er stilhed et mineral?

Hvor er her tomt.

Kunne ikke sove i nat. Fase ”at vænne sig til at dele soveværelse med andre” er for længst erstattet med ”svær vejrtrækningsafhængig”. Og her taler vi ikke min egen vejrtrækning (som nu stadig er ret så nødvendig), men andres rolige, rytmiske åndedrag. Jeg kan ganske enkelt ikke falde i søvn alene. Bliver panisk og febrilsk af så rungende en stilhed. Kan slet ikke have det – blandt andet fordi mit hoved begynder at afspille en masse (well, masse er måske så meget sagt, da jeg ikke ligefrem har nerver til at se den slags så tit) gyserklimaks, hvor jeg bliver dræbt af skiftevis øksebærende mænd iklædt regnjakker og sorte kapper og slimede gollumlignende væsener med knoglede fingre og røde øjne. Det er ikke rart. Når jeg endelig får nok og erkender, at jeg er lidt mørkeræd når jeg er alene, og derfor tænder lyset, ender jeg med at ligge anstrengt i en fosterstilling, der får den almene fosterstilling til at ligne en morgengymnastikøvelse i at strække kroppen til den er tæt på at gå i flække.
Der kan nemlig komme ikke-venligt sindede genfærd ud af spejle. Grr.
(ja, jeg er en tøs. Og ja, jeg er paranoid)

Måtte derfor tage medicinske (musikalske) hjælpemidler i brug. Mark Knopfler er indbegrebet af afslapning (og nej, ikke søvndyssende), og derfor også min foretrukne sovepille, når jeg mangler roomies. Det virker.

Men her er stadig tomt.
Set udefra lyder jeg sikkert ufattelig latterlig, at have knyttet så stærke bånd til en flok mennesker, man ikke engang har kendt i fire uger. ”Hvor er hun åndssvag, det kan jo ikke lade sig gøre.” Got ya, gu’ kan det så! I høj grad. Jeg når knapt nok at smide min taske fra mig, før jeg er tæt på at bide mine fingre af i desperation og afsavn. Synes nu officielt at forlængede weekender er noget opblæst pis. Giv dem til gymnasieeleverne for hulan. Jeg gider ikke have dem. Øv!
Jeg savner larmen – jeg savner grinende stemmer der forgæves forsøger at overdøve hinanden i en hardcore konkurrence om det sjoveste grin (der er i øvrigt en hel del imponerende kandidater). Jeg savner meningsløs sniksnak. Jeg savner intern humor – også den dårlige (hosthost). Det virker lidt som om, at blå birkes og kommen ikke er nær så sjovt i Ullerslev, ligesom bemærkninger om præstehotpants og herrenice kinky skøger næppe falder i god jord ved spisebordet.
Hvorfor er savn så altoverskyggende en følelse, og hvorfor skal den absolut indtræde efter så kort tid væk fra rantzausminde og dermed forlænge sin levetid betragteligt? Det er uretfærdig og det er ubehøvlet og jeg gider ikke være med til det. Basta!

Malou

(og til dem, der efter dette indlæg nu får såkaldt sjove ideer til natmobning. Nej. NEJ siger jeg.
… og jeg mener det!)