det er aften, og vi befinder os på Cassiopeia. De fleste elever sidder i opholdstuen med en kop te og stemningen er hyggelig. Det er dog ikke alle der har nok i dette. Ude fra badeværelset hører man med jævne mellemrum drengegrin og en rytmisk summen. Hvis man sniger sig til at kigge ind, opdager man at denne summen kommer fra en barbermaskine, men mere når man heller ikke at se før man bliver smidt ud. Hvad er det der er så hemmeligt ved dette fænomen? Er det en alternativ form for lussekur, en hemmelig sekt, eller noget helt tredje? Det har vi sat os for at undersøge.
Efter grundig undersøgelse af denne mystiske sag, er vi nået frem til, at der er 5 muligheder.
Teori nummer et: På grund af et voldsomt overforbrug af mælkesnitter, er disse unge drenge enormt fattige, og har derfor ingen penge til lussekur. Dette kan blive et stort problem på en efterskole, og drengene føler sig derfor nødsaget til at klippe alt håret af.
Teori nummer to: Da der på skolen hersker en til tider voldsom kulde, og ikke alle er enige om hvornår det er varmt nok, har drengene simpelthen besluttet sig for at isolere med deres hår. De klipper det derfor af i store totter og putter det ind i væggene. En enkel dreng er oven i købet set sende en pakke med hår i til sin mormor for at få strikket en dejlig varm og naturlig sweater.
Teori nummer tre: Skaldetheden er i virkeligheden et krav for at blive medlem af en dybt hemmelig sekt, som findes på Rantzausminde Efterskole. Medlemmerne tilbeder Klaus Bondam som deres gud og er også ret vilde med Henrik Voldborg. Rygter siger også at disse sektmedlemmer er skabsbøsser.
Teori nummer fire: De unge drenge er utilfredse med madforholdene, da de mener at der er hår i maden. Derfor lader de håret falde i protest, og håber på at få Dorte og Dorte til at følge trop og blive skaldede.
Teori nummer fem: Faktisk er det slet ikke så sjovt, som det ellers kan virke. En farlig og smitsom sygdom, som hidtil har været ukendt i landet, har ramt Rantzausminde Efterskole, og alle er i fare. Disse skaldede drenge er blot dem, der er blevet ramt først. De klipper sig skaldede for at skjule et langsomt hårtab, som er en af konsekvenserne ved denne sygdom. Da man på en efterskole har meget kontakt med hinanden, kan denne sygdom på længere sigt blive et enormt problem. Hvem ved, måske er vi alle skaldede om en måned?
Rygterne er talrige, og eleverne på Rantzausminde Efterskole venter i spænding på sandheden. Derfor vil vi selvfølgelig undersøge sagen nærmere, og følge op så snart som muligt. Bare rolig, I bliver de første, der ved besked.
Fortsættelse følger…
22.9.08
whiskybæltet
Nu med FUN saftevand i stedet for whisky.
(blåt, grønt – same shit, different day)
.. hey, var det ikke noget med den der fantastiske weekend, hun ville fortælle om?
Johohøv. Det var der. Gnæk gnæk.
For selvom metroen er dyr og fiktiv fri bar ikke er særlig flatterende for i forvejen utjekket fest, endte det alligevel at blive en virkelig hyggelig weekend. Som oldschool scrabble dog kan redde alting.
Vi startede ud hos Laura i Sundby, som udover at bo i det hyggeligste kolonihavehusagtige kvarter, også har en klassisk drilleonkel (en af dem med kærester og poppandehår som favoritsamtaleemner). Denne onkel kunne tilfældigvis lokkes til at køre os i sin åbne, røde bil, hvis vi kunne blive klar på en halv time. Trods løben ind i hinanden og panisk påklædningstress lykkedes det, og vi lignede fire hollywoodstarletter på vej til fotografering på rød løber. Mathilde og Emilie med 60’tjekkede tørklæder om hovedet som dansede elegant i vinden og jeg med mit hår som blafrede.. aggressivt. Pyt skidt, vi var stadig overdrevet stilede. Og lækre. I hvert fald lækre nok til at tiltrække en god portion opmærksomhed (hvilket absolut intet havde med genial blæret bil at gøre)..
Vi greb fat om vores billetter, som fint indikerede at vi hver især havde spenderet 80 kr. på et stykke pap i størrelse a46. Det ville jo i sig selv have været meget fint, hvis festen havde holdt, hvad festen havde lovet (og her hentyder jeg mest til føromtalte frie bar). Det gjorde den ikke. Vi var knapt nok nået forbi dørmanden før vores trommehinder sendte beklagende knirkelyde i protest med pulserende techno-pop-beats som virkelig virkelig, kun opfordrede til den form for dans, som hører til det der bliver censureret væk når 50 cent producerer musikvideoer.
Hvad værre var: det lignede en cheap, hjemmeproduceret udgave af samme.
Forestil jer, at I går forbi en pige på gaden.
Forestil jer nu, at denne pige har så et par (såkaldte) short på, der var så korte, at Paris Hilton ville ligne en nonne ved siden af. Forestil jer så, at pigen dertil har valgt at tage afklippet, nedslidset lurextop på, der ikke kun giver frit udsyn til lovehandles og overdreven fakediamant-navlering, men også har ordet ”LUXUX” skrevet henover det restende stof, dette festfyrværkeri af lurex er derefter toppet med pudder, der fremkalder forestillingen om et velourbetrukket ansigt udstyrret med gæller bag ørerne for at muliggøre nogen form for ventilation.
Forestil jer nu, den reaktion det vil danne (og det er tilladt at fnise lidt).
Forestil jer så, at I går ind i kunstigrøg-tåget rum, hvor der er flere hundrede af slagsen.
Jeg blev i dette øjeblik ramt af en åbenbaring. En epokesættende åbenbaring, der vil indbringe mig ærestrofæer og respekt fra diverse folkeskole/gymnasielærerforeninger.
Jeg har fundet ud af, hvorfor en markant del af skoleeleverne landet over mangler mandag morgen til sang og afkrydsning.
Hidtil har det været nationalt anerkendt, at denne fraværen var ren pjæk.
Min opdagelse modbeviser dette: I virkeligheden er de stakkels poder ramt af forkølelse. (og dette er selvom selve festen var ramt af tropenat og derfor sydede af en kvalm blanding af armhulevæske og lyserøde parfumeskyer).
Så giv dog de stakkels piger noget ordentlig LUXUX. Jeg foreslår en jakke og noget guide til at købe den rigtige størrelse gamacher.
Efter dette overvældende virvar af stift pindsvin-hår, der ved et uheld ville være i stand til at stikke øjnene ud på tilfældighed forbipasserende, spankulerede vi mod Din Nye Ven, som, udover at være umanerligt hyggelig og tilbyde scrabble (som jo ubestridt er det bedste brætspil i mands minde), lå jegtørsletikketænkepåhvormangebrosten væk. Med stadige vabelrester fra London (køb aldrig nye sko, når du har tænkt dig at gå fare vild i by på størrelse med Fyn) slingrede jeg ned af strøget i en stødt voksende smerte i trædepuder og skummel tragtfornemmelse om tæerne. Endte seriøst med at få Bambi til at ligne noget fra finalen af Vild Med Dans. Var så lykkelig da jeg dagen efter endelig var i stand til at strække mine tæer fri for krøller, at jeg er næsten er klar til at gøre det hele om igen bare for at føle så stor en glæde over funktionelle fødder en gang til. Høje hæle kan virkelig åbne øjnene for uundværlige dele af kroppen.
(og bekræfte de kloges teori om, at det ikke er en god idé at købe stiletterne en smule for små, bare fordi det ser fint ud – satans til 41. hvis ikke jeg vokser tilsvarende i højden klager jeg personligt til genetisk institut, for det er simpelthen unfair).
Din Nye Ven endte i kunstnerisk udfoldelse i form af alternativ scrabble, udvikling af personligt cirkusgen (den der træpind man har sine bogstaver på, ikke? jeg kan balancere med den på næsetippen? I know, det er pretty hardcore, og I må gerne tilbede mit talent), og og og! Helt ny uimodståelig form for frieri.
Konklusion: jeg er træt, jeg er fattig og jeg har ødelagte ankler.
Men det gør egentlig ikke noget.
Malou
(som lige har hørt i sin fiktive øresnegl, at det er sengetid)
.. bare lige til orientering: Mathilde og Simon er nu mand og kone
(blåt, grønt – same shit, different day)
.. hey, var det ikke noget med den der fantastiske weekend, hun ville fortælle om?
Johohøv. Det var der. Gnæk gnæk.
For selvom metroen er dyr og fiktiv fri bar ikke er særlig flatterende for i forvejen utjekket fest, endte det alligevel at blive en virkelig hyggelig weekend. Som oldschool scrabble dog kan redde alting.
Vi startede ud hos Laura i Sundby, som udover at bo i det hyggeligste kolonihavehusagtige kvarter, også har en klassisk drilleonkel (en af dem med kærester og poppandehår som favoritsamtaleemner). Denne onkel kunne tilfældigvis lokkes til at køre os i sin åbne, røde bil, hvis vi kunne blive klar på en halv time. Trods løben ind i hinanden og panisk påklædningstress lykkedes det, og vi lignede fire hollywoodstarletter på vej til fotografering på rød løber. Mathilde og Emilie med 60’tjekkede tørklæder om hovedet som dansede elegant i vinden og jeg med mit hår som blafrede.. aggressivt. Pyt skidt, vi var stadig overdrevet stilede. Og lækre. I hvert fald lækre nok til at tiltrække en god portion opmærksomhed (hvilket absolut intet havde med genial blæret bil at gøre)..
Vi greb fat om vores billetter, som fint indikerede at vi hver især havde spenderet 80 kr. på et stykke pap i størrelse a46. Det ville jo i sig selv have været meget fint, hvis festen havde holdt, hvad festen havde lovet (og her hentyder jeg mest til føromtalte frie bar). Det gjorde den ikke. Vi var knapt nok nået forbi dørmanden før vores trommehinder sendte beklagende knirkelyde i protest med pulserende techno-pop-beats som virkelig virkelig, kun opfordrede til den form for dans, som hører til det der bliver censureret væk når 50 cent producerer musikvideoer.
Hvad værre var: det lignede en cheap, hjemmeproduceret udgave af samme.
Forestil jer, at I går forbi en pige på gaden.
Forestil jer nu, at denne pige har så et par (såkaldte) short på, der var så korte, at Paris Hilton ville ligne en nonne ved siden af. Forestil jer så, at pigen dertil har valgt at tage afklippet, nedslidset lurextop på, der ikke kun giver frit udsyn til lovehandles og overdreven fakediamant-navlering, men også har ordet ”LUXUX” skrevet henover det restende stof, dette festfyrværkeri af lurex er derefter toppet med pudder, der fremkalder forestillingen om et velourbetrukket ansigt udstyrret med gæller bag ørerne for at muliggøre nogen form for ventilation.
Forestil jer nu, den reaktion det vil danne (og det er tilladt at fnise lidt).
Forestil jer så, at I går ind i kunstigrøg-tåget rum, hvor der er flere hundrede af slagsen.
Jeg blev i dette øjeblik ramt af en åbenbaring. En epokesættende åbenbaring, der vil indbringe mig ærestrofæer og respekt fra diverse folkeskole/gymnasielærerforeninger.
Jeg har fundet ud af, hvorfor en markant del af skoleeleverne landet over mangler mandag morgen til sang og afkrydsning.
Hidtil har det været nationalt anerkendt, at denne fraværen var ren pjæk.
Min opdagelse modbeviser dette: I virkeligheden er de stakkels poder ramt af forkølelse. (og dette er selvom selve festen var ramt af tropenat og derfor sydede af en kvalm blanding af armhulevæske og lyserøde parfumeskyer).
Så giv dog de stakkels piger noget ordentlig LUXUX. Jeg foreslår en jakke og noget guide til at købe den rigtige størrelse gamacher.
