Okaj. Get ready for some serious frustrationsudbrud.
Mit indre demokrati har stemt om det, og det er hermed vedtaget, at sidste weekends begivenheder skal deles op i flere indlæg. Alle tænkelige alternativer ville på enten en eller flere måder være ikke-fungerende.
Efter en ugen intensiv antiindlæring som smedeelev blev det fredag. Fredag førte til lørdag og lørdag førte til fest på amager. Og selv en fest på amager har sin ende, hvilket betyder, at man på en eller anden måde skal slæbe høje hæle og hatte hjem til mathilde i brønshøj. Da en betydelig afstand og en i øvrigt ret så bidende kulde gjorde gåben ret umuligt, var offentlige transportmidler ligesom eneste udvej. En økonomi ved et fastfrosset nulpunkt umuliggjorde dog andet end børnebilletter, hvis priser desuden bare er mere fair.
Føler mig meget truffet af skæbnen. Når jeg endelig gør noget, jeg ikke må, skal jeg tæskes så grumt at mine blå gør smølfer misundelige. For selvfølgelig skulle movias mugne kontrollører vælge lige nøjagtig vores natbus til deres narkoagtige razzia. Ti sure mennesker iført termokedeldragter med mild schwarzenegger effekt stormede bussen i et sådant tempo, at jeg end ikke nåede at tænke ”okay malou, grib nødhammeren, smadr ruden og LØB for satan!” færdig før dørene var låste og walkietalkierne var trukket (easy bond).
En dame, der mildest talt lignede én, der var lidt træt af dårlig kaffe og stædige soveposer under øjnene, stod pludselig lige foran mig i et skræmmende autoritært frøperspektiv og spurgte mig, hvor gammel jeg var. Øhm, femten. Ja. Femten. Nej, jeg har ikke id på mig -og det var så her buszilla fik hjælp af endnu mere gnaven mand med tydelig trang til at komme ud med noget vrede – på mig: ”jamen, hvad vil du så gøre hvis du bliver kørt ned, VAR? Og I kan lige så godt sige det nu, for vi FINDER ud af det!!” (det sidste i et foruroligende jegersletikkebuskontrollørmenarbejderforrejseholdetsdrabsafdeling – tonefald). Øhm. Det ved jeg ikke helt. Endte i noget rod med at skrive 93 i min fødselsdag (hvem fanden i helvede har fundet på at man kan tjekke den slags over telefonen? han er en nød) hvilket resulterede i nogenlunde denne replikudveksling: der bor ikke nogen med den fødselsdato på den givne adresse – GUUUUUD, skrev jeg 93? Jeg mente selvfølgelig 92 – jamen, så er du jo heller ikke femten – (pause, malou synker for at presse sit hjerte tilbage på sin respektive plads i brystet) øhm. Nej.
Rizraz – værsgo, bøde på 600 kr. for ”løgn om alder og manglende nattakst”. Great.
Alt imens var Laura igennem nogenlunde samme mængde sved og grim, rystet bødehåndskrift. Endnu sekshundrede kroner. Forstår fanme godt at buschauførrerne brokker sig over deres løn. Med den indtjening kunne den nemt fordobles. Tredobles.
Vi brugte resten af hjemturen på at forbande offentlig transport meget langt væk. Bortset fra Mathilde, den lille gimpe, der slap med et ”undskyld tine”. Jeg vil også lære en femtenåriges personlige oplysninger udenad. At kunne smide ”vil i også have mellemnavn” direkte i fjæset på et par mistroiske mennesker på nattevagt er næsten irriterende blæret. Øv.
30.11.08
high school musical
Hvis du i fredags, i tidsrummet elleve til halv to, kunne mærke en mild brise blive lidt hårdere i et halvt sekund, og stadig undrer dig over, om det mon er en orkan der varmer op til legehusrasering eller et brobygningshold der forsøger at synge rent, kan jeg trøste dig med både svar og hvile. For det uskyldige vindstød var alt andet en klimaforskyldt. Det var lyden af meta og jeg, der begejstrede færdiggjorde to laaaange brobygningsuger. En uge med ømme armmuskler (eller mangel på samme), aluminiumssmulder på tøjet og skumle typer, der synes de skal lære én, hvordan man saver. Og senest en uges folkeskoleflashback med alt det gode. Hierarkiet der nok så fint indikerer, at vi er præpyldere, de der små unger der er endnu lavere end 1.g’erne.
Samfundsfag uden synderlig meget elevdeltagelse, da gymnansielærerne tilsyneladende føler stor glæde for egen stemme, og forventer samme gnist i vores øjne, som i deres, når de står der foran tavlen eller en halvgrim powerpoint og snakker femogfyrre minutter i streg. Femogfyrre minutter. Og indholdet var ikke kun det samme som den lektie, vi skulle læse til timen. Det var også nøjagtigt det samme, vi sagde i den sidste tandudrivende time dagen før. Velkommen til gymnasiet malou. Stedet, hvor ordet gentagelse får en helt ny betydning. Har på fornemmelse, at det ofte vil blive kædet sammen med ’gaaab’.
Shit. Har seriøst udviklet angst for klasselokaler på bare fem dage. Angst for autoritære lærere, der kun sætter rigtigtegn hvis man siger ORDRET hvad de tænker. Hvad fanden sker der for ”neeeej, det er ikke helt det ord jeg tænker på”. Er det virkelig for meget forlangt, at gymnasielæreres intellektualitet er på et plan, hvor de som et minimum KENDER til synonymer? Hvis jeg siger tomato og du siger tomarto, så kan det altså ikke udelukkes, at vi forstår hinanden alligevel. eller måske er det bare mig, der forventer lidt for meget af gymnasieundervisningen og bare burde gemme mig bag nogle lektier og lidt læsebrille. FRUSTRERENDE ER DET!!
Og før jeg blive så opkørt, at jeg også kommer til at fortælle om afblegetfedtetlangturingulthårfyrmedneglederåbenbartskalfilesheletidenogmedfemihåndledsbevægelser – rolf, der spurgte om ting som ”får du ikke ondt i ryggen af dine øreringe?”, må jeg hellere holde inde med vrede og galskab til fordel for endnu mere julehygge.
Glædelig første søndag i advent.
Malou
(som stadig ærgrer sig over, at vi ikke fik danset på bordene i highschoolmusicalmiljøet på svendborg gymnasium. Det ville nu have været en smuk afskedssalut)
Samfundsfag uden synderlig meget elevdeltagelse, da gymnansielærerne tilsyneladende føler stor glæde for egen stemme, og forventer samme gnist i vores øjne, som i deres, når de står der foran tavlen eller en halvgrim powerpoint og snakker femogfyrre minutter i streg. Femogfyrre minutter. Og indholdet var ikke kun det samme som den lektie, vi skulle læse til timen. Det var også nøjagtigt det samme, vi sagde i den sidste tandudrivende time dagen før. Velkommen til gymnasiet malou. Stedet, hvor ordet gentagelse får en helt ny betydning. Har på fornemmelse, at det ofte vil blive kædet sammen med ’gaaab’.
Shit. Har seriøst udviklet angst for klasselokaler på bare fem dage. Angst for autoritære lærere, der kun sætter rigtigtegn hvis man siger ORDRET hvad de tænker. Hvad fanden sker der for ”neeeej, det er ikke helt det ord jeg tænker på”. Er det virkelig for meget forlangt, at gymnasielæreres intellektualitet er på et plan, hvor de som et minimum KENDER til synonymer? Hvis jeg siger tomato og du siger tomarto, så kan det altså ikke udelukkes, at vi forstår hinanden alligevel. eller måske er det bare mig, der forventer lidt for meget af gymnasieundervisningen og bare burde gemme mig bag nogle lektier og lidt læsebrille. FRUSTRERENDE ER DET!!
Og før jeg blive så opkørt, at jeg også kommer til at fortælle om afblegetfedtetlangturingulthårfyrmedneglederåbenbartskalfilesheletidenogmedfemihåndledsbevægelser – rolf, der spurgte om ting som ”får du ikke ondt i ryggen af dine øreringe?”, må jeg hellere holde inde med vrede og galskab til fordel for endnu mere julehygge.
Glædelig første søndag i advent.
Malou
(som stadig ærgrer sig over, at vi ikke fik danset på bordene i highschoolmusicalmiljøet på svendborg gymnasium. Det ville nu have været en smuk afskedssalut)
29.11.08
ORO JASKA BEANA!!
Der var dem, der foregav at de sang om mobning. Der var dem, der fandt miljøbeskyttelse og den globale opvarmning ideelt til jegslukkerhjernenognyderkulsorthumor underholdning lørdag aften. Der var dem, der holdt sig til de sikre toner og sang om venskaber, børnekærlighed og fodbold. Selvfølgelig iført den obligatoriske dårlige påklædning i form af jegblevfødtihalvfemserneogmåderforkungåitøjfradettefestfyrværkeriafetmodeårti. Læs: grimme farver på grimme farver, bælter ude af funktion og en frisure, der var et tydeligt produkt af dårlig beslutningsevne (altså, en jævn blanding af mørkt, lyst, crepet, fladt og krøllet hår på toppen af en og samme hovedbund).
Ud over disse arme stakler, der spændte ben for dem selv ved åbenlyst at komponere musik med toner, de end ikke på tæer var i stand til at nå, var der the blacksheeps. The blacksheeps og deres sang om en hund, der elsker tortillas og bliver så tyk, at den ender med at dø af for højt blodtrykt. Kan stadig ikke komme mig over, hvor seje de var. Fie og jeg danser næsten stadig.
Fornyet respekt for norge. ORO JASKA BEANA!
Btw, Laura siger hej. Og jeg siger selvhej tilbage til skønne laura, før jeg smækker skærmen i og kaster mig i min bolsjestribede dyne og ser film med de andre i sirius fællesområde.
.. ORO JASKA BEANA!!
Ud over disse arme stakler, der spændte ben for dem selv ved åbenlyst at komponere musik med toner, de end ikke på tæer var i stand til at nå, var der the blacksheeps. The blacksheeps og deres sang om en hund, der elsker tortillas og bliver så tyk, at den ender med at dø af for højt blodtrykt. Kan stadig ikke komme mig over, hvor seje de var. Fie og jeg danser næsten stadig.
Fornyet respekt for norge. ORO JASKA BEANA!
Btw, Laura siger hej. Og jeg siger selvhej tilbage til skønne laura, før jeg smækker skærmen i og kaster mig i min bolsjestribede dyne og ser film med de andre i sirius fællesområde.
.. ORO JASKA BEANA!!
26.11.08
the second day of rum
Yo ho, yo ho, a pirate's life for me.
We pillage, we plunder, we rifle, and loot,
Drink up, me 'earties, yo ho.
We kidnap and ravage and don't give a hoot,
Drink up me 'earties, yo ho.
Yo ho, yo ho, a pirate's life for me.
We're rascals, scoundrels, villans, and knaves,
Drink up, me 'earties, yo ho.
We're devils and black sheep, really bad eggs,
Drink up, me 'earties, yo ho.
Ak ja. Den dag gud tager sig sammen og ruller jorden flad, stjæler jeg det første sørøverskib jeg kan finde (sandsynligvis et sted i legoland), udnævner mig selv til kaptajninde og konstruerer en rute, der bringer mig gennem minimum seks ud af de syv verdenshave – årligt. Jeg vil have et mandskab, der kan slås med sværd og skrubbe dækket. Et par fjender med skib tilpas små til, at jeg kan besejre dem med kanonkugler for derefter at tvinge de overlevende til at gå planken ud. Jeg vil plyndre, lyve og først gå til køjs, når der ikke er mere rom. Og jeg vil snyde mit mandskab lidt, bare sådan så der lige er til en tidlig privat-pension i bountyland.
Men vigtigst af alt. Jeg vil gøre det med stil – while speakin’ the tongue of pirate english.
