intelligens i held

Derfor er Yatzy hylende morsomt, selv når man taber stort og ikke engang fik sin bonus (satans til fem’ere)
"Jeg ville ønske jeg havde intelligens i held"
Laura Jo Madsen – dine ’ups’ sætninger, hvor hjernen ikke lige når at tænke ordstillingen igennem i farten, er simpelthen indbegrebet af god humor! (ligesom det skal fastslås, at min ”ræk mig lige sukkeret – hvor er du sød” burde have en ærespris for sjovhed).

Tiden går foruroligende stærkt. Dagene styrter af sted i så højt et tempo, at selv den mest morgenstressede businessmand på vej til mandagsmøde ligner en, der daser. Det ene øjeblik er klokken alt for mange om natten, man sætter sit sidste punktum i bloggen eller trykker ”quit” i PhotoShop, mens man gabende fortryder, at man ikke gik i seng for en time siden. Det næste øjeblik er det morgen, og man gnider, igen gabende, søvnen ud af øjnene, mens man giver sig selv en imaginær lussing og lover sig selv, at gå to timer tidligere i seng den kommende aften. Så går dagen, og om aftenen når IChat bipper og nye, frygtindgydende fotos (GUSTAV!) viser sig på Facebook, tager det ene kvarter simpelthen bare det andet, og inden længe finder man sig selv siddende med røde øjne og tænke ”jeg klarer den jo nok, det gik jo fint i dag”. Når vækkeuret ringer lidt for få timer senere, er man næsten parat til at slå sig selv til plukfisk og skrige ”gå tidligt i seeeeng” til ens trommehinder vibrerer faretruende.
Dagene flyder ind og ud af hinanden, og pludselig opdager man, at man ikke har snakket med mor og far i to uger, og at man selvom det føles som om vi har været her i tre gange så lang tid, som kalenderen fortæller os, så overrasker det alligevel, at det allerede er torsdag.

Desuden er jeg ramt af den efterhånden efterskolonale snotepidemi – da jeg vågnede i morges (og ja, jeg vågnede – trods søvnmangel og tunge øjenlåg, vågner jeg altid et minut før min alarm afspiller temamelodien til Pirates Of The Caribbean, hvilket også forklarer hvorfor jeg stadig ikke er træt af den efter to år) var jeg ude af stand til at trække vejret gennem næsen, der var så stoppet til randen med slim, at et diskret forsøg på at pudse næse udløste autentiske søløve-brøl. Smertedryppende brøl. Enhver brug af stemmebåndet var afhængig af min hals, og min hals var i relativt bogstavelig forstand beklædt med sandpapir korn meget, meget ru.
Som det stædige fjols, jeg nu og engang er, nægter jeg selvfølgelig at lægge mig syg. Jeg kan sove, hoste og nyse, når jeg bliver gammel!