klisterkunst

Kan i huske dengang, hvor lykken var en nyspidset farveblyant og hvor sæbeboblingstalent om noget kunne skaffe streetcredit? Dengang hvor sneen egentlig ikke var så kold og hvor hård vind betød drager i stedet for modvind. Det var sådan cirka dengang, hvor hverken mudder, maling eller lim var specielt ulækkert at være smurt ind i. Det har så ændret sig en smule siden. I dag skal der ikke særlig mange dråber væske i jorden, før den er forvandlet til en livstruende masse, der både kan ødelægge de dyre sko og sætte sig under neglene. Maling påføres lærreder med pensler i dertil indrettede rum tapetseret med aviser (og det er så her, at jeg som medlem af Y generationen må spørge: WHY?). Vi synes alle andre flydende ting end cola, kaffe og kakao er lidt klamme, og vil egentlig helst være fri for ting som at stikke hånden ned i en skål grøn havregrød. Men inderst inde ved vi jo godt, at mudderet kan vaskes af igen og at man i det mindste burde kunne røre ved den havregrød, man morgenen efter tillader adgang til sin mavesæk. Der findes et indre barn i os alle. Spørg selv Katrine, jeg tror hun vil give mig ret så ret.

Og lige gyldigt hvor travlt hr. undervisningsminister har med at gøre mig voksen og klar til valgbingo, kan ingen nogensinde slå lille femårige malou ihjel. Hun vil altid sidde på hug lige under huden, klar til at sætte af og springe ud gennem fingerspidserne hver gang muligheden byder sig (og egentlig også når den beder hende holde sig væk).
I aftes var fik lille malou for alvor lov til at sfo-hygge i allerbedste stil. Sammen med de andre børn legede hun nemlig med papmache. Og til dem, der ikke helt kan huske hvad papmache er, og har en (helt skæv) forestilling om, at det er en slags fransk sigtebrød, er papmache en meget undervurderet kunstform, hvor man bygger figurer med balloner, papkrus og alskens former for hønsenet for bagefter at dække dem med talrige lag strimlet avispapir. Til det bruges papmachegrød, en herlig tapetklisteragtig masse der altid ender oppe omkring albuerne (og kinderne). Er meget opsat på at skabe en perfekt model af ønskeøen. For hvem har lyst til at være voksen, når man som barn får lov til at lege med tapetklister og rive alverdens dårlige nyheder i stykker i fritidsordningskunstens tjeneste?