Har efter utallige ydmygelser på facebook opdaget noget, der opvejer selv de grimmeste dobbelthagetags. PIRATENGELSK! Udtryk som ”abandon ship” ”bonny lass” og ”plank to plank” (henholdsvis log ud, mindre pænt ord for pige og beskedvæg til beskedvæg) kan gøre ens humør så meget bedre, at selv de værste cykelturssmerter forsvinder i det samme man logger på til sin home port og spørgsmålet ”what arrr ye doin’ right now”? Bruger nu ikke kun facebook til at facebooke. Facebook er nu blevet til min helt egen selvterapipraksis hvor vinter og finanskrise fader ud bag flaskeposter og skattekort.
Nå. Men jeg må ud og rekruttere friskt blod til mit crew af pirater. Piratsprog skal indføres efterskolewide. Aye!
We pillage, we plunder, we rifle, and loot,
Drink up, me 'earties, yo ho.
We kidnap and ravage and don't give a hoot,
Drink up me 'earties, yo ho.
Yo ho, yo ho, a pirate's life for me.
We're rascals, scoundrels, villans, and knaves,
Drink up, me 'earties, yo ho.
We're devils and black sheep, really bad eggs,
Drink up, me 'earties, yo ho.
Ak ja. Den dag gud tager sig sammen og ruller jorden flad, stjæler jeg det første sørøverskib jeg kan finde (sandsynligvis et sted i legoland), udnævner mig selv til kaptajninde og konstruerer en rute, der bringer mig gennem minimum seks ud af de syv verdenshave – årligt. Jeg vil have et mandskab, der kan slås med sværd og skrubbe dækket. Et par fjender med skib tilpas små til, at jeg kan besejre dem med kanonkugler for derefter at tvinge de overlevende til at gå planken ud. Jeg vil plyndre, lyve og først gå til køjs, når der ikke er mere rom. Og jeg vil snyde mit mandskab lidt, bare sådan så der lige er til en tidlig privat-pension i bountyland.
Men vigtigst af alt. Jeg vil gøre det med stil – while speakin’ the tongue of pirate english.
Har efter utallige ydmygelser på facebook opdaget noget, der opvejer selv de grimmeste dobbelthagetags. PIRATENGELSK! Udtryk som ”abandon ship” ”bonny lass” og ”plank to plank” (henholdsvis log ud, mindre pænt ord for pige og beskedvæg til beskedvæg) kan gøre ens humør så meget bedre, at selv de værste cykelturssmerter forsvinder i det samme man logger på til sin home port og spørgsmålet ”what arrr ye doin’ right now”? Bruger nu ikke kun facebook til at facebooke. Facebook er nu blevet til min helt egen selvterapipraksis hvor vinter og finanskrise fader ud bag flaskeposter og skattekort.
Nå. Men jeg må ud og rekruttere friskt blod til mit crew af pirater. Piratsprog skal indføres efterskolewide. Aye!
25.11.08
klisterkunst
Kan i huske dengang, hvor lykken var en nyspidset farveblyant og hvor sæbeboblingstalent om noget kunne skaffe streetcredit? Dengang hvor sneen egentlig ikke var så kold og hvor hård vind betød drager i stedet for modvind. Det var sådan cirka dengang, hvor hverken mudder, maling eller lim var specielt ulækkert at være smurt ind i. Det har så ændret sig en smule siden. I dag skal der ikke særlig mange dråber væske i jorden, før den er forvandlet til en livstruende masse, der både kan ødelægge de dyre sko og sætte sig under neglene. Maling påføres lærreder med pensler i dertil indrettede rum tapetseret med aviser (og det er så her, at jeg som medlem af Y generationen må spørge: WHY?). Vi synes alle andre flydende ting end cola, kaffe og kakao er lidt klamme, og vil egentlig helst være fri for ting som at stikke hånden ned i en skål grøn havregrød. Men inderst inde ved vi jo godt, at mudderet kan vaskes af igen og at man i det mindste burde kunne røre ved den havregrød, man morgenen efter tillader adgang til sin mavesæk. Der findes et indre barn i os alle. Spørg selv Katrine, jeg tror hun vil give mig ret så ret.
Og lige gyldigt hvor travlt hr. undervisningsminister har med at gøre mig voksen og klar til valgbingo, kan ingen nogensinde slå lille femårige malou ihjel. Hun vil altid sidde på hug lige under huden, klar til at sætte af og springe ud gennem fingerspidserne hver gang muligheden byder sig (og egentlig også når den beder hende holde sig væk).
I aftes var fik lille malou for alvor lov til at sfo-hygge i allerbedste stil. Sammen med de andre børn legede hun nemlig med papmache. Og til dem, der ikke helt kan huske hvad papmache er, og har en (helt skæv) forestilling om, at det er en slags fransk sigtebrød, er papmache en meget undervurderet kunstform, hvor man bygger figurer med balloner, papkrus og alskens former for hønsenet for bagefter at dække dem med talrige lag strimlet avispapir. Til det bruges papmachegrød, en herlig tapetklisteragtig masse der altid ender oppe omkring albuerne (og kinderne). Er meget opsat på at skabe en perfekt model af ønskeøen. For hvem har lyst til at være voksen, når man som barn får lov til at lege med tapetklister og rive alverdens dårlige nyheder i stykker i fritidsordningskunstens tjeneste?
Og lige gyldigt hvor travlt hr. undervisningsminister har med at gøre mig voksen og klar til valgbingo, kan ingen nogensinde slå lille femårige malou ihjel. Hun vil altid sidde på hug lige under huden, klar til at sætte af og springe ud gennem fingerspidserne hver gang muligheden byder sig (og egentlig også når den beder hende holde sig væk).
I aftes var fik lille malou for alvor lov til at sfo-hygge i allerbedste stil. Sammen med de andre børn legede hun nemlig med papmache. Og til dem, der ikke helt kan huske hvad papmache er, og har en (helt skæv) forestilling om, at det er en slags fransk sigtebrød, er papmache en meget undervurderet kunstform, hvor man bygger figurer med balloner, papkrus og alskens former for hønsenet for bagefter at dække dem med talrige lag strimlet avispapir. Til det bruges papmachegrød, en herlig tapetklisteragtig masse der altid ender oppe omkring albuerne (og kinderne). Er meget opsat på at skabe en perfekt model af ønskeøen. For hvem har lyst til at være voksen, når man som barn får lov til at lege med tapetklister og rive alverdens dårlige nyheder i stykker i fritidsordningskunstens tjeneste?
24.11.08
"morgan ser lyset og beder en bøn"
“jesus ridder på elgen og falder ned i affalds… skuffen”.
Denne sætning (som trods den spøjse sammensætning af ord fra alle ordbogens verdenshjørner var ret så tæt på at være helt korrekt) var sidste brik i bygningen af broen fra nederlag til (fiktiv trommehvirvel): SEJR!
Oh yeah. Siden sidste mandag har jeg selv og resten af det frygtløse team suttekirsten levet i skyggen af ”fugle i farver”. Fugle i farver, en flok kropssprogstalentfulde piger, som triumferende hentede sig en kneben førsteplads i første omgang gæt & grimasser (at det ikke var vores bundskraberpræstation, der gjorde deres sejr knap, behøves ingen synderlig omtale).
MEN! Og denne gang er det særligt vigtigt at bemærke dette men, for bag det gemmer sig en historisk rekord i smagfulde imitationer af tricky sætninger spækket med sortisort humor og med så lidt mening, at ordet meningsløs ikke rigtig dækker nok.
Og tjo, her ville jeg med glæde have været i stand til at nævne i flæng, men min nyerhvervede korttidshukommelse (skulle virkelig have stjålet et par skruetvinger på svendborg erhversskole, mine øjne nægter simpelthen hårdnakket af lukke, når de skal) har desværre kostet sammenhængen i det, jeg kan huske. Min (kanelgiffelfyldte) mave fortæller mig dog, at apple, facebook og kædedans indgik i samme sætning, ligesom jeg tydeligt kan erindre noget med vaniljekranse og klejner (som morgan nok så ihærdigt prøvede at forklare med en bunke bevægelser der skulle have sagt ”tysker former meget lille ting med hænderne”).
Cykelhjelm eller vintergæk, vi var i hvert fald overdimensioneret seje. Noget, der ikke kun vejede op for den fakta, at min pande hele aftenen har ageret teambanner, men som også gav præmiekarameller og en varm følelse i fryd i denne frosne del af europa.
Og i nat skal der soves!
... hvilket straks giver flashback fra den mest frustrerende nat til dags dato. Så så man lige mig ligge søndag aften med tunge øjenlåg og forsøge at blive bare liiidt udhvilet til morgendagens morgenfriske morgencykeltur (tror jeg kan kvalificere mig til OL i cykelslalom uden problemer. Spejlblanke frostsøer på cykelstier har altså også gode sider). Iført en dyne, med al fyldet i den ene (og forkerte) ende, uden overskud til hverken at vende eller ryste den. Første gang jeg vendte mig lignede det blot et uskyldig besvær med at ligge behageligt. Da jeg en evighed senere uden held havde forsøgt alle tænkelige vinkler og fosterstillingslignende måder at folde min krop sammen på, endte jeg med at mase min hoved ned i puden, så min næse syntes at mases klumpagtig og flad. Da det (sjovt nok) heller ikke virkede, begik jeg den fejl at glinse tallene på uret, nok mest fordi den naive del af mig håbede på, at jeg bare ville have fire timers søvn tilbage. Men ak nej, jeg havde på det givne tidspunkt præcis 2 timer og 37 minutters potentiel nattesøvn tilbage. Begrebet ”tunge øjenlåg” har fået en helt ny betydning, ligesom ”træthed” og ”da vækkeuret ringede var det som om, mit hoved kun lige havde ramt puden” aldrig vil blive det samme igen.
Jeg ønsker mig et godt sovehjerte (MATHILDE?)
.. og hvis nogen i øvrigt skulle være i tvivl, så kan signe og jeg informere om, at der nu er en måned til JUUUUUULLL!
Denne sætning (som trods den spøjse sammensætning af ord fra alle ordbogens verdenshjørner var ret så tæt på at være helt korrekt) var sidste brik i bygningen af broen fra nederlag til (fiktiv trommehvirvel): SEJR!
Oh yeah. Siden sidste mandag har jeg selv og resten af det frygtløse team suttekirsten levet i skyggen af ”fugle i farver”. Fugle i farver, en flok kropssprogstalentfulde piger, som triumferende hentede sig en kneben førsteplads i første omgang gæt & grimasser (at det ikke var vores bundskraberpræstation, der gjorde deres sejr knap, behøves ingen synderlig omtale).
MEN! Og denne gang er det særligt vigtigt at bemærke dette men, for bag det gemmer sig en historisk rekord i smagfulde imitationer af tricky sætninger spækket med sortisort humor og med så lidt mening, at ordet meningsløs ikke rigtig dækker nok.
Og tjo, her ville jeg med glæde have været i stand til at nævne i flæng, men min nyerhvervede korttidshukommelse (skulle virkelig have stjålet et par skruetvinger på svendborg erhversskole, mine øjne nægter simpelthen hårdnakket af lukke, når de skal) har desværre kostet sammenhængen i det, jeg kan huske. Min (kanelgiffelfyldte) mave fortæller mig dog, at apple, facebook og kædedans indgik i samme sætning, ligesom jeg tydeligt kan erindre noget med vaniljekranse og klejner (som morgan nok så ihærdigt prøvede at forklare med en bunke bevægelser der skulle have sagt ”tysker former meget lille ting med hænderne”).
Cykelhjelm eller vintergæk, vi var i hvert fald overdimensioneret seje. Noget, der ikke kun vejede op for den fakta, at min pande hele aftenen har ageret teambanner, men som også gav præmiekarameller og en varm følelse i fryd i denne frosne del af europa.
Og i nat skal der soves!
