et alvorligt misbrug

Jeg er erklæret afhængig.
Diagnosen: svær efterskoloman.
Blandt abstinenserne er krampefremkaldende afsavn og overdimensionerede telefonregninger. Medicinen fås kun på recept og skal eksporteres direkte fra Sydfyn, hvilket er både vanskeligt og dyrt, når man er i London. Til gengæld virker den øjeblikkeligt, og den eneste bivirkning er.. tja, dybere afhængighed af samme.

Efter noget i omegnen af 108 timer langt fra rantz, var jeg så bombet af turisttræthed i hjernen, hungersnød i pengepungen og en følelse af alt for meget luft i hovedet (dumme lufttryk), at jeg end ikke kunne sove stående, da det ville kræve, at jeg kunne stå oprejst.
Uden sko og med en kuffert på grænsen til overvægt, var det eneste jeg havde i hovedet et brændende ønske om, at de tre skoleklasser, vi fløj sammen med, ville skride med deres decibeloverflodsparty og i hvert fald holde sig laaaangt væk fra det tog, jeg havde tænkt mig få mig en lille mormor i (og nej, jeg mener ikke en morfar. Jeg mener en mormor). En lille djævel på min ene skulder var allerede begyndt at samle tropperne til noget raseriudbrud, hvis energibehov var langt over, hvad jeg på nogen tænkelig måde ville være i stand til at skrabe sammen.

Aber! – Der i ankomsthallen, blandt en hel del familielignende mennesker (som sikkert ventede på føromtalte skoleklasse-elever) stod to piger med vibrerende dannebrogsflag: Mathilde & Emilie!
AAAAAAARHHHHHH! Jeg strøg forbi samtlige mødre, fædre og søskende (og tanter)og overfaldt dem så ivrigt, at vi var tæt på at vælte. Heldigvis gik det kun ud over min kuffert, som, til trods for nyindkøbt taxfri parfume, sagtens kunne tåle det.
Mathilde skreg. Emilie skreg. Jeg skreg. Højt. Blev pludselig grebet af en ufattelig energi, jeg hoppede op og ned og glemte alt om luftkulrethed og søvnunderskud.
Så hvis du bor i nærheden af Kastrup, og fredag aften ved kvart over elleve – halv tolv tiden hørte noget, der lød som modtagelsen af et vindende EM-fodboldhold, så var det bare (og ikke som i den normalt anerkendte ’bare’ – for det var ikke bare. Det var mere end ’bare’. Nemlig!) os.

.. og til jer, der synes 108 timer lyder som en overkommelig adskillelse, og måske endda finder vores højlydte gensynsbegejstring overdrevent højlydt: var din mund. Hvis du kendte dem, ville du hylde mig som den ægte survivor, jeg er.
108 timer er lang tid. Det er svært nok at undvære hinanden fra aftenthe til morgenmad. Jeg burde kraftpetervæltende have et diplom og et emblem til ærmet! Gofuckinghome Robinson med det krusede hår. (det var ikke sjovt)

Vil for resten lige dele dette udmærkede råd med jer: Lad være, og jeg gentager og tilføjer imaginær understregning: LAD VÆRE med at købe nye sko, når du de næste tre dage skal lege fuldtidsvandre med håndvægte i form af fyldte poser og uheldig stedsans i bukselommen
..her taler vi nok nærmere bedømmelse af muskler og afstand, end vi taler decideret gps-gen (høhø, vi går da bare. Yeah right. Gå du den tur, der fylder fem stop og et enkelt skift på undergrundskortet. Metroen kører sådan cirka 736 gange så hurtigt, som vi går) - er faktisk ret hardcore til at finde vej. men det var ikke det, vi skulle snakke om. (apropos gener, så er mit sidespors af slagsen kronisk i voksealderen)

Gad vide, om det kan lade sig gøre at motionere forud? Mine 20000 daglige skridt ugen igennem må i hvert fald veje op for den imponerende dovenskab, der tynger mit sind i skrivende stund. ..og her taler vi slemt. – meget slemt. har lige taget mig selv i at tænke ’hmm, det kunne være, man skulle hente et stykke knækbrød” efterfuldt af ”naarj, det orker jeg ikke”. det burde måske bemærkes, at med hente, mener jeg i køkkenet, og køkkenet er cirka andet rum til venstre fra, hvor jeg sidder lige pt.
Og jeg er virkelig ikke den dovne type. Jeg er derimod hende den lallede hjælpsomme hippieunge, som gladelig kaster sig tværs over spisebordet for at komme først til at række enelleranden saltet. (selv hvis denne nogen sidder tættere på saltet, end jeg gør)

Okaj, nu er der under tyve timer til der er aftenthe. Må. Tilbage. Nu. (!)
Seriøst, hvis jeg ikke snart får sprøjtet noget efterskole liv direkte ind i blodomløbet, så kollapser jeg.

Malou
.. som i øvrigt undrer sig over, hvorfor det er umuligt at ligge mascara med lukket mund.

PS: papirsflag er stærkt undervurderede