Efter dette overvældende virvar af stift pindsvin-hår, der ved et uheld ville være i stand til at stikke øjnene ud på tilfældighed forbipasserende, spankulerede vi mod Din Nye Ven, som, udover at være umanerligt hyggelig og tilbyde scrabble (som jo ubestridt er det bedste brætspil i mands minde), lå jegtørsletikketænkepåhvormangebrosten væk. Med stadige vabelrester fra London (køb aldrig nye sko, når du har tænkt dig at gå fare vild i by på størrelse med Fyn) slingrede jeg ned af strøget i en stødt voksende smerte i trædepuder og skummel tragtfornemmelse om tæerne. Endte seriøst med at få Bambi til at ligne noget fra finalen af Vild Med Dans. Var så lykkelig da jeg dagen efter endelig var i stand til at strække mine tæer fri for krøller, at jeg er næsten er klar til at gøre det hele om igen bare for at føle så stor en glæde over funktionelle fødder en gang til. Høje hæle kan virkelig åbne øjnene for uundværlige dele af kroppen.
(og bekræfte de kloges teori om, at det ikke er en god idé at købe stiletterne en smule for små, bare fordi det ser fint ud – satans til 41. hvis ikke jeg vokser tilsvarende i højden klager jeg personligt til genetisk institut, for det er simpelthen unfair).
Din Nye Ven endte i kunstnerisk udfoldelse i form af alternativ scrabble, udvikling af personligt cirkusgen (den der træpind man har sine bogstaver på, ikke? jeg kan balancere med den på næsetippen? I know, det er pretty hardcore, og I må gerne tilbede mit talent), og og og! Helt ny uimodståelig form for frieri.
Konklusion: jeg er træt, jeg er fattig og jeg har ødelagte ankler.
Men det gør egentlig ikke noget.
Malou
(som lige har hørt i sin fiktive øresnegl, at det er sengetid)
.. bare lige til orientering: Mathilde og Simon er nu mand og kone
21.9.08
blasfemi og regnskove i godtekostume
First of all: tak for en vidunderlig weekend! Den har været fantastisk og den har været mindeværdig – og mere om den senere.
For selvom jeg burde bruge min energi på at være ninja agent og huske dansene fra lørdagens mgpsange. MEN! Mit fokus blev flyttet. Det blev kradset væk fra rollen som agent Sirius 4 med magt. En magt drevet af blasfemiske Jonas.
Her kommer historien: Sirius er jo ubestridt det hyggeligste hus i mands minde – her skal ingen form for tvivl herske. Men selvom man stolt kan bryste sig med at have kreeret alt fra ørehængerhit til banebrydende, satirefyldt radioprogram, og samtidig har talenter indenfor både flødebolleræs og fransk udstråling, så er det tilladt at være kritisk. Og det er vi så – og som de stemningsfyldte mennesker vi er, er det selvfølgelig hyggen der kommer i første række. Hvor meget er for lidt, kan der komme for meget overhovedet og hvor kan den lækreste babekalender til drengene (som af overvægten af lækre snitter på væggen) købes? Jah, livet af fyldt af store spørgsmål, men hvis der er ét, Siriusfolket uden tøven kan svare på, lyder det sådan her: NEJ! Der kan på absolut ingen mulig måde komme for meget hygge. Utænkeligt. Hygge er ligesom paradIS – vi vil have meget, og vi vil have mere! Vi tog derfor vores indretning op til revurdering og kunne med det samme se, hvor problemet lå: minimalisme og rene linjer fungerer måske i diverse boligmagasiner, men på efterskoler får det bare alting til at virke koldt og tomt og lejerskoleidetfjernenordjylland-agtigt. Selvom vi i forvejen har hele tre eksemplarer af Martin fra X-factor, er det langt fra godt endnu. Vi vil have plakater, vi vil have Hannah Montana duge, vi vil have Pokemonkort – vi vil kunne gøre det til 1.000.000 skattefrie kroners-spørgsmålet, hvilket farve væggen er. Og det var sådan vi endte med at svømme i a4 plakater og beslutningsevne-udfordringer i massevis (for det kan være yderst at bedømme hvorvidt det skal være Orlando Bloom eller dem fra O.C, der skal vende med hovedet udad)
Imellem dette virvar af blanke papirplakater fra middelaldrende ViUnge blade lå der en hel del af Johnny Depp. Det er klart – selvfølgelig er der det. Hvis ikke ViUnge bringer et helsidesbillede af Johnny Dirty minimun 5 gange om året, vil jeg personligt stå for den underskriftindsamling der skal få plakatdamen fyret fra deres lipgloss redaktion.
Hvad der er en endnu mere indlysende selvfølgelig er, at husets piger besvimer halvt, når der pludselig er lækkerbisken på både højre og venstre væg. Ærgerligt drenge, det er ikke jeres skyld at Johnny Depp er umulig at toppe – det er han bare, det må I simpelthen acceptere. Derfor er det på alle måder tarveligt og meningsløst at jagte savlende pigebørn med en rød tusch og true med at tegne på pigetoiletinderdør udgaven af Depp.
At tegne på Johnny Depp er blasfemi. At true med at tegne på godten burde ulovliggøres. Straffen er tofugrød med tofusmoothie gennem næsesonde. Ytringsfriheden har en grænse, og den ligger lige nøjagtig ved Johnny drengens tånegl. L-A-D V-Æ-R-E!
Det er kun tilladt at lege picasso på ham, hvis det er for at ende med enten Jack Sparrow eller Sweeney Todd som resultat. Og kære Jonas, jeg er ked af at sige det: Det rækker dine kreative altforrød altfortyk kuglepen-evner bare ikke til. Finitto.
Og nej, heller ikke hvis du øver dig på Nik & Jay. (men du må gerne tegne på dem alligevel)
Malou
(som er meget arrig og har lyst til at anskaffe tuschdetektor-alarm foran toiletdøren)
For selvom jeg burde bruge min energi på at være ninja agent og huske dansene fra lørdagens mgpsange. MEN! Mit fokus blev flyttet. Det blev kradset væk fra rollen som agent Sirius 4 med magt. En magt drevet af blasfemiske Jonas.
Her kommer historien: Sirius er jo ubestridt det hyggeligste hus i mands minde – her skal ingen form for tvivl herske. Men selvom man stolt kan bryste sig med at have kreeret alt fra ørehængerhit til banebrydende, satirefyldt radioprogram, og samtidig har talenter indenfor både flødebolleræs og fransk udstråling, så er det tilladt at være kritisk. Og det er vi så – og som de stemningsfyldte mennesker vi er, er det selvfølgelig hyggen der kommer i første række. Hvor meget er for lidt, kan der komme for meget overhovedet og hvor kan den lækreste babekalender til drengene (som af overvægten af lækre snitter på væggen) købes? Jah, livet af fyldt af store spørgsmål, men hvis der er ét, Siriusfolket uden tøven kan svare på, lyder det sådan her: NEJ! Der kan på absolut ingen mulig måde komme for meget hygge. Utænkeligt. Hygge er ligesom paradIS – vi vil have meget, og vi vil have mere! Vi tog derfor vores indretning op til revurdering og kunne med det samme se, hvor problemet lå: minimalisme og rene linjer fungerer måske i diverse boligmagasiner, men på efterskoler får det bare alting til at virke koldt og tomt og lejerskoleidetfjernenordjylland-agtigt. Selvom vi i forvejen har hele tre eksemplarer af Martin fra X-factor, er det langt fra godt endnu. Vi vil have plakater, vi vil have Hannah Montana duge, vi vil have Pokemonkort – vi vil kunne gøre det til 1.000.000 skattefrie kroners-spørgsmålet, hvilket farve væggen er. Og det var sådan vi endte med at svømme i a4 plakater og beslutningsevne-udfordringer i massevis (for det kan være yderst at bedømme hvorvidt det skal være Orlando Bloom eller dem fra O.C, der skal vende med hovedet udad)
Imellem dette virvar af blanke papirplakater fra middelaldrende ViUnge blade lå der en hel del af Johnny Depp. Det er klart – selvfølgelig er der det. Hvis ikke ViUnge bringer et helsidesbillede af Johnny Dirty minimun 5 gange om året, vil jeg personligt stå for den underskriftindsamling der skal få plakatdamen fyret fra deres lipgloss redaktion.
Hvad der er en endnu mere indlysende selvfølgelig er, at husets piger besvimer halvt, når der pludselig er lækkerbisken på både højre og venstre væg. Ærgerligt drenge, det er ikke jeres skyld at Johnny Depp er umulig at toppe – det er han bare, det må I simpelthen acceptere. Derfor er det på alle måder tarveligt og meningsløst at jagte savlende pigebørn med en rød tusch og true med at tegne på pigetoiletinderdør udgaven af Depp.
At tegne på Johnny Depp er blasfemi. At true med at tegne på godten burde ulovliggøres. Straffen er tofugrød med tofusmoothie gennem næsesonde. Ytringsfriheden har en grænse, og den ligger lige nøjagtig ved Johnny drengens tånegl. L-A-D V-Æ-R-E!
Det er kun tilladt at lege picasso på ham, hvis det er for at ende med enten Jack Sparrow eller Sweeney Todd som resultat. Og kære Jonas, jeg er ked af at sige det: Det rækker dine kreative altforrød altfortyk kuglepen-evner bare ikke til. Finitto.
Og nej, heller ikke hvis du øver dig på Nik & Jay. (men du må gerne tegne på dem alligevel)
Malou
(som er meget arrig og har lyst til at anskaffe tuschdetektor-alarm foran toiletdøren)
18.9.08
fordi alt er relativt
.. og min blog er derfor også kun relativt meningsløs.
Okaj: nu har jeg søgt ihærdigt efter en lejlighed til at poste dette geniale billede af Einstein og Malou, siden det øjeblik, jeg satte min fod i landet igen, og der har indtil videre været absolut keine gevinst.
Så fik vi også mejslet fast, at jeg i virkeligheden blot er et banalt pigebarn der læser gossipdelen på Ekstra Bladets hjemmeside, ved hvad størrelse Keira Knightley bruger i sko (39) og hvor Johnny Depp gik i gymnasiet henne (Miramar High School i Florida) og bliver ophidset og lykkelig af at få lov til kramme voksdukker af diverse stjerner, vel vidende, at det i princippet blot er plastikudgaver af ganske almindelige mennesker. Jeg kan ikke gøre for det: Madame Tussauds er vidunderligt, og jeg vil have lov til at være hyper af glæde over billede af mig og tro kopi af underskønne Depp.
Eventuel hån kan tilkendegøres via mail: tagryg.malou@gmail.com
Bare slå jer løs, intet kan gøre mig flov over min veludviklede fetich for falske kendisser.
Okaj: nu har jeg søgt ihærdigt efter en lejlighed til at poste dette geniale billede af Einstein og Malou, siden det øjeblik, jeg satte min fod i landet igen, og der har indtil videre været absolut keine gevinst.
Så fik vi også mejslet fast, at jeg i virkeligheden blot er et banalt pigebarn der læser gossipdelen på Ekstra Bladets hjemmeside, ved hvad størrelse Keira Knightley bruger i sko (39) og hvor Johnny Depp gik i gymnasiet henne (Miramar High School i Florida) og bliver ophidset og lykkelig af at få lov til kramme voksdukker af diverse stjerner, vel vidende, at det i princippet blot er plastikudgaver af ganske almindelige mennesker. Jeg kan ikke gøre for det: Madame Tussauds er vidunderligt, og jeg vil have lov til at være hyper af glæde over billede af mig og tro kopi af underskønne Depp.
Eventuel hån kan tilkendegøres via mail: tagryg.malou@gmail.com
Bare slå jer løs, intet kan gøre mig flov over min veludviklede fetich for falske kendisser.
er stilhed et mineral?
Hvor er her tomt.
Kunne ikke sove i nat. Fase ”at vænne sig til at dele soveværelse med andre” er for længst erstattet med ”svær vejrtrækningsafhængig”. Og her taler vi ikke min egen vejrtrækning (som nu stadig er ret så nødvendig), men andres rolige, rytmiske åndedrag. Jeg kan ganske enkelt ikke falde i søvn alene. Bliver panisk og febrilsk af så rungende en stilhed. Kan slet ikke have det – blandt andet fordi mit hoved begynder at afspille en masse (well, masse er måske så meget sagt, da jeg ikke ligefrem har nerver til at se den slags så tit) gyserklimaks, hvor jeg bliver dræbt af skiftevis øksebærende mænd iklædt regnjakker og sorte kapper og slimede gollumlignende væsener med knoglede fingre og røde øjne. Det er ikke rart. Når jeg endelig får nok og erkender, at jeg er lidt mørkeræd når jeg er alene, og derfor tænder lyset, ender jeg med at ligge anstrengt i en fosterstilling, der får den almene fosterstilling til at ligne en morgengymnastikøvelse i at strække kroppen til den er tæt på at gå i flække.