... hvilket straks giver flashback fra den mest frustrerende nat til dags dato. Så så man lige mig ligge søndag aften med tunge øjenlåg og forsøge at blive bare liiidt udhvilet til morgendagens morgenfriske morgencykeltur (tror jeg kan kvalificere mig til OL i cykelslalom uden problemer. Spejlblanke frostsøer på cykelstier har altså også gode sider). Iført en dyne, med al fyldet i den ene (og forkerte) ende, uden overskud til hverken at vende eller ryste den. Første gang jeg vendte mig lignede det blot et uskyldig besvær med at ligge behageligt. Da jeg en evighed senere uden held havde forsøgt alle tænkelige vinkler og fosterstillingslignende måder at folde min krop sammen på, endte jeg med at mase min hoved ned i puden, så min næse syntes at mases klumpagtig og flad. Da det (sjovt nok) heller ikke virkede, begik jeg den fejl at glinse tallene på uret, nok mest fordi den naive del af mig håbede på, at jeg bare ville have fire timers søvn tilbage. Men ak nej, jeg havde på det givne tidspunkt præcis 2 timer og 37 minutters potentiel nattesøvn tilbage. Begrebet ”tunge øjenlåg” har fået en helt ny betydning, ligesom ”træthed” og ”da vækkeuret ringede var det som om, mit hoved kun lige havde ramt puden” aldrig vil blive det samme igen.
Jeg ønsker mig et godt sovehjerte (MATHILDE?)
.. og hvis nogen i øvrigt skulle være i tvivl, så kan signe og jeg informere om, at der nu er en måned til JUUUUUULLL!
20.11.08
trylleryllerolle
Good idea:
At have ti forskellige slags neglelak på (det var det der med den ringe beslutningsevne og den fabelagtige kreativitet).
Varm og cremet kakao i selskab med et par dejlige piger og en knapt så dejlig serie, der ikke kun var underlig, men også voldsomt akavet med MONICA i rollen som icecold bitch. Når man har stenet så meget friends, at man kan det være yderst vanskeligt at håndtere den slags. Casting af verdenselskede skuespillere til ikke særlig kærlige karakterer er lidt en bad idea, selvom søde courtney selvfølgelig skal have noget at lave. Må jeg foreslå smedeuddannelsen? Kræver godt nok lidt råstyrke og koster godt nok en hel del hjerneceller til den blå luft, MEN ELLERS giver det et rigtig godt indblik i livet som aberobot-ting. Man behøver ikke engang være i stand til at tænke selv. ”bor huller” ”bøj plader” ”skru sammen”. Tjingtjangtjung, PENGESKAB! Alt dette uden at skulle bruge egen kreativitet eller nogen som helst. Ajaj for en underholdende beskæftigelse.
.. alligevel markant mængde aggression i ’good idea’ delen. Ups.
Lad os fortsætte den, når jeg ikke lider af aluminiumsforgiftning og ru hænder grundet al for meget filing.
Bad idea:
At gå lidt for meget op i at finde den ucensurerede version af harrypotterernøgenvedsidenafhvidhingst – billedet, hvilket altså er lidt af en udfordring. Dog bonuspoint for censurfolkenes fantasi. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad man kan dække en tryllestav med (et græskar?!).
At gemme billedet på MALOUS computer, for derefter at låse sig inde på badeværelset og sende det til halvdelen af skolen i MALOUS navn.
MANGE TAK GERTRUD! Forvent en grusom form for hævn indenfor de nærmeste dage. Jeg tænker.. jingle bells med meget høj volume. Uhu, ser lige nu den mest vidunderlig vækningsscene for min indre filmskærm: klokken er lidt i syv. Gertrud sover trygt og stille. Og pludselig, når hun allermindst venter det (hvilket giver mig rimelig bredt spillerum, hun forventer jo ikke så meget, når hun sover), tændes der for det vildeste juleremix. Ikke bare én, men MANGE af de skønne højtidstoner. Uha, jeg kan lige forestille mig juleglæden stråle i hendes morgentrætte øjne. Yay. Det er en god plan.
Vidste du for resten, at boremaskiner (og her taler vi ikke de små handymandfraprovinsenderynderatreparerediversetingihusetpåegenhåndselvudenkonensaccept fra silvan. Vi taler de kolossalt stor og tunge nogle, dem der skal en kran og ti fuldvoksne mænd til at løfte) er i stand til at slå folk med langt hår ihjel, sådan lige vupti? Nej, det vidste jeg heller ikke. Ikke før i dag, hvor jeg blev advaret om at have mit hår for tæt på. For tæt på. Som i… en halv meter hen og tyve centimeter op – væk? Jahahaa. Det er jo noget af en risiko at tage. For før du ved det af det, så springer en rude, et kraftigt vindslag svinger sig om min fletning, hiver den rundt om boret. Boret, der begynder at snore rundt med en sådan kraft, at hele mit krop få sekunder efter farer rundt i rundtossede cirkler efter det. Kun med en god portion held undgår jeg at ende under boret selv med hul i hovedet og blod, kød og knogler ud over det halve værksted. De dersens fletninger er dødsensfarlige.
At have ti forskellige slags neglelak på (det var det der med den ringe beslutningsevne og den fabelagtige kreativitet).
Varm og cremet kakao i selskab med et par dejlige piger og en knapt så dejlig serie, der ikke kun var underlig, men også voldsomt akavet med MONICA i rollen som icecold bitch. Når man har stenet så meget friends, at man kan det være yderst vanskeligt at håndtere den slags. Casting af verdenselskede skuespillere til ikke særlig kærlige karakterer er lidt en bad idea, selvom søde courtney selvfølgelig skal have noget at lave. Må jeg foreslå smedeuddannelsen? Kræver godt nok lidt råstyrke og koster godt nok en hel del hjerneceller til den blå luft, MEN ELLERS giver det et rigtig godt indblik i livet som aberobot-ting. Man behøver ikke engang være i stand til at tænke selv. ”bor huller” ”bøj plader” ”skru sammen”. Tjingtjangtjung, PENGESKAB! Alt dette uden at skulle bruge egen kreativitet eller nogen som helst. Ajaj for en underholdende beskæftigelse.
.. alligevel markant mængde aggression i ’good idea’ delen. Ups.
Lad os fortsætte den, når jeg ikke lider af aluminiumsforgiftning og ru hænder grundet al for meget filing.
Bad idea:
At gå lidt for meget op i at finde den ucensurerede version af harrypotterernøgenvedsidenafhvidhingst – billedet, hvilket altså er lidt af en udfordring. Dog bonuspoint for censurfolkenes fantasi. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad man kan dække en tryllestav med (et græskar?!).
At gemme billedet på MALOUS computer, for derefter at låse sig inde på badeværelset og sende det til halvdelen af skolen i MALOUS navn.
MANGE TAK GERTRUD! Forvent en grusom form for hævn indenfor de nærmeste dage. Jeg tænker.. jingle bells med meget høj volume. Uhu, ser lige nu den mest vidunderlig vækningsscene for min indre filmskærm: klokken er lidt i syv. Gertrud sover trygt og stille. Og pludselig, når hun allermindst venter det (hvilket giver mig rimelig bredt spillerum, hun forventer jo ikke så meget, når hun sover), tændes der for det vildeste juleremix. Ikke bare én, men MANGE af de skønne højtidstoner. Uha, jeg kan lige forestille mig juleglæden stråle i hendes morgentrætte øjne. Yay. Det er en god plan.
Vidste du for resten, at boremaskiner (og her taler vi ikke de små handymandfraprovinsenderynderatreparerediversetingihusetpåegenhåndselvudenkonensaccept fra silvan. Vi taler de kolossalt stor og tunge nogle, dem der skal en kran og ti fuldvoksne mænd til at løfte) er i stand til at slå folk med langt hår ihjel, sådan lige vupti? Nej, det vidste jeg heller ikke. Ikke før i dag, hvor jeg blev advaret om at have mit hår for tæt på. For tæt på. Som i… en halv meter hen og tyve centimeter op – væk? Jahahaa. Det er jo noget af en risiko at tage. For før du ved det af det, så springer en rude, et kraftigt vindslag svinger sig om min fletning, hiver den rundt om boret. Boret, der begynder at snore rundt med en sådan kraft, at hele mit krop få sekunder efter farer rundt i rundtossede cirkler efter det. Kun med en god portion held undgår jeg at ende under boret selv med hul i hovedet og blod, kød og knogler ud over det halve værksted. De dersens fletninger er dødsensfarlige.
19.11.08
HAHA! jeg kan rent faktisk spille på ledning
Grundet sygdom har jeg brugt hele denne herrens onsdag under dynen. Jeg har sovet, et naivt forsøg på at skræmme begyndende influenza væk, hvilket ikke kun gav mig rædselsfulde pudefolder i mit sygdomsfedtede fjæs, men også gav mit legeme (og resten af værelset) et lidt for kraftigt stænk sygdomsaroma. Højt hurra for sygdom. Har aldrig været mere taknemmelig for sæbe. Yay.
Og hvad laver man så, når man har sovet så meget at man er træt af at sove, og man sidder lidt for alene og er lidt for ynkelig til at foretage sig noget, der kræver ikke-slatten kropsholdning. Man ser friends. Og man ser meget friends. Så meget, at man begynder at se sig selv som den usynlige ven, de alle sammen elsker og savner, for man lige pt. er i udlandet. Overvejede endda, om jeg turde købe rejsegaveting til rachel overhovedet, eller om jeg bare skulle give hende noget gavekort. Hvis det her når meget længere ud, ender jeg med at få øjne, der passer til mine firkantede briller. OG blive forelsket i chandler og hans ufortrinlige humor (som JO, er helt fantastisk. Bare spørg Linnea). Må. Slukke. Skal. Slukke. Vil. Ikke. Slukke.
Oh god, denne svømmen rundt i egen retarderede jeg i lidt for mange timer, har virkelig ført mig ud på et mentalt sidespor.
Og før man når at fange galskaben inden den slipper alt for løbskt, sidder man i karmasofakreds og erstatter acopalyptototutar (whatsoever) musikken med skingre versioner af diverse queennumre og en enkelt ’ain’t no mountain high enough’ alla sirius.
.. for blot at forsætte raseriet med at spille ’lille peter edderkop’ på ledning (hvilket vil sige, at jeg har slået mig selv på hånden med et tændt højtalerstik i super gennemskuelig børnesangsrytme). Finally! Musikalsk sejr til før så talentløse malou.
(en beskrivelse af resten af anekdoten vil for alvor få mig til at fremstå skør, så det undlader vi foreløbig).
uha! Må lige dele dette skønherlige stykke tekst, som jeg langt om længe (efter victors guddommelige hjælp) er i stand til at sende til luskelaura:
MUHAHAHAHAAAAH!
laura, jeg har en nyhed, der fryder mig men vil få dig til at skrige frustreret ud over hele rantzausminde (:
kan du huske det dersens barbariske billede af den piercede penis, som du kinda naglede fast til min mac? DET ER VÆÆÆÆÆÆÆKKKK!
Og hvad laver man så, når man har sovet så meget at man er træt af at sove, og man sidder lidt for alene og er lidt for ynkelig til at foretage sig noget, der kræver ikke-slatten kropsholdning. Man ser friends. Og man ser meget friends. Så meget, at man begynder at se sig selv som den usynlige ven, de alle sammen elsker og savner, for man lige pt. er i udlandet. Overvejede endda, om jeg turde købe rejsegaveting til rachel overhovedet, eller om jeg bare skulle give hende noget gavekort. Hvis det her når meget længere ud, ender jeg med at få øjne, der passer til mine firkantede briller. OG blive forelsket i chandler og hans ufortrinlige humor (som JO, er helt fantastisk. Bare spørg Linnea). Må. Slukke. Skal. Slukke. Vil. Ikke. Slukke.
Oh god, denne svømmen rundt i egen retarderede jeg i lidt for mange timer, har virkelig ført mig ud på et mentalt sidespor.
Og før man når at fange galskaben inden den slipper alt for løbskt, sidder man i karmasofakreds og erstatter acopalyptototutar (whatsoever) musikken med skingre versioner af diverse queennumre og en enkelt ’ain’t no mountain high enough’ alla sirius.
