fucking fremtid

Kender i det der med, at fremtiden virker så uhåndgribeligt forvirrende, at man vælger at lade som om, den aldrig bliver en realitet? Kender I så det der med, at den lige pludselig bare ER der, med S.U i morgen klokken 18.00? Tanken om, at det forkerte år i værste fald kan ende med tre års kontant afstraffelse i form af hovedpine, svedeture og kronisk søvnunderskud giver mig allerede nu en forsmag på den stress, der nok også vil ramme mig med jævne mellemrum i fremtiden.
Uddannelsesvalg. Det lyder nemmere end det i er, specielt når man tager i betragtning, at jeg i løbet af sytten års liv kun har taget TO uddannelsesvalg – valg af efterskole, genvalg af efterskole (egentlig tæller det nok kun som halvandet). Blæst op som værende et kryds, der kan påvirke resten af mit liv, og som jeg derfor ikke skal sløse til noget abstrakt fuldtidsfilosofgøgl med mit wordprogram. Det skal da ikke være en hemmelighed, at anskaffelsen af tres kilo nescafe, et tomt kælderværelse og en tung hængelås ville udgøre perfekt beskæftigelse for undertegnede de næste.. mange år. Men sådan skal det ikke være. Jeg har en fremtid, og selvom det dejligste ved fremtiden er dens mystik, så skal den planlægges, tilrettelægges og være FORNUFTIG!! Hvis du spørger mig, har fornuft nu altid været en smule opblæst (det mener jeg selvfølgelig ikke… så bogstaveligt)

København rummer så freaking mange valgmuligheder, at jeg efter de sidste ugers grublen virkelig har fået fornyet respekt for de studievejledere, der er nødsaget til at kunne finde rundt i dem alle sammen. Jeg er berygtet for at være en af de knapt så sløve, og jeg bliver forvirret ved kun at koncentrere mig om stx-uddannelser. Og ikke kun standard forvirring, som når man bliver forvirret over, hvorfor man lige pludselig befinder sig på cassiopeia, når man var på vej til atlas, eller når man på ingen måde kan huske, hvorfor man tog to forskellige sokker på. Vi taler om den rigtig hardcore forvirring, den slags forvirring der medfører nedbidte negle og tidligt hårtab. Den samme slags forvirring, som når man ens S-tog smutter lige foran ens i forvejen forsinkede stiletter – når man i et panisk øjeblik glemmer, at der er noget der hedder informationsskranker og i stedet vrider om mens man skriger af afmagt over ikke at kunne huske, om det var Klampenborg eller det der andet med K, og i øvrigt ikke kan forstå, hvorfor Trekroner station ikke er på det ellers udmærkede kort.

Der er her tale om en hændelse, der dannede grundlaget for mine yderst ømme elevfestfødder. Det vil aldrig gentage sig, da jeg har lovet mig selv ALTID at gå den søde dame i informationsboxen inden jeg går i panik. Min logiske sans siger mig derfor, at det smarteste at gøre i mit uddannelsesdilemma er.. nøjagtigt det samme!
Med hjælp fra hjælpsomme Søren har jeg dermed officielt valgt en uddannelse.

Jeg har en fremtid.