Der kan nemlig komme ikke-venligt sindede genfærd ud af spejle. Grr.
(ja, jeg er en tøs. Og ja, jeg er paranoid)
Måtte derfor tage medicinske (musikalske) hjælpemidler i brug. Mark Knopfler er indbegrebet af afslapning (og nej, ikke søvndyssende), og derfor også min foretrukne sovepille, når jeg mangler roomies. Det virker.
Men her er stadig tomt.
Set udefra lyder jeg sikkert ufattelig latterlig, at have knyttet så stærke bånd til en flok mennesker, man ikke engang har kendt i fire uger. ”Hvor er hun åndssvag, det kan jo ikke lade sig gøre.” Got ya, gu’ kan det så! I høj grad. Jeg når knapt nok at smide min taske fra mig, før jeg er tæt på at bide mine fingre af i desperation og afsavn. Synes nu officielt at forlængede weekender er noget opblæst pis. Giv dem til gymnasieeleverne for hulan. Jeg gider ikke have dem. Øv!
Jeg savner larmen – jeg savner grinende stemmer der forgæves forsøger at overdøve hinanden i en hardcore konkurrence om det sjoveste grin (der er i øvrigt en hel del imponerende kandidater). Jeg savner meningsløs sniksnak. Jeg savner intern humor – også den dårlige (hosthost). Det virker lidt som om, at blå birkes og kommen ikke er nær så sjovt i Ullerslev, ligesom bemærkninger om præstehotpants og herrenice kinky skøger næppe falder i god jord ved spisebordet.
Hvorfor er savn så altoverskyggende en følelse, og hvorfor skal den absolut indtræde efter så kort tid væk fra rantzausminde og dermed forlænge sin levetid betragteligt? Det er uretfærdig og det er ubehøvlet og jeg gider ikke være med til det. Basta!
Malou
(og til dem, der efter dette indlæg nu får såkaldt sjove ideer til natmobning. Nej. NEJ siger jeg.
… og jeg mener det!)
Kunne ikke sove i nat. Fase ”at vænne sig til at dele soveværelse med andre” er for længst erstattet med ”svær vejrtrækningsafhængig”. Og her taler vi ikke min egen vejrtrækning (som nu stadig er ret så nødvendig), men andres rolige, rytmiske åndedrag. Jeg kan ganske enkelt ikke falde i søvn alene. Bliver panisk og febrilsk af så rungende en stilhed. Kan slet ikke have det – blandt andet fordi mit hoved begynder at afspille en masse (well, masse er måske så meget sagt, da jeg ikke ligefrem har nerver til at se den slags så tit) gyserklimaks, hvor jeg bliver dræbt af skiftevis øksebærende mænd iklædt regnjakker og sorte kapper og slimede gollumlignende væsener med knoglede fingre og røde øjne. Det er ikke rart. Når jeg endelig får nok og erkender, at jeg er lidt mørkeræd når jeg er alene, og derfor tænder lyset, ender jeg med at ligge anstrengt i en fosterstilling, der får den almene fosterstilling til at ligne en morgengymnastikøvelse i at strække kroppen til den er tæt på at gå i flække.
Der kan nemlig komme ikke-venligt sindede genfærd ud af spejle. Grr.
(ja, jeg er en tøs. Og ja, jeg er paranoid)
Måtte derfor tage medicinske (musikalske) hjælpemidler i brug. Mark Knopfler er indbegrebet af afslapning (og nej, ikke søvndyssende), og derfor også min foretrukne sovepille, når jeg mangler roomies. Det virker.
Men her er stadig tomt.
Set udefra lyder jeg sikkert ufattelig latterlig, at have knyttet så stærke bånd til en flok mennesker, man ikke engang har kendt i fire uger. ”Hvor er hun åndssvag, det kan jo ikke lade sig gøre.” Got ya, gu’ kan det så! I høj grad. Jeg når knapt nok at smide min taske fra mig, før jeg er tæt på at bide mine fingre af i desperation og afsavn. Synes nu officielt at forlængede weekender er noget opblæst pis. Giv dem til gymnasieeleverne for hulan. Jeg gider ikke have dem. Øv!
Jeg savner larmen – jeg savner grinende stemmer der forgæves forsøger at overdøve hinanden i en hardcore konkurrence om det sjoveste grin (der er i øvrigt en hel del imponerende kandidater). Jeg savner meningsløs sniksnak. Jeg savner intern humor – også den dårlige (hosthost). Det virker lidt som om, at blå birkes og kommen ikke er nær så sjovt i Ullerslev, ligesom bemærkninger om præstehotpants og herrenice kinky skøger næppe falder i god jord ved spisebordet.
Hvorfor er savn så altoverskyggende en følelse, og hvorfor skal den absolut indtræde efter så kort tid væk fra rantzausminde og dermed forlænge sin levetid betragteligt? Det er uretfærdig og det er ubehøvlet og jeg gider ikke være med til det. Basta!
Malou
(og til dem, der efter dette indlæg nu får såkaldt sjove ideer til natmobning. Nej. NEJ siger jeg.
… og jeg mener det!)
17.9.08
kan du stave til finn?
Oh yeah. Rytmejohn er blevet erstattet med sambamalou. Det kan godt være, at jeg hverken kan fløjte eller knipse. Men jeg kan holde en firefjerdedels takt while saying Finn-kom-ind til-mig, Finn-kom-ind til-mig. I know. Det er ret hardcore, og I må gerne beundre mig.
Der er nemlig mere endnu: multitaskercool som jeg er, kunne jeg også twiste denne erotiske dans med nogle breaks. Rapanden Rasmus holder altid, ligesom Simsalabim for evigt vil være en sand hoftevrikker. DING DING DO DO DING DING DE DONG DONG - aber was? Hvad fanden er det for en underlig form for latinoloverdans? Well, det er lærerstuderende Benjamins milde udgave for uerfarne efterskoleelever der går rundt med indre drøm om at forføre alt og alle med sexede moves.
Nejnej, nu kommer det jo til at lyde sarkastisk. Vi VAR rent faktisk seje, og synes i øvrigt at kampgejsten var en kende lavere end vurderingsevnen tillader (apropros vurderingsevne burde folk seriøst tage sig lidt sammen, når der er kage. Øv!). Det høje niveau holdt hele dagen igennem (vi måtte sove en halv time længere, hvilket er ufatteligt precious for efterskoleelever), og de fremtidige lærere fra Den Frie Lærerskole er absolut anbefalelsesværdige.
Lige nu sidder jeg og lytter til Olga&Polka, der i skrivende stund holder et dybdegående foredrag om pasta. I Ullerslev, hvor jeg ankom senere end de andre nåede København. Hvis ikke jeg tidligere har sagt det, vil jeg gerne fastslå det nu: Fynbus er særdeles flabede. Ikke nok med, at de bytter rundt på alle numrene og gør os, der troede de var smarte og lære den slags udenad fuldstændig blanke. Nej. De vælger også at flytte banegårdsstationen, ikke bare én, men to gange, hvoraf den første nye, og dermed gamle stoppested var det, de allerstørste skilte førte én til. For at gennemskue, at man rent faktisk skulle om på den anden side af banegården, var man derfor nødt til at læse det på neongrønt a4papir i kedeligservicemeddelseomkringglemtesageribussen-look, der ikke ligefrem lokker læsere til. Denne postyr resulterede i, at jeg brugte næste halvanden time på at komme på bussen hjem. CHRIST!
Malou
..Der er ikke noget bedre end at lytte til Alberte i RadioSirius når man går i bad med Emilie og danser med Gertrud.
Der er nemlig mere endnu: multitaskercool som jeg er, kunne jeg også twiste denne erotiske dans med nogle breaks. Rapanden Rasmus holder altid, ligesom Simsalabim for evigt vil være en sand hoftevrikker. DING DING DO DO DING DING DE DONG DONG - aber was? Hvad fanden er det for en underlig form for latinoloverdans? Well, det er lærerstuderende Benjamins milde udgave for uerfarne efterskoleelever der går rundt med indre drøm om at forføre alt og alle med sexede moves.
Nejnej, nu kommer det jo til at lyde sarkastisk. Vi VAR rent faktisk seje, og synes i øvrigt at kampgejsten var en kende lavere end vurderingsevnen tillader (apropros vurderingsevne burde folk seriøst tage sig lidt sammen, når der er kage. Øv!). Det høje niveau holdt hele dagen igennem (vi måtte sove en halv time længere, hvilket er ufatteligt precious for efterskoleelever), og de fremtidige lærere fra Den Frie Lærerskole er absolut anbefalelsesværdige.
Lige nu sidder jeg og lytter til Olga&Polka, der i skrivende stund holder et dybdegående foredrag om pasta. I Ullerslev, hvor jeg ankom senere end de andre nåede København. Hvis ikke jeg tidligere har sagt det, vil jeg gerne fastslå det nu: Fynbus er særdeles flabede. Ikke nok med, at de bytter rundt på alle numrene og gør os, der troede de var smarte og lære den slags udenad fuldstændig blanke. Nej. De vælger også at flytte banegårdsstationen, ikke bare én, men to gange, hvoraf den første nye, og dermed gamle stoppested var det, de allerstørste skilte førte én til. For at gennemskue, at man rent faktisk skulle om på den anden side af banegården, var man derfor nødt til at læse det på neongrønt a4papir i kedeligservicemeddelseomkringglemtesageribussen-look, der ikke ligefrem lokker læsere til. Denne postyr resulterede i, at jeg brugte næste halvanden time på at komme på bussen hjem. CHRIST!
Malou
..Der er ikke noget bedre end at lytte til Alberte i RadioSirius når man går i bad med Emilie og danser med Gertrud.
NEJ! (et frustreret nødråb)
Åh gud. Der er megasize billede af en piercet, silikoneimplantatudstoppet penis klistret fast til min harddisk med superlim. Jeg kan ikke få det af! ARH! Jeg kan ikke, lige gyldigt hvor meget jeg prøver, få den perverse screensaver af et stykke rynket,slaskekød dekoreret med diverse dutter, dimser og metalsmykker til at SKRIDE UD AF MIN COMPUTER!
Fuck dig Laura. Dit gustne pigebarn. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at billeddokumentere det.
.. nej, sagde jeg.
Okaj, jeg kan godt fornemme, at dette kræver en form for forklaring:
Efter de sidste timer, der blandt andet inkluderede en gennemgangen af forskellen på utroskabsunderlægninsmusik og voldtægtsstemningsskaber, endte vi, som før sagt, på Cassiopeia 2. Vi brugte så en times tid på at blive skæve af neglelak og uforklarlige latterudbrud, fik vi pludselig kastet en invitation til hardcore basket ind gennem vinduet. Didn’t work out, nylakerede negle og bolde er en bad kombi og basket har aldrig været andet end en undskyldning for at skubbe hårdt til hinanden (i hvert fald er det en tand for voldeligt for føromtalte fine fingerspidser). Derfor endte vi igen på Cass. 2, denne gang i et antal, der knapt nok var plads til. Der var bogstaveligt talt piger i dynger. Og det er så her, at der begynder at ske skumle ting og sager (gnæk gnæk).
Vi starter på Arto (yæs). Finder dreng, der virkelig ligner en pige. (og her taler vi ikke lightudgaven, som provinsbyernes halvgamle mænd praktiserer ved at iklæde sig plisserede, ankellange nederdele og pudderfarvede jakker tilsat skæv læbestift og plastikagtig paryk: vi taler virkelig hardcore pigelookalikes, hvor man seriøst tænker: er h*n bøsse eller hedder det lesbisk?)
Finder derefter pige, der virkelig er sin vægt værd i metal. Hvem fanden finder på at pierce sin tunge i et helt mønster af ringe? Hvordan vil bære sig ad med at spise noget overhovedet, når hun engang bliver træt af dem og tager dem ud? (Fremtidssikring for filan!)
Og tolerante som vi jo er, grinte vi næsten ikke. Sørgeligt – vi er i sandhed syndere.
Aber! Dette kropsudsmykningsorgie førte os videre til Copenhagen Body Extreme’s piercingsgalleri. Denne gang på min computer – på Lauras skød. Lumre Laura, som efter et par hihi, han har hul i underlæben, fandt INTIM udgaven af det ellers relativt harmløse galleri.