.. for blot at forsætte raseriet med at spille ’lille peter edderkop’ på ledning (hvilket vil sige, at jeg har slået mig selv på hånden med et tændt højtalerstik i super gennemskuelig børnesangsrytme). Finally! Musikalsk sejr til før så talentløse malou.
(en beskrivelse af resten af anekdoten vil for alvor få mig til at fremstå skør, så det undlader vi foreløbig).
uha! Må lige dele dette skønherlige stykke tekst, som jeg langt om længe (efter victors guddommelige hjælp) er i stand til at sende til luskelaura:
MUHAHAHAHAAAAH!
laura, jeg har en nyhed, der fryder mig men vil få dig til at skrige frustreret ud over hele rantzausminde (:
kan du huske det dersens barbariske billede af den piercede penis, som du kinda naglede fast til min mac? DET ER VÆÆÆÆÆÆÆKKKK!
18.11.08
mangel på skolebus
Bare en lille update på de sidste dages begivenheder: Hvis man ser bort fra aftenens hyggelige gætoggrimasser-advanced på lærerværelset, som udover at bringe en rigtig nasty kortfilm af græske zeus’ dameerobring i guldregn-skikkelse (og så mener man helligånden var grænseoverskridende i billedsprog) mere eller mindre har reddet min dag fra total ynkelighed, har dagens lyse punkter været til at overse. Takker zeus og gud og læger uden grænser for stadig at være i stand til stadig at grine og være rablende skør i hovedet.
Nånå, men til brokken, for den skal altid i første række (specielt når man som jeg fylder sin blog med grænseløs lovprisning af efterskolelivet der nogle gange får det til at minde lidt for meget om syg sekt med betalt prædiken og propaganda).
Jeg har i løbet af de sidste 2 dage:
.. bevist, at mine muskler ville få en bregne til at se stærk ud, ved på ingen måde at være i stand til at betjene diverse smedemaskiner, hvor der skal løsnes håndtag og hjul. Til gengæld kan jeg næsten stramme dem alle sammen. Lidt.
.. ageret træt klud i praktisk tøj med overkogt spagetti som arme, da jeg med meget begrænset succes med mindst ligeså begrænset håndkræft savede i aluminium.
.. skabt en lettere retarderet terning, som åbner helt nye døre for alternative brætspil med sin syverside.
.. i samme forbindelse ødelagt den (eneste) form, man prikker terningeøjne igennem ved på mystisk vis at få boret til at sidde så fast, at smede-finn efter en halv times mas måtte opgive og erkende, at det var håbløst at forsøge at lave den igen. Har desuden også knækket bor nummer to. Føler mig destruktiv og til ikke særlig meget nytte.
.. stirret ud i luften så mange minutter spredt over seks moduler, at jeg nærmest kunne høre mine hjerneceller springe i luften med små knald, for at efterlade mit hoved lidt tungere og lidt dummere.
.. cyklet så mange kilometer, at jeg snart har benmuskler til spontan cykelferie med sydlandsk destination (ahaha, for det er jo slet ikke hårdt).
.. cyklet VIRKELIG mange kilometer op ad meningsløse og urimeligt ondsindede bakker, der burde flades ud med en kæmpe, overdimensioneret kagerulle.
.. cyklet under kulsort, dryppende himmel i både modvind og isnende kulde mod handskeløse hænder.
jeg arme hippieunge, der havde regnet med at leve på cykel og metro resten af mit liv føler mig lige nu yderst fristet til at få kørekort og gammel skoda.
Men det sker aldrig, og desuden har jeg også godt af at cykle (…)
Nånå, men til brokken, for den skal altid i første række (specielt når man som jeg fylder sin blog med grænseløs lovprisning af efterskolelivet der nogle gange får det til at minde lidt for meget om syg sekt med betalt prædiken og propaganda).
Jeg har i løbet af de sidste 2 dage:
.. bevist, at mine muskler ville få en bregne til at se stærk ud, ved på ingen måde at være i stand til at betjene diverse smedemaskiner, hvor der skal løsnes håndtag og hjul. Til gengæld kan jeg næsten stramme dem alle sammen. Lidt.
.. ageret træt klud i praktisk tøj med overkogt spagetti som arme, da jeg med meget begrænset succes med mindst ligeså begrænset håndkræft savede i aluminium.
.. skabt en lettere retarderet terning, som åbner helt nye døre for alternative brætspil med sin syverside.
.. i samme forbindelse ødelagt den (eneste) form, man prikker terningeøjne igennem ved på mystisk vis at få boret til at sidde så fast, at smede-finn efter en halv times mas måtte opgive og erkende, at det var håbløst at forsøge at lave den igen. Har desuden også knækket bor nummer to. Føler mig destruktiv og til ikke særlig meget nytte.
.. stirret ud i luften så mange minutter spredt over seks moduler, at jeg nærmest kunne høre mine hjerneceller springe i luften med små knald, for at efterlade mit hoved lidt tungere og lidt dummere.
.. cyklet så mange kilometer, at jeg snart har benmuskler til spontan cykelferie med sydlandsk destination (ahaha, for det er jo slet ikke hårdt).
.. cyklet VIRKELIG mange kilometer op ad meningsløse og urimeligt ondsindede bakker, der burde flades ud med en kæmpe, overdimensioneret kagerulle.
.. cyklet under kulsort, dryppende himmel i både modvind og isnende kulde mod handskeløse hænder.
jeg arme hippieunge, der havde regnet med at leve på cykel og metro resten af mit liv føler mig lige nu yderst fristet til at få kørekort og gammel skoda.
Men det sker aldrig, og desuden har jeg også godt af at cykle (…)
16.11.08
kill me
Okay. Så er det i morgen.
I morgen jeg skal stå op for solen overhovedet overvejer at tænke på at begynde at bevæge sig mod Sydfyn. Cykle længere, end jeg har strøm til på min ipod, Over bakker, der sandsynligvis er faret vild og burde hjælpes hjem til deres venner i østrig. Hurra for bertel ’dedertiendeklasserburdeafskaffesdesmutteråbenbartikke
frivilligtladostvingedemtiltougersoghåbeatDETfårdemtilatindse
atdebareskullespringevideretilgymnasietdirekteefterniende–pådenmådeharviudslettettiendeklasseiløbetafethalvtårti-haarder.
Jeg har brugt det meste af weekenden på at udtænke smutveje, lede efter smuthuller og på alle andre tænkelige måder forsøgt at finde måder at smutte udenom de næste to ugers brobygning.
HVORFOR skal jeg absolut udvikle beton immunforsvar lige nu, når jeg har allermest brug for at blive smittet af mine sygdomsramte forældre? Alverdens helsefreaks bindes til sofa og tvinges til fire døgns intensiv seriemaraton med konstant indtagelse af flødekage via drop, for at have påstået at ’en sund livsstil har ingen ulemper’. Fra i morgen vil jeg svømme i usundhed og håbe på, at jeg bliver ramt af en farlig virus inden længe. (og med inden længe mener jeg selvfølgelig inden fireogtyve timer)
Lorte brobygning. Den fact, at vi skal cykle otte kilometer i novemberkulde klokken syv om natten (jo, for det er mørkt, så det er nat. sådan er reglerne), har allerede på forhånd sat forventningerne for nedernness så skyhøjt, at selv lavra ville have problemer med at bygge så højt et tårn i towebloxx. Den eneste bro jeg skal bygge, er en der går fra svendborg til christiansborg, så jeg kan give kegle til bertel haarder fyrreogtyve dummeslag for at ødelægge mit humør og sætte knald på den vinterdepression, jeg ellers havde regnet med at gemme til når jeg fylder firs.
Og ikke nok med det (for nej, jeg er ikke færdig med at brokke mig endnu). Det, der i beskrivelsen lød som en uges kreativ udfoldelse i form af keramikkursus og ler på fingrene, viste sig at være, og her citerer jeg så godt, som min hukommelse gør det muligt: ”en uges introduktion i smedeuddannelsen… du skal arbejde med jern. Husk praktisk påklædning”. GARGARH-HVAD?! Det er falsk varebetegnelse, og det er imod min overbevisning at finde mig i det. Magen til beskidt måde at lokke stakkels kreabørn på.
Synes på ingen måde, at det er i nærheden af fair, ligesom det heller ikke kan være rigtigt at jeg, bare fordi min efternavn er stålholt og derfor i tide og utide kvalificerer mig til at ligge nederst på navnelisterne, skal ende som overskydende og derfor proppes på et andet hold end alle de andre jernmennesker. (til jer der ikke forstod mine sidesporsvredesudbrud betyder det, at jeg skal smede alene)
Mhmmpfh. Praktisk påklædning. Jeg ejer ikke praktisk påklædning. Jeg ER ikke praktisk. Jeg har problemer med at løfte en tolitersjuicekarton, hvordan skal jeg på nogen måde være i stand til at arbejde med jern? NEJ!!
Det eneste jeg skal smede er et klagebrev til undervisningsministeriet og en banner, så jeg kan bruge resten af ugen på at demonstrere mod denne helt igennem tåbelige lov.
I morgen jeg skal stå op for solen overhovedet overvejer at tænke på at begynde at bevæge sig mod Sydfyn. Cykle længere, end jeg har strøm til på min ipod, Over bakker, der sandsynligvis er faret vild og burde hjælpes hjem til deres venner i østrig. Hurra for bertel ’dedertiendeklasserburdeafskaffesdesmutteråbenbartikke
frivilligtladostvingedemtiltougersoghåbeatDETfårdemtilatindse
atdebareskullespringevideretilgymnasietdirekteefterniende–pådenmådeharviudslettettiendeklasseiløbetafethalvtårti-haarder.
Jeg har brugt det meste af weekenden på at udtænke smutveje, lede efter smuthuller og på alle andre tænkelige måder forsøgt at finde måder at smutte udenom de næste to ugers brobygning.
HVORFOR skal jeg absolut udvikle beton immunforsvar lige nu, når jeg har allermest brug for at blive smittet af mine sygdomsramte forældre? Alverdens helsefreaks bindes til sofa og tvinges til fire døgns intensiv seriemaraton med konstant indtagelse af flødekage via drop, for at have påstået at ’en sund livsstil har ingen ulemper’. Fra i morgen vil jeg svømme i usundhed og håbe på, at jeg bliver ramt af en farlig virus inden længe. (og med inden længe mener jeg selvfølgelig inden fireogtyve timer)
Lorte brobygning. Den fact, at vi skal cykle otte kilometer i novemberkulde klokken syv om natten (jo, for det er mørkt, så det er nat. sådan er reglerne), har allerede på forhånd sat forventningerne for nedernness så skyhøjt, at selv lavra ville have problemer med at bygge så højt et tårn i towebloxx. Den eneste bro jeg skal bygge, er en der går fra svendborg til christiansborg, så jeg kan give kegle til bertel haarder fyrreogtyve dummeslag for at ødelægge mit humør og sætte knald på den vinterdepression, jeg ellers havde regnet med at gemme til når jeg fylder firs.
Og ikke nok med det (for nej, jeg er ikke færdig med at brokke mig endnu). Det, der i beskrivelsen lød som en uges kreativ udfoldelse i form af keramikkursus og ler på fingrene, viste sig at være, og her citerer jeg så godt, som min hukommelse gør det muligt: ”en uges introduktion i smedeuddannelsen… du skal arbejde med jern. Husk praktisk påklædning”. GARGARH-HVAD?! Det er falsk varebetegnelse, og det er imod min overbevisning at finde mig i det. Magen til beskidt måde at lokke stakkels kreabørn på.
Synes på ingen måde, at det er i nærheden af fair, ligesom det heller ikke kan være rigtigt at jeg, bare fordi min efternavn er stålholt og derfor i tide og utide kvalificerer mig til at ligge nederst på navnelisterne, skal ende som overskydende og derfor proppes på et andet hold end alle de andre jernmennesker. (til jer der ikke forstod mine sidesporsvredesudbrud betyder det, at jeg skal smede alene)
Mhmmpfh. Praktisk påklædning. Jeg ejer ikke praktisk påklædning. Jeg ER ikke praktisk. Jeg har problemer med at løfte en tolitersjuicekarton, hvordan skal jeg på nogen måde være i stand til at arbejde med jern? NEJ!!
