demokrati på slankekur

Jeg har lige opdaget, at det er et godt stykke tid siden, jeg sidst har skrevet.
Og det er ikke kun fordi, at jeg er ved streng mormorugeopvarmning i form af strikning (mine forhåbninger om halstørklædets længde er skrumpet en del, og det skal nu kun nå fra Sirius 1 til Sirius 3). Det har heller ikke så meget at gøre med den køkkentjans, der den seneste uge grådigt har fortæret halvfems procent af mit daglige energilager før klokken har slået frugttid.

Nogle gange sker det bare noget, der er svært at skrive om. Et udmærket eksempel er dette:
Når fem mennesker bliver smidt hjem.

Specielt når man krydrer hele oplevelsen med køkkentjans (læs: total afskærmning fra det normale efterskolemiljø og absolut keine info overhovedet) og en pjækkende ekstragunnar, som åbenbart blev alvorligt syg og måtte blive hjemme. Som ekstra krymmel på toppen, gik bussen i de minutter, Mathilde og jeg var til kunstanalysering hos gamle Jakob, som viste os det mest fantastiske billede om, hvordan man hånd i hånd skal følges ad op mod det fuldkomne, ægte fællesskab. For helgulan, hvor har jeg bare lyst til at sparke ironien hårdt i hovedet nogle gange.
Så kunne man sidde der med sin frokost, stikke til sin æggekage med gaflen og stirre forstenet ud i luften, mens man overvejede, hvornår det var okay at græde, hvornår det ville være okay at ringe på ekstra gunnar og gruppeskrige og hvor fanden man skulle få overskud til opvasken fra.

Og jeg har ikke rigtig lyst til fortælle, hvad der egentlig skete. Det ville også komme til at fremstå en kende komisk i en blog, og det synes jeg er respektløst overfor de involverede sådan som situationen er lige pt - og ærligt talt: de har, efter min mening, alle sammen været behandlet unfair de sidste par dage.
Der var ikke nogen, der røg hash. Der var ikke nogen, der drak øl. Der var ikke nogen, der stjal naboens Bjørn Borg underbukser.
Og I skal nok få hele historien når de kommer tilbage - for det gør de!
Kort fortalt var det en intern joke, der endte alt for dumt og alt for grænseoverskridende. Og ja det var meget forkert og skal bestemt koste et rap over fingrene - men nej, det skal virkelig ikke være udsmidningsgrund, og i øvrigt burde lærerne på en demokratisk efterskole lære at kommunikere lidt bedre med eleverne. Det dér ".. og nåja, før vi spiser: vi har lige smidt fem mennesker hjem, måske kommer de ikke tilbage, hvem ved? velbekomme". Det er eddername en fej måde at undgå eleverne på. Når man sender folk hjem, så kalder man til ekstra gunnar, og så har man værsgo at sidde pænt og lytte til vrede, protest og frustration. Hvis I virkelig ønsker et antiautoritært tillidsfuldt forhold lærer og elever imellem, så kræver det gensidig respekt. Jeg har ikke lyst til at være sur på 'de uretfærdige lærere'. Og jeg kan et eller andet sted også godt forstå de beslutninger, der er blevet træffet, omend jeg syntes de er forkerte. Jeg har bare svært ved at acceptere fremgangsmåden, når den udelukker mig og min ret til at blande mig. Det er alt andet end demokratisk og det hører på ingen måde hjemme.

"Lav en god skole", sagde gamle Jakob.
"Tit er det jer, der er de kloge. I skal bare tænke jer om. I ved alt, hvad der er brug for at vide. I ved det bare ikke endnu".