love is in the air (og i en mælkekasse)

Kan man få lyst til andet end at gå på line henover alle tage på skolen, skrigende af fryd og glæde og klippeklisterkrampe i hænderne, når dagen står i kærlighedens tegn og man drukner i kram og kindkys? Nej. Det kan man ikke.

Ikke fordi vi mangler kærligheden – i efterskolelivet er hygge og samvær centrum af det centrale.
Og her taler vi ikke kun den ordinære stearinlys og B-film aftenhygge med de bedste veninder og rittersport som selskab. Også intern humor(eller hvad man end kalder den slags)-hygge, hvor man slår hinanden hårdt i hovedet med en gren eller bokser alle, der tager en helt bestemt hjelm på, noget der umiddelbart virker lidt barbarisk og hulemandsagtigt, men som i virkeligheden er en lettere alternativ måde at udtrykke den kendte sætning ’jeg elsker dig’ (okay, ærligt indrømmet er det nok nærmere lightudgaven ’jeg holder af dig’ der er tale om, det virker bare ikke nær så godt på skrift).

Det er nok nærmere fordi vi glemmer den. Kærligheden, altså. At vi tager den lidt for givet og ikke liiiige får skrevet det der natbrev, givet det der knus eller sagt godmorgen. For så så man film, så var man lige på køkken og i øvrigt var man halvt kvæstet af træthed og blablabla.
Derfor døbte vi onsdag d. 12.11.08 ’kærlighedsdagen’. En dag hvor det handlede om at smile, om at grine og om at vise, hvor meget man holdt af hinanden. Og hvis det ikke blev sagt med kram og kys, så kom det i hvert fald rigeligt til udtryk i østersøen, hvor der efter en natbrevsproduktion der ville feje samtlige klippeklisterborde i danmark til verdens ende, lignede resterne af en krig mellem en bunke husmorblade og en makulator. Tør slet ikke tænke på, hvor mange regnskove der måtte lade livet for vores kærlighedsdag. Dog vil selv jeg driste mig til at indrømme, at det nok var det værd: at se ’hva så´din bøssrøv’ Johan sidde med lim på fingrene for sirligt at lukke en hjemmelavet kuvert med et hjemmeklippet hjerte er næsten nok til at jeg selv ville gribe saven.

Tak for en kærlig dag, som med en entusiasme der fyldte en hel mælkekasse til randen men lim, spøjse udklip og søde ord, og som fik os til at glemme sengetiden og blive fanget i to minutters natterend, fordi vi havde for travlt med at omfavne og være glade til at se på uret.

..et lille sidespor skal der simpelthen være plads til her. Jo der skal. Nemlig.
For bedst som dagene skrumper hurtigere end mit taljemål vokser (satans til fristende, varme drikke), bedst som bladene falder af træerne og det bliver muligt at se sin egen ånde i luften ved højlys dag (spekulerer stadig på, om det mon er muligt at lave røgringe med sin frostånde. Hvilket så ikke ville være røgringe, men luftringe. Eller frostringe, selvom frostringe nok nærmere giver associationer til kummefrysere).
ABER! Nu blev sidespor jo til sidespring og nu er jeg helt lost. Ih altså.
Pointen var, at laura, hendes familie og jeg fandt danske, smagfulde brombær i tankefuld skov så sent som i lørdags. I lørdags, hvor vi var i november. November er en vintermåned. Vinter er lige med frost og importerede frugter. Man finder ikke bare sådan brombær i november. Og da slet ikke grønne brombær, der endnu er for sure til at sætte tænderne i. Længe leve CO2 udslippet (pjat med mig, synes det var ret så fantastisk at nyde den sidste bid dansk sommer inden efteråret blev til vinter)

Og nu skal jeg virkelig, virkelig have gjort det op med noget af al den søvnmangel der efterhånden har hobet sig op til noget nær fuldtid i tre uger.