Det eneste jeg skal smede er et klagebrev til undervisningsministeriet og en banner, så jeg kan bruge resten af ugen på at demonstrere mod denne helt igennem tåbelige lov.
14.11.08
love is in the air (og i en mælkekasse)
Kan man få lyst til andet end at gå på line henover alle tage på skolen, skrigende af fryd og glæde og klippeklisterkrampe i hænderne, når dagen står i kærlighedens tegn og man drukner i kram og kindkys? Nej. Det kan man ikke.
Ikke fordi vi mangler kærligheden – i efterskolelivet er hygge og samvær centrum af det centrale.
Og her taler vi ikke kun den ordinære stearinlys og B-film aftenhygge med de bedste veninder og rittersport som selskab. Også intern humor(eller hvad man end kalder den slags)-hygge, hvor man slår hinanden hårdt i hovedet med en gren eller bokser alle, der tager en helt bestemt hjelm på, noget der umiddelbart virker lidt barbarisk og hulemandsagtigt, men som i virkeligheden er en lettere alternativ måde at udtrykke den kendte sætning ’jeg elsker dig’ (okay, ærligt indrømmet er det nok nærmere lightudgaven ’jeg holder af dig’ der er tale om, det virker bare ikke nær så godt på skrift).
Det er nok nærmere fordi vi glemmer den. Kærligheden, altså. At vi tager den lidt for givet og ikke liiiige får skrevet det der natbrev, givet det der knus eller sagt godmorgen. For så så man film, så var man lige på køkken og i øvrigt var man halvt kvæstet af træthed og blablabla.
Derfor døbte vi onsdag d. 12.11.08 ’kærlighedsdagen’. En dag hvor det handlede om at smile, om at grine og om at vise, hvor meget man holdt af hinanden. Og hvis det ikke blev sagt med kram og kys, så kom det i hvert fald rigeligt til udtryk i østersøen, hvor der efter en natbrevsproduktion der ville feje samtlige klippeklisterborde i danmark til verdens ende, lignede resterne af en krig mellem en bunke husmorblade og en makulator. Tør slet ikke tænke på, hvor mange regnskove der måtte lade livet for vores kærlighedsdag. Dog vil selv jeg driste mig til at indrømme, at det nok var det værd: at se ’hva så´din bøssrøv’ Johan sidde med lim på fingrene for sirligt at lukke en hjemmelavet kuvert med et hjemmeklippet hjerte er næsten nok til at jeg selv ville gribe saven.
Tak for en kærlig dag, som med en entusiasme der fyldte en hel mælkekasse til randen men lim, spøjse udklip og søde ord, og som fik os til at glemme sengetiden og blive fanget i to minutters natterend, fordi vi havde for travlt med at omfavne og være glade til at se på uret.
..et lille sidespor skal der simpelthen være plads til her. Jo der skal. Nemlig.
For bedst som dagene skrumper hurtigere end mit taljemål vokser (satans til fristende, varme drikke), bedst som bladene falder af træerne og det bliver muligt at se sin egen ånde i luften ved højlys dag (spekulerer stadig på, om det mon er muligt at lave røgringe med sin frostånde. Hvilket så ikke ville være røgringe, men luftringe. Eller frostringe, selvom frostringe nok nærmere giver associationer til kummefrysere).
ABER! Nu blev sidespor jo til sidespring og nu er jeg helt lost. Ih altså.
Pointen var, at laura, hendes familie og jeg fandt danske, smagfulde brombær i tankefuld skov så sent som i lørdags. I lørdags, hvor vi var i november. November er en vintermåned. Vinter er lige med frost og importerede frugter. Man finder ikke bare sådan brombær i november. Og da slet ikke grønne brombær, der endnu er for sure til at sætte tænderne i. Længe leve CO2 udslippet (pjat med mig, synes det var ret så fantastisk at nyde den sidste bid dansk sommer inden efteråret blev til vinter)
Og nu skal jeg virkelig, virkelig have gjort det op med noget af al den søvnmangel der efterhånden har hobet sig op til noget nær fuldtid i tre uger.
Ikke fordi vi mangler kærligheden – i efterskolelivet er hygge og samvær centrum af det centrale.
Og her taler vi ikke kun den ordinære stearinlys og B-film aftenhygge med de bedste veninder og rittersport som selskab. Også intern humor(eller hvad man end kalder den slags)-hygge, hvor man slår hinanden hårdt i hovedet med en gren eller bokser alle, der tager en helt bestemt hjelm på, noget der umiddelbart virker lidt barbarisk og hulemandsagtigt, men som i virkeligheden er en lettere alternativ måde at udtrykke den kendte sætning ’jeg elsker dig’ (okay, ærligt indrømmet er det nok nærmere lightudgaven ’jeg holder af dig’ der er tale om, det virker bare ikke nær så godt på skrift).
Det er nok nærmere fordi vi glemmer den. Kærligheden, altså. At vi tager den lidt for givet og ikke liiiige får skrevet det der natbrev, givet det der knus eller sagt godmorgen. For så så man film, så var man lige på køkken og i øvrigt var man halvt kvæstet af træthed og blablabla.
Derfor døbte vi onsdag d. 12.11.08 ’kærlighedsdagen’. En dag hvor det handlede om at smile, om at grine og om at vise, hvor meget man holdt af hinanden. Og hvis det ikke blev sagt med kram og kys, så kom det i hvert fald rigeligt til udtryk i østersøen, hvor der efter en natbrevsproduktion der ville feje samtlige klippeklisterborde i danmark til verdens ende, lignede resterne af en krig mellem en bunke husmorblade og en makulator. Tør slet ikke tænke på, hvor mange regnskove der måtte lade livet for vores kærlighedsdag. Dog vil selv jeg driste mig til at indrømme, at det nok var det værd: at se ’hva så´din bøssrøv’ Johan sidde med lim på fingrene for sirligt at lukke en hjemmelavet kuvert med et hjemmeklippet hjerte er næsten nok til at jeg selv ville gribe saven.
Tak for en kærlig dag, som med en entusiasme der fyldte en hel mælkekasse til randen men lim, spøjse udklip og søde ord, og som fik os til at glemme sengetiden og blive fanget i to minutters natterend, fordi vi havde for travlt med at omfavne og være glade til at se på uret.
..et lille sidespor skal der simpelthen være plads til her. Jo der skal. Nemlig.
For bedst som dagene skrumper hurtigere end mit taljemål vokser (satans til fristende, varme drikke), bedst som bladene falder af træerne og det bliver muligt at se sin egen ånde i luften ved højlys dag (spekulerer stadig på, om det mon er muligt at lave røgringe med sin frostånde. Hvilket så ikke ville være røgringe, men luftringe. Eller frostringe, selvom frostringe nok nærmere giver associationer til kummefrysere).
ABER! Nu blev sidespor jo til sidespring og nu er jeg helt lost. Ih altså.
Pointen var, at laura, hendes familie og jeg fandt danske, smagfulde brombær i tankefuld skov så sent som i lørdags. I lørdags, hvor vi var i november. November er en vintermåned. Vinter er lige med frost og importerede frugter. Man finder ikke bare sådan brombær i november. Og da slet ikke grønne brombær, der endnu er for sure til at sætte tænderne i. Længe leve CO2 udslippet (pjat med mig, synes det var ret så fantastisk at nyde den sidste bid dansk sommer inden efteråret blev til vinter)
Og nu skal jeg virkelig, virkelig have gjort det op med noget af al den søvnmangel der efterhånden har hobet sig op til noget nær fuldtid i tre uger.
12.11.08
countdown i god tid
Må nok hellere på forhånd give jer lov til at arkivere mig under sørgelige mennesker, der ikke helt kan finde ud af hvad de mener.
For bedst som jeg for små tre uger siden sad og fik rød pande og våde håndflader over dagli’ brugsens julehysteri med nisser i appelsinerne og tilbud på pebernødder der, hvor der for to minutter siden lå en bunke kæmpe læsker, har jeg tilbragt det meste af min aften med en aktivitet, der stinker ret langt væk af kalenderlys.
Julehjerter. Når man finder sig selv langt mere interesseret i glanspapir end i grease, så ved man, at man glæder sig til december. Og selv med min gennemtænkte plan med først at tænke på julen, når den rent faktisk er i gang (eller når det begynder at sne, men det gør det jo alligevel ikke), og derved undgå at køre død i brunkagedej og vatterede landskaber med rensdyr (rantzdyr – ahahaha) inden anden søndag i advent. Og selv om man hårdnakket kæmper imod trangen til at købe nissebefængt gavepapir er det noget af en opgave at slippe udenom højtidsvreden med stress og jag og januarsudsalg i november (say what?). Specielt Illums moderigtige såkaldt ’it’ julepynt i plastikpink og firserturkis med boafjer og andet grimsgrams i grum overflod giver mig lyst til at brække armen på noget snemand (ay?). Jul skal fanme ikke designes og moderniseres og proppes i de rigtige nuancer af årets julefarver. Jul er en traditionel tradition og eksisterer kun, fordi vi godt kan lide hygge og fed mad og forkælelse. NIX PILLE! Så må i sælge peking and mortens aften, lave påskegule ipods og kun sælge aquafarvede raketter. Så længe i holder jer fra julen er jeg absolut ligeglad. Men kun indtil i krummer den mindste hank på mine hjemmeflettede julehjerter. Så er der nemlig BØF!
Sjovt, som man kan gå fra at skrige af raseri over jul i oktober til at tælle dagene til pre-jul i november. Men det er meget svært ikke at glæde sig, når man agerer hjertefletnings-læremester for benjamin og martin, konkurrerer i julehjerter advanced og samtidig er vidne til forømtalte drenges udveksling af hjemmelavede vennearmbånd. Nuuurrrhh!
Duften af vaniljekranse har aldrig været sødere. Er så småt ved at starte julehemmelighedspuslen selv. Vil opfordre alle andre til at gøre det samme. Overraskelser i december er nice :D (og nej, det er ikke særlig kreativt at fylde folks sko med rå ris. Det er derimod temmelig folkeskoletrist og desuden spild af ressourcer)
For bedst som jeg for små tre uger siden sad og fik rød pande og våde håndflader over dagli’ brugsens julehysteri med nisser i appelsinerne og tilbud på pebernødder der, hvor der for to minutter siden lå en bunke kæmpe læsker, har jeg tilbragt det meste af min aften med en aktivitet, der stinker ret langt væk af kalenderlys.
Julehjerter. Når man finder sig selv langt mere interesseret i glanspapir end i grease, så ved man, at man glæder sig til december. Og selv med min gennemtænkte plan med først at tænke på julen, når den rent faktisk er i gang (eller når det begynder at sne, men det gør det jo alligevel ikke), og derved undgå at køre død i brunkagedej og vatterede landskaber med rensdyr (rantzdyr – ahahaha) inden anden søndag i advent. Og selv om man hårdnakket kæmper imod trangen til at købe nissebefængt gavepapir er det noget af en opgave at slippe udenom højtidsvreden med stress og jag og januarsudsalg i november (say what?). Specielt Illums moderigtige såkaldt ’it’ julepynt i plastikpink og firserturkis med boafjer og andet grimsgrams i grum overflod giver mig lyst til at brække armen på noget snemand (ay?). Jul skal fanme ikke designes og moderniseres og proppes i de rigtige nuancer af årets julefarver. Jul er en traditionel tradition og eksisterer kun, fordi vi godt kan lide hygge og fed mad og forkælelse. NIX PILLE! Så må i sælge peking and mortens aften, lave påskegule ipods og kun sælge aquafarvede raketter. Så længe i holder jer fra julen er jeg absolut ligeglad. Men kun indtil i krummer den mindste hank på mine hjemmeflettede julehjerter. Så er der nemlig BØF!
