three is the magic number

Det er i dag den første oktober år totusindeogotte. Lyder umiddelbart som en ganske ordinær efterårsdag med bidende kulde, grumset himmel og kø ved den varme kakao. Det er det ikke.
Det er i dag den allerførste dag uden femogtyveøren.

Rent praktisk set er det jo en god ting – man kan ikke engang få en vingummibamse for det beløb mere, ligesom de der syntetiske lyserøde tyggegummier med grimme poppigeband-tatoos også koster 50 øre. Det eneste sted, det stadig regner femogtyvefætteren for noget særligt, er hos H&M, hvor de altid har gjort en dyd i at fylde mit møntrum med det kobbermønter, hvis eneste funktion er den splitsekund korte lykkefølelse af ”Aah, jeg har da mange penge” i forbindelse med vejning af pung. En uendelige kortlivet følelse, der forsvinder så snart man åbner møntrummet og kun kan få øje på de uduelige små femogtyveører, som ikke kan bruges til andet end lidt tam underholdning i form af buschauffør-legen, der gælder om at samle så mange små mønter som overhovedet muligt, for at betale sin busbillet i kobbermønter og hvine af fryd, når chaufføren enten forviser én fra bussen, sukkende begynder at tælle eller kigger bebrejdende på én og opgiver at tjekke, hvor meget man har givet ham. Fryden forsvinder så lidt, hvis han vælger løsning ét, og man derefter er tvunget til at vente en halv time plus forsinkelse på den næste bus i bidende kulde og bare fingre. Og selvom det altid foregik i selskab med samme veninde, så kan tænderklaprende temperaturer hurtigt slå samtalen ihjel, og så er en halv time lang tid. Så vi valgte selvfølgelig at skifte vores kobberbjerg ud med en tyvekrone (og så er det ikke sjovt mere).

Nu vi taler om tal. Har du nogensinde hørt om Trylle 3eren? Ikke? Jamen, så har du et utroligt eventyr i vente. Læn dig godt tilbage og nyd denne magiske fortælling..

Der var engang en pige. Hun hed Mathilde. Det er der jo i grunden mange piger der gør, men denne Mathilde hed også Dahl, og så havde hun store, blå øjne og et yderst standhaftigt sind. Så er der lige pludselig ikke så mange Mathilder tilbage - det kan endda være, at du allerede kan kende hende.
Lige fra Mathilde var helt lille, begyndte hun at holde af at få sin vilje, ligesom spil som Yatzi og Hvemerhvem helst skulle ende med hende som vinder. En søndag, hvor solen var gul og kjolen var nystrøget, tog Mathilde med sine forældre på kaffekage besøg hos bedsteforældrene. Efter 3 glas rød saftevand og fundet af hele syv firkløvere, besluttede Mathilde sig for, at hun ville være med til at lege med de voksne. De spillede kort og det så mægtig skæg ud! Mathildes mor ville ikke fortælle hende, hvad spillet hed, og Mathilde syntes derfor kun endnu mere om at lære reglerne og forsøge at vinde over sin bedsteforældre. Men lige gyldigt hvor mange gange hun prøvede, kunne hun ikke finde ud af at vinde, og det endte med, at hun flæbende forlod bordet og trampede hårdt på en småkage i ren frustration. Mathildes mor så bekymret på sin datter, og efter lidt hvisken og tisken med de andre voksne, kaldte hun blidt på hende. Mathilde spillede lidt kostbar i starten, ville ikke rigtig lytte. Men hendes mor fortalte hende om en regel, hun havde glemt at nævne, og som nok var grunden til, at Mathilde havde tabt. Det var Trylle 3’eren, som ved en lille, magisk formular kunne forvandle sig til hvilket som helst kort, man ønskede. Med det samme blev et lys i Mathildes blå øjne tændt, hun klappede begejstret i sine bitte små hænder og sprang op på stolen igen. De spillede igen, og med Trylle 3’erne på hånden vandt Mathilde triumferende slag efter slag.
Sådan har det så været lige siden. Hver eneste gang, Mathilde spiller det spil, hendes mor ikke ville fortælle hvad hed, tager hun den magiske Trylle 3er i brug. Og selvom hun ikke vinder hver gang, er hun stadig fast besluttet på, at 3eren kan trylle.

Vil slutte af med en klage. Det kan på absolut ingen tænkelig måde være rigtigt, at jeg skal jagtes af hosteanfald og konstant kilden i spiserøret. Kære hals, det eneste, jeg nogensinde har gjort dig, er at skolde dig lidt med kogende te (og der var i virkeligheden slet ikke så meget af det, der nåede helt derned) og guide diverse ærter og riskorn i den forkerte retning. Og UNDSKYLD, det er jeg da ked af, men vil du please lade være med at bære så meget nag? Jeg kan ikke overskue den konstante selvmordtrussel du kører på mig i øjeblikket. ”Nanananaaa, nu vender jeg vrangen ud på mig selv, og der er ikke noget du kan gøre ved det!” Nej du gør famne ej, du bliver på din plads og tier stille.