to bøder og en bus

Okaj. Get ready for some serious frustrationsudbrud.
Mit indre demokrati har stemt om det, og det er hermed vedtaget, at sidste weekends begivenheder skal deles op i flere indlæg. Alle tænkelige alternativer ville på enten en eller flere måder være ikke-fungerende.
Efter en ugen intensiv antiindlæring som smedeelev blev det fredag. Fredag førte til lørdag og lørdag førte til fest på amager. Og selv en fest på amager har sin ende, hvilket betyder, at man på en eller anden måde skal slæbe høje hæle og hatte hjem til mathilde i brønshøj. Da en betydelig afstand og en i øvrigt ret så bidende kulde gjorde gåben ret umuligt, var offentlige transportmidler ligesom eneste udvej. En økonomi ved et fastfrosset nulpunkt umuliggjorde dog andet end børnebilletter, hvis priser desuden bare er mere fair.

Føler mig meget truffet af skæbnen. Når jeg endelig gør noget, jeg ikke må, skal jeg tæskes så grumt at mine blå gør smølfer misundelige. For selvfølgelig skulle movias mugne kontrollører vælge lige nøjagtig vores natbus til deres narkoagtige razzia. Ti sure mennesker iført termokedeldragter med mild schwarzenegger effekt stormede bussen i et sådant tempo, at jeg end ikke nåede at tænke ”okay malou, grib nødhammeren, smadr ruden og LØB for satan!” færdig før dørene var låste og walkietalkierne var trukket (easy bond).
En dame, der mildest talt lignede én, der var lidt træt af dårlig kaffe og stædige soveposer under øjnene, stod pludselig lige foran mig i et skræmmende autoritært frøperspektiv og spurgte mig, hvor gammel jeg var. Øhm, femten. Ja. Femten. Nej, jeg har ikke id på mig -og det var så her buszilla fik hjælp af endnu mere gnaven mand med tydelig trang til at komme ud med noget vrede – på mig: ”jamen, hvad vil du så gøre hvis du bliver kørt ned, VAR? Og I kan lige så godt sige det nu, for vi FINDER ud af det!!” (det sidste i et foruroligende jegersletikkebuskontrollørmenarbejderforrejseholdetsdrabsafdeling – tonefald). Øhm. Det ved jeg ikke helt. Endte i noget rod med at skrive 93 i min fødselsdag (hvem fanden i helvede har fundet på at man kan tjekke den slags over telefonen? han er en nød) hvilket resulterede i nogenlunde denne replikudveksling: der bor ikke nogen med den fødselsdato på den givne adresse – GUUUUUD, skrev jeg 93? Jeg mente selvfølgelig 92 – jamen, så er du jo heller ikke femten – (pause, malou synker for at presse sit hjerte tilbage på sin respektive plads i brystet) øhm. Nej.
Rizraz – værsgo, bøde på 600 kr. for ”løgn om alder og manglende nattakst”. Great.
Alt imens var Laura igennem nogenlunde samme mængde sved og grim, rystet bødehåndskrift. Endnu sekshundrede kroner. Forstår fanme godt at buschauførrerne brokker sig over deres løn. Med den indtjening kunne den nemt fordobles. Tredobles.

Vi brugte resten af hjemturen på at forbande offentlig transport meget langt væk. Bortset fra Mathilde, den lille gimpe, der slap med et ”undskyld tine”. Jeg vil også lære en femtenåriges personlige oplysninger udenad. At kunne smide ”vil i også have mellemnavn” direkte i fjæset på et par mistroiske mennesker på nattevagt er næsten irriterende blæret. Øv.