Sjovt, som man kan gå fra at skrige af raseri over jul i oktober til at tælle dagene til pre-jul i november. Men det er meget svært ikke at glæde sig, når man agerer hjertefletnings-læremester for benjamin og martin, konkurrerer i julehjerter advanced og samtidig er vidne til forømtalte drenges udveksling af hjemmelavede vennearmbånd. Nuuurrrhh!
Duften af vaniljekranse har aldrig været sødere. Er så småt ved at starte julehemmelighedspuslen selv. Vil opfordre alle andre til at gøre det samme. Overraskelser i december er nice :D (og nej, det er ikke særlig kreativt at fylde folks sko med rå ris. Det er derimod temmelig folkeskoletrist og desuden spild af ressourcer)
10.11.08
korsfest
Okay, nu synes jeg efterhånden lørdagens rædselsfulde sangpræstation er tilpas langt tilbage i tiden til, at jeg tør skrive om den uden at skrumpe ind til noget nær musestørrelse.
Lad os derfor bare få det overstået: jeg kom, jeg sang og jeg fejlede noget så grumt. Trods hoftevrik, der fremkaldte et frygt for, at mine ben knækkede af i svinget, og en del flirten med publikum tror jeg ikke, jeg skjulte min absolut frygtelige røst særlig. Og nej, det blev heller ikke just bedre af, at jeg småløb fra hjørne til hjørne af salen uden at tænke på, at forpusthed absolut ingen positiv effekt har på lyd. Var seriøst tæt på at rive mit stemmebånd ud i ren aggression bagefter. Lod dog være, da jeg jo havde brug for både dét og min tunge til frisørscenen, som ownede alt med geniale søjlejokes og en lidt for femi gustav. Sammen med dovne adam & kernesundfamilie-eva, hulkende hitler, poul krebs, paven gud den 16. og alle de andre, som gang på gang fik forældre og søskende til at grine højlydt (synes godt nok ikke de lo nok, men de kan jo ikke gøre for, at vores humor er bedre end deres) og som også tvang en knyttet næve til at skærme for lyden af min egen latter. Fy for den lede for et vellykket teaterstykke. Trods småfejl og falske toner formåede vi at få alting til at gå op i en højere enhed med ’fly on the wings of love’ (hvilket sangvalg..) og så dybe buk, at mit hår næsten nåede jorden. Stemningen på skolen var helt eminent, og jeg vil bytte alt hvad jeg ejer for at genkalde den hver lørdag resten af livet.
Den efterfølgende korsfest i form af lidt for meget slik alt for lidt søvn gav mig lyst til at hægte mig selv fast til gunnar med kæde og lås og aldrig forlade skolens område – nogensinde. Det bliver nok aldrig til noget, for det regner ret tit lige i øjeblikket, og det er i forvejen våde dråber ovenfra, der er skyld i den (de) voksende dreadlocks der plager mit hår i en sådan grad, at jeg får lyst til at klippe det af. Det hele. Mit hår ligner filt i tykke totter, og det er efterhånden så fyldigt at min elastik virkelig skal anstrenge sig for at nå rundt om det. Må derfor hellere lade være med at leve resten af livet udendørs og nøjes med at nyde efterskolelivet mens jeg har det. Yay!
(er for resten også træt af, at min mobil har lidt druknedøden og at ingen form for førstehjælp lader til at virke – er der nogle, der ringer efter falck, jeg har VIRKELIG brug for noget effektivt hjertemassage? Så vågn dog op for hulan!).
Og hey! Man kan som bekendt ikke fornemme lyd på billeder, og jeg søger derfor med lys og lygte efter billeder fra ’biblen’ – da jeg brugte hele timen på at stresse rundt i kostumeskift og mangel på hårnet har jeg absolut ingen selv, og det synes jeg egentlig er lidt øv. Dem der ejer nogle må gerne sige til. Jeg giver en sang i belønning (eventuelt med luna på guitar – det kan ingen sige nej til).
Lad os derfor bare få det overstået: jeg kom, jeg sang og jeg fejlede noget så grumt. Trods hoftevrik, der fremkaldte et frygt for, at mine ben knækkede af i svinget, og en del flirten med publikum tror jeg ikke, jeg skjulte min absolut frygtelige røst særlig. Og nej, det blev heller ikke just bedre af, at jeg småløb fra hjørne til hjørne af salen uden at tænke på, at forpusthed absolut ingen positiv effekt har på lyd. Var seriøst tæt på at rive mit stemmebånd ud i ren aggression bagefter. Lod dog være, da jeg jo havde brug for både dét og min tunge til frisørscenen, som ownede alt med geniale søjlejokes og en lidt for femi gustav. Sammen med dovne adam & kernesundfamilie-eva, hulkende hitler, poul krebs, paven gud den 16. og alle de andre, som gang på gang fik forældre og søskende til at grine højlydt (synes godt nok ikke de lo nok, men de kan jo ikke gøre for, at vores humor er bedre end deres) og som også tvang en knyttet næve til at skærme for lyden af min egen latter. Fy for den lede for et vellykket teaterstykke. Trods småfejl og falske toner formåede vi at få alting til at gå op i en højere enhed med ’fly on the wings of love’ (hvilket sangvalg..) og så dybe buk, at mit hår næsten nåede jorden. Stemningen på skolen var helt eminent, og jeg vil bytte alt hvad jeg ejer for at genkalde den hver lørdag resten af livet.
Den efterfølgende korsfest i form af lidt for meget slik alt for lidt søvn gav mig lyst til at hægte mig selv fast til gunnar med kæde og lås og aldrig forlade skolens område – nogensinde. Det bliver nok aldrig til noget, for det regner ret tit lige i øjeblikket, og det er i forvejen våde dråber ovenfra, der er skyld i den (de) voksende dreadlocks der plager mit hår i en sådan grad, at jeg får lyst til at klippe det af. Det hele. Mit hår ligner filt i tykke totter, og det er efterhånden så fyldigt at min elastik virkelig skal anstrenge sig for at nå rundt om det. Må derfor hellere lade være med at leve resten af livet udendørs og nøjes med at nyde efterskolelivet mens jeg har det. Yay!
(er for resten også træt af, at min mobil har lidt druknedøden og at ingen form for førstehjælp lader til at virke – er der nogle, der ringer efter falck, jeg har VIRKELIG brug for noget effektivt hjertemassage? Så vågn dog op for hulan!).
Og hey! Man kan som bekendt ikke fornemme lyd på billeder, og jeg søger derfor med lys og lygte efter billeder fra ’biblen’ – da jeg brugte hele timen på at stresse rundt i kostumeskift og mangel på hårnet har jeg absolut ingen selv, og det synes jeg egentlig er lidt øv. Dem der ejer nogle må gerne sige til. Jeg giver en sang i belønning (eventuelt med luna på guitar – det kan ingen sige nej til).
9.11.08
typerne, der ikke kan lide racisme
Da jeg vågnede i morges og kiggede ud af vinduet var jeg meget tæt på at lade mig dumpe ned af min køje i et grumt fald, for at få lov til at sove længere og undgå at gå udenfor en dør (selvom jeg fik en rimelig moderat mængde søvn i nat, var mit hoved alligevel betontungt af trætness – forklaring kommer i næste indlæg, jeg arbejder stadig med psykiske men efter mislykket sangperformance). MEN! Et aktivitet, der selv i det ondeste kuldskærfremkaldende vintervejr står meget højt på min liste over ting, der gør mig i godt humør: Indsamling. Har i nu en måned været skrevet på listen over mennesker, der i dag skulle kæmpe med de, tit lidt for nærrige, danskere for Dansk Flygtningehjælp. Så selvom dagen var grå og håret hurtigt blev regnvådt var jeg meget opsat på at redde lidt verden. Og hvad sker der så, da mathilde, laura og jeg står overfor indsamlingsrutemenneskerne og melder os til tro tjeneste? Vi bliver sendt hjem igen (det passer så ikke helt, men vi kunne altså ikke ’bare slå os sammen med en anden gruppe’. Man samler simpelthen ikke ind mere end tre, det virker bare for ’giv os penge, eller vi slår dig ned, NOK!’, og det er en temmelig dårlig taktik når man gerne vil samle mange penge ind). De havde ikke flere ruter, vi havde lagt sidst i bunken af navne og havde derfor trukket nitten.
Så så man lige samvittigheden dale med den der ’jeg er nu alligevel et meget godt menneske’ følelse, der følger med som gulerod i raslepakken. Øv.
Men da nogle af os er typen, der ikke bryder sig særlig meget om racisme, var dagens gode (og hyggelige) gerning at finde på svendborg torv i den mørke novemberkulde. En håndfuld organisationer og politiske grupper havde sammen lavet en antiracistisk demonstration i forbindelse med krystalnattens 70 års fødselsdag.
Det var specielt rart at have lidt bekræftelse i sin moralpose, da vi senere på aftenen viste os som de hardcore lovbrødre (og ja, der skal stå brødre som i drengemedsammeforældre) os kørte i den forkerte side af den enoooormt trafikerede vej i svendborg.
Aber! Den dersens såkaldte hippieevent..
Efter en frisk cykeltur (jo, det var dejligt) endte vi med tre fakler og en bunke fællessangtekster. Satte os i en hyggelig rundkreds midt i det hele, hvilket resulterede i overfald af kameralinse fra fyens stifttidende – og lige gyldigt hvor meget, vi alle prøver at benægte det, så kom vi nok til at pose en lille smule. Men hvad fanden skal man ellers gøre, når en fremmed mand med et kamera på størrelse med min saftybox pludselig stikker hovedet ind i ens sniksnak og åbenbart fandt min pyromanagtige fascination af føromtalte fakler meget billedværdig? Keep an eye on los avisos i morgen, hvor mindst én af os medieludere sandsynligvis stjæler fokus for al anden lokalreportage!
Og i kan sige hvad i vil om ligegyldigheden ved demonstrationer der ’blot’ har til hensigt at ytre et (vigtigt) budskab. Selvom vi ikke var mange og selvom vi hverken havde bannere eller andet lir end en krads guitarversion af imagine, så giver det alligevel en varm følelse af håb i maven, når man står der og kigger ud over menneskemængden (mængden, hæhæ) og vide, at vi alle sammen er enige om, at racisme er et grumt intolerant menneskesyn, vide, at der er andre end én selv, der har viljen til at gøre noget (og at det ikke kun er unge på 17 med dreadlocks, men også ældre ægtepar med rynker og gråt hår).
At der derefter blev inviteret på gratis suppe på ’harmonien’, et overdrevent hyggeligt og hidtil for mig ukendt sted, trækker kun hele oplevelse op på et niveau, der overgår det meste – tak for en rigtig dejlig aften, skønne mennesker
..Og tak til Den Latterligt Stejle Bakke, der gav mig røde kinder og ondt i halsen.
Synes for resten vi burde indføre fast fællessang hver dag i hullet :D
Så så man lige samvittigheden dale med den der ’jeg er nu alligevel et meget godt menneske’ følelse, der følger med som gulerod i raslepakken. Øv.
Men da nogle af os er typen, der ikke bryder sig særlig meget om racisme, var dagens gode (og hyggelige) gerning at finde på svendborg torv i den mørke novemberkulde. En håndfuld organisationer og politiske grupper havde sammen lavet en antiracistisk demonstration i forbindelse med krystalnattens 70 års fødselsdag.
Det var specielt rart at have lidt bekræftelse i sin moralpose, da vi senere på aftenen viste os som de hardcore lovbrødre (og ja, der skal stå brødre som i drengemedsammeforældre) os kørte i den forkerte side af den enoooormt trafikerede vej i svendborg.
Aber! Den dersens såkaldte hippieevent..
Efter en frisk cykeltur (jo, det var dejligt) endte vi med tre fakler og en bunke fællessangtekster. Satte os i en hyggelig rundkreds midt i det hele, hvilket resulterede i overfald af kameralinse fra fyens stifttidende – og lige gyldigt hvor meget, vi alle prøver at benægte det, så kom vi nok til at pose en lille smule. Men hvad fanden skal man ellers gøre, når en fremmed mand med et kamera på størrelse med min saftybox pludselig stikker hovedet ind i ens sniksnak og åbenbart fandt min pyromanagtige fascination af føromtalte fakler meget billedværdig? Keep an eye on los avisos i morgen, hvor mindst én af os medieludere sandsynligvis stjæler fokus for al anden lokalreportage!