Well, det er så her, at det bliver rigtig vammelt. Virkelig vammelt. Sarte sjæle trykker på det lille røde kryds i hjørnet nu (og det var en ordre, ønsker ikke at ende med at blive sagsøgt).
… nej, jeg kan ikke. Min indre kammertone hyler mig ind i øret og kræver censurering.
Jeg har stemt om det. Flertal til ’absolutingendetaljerogvidereiprogrammet’.
Det mest skræmmende ved hele var nemlig ikke billeder (hvilket i sig selv tydeligt forklarer uhyggeniveauet). Mens hele Rantzausminde gav genlyd af vores skræmte AAAAAAADDD’er.
Dette er, i hvert fald hvis du spørger mig, den mest naturlige (og betryggende) reaktion på den slags frygtindjagende billeder. Kun ét menneske sad med et gustent smil under hele seancen og grinende olmt. Laura Jo, den udadtil så pæne, negleplejende kvinde, kunne rent faktisk LIDE det!
Jeg undres stadig.
.. for lige at vende tilbage til pointen: Laura, som altså som den eneste nød disse specielle billeder af spøjse kropsudsmykninger, sad ved MIN computer. I sig selv ikke særlig behagelig situation for min elskede macbook, men rimelig harmløst indtil, og med tryk på indtil: Laura sætter det frygteligste, klammeste, perverse billede ind som baggrund på mit skrivebord.
Nu vil selv den største it-tumpe jo hånligt tænke ”blonde fjols – det kan hun jo bare fjerne igen”.
Jahaha! Det kan jeg! Hvad jeg derimod ikke kan, er at slette det fra arkivet over ’gamle skrivebordsbaggrunde’. Jeg er derfor nu for evigt (eller i hvert fald indtil næste sommer) hjemsøgt af skrækindjagende foto af maltrakteret penis.
Jeg gentager: Fuck dig Laura. Dette betyder hævn.
.. og den bliver ikke sød. I hvert fald ikke for dig. Hmpf!
NEJ!
(misforstå mig nu ikke. Laura er rigtig dejlig)
Fuck dig Laura. Dit gustne pigebarn. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at billeddokumentere det.
.. nej, sagde jeg.
Okaj, jeg kan godt fornemme, at dette kræver en form for forklaring:
Efter de sidste timer, der blandt andet inkluderede en gennemgangen af forskellen på utroskabsunderlægninsmusik og voldtægtsstemningsskaber, endte vi, som før sagt, på Cassiopeia 2. Vi brugte så en times tid på at blive skæve af neglelak og uforklarlige latterudbrud, fik vi pludselig kastet en invitation til hardcore basket ind gennem vinduet. Didn’t work out, nylakerede negle og bolde er en bad kombi og basket har aldrig været andet end en undskyldning for at skubbe hårdt til hinanden (i hvert fald er det en tand for voldeligt for føromtalte fine fingerspidser). Derfor endte vi igen på Cass. 2, denne gang i et antal, der knapt nok var plads til. Der var bogstaveligt talt piger i dynger. Og det er så her, at der begynder at ske skumle ting og sager (gnæk gnæk).
Vi starter på Arto (yæs). Finder dreng, der virkelig ligner en pige. (og her taler vi ikke lightudgaven, som provinsbyernes halvgamle mænd praktiserer ved at iklæde sig plisserede, ankellange nederdele og pudderfarvede jakker tilsat skæv læbestift og plastikagtig paryk: vi taler virkelig hardcore pigelookalikes, hvor man seriøst tænker: er h*n bøsse eller hedder det lesbisk?)
Finder derefter pige, der virkelig er sin vægt værd i metal. Hvem fanden finder på at pierce sin tunge i et helt mønster af ringe? Hvordan vil bære sig ad med at spise noget overhovedet, når hun engang bliver træt af dem og tager dem ud? (Fremtidssikring for filan!)
Og tolerante som vi jo er, grinte vi næsten ikke. Sørgeligt – vi er i sandhed syndere.
Aber! Dette kropsudsmykningsorgie førte os videre til Copenhagen Body Extreme’s piercingsgalleri. Denne gang på min computer – på Lauras skød. Lumre Laura, som efter et par hihi, han har hul i underlæben, fandt INTIM udgaven af det ellers relativt harmløse galleri.
Well, det er så her, at det bliver rigtig vammelt. Virkelig vammelt. Sarte sjæle trykker på det lille røde kryds i hjørnet nu (og det var en ordre, ønsker ikke at ende med at blive sagsøgt).
… nej, jeg kan ikke. Min indre kammertone hyler mig ind i øret og kræver censurering.
Jeg har stemt om det. Flertal til ’absolutingendetaljerogvidereiprogrammet’.
Det mest skræmmende ved hele var nemlig ikke billeder (hvilket i sig selv tydeligt forklarer uhyggeniveauet). Mens hele Rantzausminde gav genlyd af vores skræmte AAAAAAADDD’er.
Dette er, i hvert fald hvis du spørger mig, den mest naturlige (og betryggende) reaktion på den slags frygtindjagende billeder. Kun ét menneske sad med et gustent smil under hele seancen og grinende olmt. Laura Jo, den udadtil så pæne, negleplejende kvinde, kunne rent faktisk LIDE det!
Jeg undres stadig.
.. for lige at vende tilbage til pointen: Laura, som altså som den eneste nød disse specielle billeder af spøjse kropsudsmykninger, sad ved MIN computer. I sig selv ikke særlig behagelig situation for min elskede macbook, men rimelig harmløst indtil, og med tryk på indtil: Laura sætter det frygteligste, klammeste, perverse billede ind som baggrund på mit skrivebord.
Nu vil selv den største it-tumpe jo hånligt tænke ”blonde fjols – det kan hun jo bare fjerne igen”.
Jahaha! Det kan jeg! Hvad jeg derimod ikke kan, er at slette det fra arkivet over ’gamle skrivebordsbaggrunde’. Jeg er derfor nu for evigt (eller i hvert fald indtil næste sommer) hjemsøgt af skrækindjagende foto af maltrakteret penis.
Jeg gentager: Fuck dig Laura. Dette betyder hævn.
.. og den bliver ikke sød. I hvert fald ikke for dig. Hmpf!
NEJ!
(misforstå mig nu ikke. Laura er rigtig dejlig)
16.9.08
manicure française
Er dybt koncentreret om at dykke lidt ned efter højness af neglelakorgie på Cassiopeia.
Hvis jeg virker en kende mere underlig en normalt, er det derfor (udmærket og acceptabel undskyldning, right?)
Vi skal hjem i morgen. Med streg under skal – vi bliver bogstaveligt talt sparket ud. Føler mig snydt. Vi kom i søndags, hvilket i ordenes simple forstand ikke ligefrem siger så meget, men til orientering (til de langsomme, eller dem, der har sniffet acetone i 70 minutter) er det altså tirsdag i dag. TIRSDAG! Har ikke overskud til at skulle pakke heeele min kuffert igen (for jeg har jo pakket ud. For længst. Ahøm), for derefter at køre i jegerivirkelighedenlavetafplastikgrønmassivtguldogkander
forsagtenstillademigatudnyttefolksafhængighedogtageustyrlig
overprisfornedernserviceogdårligkørsel-fynbus i en tung tåge af for lidt plads og for mange armhuler til Ullerslev, som for det første fylder mindre på landkortet end dråberne på Emilies (ultranice og umanerligt billige) trøje, og som for det andet har trækket sorteper i forhold til placering. Hvorfor er det, at vi ikke har en lynmetro direkte til hovedbanegården ved den lokale dagli’ brugs (og til de samme priser, som de har i London. Yæs please)?
Jeg har virkelig ikke lyst til at tage hjem i morgen. Har faktisk så lidt lyst til det, at Jonas og jeg kæder os fast til Gunnar med lås og stål i morgen efter frokost. Join os, hvis I vil være med til at demonstrere mod dette ualmindeligt unfair krav til os stakkels unge mennesker, der knapt nok kan få vejret for bare omfavnelse efter en normal weekend. FIRE DAGE?
. help!
Hvis jeg virker en kende mere underlig en normalt, er det derfor (udmærket og acceptabel undskyldning, right?)
Vi skal hjem i morgen. Med streg under skal – vi bliver bogstaveligt talt sparket ud. Føler mig snydt. Vi kom i søndags, hvilket i ordenes simple forstand ikke ligefrem siger så meget, men til orientering (til de langsomme, eller dem, der har sniffet acetone i 70 minutter) er det altså tirsdag i dag. TIRSDAG! Har ikke overskud til at skulle pakke heeele min kuffert igen (for jeg har jo pakket ud. For længst. Ahøm), for derefter at køre i jegerivirkelighedenlavetafplastikgrønmassivtguldogkander
forsagtenstillademigatudnyttefolksafhængighedogtageustyrlig
overprisfornedernserviceogdårligkørsel-fynbus i en tung tåge af for lidt plads og for mange armhuler til Ullerslev, som for det første fylder mindre på landkortet end dråberne på Emilies (ultranice og umanerligt billige) trøje, og som for det andet har trækket sorteper i forhold til placering. Hvorfor er det, at vi ikke har en lynmetro direkte til hovedbanegården ved den lokale dagli’ brugs (og til de samme priser, som de har i London. Yæs please)?
Jeg har virkelig ikke lyst til at tage hjem i morgen. Har faktisk så lidt lyst til det, at Jonas og jeg kæder os fast til Gunnar med lås og stål i morgen efter frokost. Join os, hvis I vil være med til at demonstrere mod dette ualmindeligt unfair krav til os stakkels unge mennesker, der knapt nok kan få vejret for bare omfavnelse efter en normal weekend. FIRE DAGE?
. help!
håndbagageanekdote
Burde undersøge mulighederne for at anskaffe en gratis advokat.
Føler mig diskrimineret. Føler mig krænket. Dybt krænket.
Så står man der i Kastrup Lufthavn. Klokken er endnu for lidt til, at andre end pensionister og attachemappe-dyr har overskud til at flyve. Nåja, og så os. Det er nemmerlig både billigt og praktisk. Det kan vi lide! (også selvom det er noget af en udfordring at skulle op klokken 3. Ja, om natten. Var der nogen der sagde optimistisk?). Anyveje. Det bliver, efter en mindre kø bestående af et underfundigt mix af hawaiiskjorter, jakkesæt og tennissokkerieccosandaler, min tur til at smide smykkerne og gå igennem bombedetektoren. Kontroldørkammen, som i øvrigt bliver betjent af middelaldrende, ølvomsbærende mand med adskillige lag hud under øjnene, som sandsynligvis var en jævn blanding af søvnunderskud og rynker. Vil skyde ham til at være en god hyggeonkel/farsbedstekræmmermarkedsbuddy. Lignede desuden én, der havde sovet mindre end jeg havde – og jeg havde sovet fem timer. Dovnede den ret grumt, havde kastet maksimum fire blikke på de foregående tyve mennesker. Til sammen. Indtil det blev min tur.
Og det er så her, at jeg (åbenbart) bliver ramt af et nanosekunds ørebedøvelse. Det kan ikke have været anderledes: jeg hørte med et hundrede og en halv procents sikkerhed ikke nogen biplyd. Keine. Non. Klokkeklar, utvivlsom stilhed. Ingen alarm, ingen sirene, ingen brandalarmslignende lygte i hylende operaleje. Simpelthen zero.
(udover de normale lufthavslyde som rulletrapper, kufferthjul og parfumeflaskesprøjt.. hvilket egentlig er ret irrelevant. Fy Malou, fy).
Og alligevel. Alligevel kaster hr. håndbagagekontrollør der hersens eftertænksomme (!) blik på mig, hvorefter dette farer igennem hans hjerne: ”Hun ligner fanma en terrorist. Lur mig, om hun ikke har en bombe i kjolen og en fjernbetjening riet fast på venstre inderlår”. Og en sådan (ganske forståelig) mistanke skal selvfølgelig tages alvorligt – man må følge sin intuition. Altid. Det er regel nummer 0,1.
Så op på skamlen med dig, kære potentielle eksplosionsaktivist. Proceduren for sådan nogle slamberter som dig er såre simpel: Hvis ikke maskinen kan, så kan mine hænder (for de er nemlig über highteck og i stand til at mærke krudt selv under huden). Det er ikke fordi jeg har lyst – det er blot en del af jobbet.
