NEJ! (et frustreret nødråb)

Åh gud. Der er megasize billede af en piercet, silikoneimplantatudstoppet penis klistret fast til min harddisk med superlim. Jeg kan ikke få det af! ARH! Jeg kan ikke, lige gyldigt hvor meget jeg prøver, få den perverse screensaver af et stykke rynket,slaskekød dekoreret med diverse dutter, dimser og metalsmykker til at SKRIDE UD AF MIN COMPUTER!

Fuck dig Laura. Dit gustne pigebarn. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at billeddokumentere det.

.. nej, sagde jeg.

Okaj, jeg kan godt fornemme, at dette kræver en form for forklaring:
Efter de sidste timer, der blandt andet inkluderede en gennemgangen af forskellen på utroskabsunderlægninsmusik og voldtægtsstemningsskaber, endte vi, som før sagt, på Cassiopeia 2. Vi brugte så en times tid på at blive skæve af neglelak og uforklarlige latterudbrud, fik vi pludselig kastet en invitation til hardcore basket ind gennem vinduet. Didn’t work out, nylakerede negle og bolde er en bad kombi og basket har aldrig været andet end en undskyldning for at skubbe hårdt til hinanden (i hvert fald er det en tand for voldeligt for føromtalte fine fingerspidser). Derfor endte vi igen på Cass. 2, denne gang i et antal, der knapt nok var plads til. Der var bogstaveligt talt piger i dynger. Og det er så her, at der begynder at ske skumle ting og sager (gnæk gnæk).
Vi starter på Arto (yæs). Finder dreng, der virkelig ligner en pige. (og her taler vi ikke lightudgaven, som provinsbyernes halvgamle mænd praktiserer ved at iklæde sig plisserede, ankellange nederdele og pudderfarvede jakker tilsat skæv læbestift og plastikagtig paryk: vi taler virkelig hardcore pigelookalikes, hvor man seriøst tænker: er h*n bøsse eller hedder det lesbisk?)
Finder derefter pige, der virkelig er sin vægt værd i metal. Hvem fanden finder på at pierce sin tunge i et helt mønster af ringe? Hvordan vil bære sig ad med at spise noget overhovedet, når hun engang bliver træt af dem og tager dem ud? (Fremtidssikring for filan!)
Og tolerante som vi jo er, grinte vi næsten ikke. Sørgeligt – vi er i sandhed syndere.
Aber! Dette kropsudsmykningsorgie førte os videre til Copenhagen Body Extreme’s piercingsgalleri. Denne gang på min computer – på Lauras skød. Lumre Laura, som efter et par hihi, han har hul i underlæben, fandt INTIM udgaven af det ellers relativt harmløse galleri.

Well, det er så her, at det bliver rigtig vammelt. Virkelig vammelt. Sarte sjæle trykker på det lille røde kryds i hjørnet nu (og det var en ordre, ønsker ikke at ende med at blive sagsøgt).

… nej, jeg kan ikke. Min indre kammertone hyler mig ind i øret og kræver censurering.
Jeg har stemt om det. Flertal til ’absolutingendetaljerogvidereiprogrammet’.

Det mest skræmmende ved hele var nemlig ikke billeder (hvilket i sig selv tydeligt forklarer uhyggeniveauet). Mens hele Rantzausminde gav genlyd af vores skræmte AAAAAAADDD’er.
Dette er, i hvert fald hvis du spørger mig, den mest naturlige (og betryggende) reaktion på den slags frygtindjagende billeder. Kun ét menneske sad med et gustent smil under hele seancen og grinende olmt. Laura Jo, den udadtil så pæne, negleplejende kvinde, kunne rent faktisk LIDE det!
Jeg undres stadig.

.. for lige at vende tilbage til pointen: Laura, som altså som den eneste nød disse specielle billeder af spøjse kropsudsmykninger, sad ved MIN computer. I sig selv ikke særlig behagelig situation for min elskede macbook, men rimelig harmløst indtil, og med tryk på indtil: Laura sætter det frygteligste, klammeste, perverse billede ind som baggrund på mit skrivebord.

Nu vil selv den største it-tumpe jo hånligt tænke ”blonde fjols – det kan hun jo bare fjerne igen”.
Jahaha! Det kan jeg! Hvad jeg derimod ikke kan, er at slette det fra arkivet over ’gamle skrivebordsbaggrunde’. Jeg er derfor nu for evigt (eller i hvert fald indtil næste sommer) hjemsøgt af skrækindjagende foto af maltrakteret penis.

Jeg gentager: Fuck dig Laura. Dette betyder hævn.
.. og den bliver ikke sød. I hvert fald ikke for dig. Hmpf!

NEJ!

(misforstå mig nu ikke. Laura er rigtig dejlig)