Og i kan sige hvad i vil om ligegyldigheden ved demonstrationer der ’blot’ har til hensigt at ytre et (vigtigt) budskab. Selvom vi ikke var mange og selvom vi hverken havde bannere eller andet lir end en krads guitarversion af imagine, så giver det alligevel en varm følelse af håb i maven, når man står der og kigger ud over menneskemængden (mængden, hæhæ) og vide, at vi alle sammen er enige om, at racisme er et grumt intolerant menneskesyn, vide, at der er andre end én selv, der har viljen til at gøre noget (og at det ikke kun er unge på 17 med dreadlocks, men også ældre ægtepar med rynker og gråt hår).
At der derefter blev inviteret på gratis suppe på ’harmonien’, et overdrevent hyggeligt og hidtil for mig ukendt sted, trækker kun hele oplevelse op på et niveau, der overgår det meste – tak for en rigtig dejlig aften, skønne mennesker
..Og tak til Den Latterligt Stejle Bakke, der gav mig røde kinder og ondt i halsen.
Synes for resten vi burde indføre fast fællessang hver dag i hullet :D
7.11.08
langt ned & langt ude
Jeg vidste ikke, at panikangst for ting som højder og mikrofoner bare lige sådan kan komme og gå. Højdeskræk er da ikke noget man sådan lige får uden traumatiserende legepladstårn, højt træ-oplevelse eller medfødt skræk for google earth på for store skærme. Og udover en lidt for ivrig klatretur i lidt for højtogfortyndtitoppen-træ dengang, jeg stadig gik i pink cykelshorts, lidt frygt for børnehavens lodrette trappe til sørøverskibets udkigspost og nogle fugle i maven før det gyldne tårn har jeg absolut ingen problemer med højder. Og nu lyder det egentlig som om at jeg er et omvandrende nervevrag der ikke tør balancere på VÆNGETS kantesten, men i virkeligheden elsker jeg den friske luft på toppen, jeg elsker at have satellitagtigt overblik over alting og jeg elsker at flyve (at lette er sjååååååvt).
MEN! (for der er aaaaltid et men) trods dette slog det mig alligevel som en pludseligt ankommende hovedpine, der virkelig ikke passer ind i programmet. Bedst som jeg stod foran hullet i loftet med tres kilo spænder, remme og kroge på maven, blev jeg overfaldet af en meget tarvelig højdeskræk. En spids stemme rev mig i nakkehårene og hviskede, at hvis jeg lod mig falde ned fra lampehullet ville den hægte mig af, og jeg ville på et halvt sekund skifte fra fast form til en flydende masse (og denne gang ikke med teaterblod). Grgk. Så er det der, malou går i panik og febrilsk klatrer ned igen for at forsøge sig med taktik baglæns. For om det så skal koste mig litervis af koldsved og (om muligt) værre version af ’falling in love with you’, så vil jeg STADIG hejses ned fra loftet. Og efter lidt overvindelse og en enkelt op... og SÅ ned, følte jeg mig lige pludselig tryg nok til at kaste lidt elvismoves ud af det palietbefængte trompetærme på vej ned gennem den gennemspilningstryggede luft i gymnastiksalen. Oh yeah, i feel hardcore.
At min røst er knapt så skøn efter forpustet hjertebanken og en lille håndfuld grineflip er en anden side af sagen – må vel bare spille så meget på mine labre solbriller og elvishofter, at ingen ligger mærke til, hvor dårligt jeg egentlig synger. (rigtig ærgerligt, for nu havde jeg endelig alle toner på plads og klar til at overbevise verden om, at de sagtens kan lade mig skråle i rengøringstiden uden at udvikle kronisk tinnitus.
Udover det er mine eneste bekymring, at frisørscenen helst ikke skal ende i lummer snak om store søjler med smukke indgraveringer når det går løs i morgen aften. Og selvom jeg godt kunne forklare dette interne stykke humor, vil jeg lade være, for min blog er trods alt under en form for censur (for det er nemlig nødvendigt, når man efter søvnunderskud på søvnunderskud står overfor jesusdullerolle med halvt improviseret smalltalk).
For at sætte spændingen for morgendagens show i vejret, vil jeg er til slut citere frisørudgaven af gustav (iført alt for stramme lilla jeans og åben vest over bar overkrop):
Det bliver bare så læxi!
MEN! (for der er aaaaltid et men) trods dette slog det mig alligevel som en pludseligt ankommende hovedpine, der virkelig ikke passer ind i programmet. Bedst som jeg stod foran hullet i loftet med tres kilo spænder, remme og kroge på maven, blev jeg overfaldet af en meget tarvelig højdeskræk. En spids stemme rev mig i nakkehårene og hviskede, at hvis jeg lod mig falde ned fra lampehullet ville den hægte mig af, og jeg ville på et halvt sekund skifte fra fast form til en flydende masse (og denne gang ikke med teaterblod). Grgk. Så er det der, malou går i panik og febrilsk klatrer ned igen for at forsøge sig med taktik baglæns. For om det så skal koste mig litervis af koldsved og (om muligt) værre version af ’falling in love with you’, så vil jeg STADIG hejses ned fra loftet. Og efter lidt overvindelse og en enkelt op... og SÅ ned, følte jeg mig lige pludselig tryg nok til at kaste lidt elvismoves ud af det palietbefængte trompetærme på vej ned gennem den gennemspilningstryggede luft i gymnastiksalen. Oh yeah, i feel hardcore.
At min røst er knapt så skøn efter forpustet hjertebanken og en lille håndfuld grineflip er en anden side af sagen – må vel bare spille så meget på mine labre solbriller og elvishofter, at ingen ligger mærke til, hvor dårligt jeg egentlig synger. (rigtig ærgerligt, for nu havde jeg endelig alle toner på plads og klar til at overbevise verden om, at de sagtens kan lade mig skråle i rengøringstiden uden at udvikle kronisk tinnitus.
Udover det er mine eneste bekymring, at frisørscenen helst ikke skal ende i lummer snak om store søjler med smukke indgraveringer når det går løs i morgen aften. Og selvom jeg godt kunne forklare dette interne stykke humor, vil jeg lade være, for min blog er trods alt under en form for censur (for det er nemlig nødvendigt, når man efter søvnunderskud på søvnunderskud står overfor jesusdullerolle med halvt improviseret smalltalk).
For at sætte spændingen for morgendagens show i vejret, vil jeg er til slut citere frisørudgaven af gustav (iført alt for stramme lilla jeans og åben vest over bar overkrop):
Det bliver bare så læxi!
et indlæg som ikke burde postes
”Ej, JUDAS? Jeg er SÅ træt af Judas. Jeg mener, hvem tror han lige han er? Overvej lige hans kartoffelnæse. Ihdr, og så har han sure tæer. Og han prøvede han at score Maria til korsfesten i weekenden. Jeg siger dig, Josef var ildrød i hovedet af raseri!”
.. jaja, improvisation efter mørkets frembrud kan tit ende samtaleemner som Johannes døberen, hvorvidt det er muligt at skaffe en privat dåb og om hans tånegle dufter af papaya.
Og når man tidligere på dagen brugte to timer på at bygge og nedbryde en tro kopi af babelstårnet (nu af flyttekasser fra jem&fix i hvidt indpakningspapir og tape) og intensiv ’falling in love with you’ sangtræning i et toneleje og en volume, der begge ville være i stand til at springe trommehinder uden det store besvær (hvilket er grunden til, at jeg blev væk fra snak og øvede helt alene og med en minimums-personafstand på hundrede skridt og to isolerede vægge), plus lidt
… og det var så den mængde blog, jeg nåede at skrive i går nat, før jeg næstede faldt i søvn over tastaturet. Jeg er seriøst så gennemtæsket og træt, at jeg burde have gået i seng efter børnetime. Og alligevel ligger jeg og koldsveder og besvær med de høje toner i ’.. like a river flows, surely to the sea’. Toner, som jeg ikke engang kan træne, fordi min stemme åbenbart kan høres tre værelser væk og at det derfor kunne tænkes, at jeg blev riiiimelig upopulær hvis jeg brød ud i skinger skrål i skrivende stund (klokken er halv et og jeg burde VIRKELIG sove. Dumdumdum du er malou). Burde skrive et langt og sjovt indlæg om los teaterugos. Tror dog det ville fungerer bedst for alle parter, hvis jeg ventede til i morgen.
Så inden jeg falder i søvn og ender med at skubbe min mac ned på gulvet i søvne, vil jeg lige dele disse geniale ord med jer: Godnat og sov godt.
Malou
(som skal sove næsten syv og en halv time nu – yay!)
.. jaja, improvisation efter mørkets frembrud kan tit ende samtaleemner som Johannes døberen, hvorvidt det er muligt at skaffe en privat dåb og om hans tånegle dufter af papaya.
Og når man tidligere på dagen brugte to timer på at bygge og nedbryde en tro kopi af babelstårnet (nu af flyttekasser fra jem&fix i hvidt indpakningspapir og tape) og intensiv ’falling in love with you’ sangtræning i et toneleje og en volume, der begge ville være i stand til at springe trommehinder uden det store besvær (hvilket er grunden til, at jeg blev væk fra snak og øvede helt alene og med en minimums-personafstand på hundrede skridt og to isolerede vægge), plus lidt
… og det var så den mængde blog, jeg nåede at skrive i går nat, før jeg næstede faldt i søvn over tastaturet. Jeg er seriøst så gennemtæsket og træt, at jeg burde have gået i seng efter børnetime. Og alligevel ligger jeg og koldsveder og besvær med de høje toner i ’.. like a river flows, surely to the sea’. Toner, som jeg ikke engang kan træne, fordi min stemme åbenbart kan høres tre værelser væk og at det derfor kunne tænkes, at jeg blev riiiimelig upopulær hvis jeg brød ud i skinger skrål i skrivende stund (klokken er halv et og jeg burde VIRKELIG sove. Dumdumdum du er malou). Burde skrive et langt og sjovt indlæg om los teaterugos. Tror dog det ville fungerer bedst for alle parter, hvis jeg ventede til i morgen.
Så inden jeg falder i søvn og ender med at skubbe min mac ned på gulvet i søvne, vil jeg lige dele disse geniale ord med jer: Godnat og sov godt.
Malou
(som skal sove næsten syv og en halv time nu – yay!)
6.11.08
et udefinerbart antal bobler
Lavra er åbenbart ikke typen, der bemærker et sæt turbosko, selvom de er lige foran hende.
Tsk, tsk. Vi lever i det enogtyvende århundrede. Alle (a-l-l-e) burde kende til de famøse turbosko, der får den detektivagtige jakke-bærende bubblestrugglemand i stand til at løbe dobbelt så hurtigt som normalt.
Apropos bubble struggle og det enogtyvende århundrede, så er USA's befolkning tilsyneladende ved at være typen, der er klar til forandringer. Forandring til det bedre endda. Valget af verdens kommende mægtigste mand stod, grundet en latterlig opfindelse kaldet tidszoner, i nattens kolde mørke, da jeg i morges læste (nej, jeg har ikke overskud til at holde mig vågen til klokken syv or at følge optællingen af 51 staters stemmer) at O-Bammer vandt, var jeg tæt på at skrige af begejstring. Så kan mccain måske lære, at hvis man er leverpletgammel og ens hud ligner en klump slatten og halvsmeltet modellervoks, og man ønsker flere stemmer end antal leveår, så kan man kun stille op som pave. Gogo Obama, selvom du liiiige mangler at få styr på facitlisten til spørgsmål som ”skal dødsstraf afskaffes”, så er du så fandens sej, at du fortjener al respekt i verden. Lover højt og helligt, at jeg vil hylde dig med daglige kampsange og kolossale mængder badges med portrætbilleder i andy warhol stil overalt på mit tøj, hvis du får styr på de hersens forenede stater.
