økoæbler fra himlen

Jeg har købt sytten bøger. Én af dem hedder ”abortproblemer”.
Og nej – den røg ikke med frivilligt (selvom ”Nyttige gaver af bast” er overraskende underholdende).
Har hun været på rov i Bog&Idé? Nej, hun har været på loppemarked! (meget kan man sige om mine bogindkøbsvaner. Men jeg kunne aldrig i mit liv finde på at købe en bog som ”abortproblemer” med de priser, de holder sig i de danske boghandlere. Jeg ved ikke om det bare er mig, men med et hovedfokus som ”hvordan reagerer du ved ufrivillig graviditet” lyder ikke just som den mest givende litteratur. ”Øv, jeg er squ med rogn. Hvordan fanden skal jeg reagere? Gruble, gruble – læselæse: AHA! Bliv frustreret! Okay, NU er jeg med!”, er der så andet at sige end..Ahøm..: NEJ!)

Tilbage til loppemarkedet. For nu er det jo ikke, fordi jeg bruger samtlige lørdag eftermiddage på at vende, dreje og veje diverse skrammelgenstande til virydderopogsælgerdetingvivilAFMED arrangementer i bedste pensioniststil (selvom jeg ifølge NOGLE har pensionisthumor).
Naaaaj, ikke nok med at jeg brugte de penge, jeg virkelig ikke har, på gamle, nostalgiske, røde bøger (MUMS!). Jeg var medhjælper! Efterskolen solgte ud af alt deres tingviikkeharpladstillængere-ting, hvilket efter en mindre annonce i lokalavisen åbenbart havde fået rygtet til at sprede sig over samtlige plejeshjemskaffekopper, småkagetræf og store, melede ka’tofler sydfyn over. Allerede fra klokken ti begyndte de første loppemarkedsentusiaster at dukke op, til trods for, at markedet først startede klokken tolv. Tja, de ældre mennesker kender skam både tips og triks, når det kommer til at snuppe de bedste, store fjernsyn (der ikke virker) samt akvarier incl. Edderkopper før alle de andre. Blandt andet at savle lidt, mens man bævrende ynker ”jeg har dårlige knæ” ”jeg har forhøjet blodtryk” ”mine hofter gør ondt” ”jeg har gigt”, for at få lov til parkere så tæt på dette adrenalineksploderende festfyrværkeri af et loppemarkede, som overhovedet muligt. Og det er ikke engang de bedste: de selv samme mennesker, var fem minutter senere, da startskuddet lød og snoren blev klippet over (JA! Du læste rigtigt) spurtede af sted, alt hvad stok og gebis kunne holde til. Og der var mange – det lignede næsten de der udsalgsmareridt fra New York, man hører om i TVavisen. Det var direkte sindssygt. Specielt taget i betragtning af, at mange af dem havde svært ved at gå..

Det er seriøst et syn, jeg aldrig nogensinde glemmer. Og jeg vil resten af mit liv ærgre mig over, at ingen nåede at filme det. Hvor blev medieefterskolen af, Rantzausminde? JEG VIL HAVE NONSTOP DÆKNING!
Nå, men noget andet jeg aldrig glemmer, og som jeg beder til vil vente lidt med at gå til erindringsarkivet, er smagen af vores vidunderlige, mageløse og enestående økologiske æblemost (-det er et must!). Friskpresset af egne æbler fra haven. Uden nogen som helst form for tilsætningsstoffer (med mindre du vælger Victors Pikant-udgave – nu med kværnet orm. Uhmm!) og med en smag der bedøver dine smagsløg i bare nydelse. Jeg ville kunne leve af det og intet andet.
Nu vi taler om nydelse – jeg nød VIRKELIG at se Gustav og Esther få vores minimalistiske lagkager i hovedet. Sadistiske, lille Malou. Jaja, jeg ved det. Men jeg må gerne, for jeg endte også selv med flødeskum i ansigtet (og i øjenvipperne, hvilket var ret vanskeligt at få af).

..For ligesom at holde stilen, havde vi selvfølgelig høstfest i aftes – og det er inklusiv gummistøvler (som jeg dog havde på i forvejen, men det siger vi ikke til nogen), viskestykker under sweateren og det obligatoriske strå i mundvigen. Der blev danset, der blev drukket sodavand, der blev spist fabelagtig chokoladekage ala Gertrud & Malou (med eller uden sovsekulør? Gæt selv).
Og er der nogen bedre måde at slutte den slags på, end at lege To mand frem for en enke & Alle mine kyllinger kom hjem i mørke? Nej, det tror jeg næppe. Selvom du stadig skylder mig en officielt undskyldning for dit noget voldelige overfald, som endte i dobbelt rullefald med skrue, svensknøgle og grønne plamacher på knæene. Victor, du spiller simpelthen for meget Counter Strike. Man kan jo sige, at det tingene ligesom vejede hinanden op, da Gertrud & jeg som yderst omsorgsfulde hønemødre fik halvtreds elever til at rulle, kravle og forsøge at lave vejrmøller.
Det var næsten mere guld værd, end vores økoæblesaft (men også kun næsten).

Inden jeg falder om i en blanding af udmattelse, stress og galoperende hovedpine (satans til omgangssyge), vil jeg poste et spøjst lille citat af dejlige Mathilde, hvis toilettaske er en gulvfarvet fisk, der, hvis man lader den dingle i halen og diskret siger ”.. og så døde den”, udløser denne overdimensionerede følelsesbombe af en sætning:

I må ikke dyremishandle min fisk! Hvis I gider at lade være!

Åh, Mathilde, jeg hvor jeg dog elsker dig!