Jamen godmorgen til dig også, kære objektive sikkerhedsvagt.
Om jeg har noget imod at du rager mig på røven? Ih nej, man må jo tage sine forholdsregler. Jeg lægger skam til hver en tid korpus til vores fælles tryghedsgaranti. Klart.
.. ser det som en personlig pligt at undersøge reglerne for kontrolgramsning. Selvom jeg mest af alt finder det sørgeligt (og lidt morsomt), så er der alligevel en lille, vred pige med røde øjne og uglet hår, som sidder inde i min mave og vil UD!
Malou
Føler mig diskrimineret. Føler mig krænket. Dybt krænket.
Så står man der i Kastrup Lufthavn. Klokken er endnu for lidt til, at andre end pensionister og attachemappe-dyr har overskud til at flyve. Nåja, og så os. Det er nemmerlig både billigt og praktisk. Det kan vi lide! (også selvom det er noget af en udfordring at skulle op klokken 3. Ja, om natten. Var der nogen der sagde optimistisk?). Anyveje. Det bliver, efter en mindre kø bestående af et underfundigt mix af hawaiiskjorter, jakkesæt og tennissokkerieccosandaler, min tur til at smide smykkerne og gå igennem bombedetektoren. Kontroldørkammen, som i øvrigt bliver betjent af middelaldrende, ølvomsbærende mand med adskillige lag hud under øjnene, som sandsynligvis var en jævn blanding af søvnunderskud og rynker. Vil skyde ham til at være en god hyggeonkel/farsbedstekræmmermarkedsbuddy. Lignede desuden én, der havde sovet mindre end jeg havde – og jeg havde sovet fem timer. Dovnede den ret grumt, havde kastet maksimum fire blikke på de foregående tyve mennesker. Til sammen. Indtil det blev min tur.
Og det er så her, at jeg (åbenbart) bliver ramt af et nanosekunds ørebedøvelse. Det kan ikke have været anderledes: jeg hørte med et hundrede og en halv procents sikkerhed ikke nogen biplyd. Keine. Non. Klokkeklar, utvivlsom stilhed. Ingen alarm, ingen sirene, ingen brandalarmslignende lygte i hylende operaleje. Simpelthen zero.
(udover de normale lufthavslyde som rulletrapper, kufferthjul og parfumeflaskesprøjt.. hvilket egentlig er ret irrelevant. Fy Malou, fy).
Og alligevel. Alligevel kaster hr. håndbagagekontrollør der hersens eftertænksomme (!) blik på mig, hvorefter dette farer igennem hans hjerne: ”Hun ligner fanma en terrorist. Lur mig, om hun ikke har en bombe i kjolen og en fjernbetjening riet fast på venstre inderlår”. Og en sådan (ganske forståelig) mistanke skal selvfølgelig tages alvorligt – man må følge sin intuition. Altid. Det er regel nummer 0,1.
Så op på skamlen med dig, kære potentielle eksplosionsaktivist. Proceduren for sådan nogle slamberter som dig er såre simpel: Hvis ikke maskinen kan, så kan mine hænder (for de er nemlig über highteck og i stand til at mærke krudt selv under huden). Det er ikke fordi jeg har lyst – det er blot en del af jobbet.
Jamen godmorgen til dig også, kære objektive sikkerhedsvagt.
Om jeg har noget imod at du rager mig på røven? Ih nej, man må jo tage sine forholdsregler. Jeg lægger skam til hver en tid korpus til vores fælles tryghedsgaranti. Klart.
.. ser det som en personlig pligt at undersøge reglerne for kontrolgramsning. Selvom jeg mest af alt finder det sørgeligt (og lidt morsomt), så er der alligevel en lille, vred pige med røde øjne og uglet hår, som sidder inde i min mave og vil UD!
Malou
15.9.08
there's no place like london
.. selvom det var vidunderligt at vende rigtigt hjem.
Hjem til rantz efter en uges tid, en uge, som var gået så stærkt og alligevel så langsomt. Havde selvfølgelig haft et naivt håb om, at der absolut ingenting var sket mens jeg havde trasket mine hæle vablet ved Buckingham og Oxford Street. Well.. der sker mere på en efterskole på ét døgn, end der sker i Ullerslev på en måned. Så nej, efter en hel uge (UGE!) med begrænset kontakt i form af umanerligt dyre telefonsamtaler, er der en god portion gossip, der minimun skal igennem standardproceduren for sladder (step 1: at komme sig over eventuelt chok, step 2: at vurdere og perspektivere, step 3: at tage stilling). Det er hårdt og det er krævende – men i den sidste ende er det jo det værd. Insidergossip er uvurderligt (gnæk gnæk).
Og nu vi alligevel er i gang med afsløringer af diverse ting og sager:
I virkeligheden hedder jeg jo Olga, og er bygget af pis, blæk og for meget fritid.
14.9.08
et alvorligt misbrug
Jeg er erklæret afhængig.
Diagnosen: svær efterskoloman.
Blandt abstinenserne er krampefremkaldende afsavn og overdimensionerede telefonregninger. Medicinen fås kun på recept og skal eksporteres direkte fra Sydfyn, hvilket er både vanskeligt og dyrt, når man er i London. Til gengæld virker den øjeblikkeligt, og den eneste bivirkning er.. tja, dybere afhængighed af samme.
Efter noget i omegnen af 108 timer langt fra rantz, var jeg så bombet af turisttræthed i hjernen, hungersnød i pengepungen og en følelse af alt for meget luft i hovedet (dumme lufttryk), at jeg end ikke kunne sove stående, da det ville kræve, at jeg kunne stå oprejst.
Uden sko og med en kuffert på grænsen til overvægt, var det eneste jeg havde i hovedet et brændende ønske om, at de tre skoleklasser, vi fløj sammen med, ville skride med deres decibeloverflodsparty og i hvert fald holde sig laaaangt væk fra det tog, jeg havde tænkt mig få mig en lille mormor i (og nej, jeg mener ikke en morfar. Jeg mener en mormor). En lille djævel på min ene skulder var allerede begyndt at samle tropperne til noget raseriudbrud, hvis energibehov var langt over, hvad jeg på nogen tænkelig måde ville være i stand til at skrabe sammen.
Aber! – Der i ankomsthallen, blandt en hel del familielignende mennesker (som sikkert ventede på føromtalte skoleklasse-elever) stod to piger med vibrerende dannebrogsflag: Mathilde & Emilie!
AAAAAAARHHHHHH! Jeg strøg forbi samtlige mødre, fædre og søskende (og tanter)og overfaldt dem så ivrigt, at vi var tæt på at vælte. Heldigvis gik det kun ud over min kuffert, som, til trods for nyindkøbt taxfri parfume, sagtens kunne tåle det.
Mathilde skreg. Emilie skreg. Jeg skreg. Højt. Blev pludselig grebet af en ufattelig energi, jeg hoppede op og ned og glemte alt om luftkulrethed og søvnunderskud.
Så hvis du bor i nærheden af Kastrup, og fredag aften ved kvart over elleve – halv tolv tiden hørte noget, der lød som modtagelsen af et vindende EM-fodboldhold, så var det bare (og ikke som i den normalt anerkendte ’bare’ – for det var ikke bare. Det var mere end ’bare’. Nemlig!) os.
.. og til jer, der synes 108 timer lyder som en overkommelig adskillelse, og måske endda finder vores højlydte gensynsbegejstring overdrevent højlydt: var din mund. Hvis du kendte dem, ville du hylde mig som den ægte survivor, jeg er.
108 timer er lang tid. Det er svært nok at undvære hinanden fra aftenthe til morgenmad. Jeg burde kraftpetervæltende have et diplom og et emblem til ærmet! Gofuckinghome Robinson med det krusede hår. (det var ikke sjovt)
Vil for resten lige dele dette udmærkede råd med jer: Lad være, og jeg gentager og tilføjer imaginær understregning: LAD VÆRE med at købe nye sko, når du de næste tre dage skal lege fuldtidsvandre med håndvægte i form af fyldte poser og uheldig stedsans i bukselommen
..her taler vi nok nærmere bedømmelse af muskler og afstand, end vi taler decideret gps-gen (høhø, vi går da bare. Yeah right. Gå du den tur, der fylder fem stop og et enkelt skift på undergrundskortet. Metroen kører sådan cirka 736 gange så hurtigt, som vi går) - er faktisk ret hardcore til at finde vej. men det var ikke det, vi skulle snakke om. (apropos gener, så er mit sidespors af slagsen kronisk i voksealderen)
Gad vide, om det kan lade sig gøre at motionere forud? Mine 20000 daglige skridt ugen igennem må i hvert fald veje op for den imponerende dovenskab, der tynger mit sind i skrivende stund. ..og her taler vi slemt. – meget slemt. har lige taget mig selv i at tænke ’hmm, det kunne være, man skulle hente et stykke knækbrød” efterfuldt af ”naarj, det orker jeg ikke”. det burde måske bemærkes, at med hente, mener jeg i køkkenet, og køkkenet er cirka andet rum til venstre fra, hvor jeg sidder lige pt.
Og jeg er virkelig ikke den dovne type. Jeg er derimod hende den lallede hjælpsomme hippieunge, som gladelig kaster sig tværs over spisebordet for at komme først til at række enelleranden saltet. (selv hvis denne nogen sidder tættere på saltet, end jeg gør)
Okaj, nu er der under tyve timer til der er aftenthe. Må. Tilbage. Nu. (!)
Seriøst, hvis jeg ikke snart får sprøjtet noget efterskole liv direkte ind i blodomløbet, så kollapser jeg.
Malou
.. som i øvrigt undrer sig over, hvorfor det er umuligt at ligge mascara med lukket mund.
PS: papirsflag er stærkt undervurderede
Diagnosen: svær efterskoloman.
Blandt abstinenserne er krampefremkaldende afsavn og overdimensionerede telefonregninger. Medicinen fås kun på recept og skal eksporteres direkte fra Sydfyn, hvilket er både vanskeligt og dyrt, når man er i London. Til gengæld virker den øjeblikkeligt, og den eneste bivirkning er.. tja, dybere afhængighed af samme.
Efter noget i omegnen af 108 timer langt fra rantz, var jeg så bombet af turisttræthed i hjernen, hungersnød i pengepungen og en følelse af alt for meget luft i hovedet (dumme lufttryk), at jeg end ikke kunne sove stående, da det ville kræve, at jeg kunne stå oprejst.
Uden sko og med en kuffert på grænsen til overvægt, var det eneste jeg havde i hovedet et brændende ønske om, at de tre skoleklasser, vi fløj sammen med, ville skride med deres decibeloverflodsparty og i hvert fald holde sig laaaangt væk fra det tog, jeg havde tænkt mig få mig en lille mormor i (og nej, jeg mener ikke en morfar. Jeg mener en mormor). En lille djævel på min ene skulder var allerede begyndt at samle tropperne til noget raseriudbrud, hvis energibehov var langt over, hvad jeg på nogen tænkelig måde ville være i stand til at skrabe sammen.
Aber! – Der i ankomsthallen, blandt en hel del familielignende mennesker (som sikkert ventede på føromtalte skoleklasse-elever) stod to piger med vibrerende dannebrogsflag: Mathilde & Emilie!
AAAAAAARHHHHHH! Jeg strøg forbi samtlige mødre, fædre og søskende (og tanter)og overfaldt dem så ivrigt, at vi var tæt på at vælte. Heldigvis gik det kun ud over min kuffert, som, til trods for nyindkøbt taxfri parfume, sagtens kunne tåle det.
Mathilde skreg. Emilie skreg. Jeg skreg. Højt. Blev pludselig grebet af en ufattelig energi, jeg hoppede op og ned og glemte alt om luftkulrethed og søvnunderskud.
Så hvis du bor i nærheden af Kastrup, og fredag aften ved kvart over elleve – halv tolv tiden hørte noget, der lød som modtagelsen af et vindende EM-fodboldhold, så var det bare (og ikke som i den normalt anerkendte ’bare’ – for det var ikke bare. Det var mere end ’bare’. Nemlig!) os.
.. og til jer, der synes 108 timer lyder som en overkommelig adskillelse, og måske endda finder vores højlydte gensynsbegejstring overdrevent højlydt: var din mund. Hvis du kendte dem, ville du hylde mig som den ægte survivor, jeg er.