Og lige et lille tillæg: Vi, sophie lavra & jeg selv, har efter lidt for mange baner i bubble struggle (eller, lidt for mange forsøg med samme bane for mit vedkommende) udtænkt en fantastisk genial plan for at modvirke eventuelle mordforsøg på den nyvalgte præsident. Ved hjælp af det røde skjold (som man kommer i besiddelse af ved at tage en af de grå cirkler med en rød prik i midten) vil han være i stand til at beskytte sig selv en god tid af gangen. Det vil selvfølgelig kræve, at han er i stand til at forudse hvornår det er fare, men også DET har vi en løsning på: det blå skjold (som ligner det røde, bare med en blå prik i midten i stedet) virker som en hundrede procent skudsikker og fuldstændig gennemsigtig indtil en kugle bryder det. Med dette topsmarte sikkerhedsudstyr følger selvfølgelig også de famøse turbosko som uden tvivl vil gøre god gavn!
At obama nok vil fremstå en kende sindsforstyrret hvis han begynder at rende rundt og lede efter skjoldbolde iklædt plastikgul trenchcoat vil måske skade meningsmålingerne lidt... måske vi bare skulle stole på hans bodyguards og i øvrigt bare lade være med at game så meget. Men helt ærligt, den slags sker altså, når man går den frostbefængte årstid i møde og himlens farve ikke længere frister med en gåtur og lidt æblebryg.
Tsk, tsk. Vi lever i det enogtyvende århundrede. Alle (a-l-l-e) burde kende til de famøse turbosko, der får den detektivagtige jakke-bærende bubblestrugglemand i stand til at løbe dobbelt så hurtigt som normalt.
Apropos bubble struggle og det enogtyvende århundrede, så er USA's befolkning tilsyneladende ved at være typen, der er klar til forandringer. Forandring til det bedre endda. Valget af verdens kommende mægtigste mand stod, grundet en latterlig opfindelse kaldet tidszoner, i nattens kolde mørke, da jeg i morges læste (nej, jeg har ikke overskud til at holde mig vågen til klokken syv or at følge optællingen af 51 staters stemmer) at O-Bammer vandt, var jeg tæt på at skrige af begejstring. Så kan mccain måske lære, at hvis man er leverpletgammel og ens hud ligner en klump slatten og halvsmeltet modellervoks, og man ønsker flere stemmer end antal leveår, så kan man kun stille op som pave. Gogo Obama, selvom du liiiige mangler at få styr på facitlisten til spørgsmål som ”skal dødsstraf afskaffes”, så er du så fandens sej, at du fortjener al respekt i verden. Lover højt og helligt, at jeg vil hylde dig med daglige kampsange og kolossale mængder badges med portrætbilleder i andy warhol stil overalt på mit tøj, hvis du får styr på de hersens forenede stater.
Og lige et lille tillæg: Vi, sophie lavra & jeg selv, har efter lidt for mange baner i bubble struggle (eller, lidt for mange forsøg med samme bane for mit vedkommende) udtænkt en fantastisk genial plan for at modvirke eventuelle mordforsøg på den nyvalgte præsident. Ved hjælp af det røde skjold (som man kommer i besiddelse af ved at tage en af de grå cirkler med en rød prik i midten) vil han være i stand til at beskytte sig selv en god tid af gangen. Det vil selvfølgelig kræve, at han er i stand til at forudse hvornår det er fare, men også DET har vi en løsning på: det blå skjold (som ligner det røde, bare med en blå prik i midten i stedet) virker som en hundrede procent skudsikker og fuldstændig gennemsigtig indtil en kugle bryder det. Med dette topsmarte sikkerhedsudstyr følger selvfølgelig også de famøse turbosko som uden tvivl vil gøre god gavn!
At obama nok vil fremstå en kende sindsforstyrret hvis han begynder at rende rundt og lede efter skjoldbolde iklædt plastikgul trenchcoat vil måske skade meningsmålingerne lidt... måske vi bare skulle stole på hans bodyguards og i øvrigt bare lade være med at game så meget. Men helt ærligt, den slags sker altså, når man går den frostbefængte årstid i møde og himlens farve ikke længere frister med en gåtur og lidt æblebryg.
3.11.08
den om rudolf
Sidder og undrer mig over, hvordan klokken allerede kan være lidt over elleve. Selv hvis det havde været formiddag-mavenvilsnarthavefrokost-elleve, ville tiden gå meget meget stærkt i mit hoved. Mistænker en gnaver for at have fået hjulene bag de store ure til at løbe hurtigere rundt.
Teaterugen har været igang i lidt over et halv døgn. Startskuddet lød lidt over ti og blev efterfulgt af et finsk råbekor. Det ville sikkert have været meget troværdigt, hvis det havde foregået på finsk. Det gjorde det dog ikke, og da jeg efter egen erfaring ved, at man får flere myggestik i danmark, end man gør i finland, synes valget af tekst heller ikke særlig finsk. (i øvrigt voldsomt ærgeligt, at så mange mennesker forveksler skønne finland med et kedeligt land kun beboet af langt hår, vodka og mumitrolde. det passer ikke - de har også saunaer. og en ÆGTE julemand. finland er et fantastisk land, så forstå det dog!.. de har forresten også rensdyr over det hele, og selvom det kan være yderst grænseoverskridende at spise en rudolf er tanken om, at der faktisk kunne gemme sig en rød tud bag det nærmeste grantræ virkelig hyggelig)
Og nu vi taler om rensdyr, som med garanti er vældig stædige, så skal det bare lige siges: Mette og jeg styrer til bordfodbold og det er blot en del af vores udspekulerede taktik at få team hughug til at anse os for værende slatne, nemme modstandere. I virkeligheden er det slet ikke tilfældet og en dag vil vi, team moulin rouge, tæske jer så grumt, at i bliver for svimle til nogen som helst form for omkamp.
For lige at sætte streg under efter mine noget meningsløse sidespor: Teaterugen har været i gang i lidt over et halvt døgn.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke lige nu balancerer meget koncentreret mellem travl og stresset.
"wiiiiise men saaaay at malou burde tage at få sig noget søvn"
Teaterugen har været igang i lidt over et halv døgn. Startskuddet lød lidt over ti og blev efterfulgt af et finsk råbekor. Det ville sikkert have været meget troværdigt, hvis det havde foregået på finsk. Det gjorde det dog ikke, og da jeg efter egen erfaring ved, at man får flere myggestik i danmark, end man gør i finland, synes valget af tekst heller ikke særlig finsk. (i øvrigt voldsomt ærgeligt, at så mange mennesker forveksler skønne finland med et kedeligt land kun beboet af langt hår, vodka og mumitrolde. det passer ikke - de har også saunaer. og en ÆGTE julemand. finland er et fantastisk land, så forstå det dog!.. de har forresten også rensdyr over det hele, og selvom det kan være yderst grænseoverskridende at spise en rudolf er tanken om, at der faktisk kunne gemme sig en rød tud bag det nærmeste grantræ virkelig hyggelig)
Og nu vi taler om rensdyr, som med garanti er vældig stædige, så skal det bare lige siges: Mette og jeg styrer til bordfodbold og det er blot en del af vores udspekulerede taktik at få team hughug til at anse os for værende slatne, nemme modstandere. I virkeligheden er det slet ikke tilfældet og en dag vil vi, team moulin rouge, tæske jer så grumt, at i bliver for svimle til nogen som helst form for omkamp.
For lige at sætte streg under efter mine noget meningsløse sidespor: Teaterugen har været i gang i lidt over et halvt døgn.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke lige nu balancerer meget koncentreret mellem travl og stresset.
"wiiiiise men saaaay at malou burde tage at få sig noget søvn"
2.11.08
et indlæg for hørehæmmede
(lyd af fingre der danser henover mac-tastatur)
Efter at have brugt en weekend på at lave heeeeemmmeeeliiiige ting hos laura er jeg tilbage på skolen, to x svendborg-københavn fattigere og med høje forventninger til den kommende teateruge (malou klapper forventningsfuldt)
Dette har jeg lært weekenden over:
At ’dansk for hørehæmmede’ med garanti kan gøre ALTING underholdende. Vil en dag opfinde sådan nogle kloge briller, der kan lytte og oversætte alle verdens lyde til små undertekster med en fandens masse parenteser, som kan rulle nede i bunden af glassene og få mig til at grine af beskrivelser som ”høj dødsmetal”, ”bollelyde” og ”krystalglas rammer gulv”.
At jeg aldrig skal gå på musikefterskole, der, trods dens hygge, ville tæske mig så langt ned i jorden, at jeg ville føle mig som en meget talentløs flue uden noget at byde på.
At de folk, der står bag den noget spøjse og meningsløse serie ”the L word”, som egentlig bare handler om en bunke lesbiske der svømmer rundt i problemer, burde have en god portion assorterede spark for mangel på opfindsomhed og kreativitet (og et alvorligt spild af penge). Jeg savnede lidt ’dansk for hørehæmmede’.
At emilie har alt for svært ved at ligge ’whiner’-udtrykket bag sig. Den dag hun begynder at sige ’LOL’ slår jeg hende. Hårdt.(en stol knirker af ukendt årsag)
At have fuld forståelse for lauras had til brændeslæbning. Selv med med skingre udgaver af ’vær en mand’ og ’don’t worry be happy’ som baggrundsmusik var det en trist tjans, og jeg har meget ondt af laura, som grundet togtiderne måtte gøre resten selv.
At de såkaldte automatiske døre i toge burde sagsøges for at opføre sig mega uforskammet overfor stakkels lille jeg, der helst gerne vil kunne tage til svendborg uden at skulle gøres til grin foran hel togvogn + mellemgang. Øv.
At DSB’s æbler er for melede til, at jeg gider give fem kroner for ét nogensinde igen.
godnat fra malou, der burde gå i seng men i stedet har sat sig for at gennemføre bane 24 i bubblestruggle (never going to happen)
Efter at have brugt en weekend på at lave heeeeemmmeeeliiiige ting hos laura er jeg tilbage på skolen, to x svendborg-københavn fattigere og med høje forventninger til den kommende teateruge (malou klapper forventningsfuldt)
Dette har jeg lært weekenden over:
At ’dansk for hørehæmmede’ med garanti kan gøre ALTING underholdende. Vil en dag opfinde sådan nogle kloge briller, der kan lytte og oversætte alle verdens lyde til små undertekster med en fandens masse parenteser, som kan rulle nede i bunden af glassene og få mig til at grine af beskrivelser som ”høj dødsmetal”, ”bollelyde” og ”krystalglas rammer gulv”.
At jeg aldrig skal gå på musikefterskole, der, trods dens hygge, ville tæske mig så langt ned i jorden, at jeg ville føle mig som en meget talentløs flue uden noget at byde på.
At de folk, der står bag den noget spøjse og meningsløse serie ”the L word”, som egentlig bare handler om en bunke lesbiske der svømmer rundt i problemer, burde have en god portion assorterede spark for mangel på opfindsomhed og kreativitet (og et alvorligt spild af penge). Jeg savnede lidt ’dansk for hørehæmmede’.
At emilie har alt for svært ved at ligge ’whiner’-udtrykket bag sig. Den dag hun begynder at sige ’LOL’ slår jeg hende. Hårdt.(en stol knirker af ukendt årsag)
At have fuld forståelse for lauras had til brændeslæbning. Selv med med skingre udgaver af ’vær en mand’ og ’don’t worry be happy’ som baggrundsmusik var det en trist tjans, og jeg har meget ondt af laura, som grundet togtiderne måtte gøre resten selv.
At de såkaldte automatiske døre i toge burde sagsøges for at opføre sig mega uforskammet overfor stakkels lille jeg, der helst gerne vil kunne tage til svendborg uden at skulle gøres til grin foran hel togvogn + mellemgang. Øv.
At DSB’s æbler er for melede til, at jeg gider give fem kroner for ét nogensinde igen.
godnat fra malou, der burde gå i seng men i stedet har sat sig for at gennemføre bane 24 i bubblestruggle (never going to happen)
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
