et indlæg for hørehæmmede

(lyd af fingre der danser henover mac-tastatur)
Efter at have brugt en weekend på at lave heeeeemmmeeeliiiige ting hos laura er jeg tilbage på skolen, to x svendborg-københavn fattigere og med høje forventninger til den kommende teateruge (malou klapper forventningsfuldt)

Dette har jeg lært weekenden over:
At ’dansk for hørehæmmede’ med garanti kan gøre ALTING underholdende. Vil en dag opfinde sådan nogle kloge briller, der kan lytte og oversætte alle verdens lyde til små undertekster med en fandens masse parenteser, som kan rulle nede i bunden af glassene og få mig til at grine af beskrivelser som ”høj dødsmetal”, ”bollelyde” og ”krystalglas rammer gulv”.
At jeg aldrig skal gå på musikefterskole, der, trods dens hygge, ville tæske mig så langt ned i jorden, at jeg ville føle mig som en meget talentløs flue uden noget at byde på.
At de folk, der står bag den noget spøjse og meningsløse serie ”the L word”, som egentlig bare handler om en bunke lesbiske der svømmer rundt i problemer, burde have en god portion assorterede spark for mangel på opfindsomhed og kreativitet (og et alvorligt spild af penge). Jeg savnede lidt ’dansk for hørehæmmede’.
At emilie har alt for svært ved at ligge ’whiner’-udtrykket bag sig. Den dag hun begynder at sige ’LOL’ slår jeg hende. Hårdt.(en stol knirker af ukendt årsag)
At have fuld forståelse for lauras had til brændeslæbning. Selv med med skingre udgaver af ’vær en mand’ og ’don’t worry be happy’ som baggrundsmusik var det en trist tjans, og jeg har meget ondt af laura, som grundet togtiderne måtte gøre resten selv.
At de såkaldte automatiske døre i toge burde sagsøges for at opføre sig mega uforskammet overfor stakkels lille jeg, der helst gerne vil kunne tage til svendborg uden at skulle gøres til grin foran hel togvogn + mellemgang. Øv.
At DSB’s æbler er for melede til, at jeg gider give fem kroner for ét nogensinde igen.

godnat fra malou, der burde gå i seng men i stedet har sat sig for at gennemføre bane 24 i bubblestruggle (never going to happen)