108 timer er lang tid. Det er svært nok at undvære hinanden fra aftenthe til morgenmad. Jeg burde kraftpetervæltende have et diplom og et emblem til ærmet! Gofuckinghome Robinson med det krusede hår. (det var ikke sjovt)
Vil for resten lige dele dette udmærkede råd med jer: Lad være, og jeg gentager og tilføjer imaginær understregning: LAD VÆRE med at købe nye sko, når du de næste tre dage skal lege fuldtidsvandre med håndvægte i form af fyldte poser og uheldig stedsans i bukselommen
..her taler vi nok nærmere bedømmelse af muskler og afstand, end vi taler decideret gps-gen (høhø, vi går da bare. Yeah right. Gå du den tur, der fylder fem stop og et enkelt skift på undergrundskortet. Metroen kører sådan cirka 736 gange så hurtigt, som vi går) - er faktisk ret hardcore til at finde vej. men det var ikke det, vi skulle snakke om. (apropos gener, så er mit sidespors af slagsen kronisk i voksealderen)
Gad vide, om det kan lade sig gøre at motionere forud? Mine 20000 daglige skridt ugen igennem må i hvert fald veje op for den imponerende dovenskab, der tynger mit sind i skrivende stund. ..og her taler vi slemt. – meget slemt. har lige taget mig selv i at tænke ’hmm, det kunne være, man skulle hente et stykke knækbrød” efterfuldt af ”naarj, det orker jeg ikke”. det burde måske bemærkes, at med hente, mener jeg i køkkenet, og køkkenet er cirka andet rum til venstre fra, hvor jeg sidder lige pt.
Og jeg er virkelig ikke den dovne type. Jeg er derimod hende den lallede hjælpsomme hippieunge, som gladelig kaster sig tværs over spisebordet for at komme først til at række enelleranden saltet. (selv hvis denne nogen sidder tættere på saltet, end jeg gør)
Okaj, nu er der under tyve timer til der er aftenthe. Må. Tilbage. Nu. (!)
Seriøst, hvis jeg ikke snart får sprøjtet noget efterskole liv direkte ind i blodomløbet, så kollapser jeg.
Malou
.. som i øvrigt undrer sig over, hvorfor det er umuligt at ligge mascara med lukket mund.
PS: papirsflag er stærkt undervurderede
8.9.08
654 kaffebrune får
Jeg skulle virkelig ikke have drukket den kaffe i går.
Er overbevist om, at det er den og dens koffeinbefængte bønner der holder mig vågen.
Dumme kaffe.
..Det kunne selvfølgelig også have noget af gøre med, at klokken er sytten minutter over otte, hvilket er en god håndfuld timer før min normale sengetid. Føler mig nærmest som en femårig pige med æblekinder og bedende ’please, bare fire minutter mere.. moar!’. Det er ikke engang mørkt udenfor endnu. Det er FØR hvem vil være millionær. Det er uden tvivl fysisk umuligt at falde i søvn på denne tid af døgnet.
Men jeg både må og skal og vil sove. NU!
1 får, 2 får, 3 får, 4 får, 5 får.
Det har virkelig aldrig virket.
Okay malou, så lukker du bare øjnene og ligger heeeelt stille, uden at tænke på andet end ingenting. Et menneske falder i søvn på syv minutter, i hvert fald i gennemsnit.
6 minutter og 59 sekunder, 6 minutter og 58 sekunder.
Nej. Du skal tænke på ingenting. Ikke som i ’gad vide om der virkelig findes noget, som er intet og ingenting, men som i den dagligdagsdefinition af ’ingenting’, vi alle sammen kender.
Åh gud, det virker ikke.
.. og det er så her, at jeg begynder at koncentrere mig panisk om min vejrtrækning. Det starter med beroligende ’iiind – uuud’ wannabe fødselsforberedelsesøvelser for at hjælpe mit drømmeland lidt tættere på. Hvad jeg altid glemmer er, at jeg bliver helt febrilsk af at lægge mærke til mit eget åndedrag. Lige så snart mit indre vejledningsbånd stopper, og jeg slapper fuldstændig af, så glemmer jeg også at trække vejret, hvilket resultere i få sekunders stilhed efterfulgt af et ordentligt ’hiiiiv’. Ikke ligefrem noget, der hjælper på mine søvnkomplikationer. Og ikke specielt belejligt, taget i betragtning af, at jeg skal op klokken 3. I nat.
SÅ HJÆLP MIG DOG EN ELLER ANDEN!
Er overbevist om, at det er den og dens koffeinbefængte bønner der holder mig vågen.
Dumme kaffe.
..Det kunne selvfølgelig også have noget af gøre med, at klokken er sytten minutter over otte, hvilket er en god håndfuld timer før min normale sengetid. Føler mig nærmest som en femårig pige med æblekinder og bedende ’please, bare fire minutter mere.. moar!’. Det er ikke engang mørkt udenfor endnu. Det er FØR hvem vil være millionær. Det er uden tvivl fysisk umuligt at falde i søvn på denne tid af døgnet.
Men jeg både må og skal og vil sove. NU!
1 får, 2 får, 3 får, 4 får, 5 får.
Det har virkelig aldrig virket.
Okay malou, så lukker du bare øjnene og ligger heeeelt stille, uden at tænke på andet end ingenting. Et menneske falder i søvn på syv minutter, i hvert fald i gennemsnit.
6 minutter og 59 sekunder, 6 minutter og 58 sekunder.
Nej. Du skal tænke på ingenting. Ikke som i ’gad vide om der virkelig findes noget, som er intet og ingenting, men som i den dagligdagsdefinition af ’ingenting’, vi alle sammen kender.
Åh gud, det virker ikke.
.. og det er så her, at jeg begynder at koncentrere mig panisk om min vejrtrækning. Det starter med beroligende ’iiind – uuud’ wannabe fødselsforberedelsesøvelser for at hjælpe mit drømmeland lidt tættere på. Hvad jeg altid glemmer er, at jeg bliver helt febrilsk af at lægge mærke til mit eget åndedrag. Lige så snart mit indre vejledningsbånd stopper, og jeg slapper fuldstændig af, så glemmer jeg også at trække vejret, hvilket resultere i få sekunders stilhed efterfulgt af et ordentligt ’hiiiiv’. Ikke ligefrem noget, der hjælper på mine søvnkomplikationer. Og ikke specielt belejligt, taget i betragtning af, at jeg skal op klokken 3. I nat.
SÅ HJÆLP MIG DOG EN ELLER ANDEN!
moneymoneymoney
Vidste du, at der i Seirra Leone er sølle tre børnelæger til 2,5 millioner (ja, MILLIONER!) børn? Vidste du også, at ni ud af ti på vores Red Barnet-indsamlingsrute enten listede rundt på deres knirkegulve (mens de fejlagtigt troede, at vi ikke kunne se deres ben gennem brevsprækken) eller smækkede døren directly i vores pigespejdersmil?
Hvis ikke, så ved du det i hvert fald nu. Og please – lyt! (nice try malou. Hvad landsdækkende kampagner med skrækindjagende billeder og bedende børneøjne ikke kan, kan du jo nemt med et halvsløset blogindlæg på din tågede efterskoleblog)
I mit lille, naive hippiehoved er det næsten ufatteligt, at vi, i den globale verden vi lever i idag, hvor Mexico er lige om hjørnet og New Zealand ikke er længere end et .com –klik væk, kan være i stand til at fryse virkeligheden længere ude end Die Hard og i stedet brokke sig over at vi ikke har en opvaskemaskine. Det er direkte ubehøvlet at være så ligeglad med, at andre mennesker svømmer i skrald og har liv kortere end en fucking frisøruddannelse, så ligeglad at man ikke engang under os unge ’vi vil redde verden’ piger en lille femmer. Måske var det bare fordi, at vi fik en rigtig uheldig rute, men uheldig eller ej, så er der stadig for mange mennesker, som åbenbart ikke har set nok dokumentarer om den 3. Verden. Kend din tv avis og følg med i historietimerne, så vil du lige pludselig opdage, at de der halvtreds kroner kan blive til meget andet end en nummer 17 med ekstra ost.
”Goddag, vi kommer fra Red Barnet. Vi ville høre, om du ville støtte vores indsamling?”
”Nej, jeg har ikke nogen børn” (høhø)
- SMÆK!
Okaj, hør her fister højihatten: Jeg tror du har misforstået en ret så væsentlig del af ordet ’indsamling’. Det rager mig nok så grumt, om du har fire eller ingen eller for den sags skyld 27 børn, så længe du ikke bruger det som ultralausy argument for ikke at hjælpe dine medmennesker (og jo, de er fanme dine medmennesker din osteklokketumpe) ved at proppe en tyver i vores bøsse. Vi taler spørgsmålet til 500.00 skattefri kroner: Kattetunger til kaffen eller skolemateriale til Uganda? Emilie, Mathilde og jeg har nu aset op og ned af nærrige opgange i hed middagssol og accelererende ømme lår, hvilket betyder at chancen for, at din lille lystige kommentar ville falde i bare lunken jord er minimal. Virkelig minimal.
Dette var så dagens aggressioner, skåret ned til noget knapt så stødende og raserispækket som originalt. Ellers bliver jeg nok bare fyret.
Hvis jeg engang bliver statsminister (haha), gør jeg det lovpligtigt at have minimum ét donerings-halløj barn. Samt ’Medansvarlighed’ som obligatorisk fag på samtlige uddannelsesinstitutioner i landet.
Hvis ikke, så ved du det i hvert fald nu. Og please – lyt! (nice try malou. Hvad landsdækkende kampagner med skrækindjagende billeder og bedende børneøjne ikke kan, kan du jo nemt med et halvsløset blogindlæg på din tågede efterskoleblog)
I mit lille, naive hippiehoved er det næsten ufatteligt, at vi, i den globale verden vi lever i idag, hvor Mexico er lige om hjørnet og New Zealand ikke er længere end et .com –klik væk, kan være i stand til at fryse virkeligheden længere ude end Die Hard og i stedet brokke sig over at vi ikke har en opvaskemaskine. Det er direkte ubehøvlet at være så ligeglad med, at andre mennesker svømmer i skrald og har liv kortere end en fucking frisøruddannelse, så ligeglad at man ikke engang under os unge ’vi vil redde verden’ piger en lille femmer. Måske var det bare fordi, at vi fik en rigtig uheldig rute, men uheldig eller ej, så er der stadig for mange mennesker, som åbenbart ikke har set nok dokumentarer om den 3. Verden. Kend din tv avis og følg med i historietimerne, så vil du lige pludselig opdage, at de der halvtreds kroner kan blive til meget andet end en nummer 17 med ekstra ost.
”Goddag, vi kommer fra Red Barnet. Vi ville høre, om du ville støtte vores indsamling?”
”Nej, jeg har ikke nogen børn” (høhø)
- SMÆK!
Okaj, hør her fister højihatten: Jeg tror du har misforstået en ret så væsentlig del af ordet ’indsamling’. Det rager mig nok så grumt, om du har fire eller ingen eller for den sags skyld 27 børn, så længe du ikke bruger det som ultralausy argument for ikke at hjælpe dine medmennesker (og jo, de er fanme dine medmennesker din osteklokketumpe) ved at proppe en tyver i vores bøsse. Vi taler spørgsmålet til 500.00 skattefri kroner: Kattetunger til kaffen eller skolemateriale til Uganda? Emilie, Mathilde og jeg har nu aset op og ned af nærrige opgange i hed middagssol og accelererende ømme lår, hvilket betyder at chancen for, at din lille lystige kommentar ville falde i bare lunken jord er minimal. Virkelig minimal.
Dette var så dagens aggressioner, skåret ned til noget knapt så stødende og raserispækket som originalt. Ellers bliver jeg nok bare fyret.
Hvis jeg engang bliver statsminister (haha), gør jeg det lovpligtigt at have minimum ét donerings-halløj barn. Samt ’Medansvarlighed’ som obligatorisk fag på samtlige uddannelsesinstitutioner i landet.
7.9.08
en hårfin grænse
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er feminin nok, til at kunne kalde dig selv en rigtig kvinde, er her, hvad du skal gøre.
Damdamdamdaaaaam:
Opskriften på den ultimative kvinddomsprøve
Veet voksstrips
Bare, behårede ben
1-3 veninder til at heppe, holde i hånd og yde moralsk opbakning. Det ideelle er selvfølgelig, hvis de, ligesom dig, står overfor denne milepæl af en test.
