6.9.08

to tyskere, et køleskab

Når man er indehaver af en god mængde erfaring i både mælkeprodukter og lækre snitter, er det en soleklar selvfølge, at man også spiser mælkesnitter. Ikke kun fordi ordet ligger godt i munden,

…hvilket for resten er løgn – efter de har byttet navnet ud fra det dejlige, solbærsaftevandsduftende førstecykeltursminde-fremkaldende navn mælkesnitte som oser af opvækst og sødme til ’Milk Slice’. Hvem i Mogens Glistrups navn har givet producenterne af de kære tyske stykker lammesky lov til at gå international på denne yderst ufede måde? Hvis der er stykker af kulturen, som skal bevares, så er det den barndomsmadpakkeguf, man aldrig fik med, fordi ens forældre synes det var for usundt (som om en enkel snitte om onsdagen gør nogen forskel, når man i forvejen har kronisk fangelegskrudt i rumpetten), og som man derfor nyder i overflod som teenager og opefter, kind of revanche -agtigt.
Heller ikke selvom den er tysk. NEJ! Jeg nægter hårdnakket at kalde det Milk Slice. Basta!

Dejlige Mathilde, som udover at være en herrenice kinky skøge iført præstehotpants og en kæmpe (uønsket) dread i nakken og fetich for fotokunst, deler min mælkesnitte-afhængighed. Da vi her i mandags drog mod Dagli’ Brugsen for at købe ind til eftermiddags-mælkesnitte-orgie, stødte vores øjne på noget fantastisk fancy ved siden af vores kære snitter i køleskabet. Kinder Penguin! Den kaldte på os, og som de spændingselskende trunter vi er, igangsatte vi en epokesættende undersøgelse. For hvad er egentlig bedst, den gode gamle Mælkesnitte (nej, det hedder stadig ikke Milk Slice) eller den nye, folieindsvøbte Kinder Penguin?

Lad os kigge nærmere på vores to kandidater:

Mælkesnitten: Består af cremet mælkemasse tilsat honning omslynget af to skiver halvtørre brun kage. Indeholder ingen E-numre. Indpakningen er simpel, lavet af mat plastik og med fine, klare farver. Står godt til både Batman madkasser, lyserøde gummistøvler og snot på hagen.

Kinder Penguin: En let mælkecreme delt i to af en ultratynd stribe choko, inkluderer også en lille skive af den føromtalte kage. Hele molevitten er overtrukket med et dejligt lag chokolade. Knaser ikke ligefrem højlydt, men giver god fornemmelse af sprødhed. Indeholder ingen E-numre. Emballagen er noget mere cool end Mælkesnitten, shiny og blank i sølv som emmer af disco. Appellerer tydeligt til de lidt ældre – en teenageudgave, som gør det muligt at nyde lidt madpakkeguf uden at føle sig barnlig (GUD NEJ!).



Vi er nu, efter omhyggelige prøvesmagninger og voteringer af adskillige omgange, kommet frem til en endelig konklusion.
Den anerkendte Mianden-statuette går til
(forestil dig nu en ren spændingskurve af en trommehvirvel)
MÆLKESNITTEN!
Vi vil derfor blive ved at spise disse skønne kager, nu aldrig mere i tvivl om, at vi har valgt rigtigt. Og vi vil spise mange. Rigtig mange!

Herre Gud, det er jo bare rugbrød med mælk.

Ingen kommentarer: