langt ned & langt ude

Jeg vidste ikke, at panikangst for ting som højder og mikrofoner bare lige sådan kan komme og gå. Højdeskræk er da ikke noget man sådan lige får uden traumatiserende legepladstårn, højt træ-oplevelse eller medfødt skræk for google earth på for store skærme. Og udover en lidt for ivrig klatretur i lidt for højtogfortyndtitoppen-træ dengang, jeg stadig gik i pink cykelshorts, lidt frygt for børnehavens lodrette trappe til sørøverskibets udkigspost og nogle fugle i maven før det gyldne tårn har jeg absolut ingen problemer med højder. Og nu lyder det egentlig som om at jeg er et omvandrende nervevrag der ikke tør balancere på VÆNGETS kantesten, men i virkeligheden elsker jeg den friske luft på toppen, jeg elsker at have satellitagtigt overblik over alting og jeg elsker at flyve (at lette er sjååååååvt).
MEN! (for der er aaaaltid et men) trods dette slog det mig alligevel som en pludseligt ankommende hovedpine, der virkelig ikke passer ind i programmet. Bedst som jeg stod foran hullet i loftet med tres kilo spænder, remme og kroge på maven, blev jeg overfaldet af en meget tarvelig højdeskræk. En spids stemme rev mig i nakkehårene og hviskede, at hvis jeg lod mig falde ned fra lampehullet ville den hægte mig af, og jeg ville på et halvt sekund skifte fra fast form til en flydende masse (og denne gang ikke med teaterblod). Grgk. Så er det der, malou går i panik og febrilsk klatrer ned igen for at forsøge sig med taktik baglæns. For om det så skal koste mig litervis af koldsved og (om muligt) værre version af ’falling in love with you’, så vil jeg STADIG hejses ned fra loftet. Og efter lidt overvindelse og en enkelt op... og SÅ ned, følte jeg mig lige pludselig tryg nok til at kaste lidt elvismoves ud af det palietbefængte trompetærme på vej ned gennem den gennemspilningstryggede luft i gymnastiksalen. Oh yeah, i feel hardcore.

At min røst er knapt så skøn efter forpustet hjertebanken og en lille håndfuld grineflip er en anden side af sagen – må vel bare spille så meget på mine labre solbriller og elvishofter, at ingen ligger mærke til, hvor dårligt jeg egentlig synger. (rigtig ærgerligt, for nu havde jeg endelig alle toner på plads og klar til at overbevise verden om, at de sagtens kan lade mig skråle i rengøringstiden uden at udvikle kronisk tinnitus.

Udover det er mine eneste bekymring, at frisørscenen helst ikke skal ende i lummer snak om store søjler med smukke indgraveringer når det går løs i morgen aften. Og selvom jeg godt kunne forklare dette interne stykke humor, vil jeg lade være, for min blog er trods alt under en form for censur (for det er nemlig nødvendigt, når man efter søvnunderskud på søvnunderskud står overfor jesusdullerolle med halvt improviseret smalltalk).

For at sætte spændingen for morgendagens show i vejret, vil jeg er til slut citere frisørudgaven af gustav (iført alt for stramme lilla jeans og åben vest over bar overkrop):
Det bliver bare så læxi!