..and then they died
Vi var fire, som i dag, søndag den 7. September 2008 ved 15tiden (mark it, eventuelt som tatovering under foden), kastede os ud i projekt bløde, glatte skanker.
I løbet af en halv times tid kunne der derfor fra Sirius 1 høres skrig, hvin og hylende AV! ’er. Flere spurgte bekymret, hvad vi lavede. Vi voksede ben. Og nej, ligegyldigt hvor kvindelig man bliver af at kunne holde til den slags, så kan det ikke anbefales til andet end en engangsoplevelse. For det første gør det uretfærdigt ondt at rive lunken, klistrende lim af huden – specielt når det foregår mod hårene. For det andet virker det ikke engang upåklageligt og fabelagtigt, som smertefulde skønhedsritualer i reglen bør gøre (med mindre man har lige så meget hår som Jannick – hvilket man ikke har). Jeg har revet adskillige stykker varm tapetklister af mine lægge og de er STADIG fyldt med stikkende stupper. Til gengæld har resten af limen revet bomuldsfnuller af min gamachevrang, så jeg lige pt. render rundt med grå lineallige streger omkring min (kræftbefængte) ankel. Ikke at det er specielt flatterende – og det kan på ingen måde veje op for det smertehelvede, jeg gik igennem for at opnå bløde stænger. Kære Skraber. Det var ikke meningen, at det skulle komme så vidt. Sidespring er noget hø, og jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle være dig utro. For du er funktionel og halvkedelig, dig kan jeg stole på. Man skal værdsætte det man har, og hvis man absolut søger spænding og forandring, kan man altid købe en skum med hyacinter og en body butter med kokos. Utroskab er noget lort. At vokse sine ben er nok det mest harmløse bevis derpå, og kan derfor nok alligevel anbefales for 15-16 årige tøsebørn, der finder det lidt unfair at kvinddomsprøve ikke er et rigtigt ord.
.. husk den noget mere behagelige trunteaktivitet neglelakering som plaster på såret bagefter.
Damdamdamdaaaaam:
Opskriften på den ultimative kvinddomsprøve
Veet voksstrips
Bare, behårede ben
1-3 veninder til at heppe, holde i hånd og yde moralsk opbakning. Det ideelle er selvfølgelig, hvis de, ligesom dig, står overfor denne milepæl af en test.
..and then they died
Vi var fire, som i dag, søndag den 7. September 2008 ved 15tiden (mark it, eventuelt som tatovering under foden), kastede os ud i projekt bløde, glatte skanker.
I løbet af en halv times tid kunne der derfor fra Sirius 1 høres skrig, hvin og hylende AV! ’er. Flere spurgte bekymret, hvad vi lavede. Vi voksede ben. Og nej, ligegyldigt hvor kvindelig man bliver af at kunne holde til den slags, så kan det ikke anbefales til andet end en engangsoplevelse. For det første gør det uretfærdigt ondt at rive lunken, klistrende lim af huden – specielt når det foregår mod hårene. For det andet virker det ikke engang upåklageligt og fabelagtigt, som smertefulde skønhedsritualer i reglen bør gøre (med mindre man har lige så meget hår som Jannick – hvilket man ikke har). Jeg har revet adskillige stykker varm tapetklister af mine lægge og de er STADIG fyldt med stikkende stupper. Til gengæld har resten af limen revet bomuldsfnuller af min gamachevrang, så jeg lige pt. render rundt med grå lineallige streger omkring min (kræftbefængte) ankel. Ikke at det er specielt flatterende – og det kan på ingen måde veje op for det smertehelvede, jeg gik igennem for at opnå bløde stænger. Kære Skraber. Det var ikke meningen, at det skulle komme så vidt. Sidespring er noget hø, og jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle være dig utro. For du er funktionel og halvkedelig, dig kan jeg stole på. Man skal værdsætte det man har, og hvis man absolut søger spænding og forandring, kan man altid købe en skum med hyacinter og en body butter med kokos. Utroskab er noget lort. At vokse sine ben er nok det mest harmløse bevis derpå, og kan derfor nok alligevel anbefales for 15-16 årige tøsebørn, der finder det lidt unfair at kvinddomsprøve ikke er et rigtigt ord.
.. husk den noget mere behagelige trunteaktivitet neglelakering som plaster på såret bagefter.
6.9.08
to tyskere, et køleskab
Når man er indehaver af en god mængde erfaring i både mælkeprodukter og lækre snitter, er det en soleklar selvfølge, at man også spiser mælkesnitter. Ikke kun fordi ordet ligger godt i munden,
…hvilket for resten er løgn – efter de har byttet navnet ud fra det dejlige, solbærsaftevandsduftende førstecykeltursminde-fremkaldende navn mælkesnitte som oser af opvækst og sødme til ’Milk Slice’. Hvem i Mogens Glistrups navn har givet producenterne af de kære tyske stykker lammesky lov til at gå international på denne yderst ufede måde? Hvis der er stykker af kulturen, som skal bevares, så er det den barndomsmadpakkeguf, man aldrig fik med, fordi ens forældre synes det var for usundt (som om en enkel snitte om onsdagen gør nogen forskel, når man i forvejen har kronisk fangelegskrudt i rumpetten), og som man derfor nyder i overflod som teenager og opefter, kind of revanche -agtigt.
Heller ikke selvom den er tysk. NEJ! Jeg nægter hårdnakket at kalde det Milk Slice. Basta!
Dejlige Mathilde, som udover at være en herrenice kinky skøge iført præstehotpants og en kæmpe (uønsket) dread i nakken og fetich for fotokunst, deler min mælkesnitte-afhængighed. Da vi her i mandags drog mod Dagli’ Brugsen for at købe ind til eftermiddags-mælkesnitte-orgie, stødte vores øjne på noget fantastisk fancy ved siden af vores kære snitter i køleskabet. Kinder Penguin! Den kaldte på os, og som de spændingselskende trunter vi er, igangsatte vi en epokesættende undersøgelse. For hvad er egentlig bedst, den gode gamle Mælkesnitte (nej, det hedder stadig ikke Milk Slice) eller den nye, folieindsvøbte Kinder Penguin?
Lad os kigge nærmere på vores to kandidater:
Mælkesnitten: Består af cremet mælkemasse tilsat honning omslynget af to skiver halvtørre brun kage. Indeholder ingen E-numre. Indpakningen er simpel, lavet af mat plastik og med fine, klare farver. Står godt til både Batman madkasser, lyserøde gummistøvler og snot på hagen.
Kinder Penguin: En let mælkecreme delt i to af en ultratynd stribe choko, inkluderer også en lille skive af den føromtalte kage. Hele molevitten er overtrukket med et dejligt lag chokolade. Knaser ikke ligefrem højlydt, men giver god fornemmelse af sprødhed. Indeholder ingen E-numre. Emballagen er noget mere cool end Mælkesnitten, shiny og blank i sølv som emmer af disco. Appellerer tydeligt til de lidt ældre – en teenageudgave, som gør det muligt at nyde lidt madpakkeguf uden at føle sig barnlig (GUD NEJ!).
Vi er nu, efter omhyggelige prøvesmagninger og voteringer af adskillige omgange, kommet frem til en endelig konklusion.
Den anerkendte Mianden-statuette går til
(forestil dig nu en ren spændingskurve af en trommehvirvel)
MÆLKESNITTEN!
Vi vil derfor blive ved at spise disse skønne kager, nu aldrig mere i tvivl om, at vi har valgt rigtigt. Og vi vil spise mange. Rigtig mange!
Herre Gud, det er jo bare rugbrød med mælk.
…hvilket for resten er løgn – efter de har byttet navnet ud fra det dejlige, solbærsaftevandsduftende førstecykeltursminde-fremkaldende navn mælkesnitte som oser af opvækst og sødme til ’Milk Slice’. Hvem i Mogens Glistrups navn har givet producenterne af de kære tyske stykker lammesky lov til at gå international på denne yderst ufede måde? Hvis der er stykker af kulturen, som skal bevares, så er det den barndomsmadpakkeguf, man aldrig fik med, fordi ens forældre synes det var for usundt (som om en enkel snitte om onsdagen gør nogen forskel, når man i forvejen har kronisk fangelegskrudt i rumpetten), og som man derfor nyder i overflod som teenager og opefter, kind of revanche -agtigt.
Heller ikke selvom den er tysk. NEJ! Jeg nægter hårdnakket at kalde det Milk Slice. Basta!
Dejlige Mathilde, som udover at være en herrenice kinky skøge iført præstehotpants og en kæmpe (uønsket) dread i nakken og fetich for fotokunst, deler min mælkesnitte-afhængighed. Da vi her i mandags drog mod Dagli’ Brugsen for at købe ind til eftermiddags-mælkesnitte-orgie, stødte vores øjne på noget fantastisk fancy ved siden af vores kære snitter i køleskabet. Kinder Penguin! Den kaldte på os, og som de spændingselskende trunter vi er, igangsatte vi en epokesættende undersøgelse. For hvad er egentlig bedst, den gode gamle Mælkesnitte (nej, det hedder stadig ikke Milk Slice) eller den nye, folieindsvøbte Kinder Penguin?
Lad os kigge nærmere på vores to kandidater:
Mælkesnitten: Består af cremet mælkemasse tilsat honning omslynget af to skiver halvtørre brun kage. Indeholder ingen E-numre. Indpakningen er simpel, lavet af mat plastik og med fine, klare farver. Står godt til både Batman madkasser, lyserøde gummistøvler og snot på hagen.
Kinder Penguin: En let mælkecreme delt i to af en ultratynd stribe choko, inkluderer også en lille skive af den føromtalte kage. Hele molevitten er overtrukket med et dejligt lag chokolade. Knaser ikke ligefrem højlydt, men giver god fornemmelse af sprødhed. Indeholder ingen E-numre. Emballagen er noget mere cool end Mælkesnitten, shiny og blank i sølv som emmer af disco. Appellerer tydeligt til de lidt ældre – en teenageudgave, som gør det muligt at nyde lidt madpakkeguf uden at føle sig barnlig (GUD NEJ!).
Vi er nu, efter omhyggelige prøvesmagninger og voteringer af adskillige omgange, kommet frem til en endelig konklusion.
Den anerkendte Mianden-statuette går til
(forestil dig nu en ren spændingskurve af en trommehvirvel)
MÆLKESNITTEN!
Vi vil derfor blive ved at spise disse skønne kager, nu aldrig mere i tvivl om, at vi har valgt rigtigt. Og vi vil spise mange. Rigtig mange!
Herre Gud, det er jo bare rugbrød med mælk.
5.9.08
en hannah montana plektar
Det eneste der forhindrer mig i at løbe en rask tur langs vandet for at komme af med noget af al den energi, der bobler i min krop lige pt., er den trykkende tunge masse, der åbenbart har tænkt sig at lege steroidejunkie i mit kranie (og så den fact, at det er både mørkt og skummelt udenfor i skrivende stund). Og ja, det lyder meget selvmodsigende, og nej, jeg forstår heller ikke en hujende papand. Jeg er simpelthen så spækket med latteroverskud og lyst til at danse månen helt omkuld, som Dennis & Allan med garanti ville have udtrykt det.
..Og så må jeg nok krybe til gunnar og erkende, at jeg er fuldkommen ude af stilet-træning. Som i: av for dævlan mine ankler er på grænsen til at udvikle spedalskhed. Watch out for eventuel knogleknas ved forkerte trin.
Ret så uprofessionelt af en franskmand at være.
Anyways..
Hvis I tilfældigvis står og mangler et argument for offentlige transportmidler, vil jeg anbefale en tur med Skarø-Drejø færgen. Dennis & Allan er om nogen grund til, at vi allesammen ønsker vækst i kollektiv transport, hvilket vil være soleklart for selv ejeren af fire mercedeser og efter en halv aften i selskab med disse afrokrøllede quizgenier.
Trods en hel dags undrende forventning, virkede lidt for mistænksomt at de føromtalte Dennis & Allan kom for sent grundet kraftigt regnvejr i Østeuropa. Alligevel valgte vi at stole på løftet om en solid omgang underholdning. Det var fuldstændig rigtigt valgt – dog krævede
Da Sirius blev tildelt Frankrig (ikke overraskende, da vi jo alle sammen er yderst glade for baguettes), stod den på en halv times fræsen rundt i høje hæle og madonna-plet. Mens drengene fik overskæg, slikhår og undervisning i femi-håndled og lys stemmeføring, pigerne forvandlet til en flok arrogante pariser-chicks marineret i røde læber og eua de toilette. Det var stil, det var klasse – det var så overlegent, at det var skræmmende.
