håndbagageanekdote

Burde undersøge mulighederne for at anskaffe en gratis advokat.
Føler mig diskrimineret. Føler mig krænket. Dybt krænket.

Så står man der i Kastrup Lufthavn. Klokken er endnu for lidt til, at andre end pensionister og attachemappe-dyr har overskud til at flyve. Nåja, og så os. Det er nemmerlig både billigt og praktisk. Det kan vi lide! (også selvom det er noget af en udfordring at skulle op klokken 3. Ja, om natten. Var der nogen der sagde optimistisk?). Anyveje. Det bliver, efter en mindre kø bestående af et underfundigt mix af hawaiiskjorter, jakkesæt og tennissokkerieccosandaler, min tur til at smide smykkerne og gå igennem bombedetektoren. Kontroldørkammen, som i øvrigt bliver betjent af middelaldrende, ølvomsbærende mand med adskillige lag hud under øjnene, som sandsynligvis var en jævn blanding af søvnunderskud og rynker. Vil skyde ham til at være en god hyggeonkel/farsbedstekræmmermarkedsbuddy. Lignede desuden én, der havde sovet mindre end jeg havde – og jeg havde sovet fem timer. Dovnede den ret grumt, havde kastet maksimum fire blikke på de foregående tyve mennesker. Til sammen. Indtil det blev min tur.

Og det er så her, at jeg (åbenbart) bliver ramt af et nanosekunds ørebedøvelse. Det kan ikke have været anderledes: jeg hørte med et hundrede og en halv procents sikkerhed ikke nogen biplyd. Keine. Non. Klokkeklar, utvivlsom stilhed. Ingen alarm, ingen sirene, ingen brandalarmslignende lygte i hylende operaleje. Simpelthen zero.
(udover de normale lufthavslyde som rulletrapper, kufferthjul og parfumeflaskesprøjt.. hvilket egentlig er ret irrelevant. Fy Malou, fy).
Og alligevel. Alligevel kaster hr. håndbagagekontrollør der hersens eftertænksomme (!) blik på mig, hvorefter dette farer igennem hans hjerne: ”Hun ligner fanma en terrorist. Lur mig, om hun ikke har en bombe i kjolen og en fjernbetjening riet fast på venstre inderlår”. Og en sådan (ganske forståelig) mistanke skal selvfølgelig tages alvorligt – man må følge sin intuition. Altid. Det er regel nummer 0,1.
Så op på skamlen med dig, kære potentielle eksplosionsaktivist. Proceduren for sådan nogle slamberter som dig er såre simpel: Hvis ikke maskinen kan, så kan mine hænder (for de er nemlig über highteck og i stand til at mærke krudt selv under huden). Det er ikke fordi jeg har lyst – det er blot en del af jobbet.
Jamen godmorgen til dig også, kære objektive sikkerhedsvagt.
Om jeg har noget imod at du rager mig på røven? Ih nej, man må jo tage sine forholdsregler. Jeg lægger skam til hver en tid korpus til vores fælles tryghedsgaranti. Klart.

.. ser det som en personlig pligt at undersøge reglerne for kontrolgramsning. Selvom jeg mest af alt finder det sørgeligt (og lidt morsomt), så er der alligevel en lille, vred pige med røde øjne og uglet hår, som sidder inde i min mave og vil UD!

Malou