Ikke at vi var de eneste, der var skræmmende. Samtlige elever på skolen lignede et produkt af generalisering og folkelige fordomme. (Specielt tyskerne – er jeg den eneste, der finder pølser og grimme tennissokker i endnu grimmere sandaler tilsat noget hawaiiskjorte fra polen og et par af de der grimme solbriller, man klipser på, end tand mere tysk end nazisme? Åbenbart. Det er da lidt spøjst at vi bygger vores parodier på noget, der skete langt før vi blev født, i stedet for noget, der sker hver sommer, når motorvejen brækker tyske nummerplader ud på de danske parkeringspladser.) Ville personligt aldrig i mit liv dække alt synligt bar hud i mudder. Nogle burde donere en trøstpræmie til fremragende autentisk udklædning til afrikanerne.
.. jeg tænker rene håndklæder og showergel med citrusduft.
The Afdelingsquiz lagde hårdt ud med sidesporsspørgsmål og (ligegyldig) infojagt. Har aldrig helt forstået, hvordan det kan betale sig så små badeland (som hverken er store nok til at være et land, eller til at kunne huskes på navn) at have en hjemmeside med info om åbningstider. Udbud og efterspørgsel, ikke?
Der blev battlet på det groveste, specielt i ’gæt en lækker mand’ som jeg personligt var svært tilfreds med. Aah. Til næste gang foreslår jeg ’Johnny Depp – gæt en film’. Jeg melder mig frivilligt.
Indtil da vil jeg ofre samtlige nerver i min krop i fællesskabets navn som pommes frites deltager. Har aldrig forstået, hvordan man kan bevare overblik og coolness i det spil. Det er meget muligt, at det udelukkende handler om held og tilfældighed, men jeg har også altid HADET stensakspapir som pesten. Magtesløshed er ikke en rar ting – specielt ikke, når Sirius fører og man sidder med hele husets ære i fingere. Dobbelt op på ikke rart, når man ligger ud med at miste et point.
Men vi vandt. De overlegne franskmænd vandt på deres snitte-paratviden, ’Anri’s’ flødebolleræs (uh, uh)- talent, en imponerende KingSize flåedetomater- løftende overarm og deres umådelige gode karma. En god karma, der kun bliver bedre af en candyflosset Hannah Montana plektar (yæsyæs) og tilhørende dug.
Det eneste skuffende ved sejrsrusen var de manglende franske kartofler.
Jeg er dog ikke i tvivl. Når jeg næste gang skal med bussen, hyrer jeg Dennis & Allan som min egen, personlige underholdsningsduo. Yay!
Malou
(nu den lykkelige indehaver af et par Hannah Montana 3D-briller)
..Og så må jeg nok krybe til gunnar og erkende, at jeg er fuldkommen ude af stilet-træning. Som i: av for dævlan mine ankler er på grænsen til at udvikle spedalskhed. Watch out for eventuel knogleknas ved forkerte trin.
Ret så uprofessionelt af en franskmand at være.
Anyways..
Hvis I tilfældigvis står og mangler et argument for offentlige transportmidler, vil jeg anbefale en tur med Skarø-Drejø færgen. Dennis & Allan er om nogen grund til, at vi allesammen ønsker vækst i kollektiv transport, hvilket vil være soleklart for selv ejeren af fire mercedeser og efter en halv aften i selskab med disse afrokrøllede quizgenier.
Trods en hel dags undrende forventning, virkede lidt for mistænksomt at de føromtalte Dennis & Allan kom for sent grundet kraftigt regnvejr i Østeuropa. Alligevel valgte vi at stole på løftet om en solid omgang underholdning. Det var fuldstændig rigtigt valgt – dog krævede
Da Sirius blev tildelt Frankrig (ikke overraskende, da vi jo alle sammen er yderst glade for baguettes), stod den på en halv times fræsen rundt i høje hæle og madonna-plet. Mens drengene fik overskæg, slikhår og undervisning i femi-håndled og lys stemmeføring, pigerne forvandlet til en flok arrogante pariser-chicks marineret i røde læber og eua de toilette. Det var stil, det var klasse – det var så overlegent, at det var skræmmende.
Ikke at vi var de eneste, der var skræmmende. Samtlige elever på skolen lignede et produkt af generalisering og folkelige fordomme. (Specielt tyskerne – er jeg den eneste, der finder pølser og grimme tennissokker i endnu grimmere sandaler tilsat noget hawaiiskjorte fra polen og et par af de der grimme solbriller, man klipser på, end tand mere tysk end nazisme? Åbenbart. Det er da lidt spøjst at vi bygger vores parodier på noget, der skete langt før vi blev født, i stedet for noget, der sker hver sommer, når motorvejen brækker tyske nummerplader ud på de danske parkeringspladser.) Ville personligt aldrig i mit liv dække alt synligt bar hud i mudder. Nogle burde donere en trøstpræmie til fremragende autentisk udklædning til afrikanerne.
.. jeg tænker rene håndklæder og showergel med citrusduft.
The Afdelingsquiz lagde hårdt ud med sidesporsspørgsmål og (ligegyldig) infojagt. Har aldrig helt forstået, hvordan det kan betale sig så små badeland (som hverken er store nok til at være et land, eller til at kunne huskes på navn) at have en hjemmeside med info om åbningstider. Udbud og efterspørgsel, ikke?
Der blev battlet på det groveste, specielt i ’gæt en lækker mand’ som jeg personligt var svært tilfreds med. Aah. Til næste gang foreslår jeg ’Johnny Depp – gæt en film’. Jeg melder mig frivilligt.
Indtil da vil jeg ofre samtlige nerver i min krop i fællesskabets navn som pommes frites deltager. Har aldrig forstået, hvordan man kan bevare overblik og coolness i det spil. Det er meget muligt, at det udelukkende handler om held og tilfældighed, men jeg har også altid HADET stensakspapir som pesten. Magtesløshed er ikke en rar ting – specielt ikke, når Sirius fører og man sidder med hele husets ære i fingere. Dobbelt op på ikke rart, når man ligger ud med at miste et point.
Men vi vandt. De overlegne franskmænd vandt på deres snitte-paratviden, ’Anri’s’ flødebolleræs (uh, uh)- talent, en imponerende KingSize flåedetomater- løftende overarm og deres umådelige gode karma. En god karma, der kun bliver bedre af en candyflosset Hannah Montana plektar (yæsyæs) og tilhørende dug.
Det eneste skuffende ved sejrsrusen var de manglende franske kartofler.
Jeg er dog ikke i tvivl. Når jeg næste gang skal med bussen, hyrer jeg Dennis & Allan som min egen, personlige underholdsningsduo. Yay!
Malou
(nu den lykkelige indehaver af et par Hannah Montana 3D-briller)
4.9.08
.. hvad var det du sagde? (noget med bagværksingredienser og milkshakes)
*Dette er, af hensynsmæssige årsager, den censurerede udgave af det oprindelige indlæg*
(og ja. Det er bestemt nødvendigt)
Hvis du tager noget syntetisk glukosepulver med tilsat bananduft med dertilhørende kulør og blander det med skummetmælk fra .. øv, ARLA! Så får du: Darh,darh! Et styks endnu mere vammel og syntetisk wannabe-banan – væske i ufattelig ringe milkshakeforklædning. Gør du det samme, bare med jordbær, får du end næsten endnu mere ækel substans, der på absolut ingen måde kan anbefales at sippe til. Den eneste forskel er den smag, som egentlig smager ens, fordi den bare er helt smagsløst skrækkelig, og så farven. Hvis du så er rigtig kreativ, putter du noget mere pulver i, og vupti! Så har du jordbærdrik med klumper (jordbærstykker, you know) og autentisk tyggegummismag. (dette kan måske synes meget praktisk, hvis man som 154årig sidder helt mutters alene i en etværelses med gulnede gardiner, døde potteplanter og et ødelagt gebis, og ens højeste ønske er at være ung igen. Men nej, dette kan på absolut ingen tænkelig måde anbefales – heller ikke som alternativt hubbabubba ungdommenharingenalder eksperiment for folk uden tænder. Nej!)
Vidste du for resten, at overdreven (..) brug af blå birkes kan medføre blindtarmsbetændelse?
(bare rolig, det giver ikke dummeslag at melde pas på denne. Kun hvis man hedder Mathilde Dahl)
- Malou
(og ja. Det er bestemt nødvendigt)
Hvis du tager noget syntetisk glukosepulver med tilsat bananduft med dertilhørende kulør og blander det med skummetmælk fra .. øv, ARLA! Så får du: Darh,darh! Et styks endnu mere vammel og syntetisk wannabe-banan – væske i ufattelig ringe milkshakeforklædning. Gør du det samme, bare med jordbær, får du end næsten endnu mere ækel substans, der på absolut ingen måde kan anbefales at sippe til. Den eneste forskel er den smag, som egentlig smager ens, fordi den bare er helt smagsløst skrækkelig, og så farven. Hvis du så er rigtig kreativ, putter du noget mere pulver i, og vupti! Så har du jordbærdrik med klumper (jordbærstykker, you know) og autentisk tyggegummismag. (dette kan måske synes meget praktisk, hvis man som 154årig sidder helt mutters alene i en etværelses med gulnede gardiner, døde potteplanter og et ødelagt gebis, og ens højeste ønske er at være ung igen. Men nej, dette kan på absolut ingen tænkelig måde anbefales – heller ikke som alternativt hubbabubba ungdommenharingenalder eksperiment for folk uden tænder. Nej!)
Vidste du for resten, at overdreven (..) brug af blå birkes kan medføre blindtarmsbetændelse?
(bare rolig, det giver ikke dummeslag at melde pas på denne. Kun hvis man hedder Mathilde Dahl)
- Malou
3.9.08
igen og igen OG!
and now!
Den prisvindende, snart verdenskendte (i hvert fald på Fyn) weekendsang, skrevet med en varme, som kun er til at finde på Sensationelle Sirius.
enjoy
..til dem, der ikke kan fornemme det på teksten (ahøm): Pokemon is the keyword.
Nu sidder vi i hullet igen
Gunnar han har kaldt
Ugen den er gået stærkt
Og dagene er talt
Selvom rengøring den er trist
Så har vi det jo fedt
Rantzausminde folk har gnist
Som stråler over aaaalt!
Vi vil hjem – men vi kommer igen
For vi skal lige sove læng’
Åh, vi følges ad
Skal hjem til moars mad
Vi vil hjem! Men vi kommer igen
Når vi har festet helt igenm’
I sidste ende er det her
Vi helst vil være
Vi vil hjem! Men vi kommer igen
Vi vil hjem!
.. autografer fås ved tilsending af frankeret svarkuvert, eller ved at besøge os in real life (OMG - det inkluderer endda gratis kram!) Tag gerne et stort stykke papir med: Vi er 16 mennesker
^this is nice - very nice
(et lille tip: et enkelt klik, og du kan rent faktisk se, hvad der er på billedet)
Den prisvindende, snart verdenskendte (i hvert fald på Fyn) weekendsang, skrevet med en varme, som kun er til at finde på Sensationelle Sirius.
enjoy
..til dem, der ikke kan fornemme det på teksten (ahøm): Pokemon is the keyword.
Nu sidder vi i hullet igen
Gunnar han har kaldt
Ugen den er gået stærkt
Og dagene er talt
Selvom rengøring den er trist
Så har vi det jo fedt
Rantzausminde folk har gnist
Som stråler over aaaalt!
Vi vil hjem – men vi kommer igen
For vi skal lige sove læng’
Åh, vi følges ad
Skal hjem til moars mad
Vi vil hjem! Men vi kommer igen
Når vi har festet helt igenm’
I sidste ende er det her
Vi helst vil være
Vi vil hjem! Men vi kommer igen
Vi vil hjem!
.. autografer fås ved tilsending af frankeret svarkuvert, eller ved at besøge os in real life (OMG - det inkluderer endda gratis kram!) Tag gerne et stort stykke papir med: Vi er 16 mennesker
^this is nice - very nice
(et lille tip: et enkelt klik, og du kan rent faktisk se, hvad der er på billedet)
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
