typerne, der ikke kan lide racisme

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud af vinduet var jeg meget tæt på at lade mig dumpe ned af min køje i et grumt fald, for at få lov til at sove længere og undgå at gå udenfor en dør (selvom jeg fik en rimelig moderat mængde søvn i nat, var mit hoved alligevel betontungt af trætness – forklaring kommer i næste indlæg, jeg arbejder stadig med psykiske men efter mislykket sangperformance). MEN! Et aktivitet, der selv i det ondeste kuldskærfremkaldende vintervejr står meget højt på min liste over ting, der gør mig i godt humør: Indsamling. Har i nu en måned været skrevet på listen over mennesker, der i dag skulle kæmpe med de, tit lidt for nærrige, danskere for Dansk Flygtningehjælp. Så selvom dagen var grå og håret hurtigt blev regnvådt var jeg meget opsat på at redde lidt verden. Og hvad sker der så, da mathilde, laura og jeg står overfor indsamlingsrutemenneskerne og melder os til tro tjeneste? Vi bliver sendt hjem igen (det passer så ikke helt, men vi kunne altså ikke ’bare slå os sammen med en anden gruppe’. Man samler simpelthen ikke ind mere end tre, det virker bare for ’giv os penge, eller vi slår dig ned, NOK!’, og det er en temmelig dårlig taktik når man gerne vil samle mange penge ind). De havde ikke flere ruter, vi havde lagt sidst i bunken af navne og havde derfor trukket nitten.
Så så man lige samvittigheden dale med den der ’jeg er nu alligevel et meget godt menneske’ følelse, der følger med som gulerod i raslepakken. Øv.

Men da nogle af os er typen, der ikke bryder sig særlig meget om racisme, var dagens gode (og hyggelige) gerning at finde på svendborg torv i den mørke novemberkulde. En håndfuld organisationer og politiske grupper havde sammen lavet en antiracistisk demonstration i forbindelse med krystalnattens 70 års fødselsdag.
Det var specielt rart at have lidt bekræftelse i sin moralpose, da vi senere på aftenen viste os som de hardcore lovbrødre (og ja, der skal stå brødre som i drengemedsammeforældre) os kørte i den forkerte side af den enoooormt trafikerede vej i svendborg.


Aber! Den dersens såkaldte hippieevent..
Efter en frisk cykeltur (jo, det var dejligt) endte vi med tre fakler og en bunke fællessangtekster. Satte os i en hyggelig rundkreds midt i det hele, hvilket resulterede i overfald af kameralinse fra fyens stifttidende – og lige gyldigt hvor meget, vi alle prøver at benægte det, så kom vi nok til at pose en lille smule. Men hvad fanden skal man ellers gøre, når en fremmed mand med et kamera på størrelse med min saftybox pludselig stikker hovedet ind i ens sniksnak og åbenbart fandt min pyromanagtige fascination af føromtalte fakler meget billedværdig? Keep an eye on los avisos i morgen, hvor mindst én af os medieludere sandsynligvis stjæler fokus for al anden lokalreportage!
Og i kan sige hvad i vil om ligegyldigheden ved demonstrationer der ’blot’ har til hensigt at ytre et (vigtigt) budskab. Selvom vi ikke var mange og selvom vi hverken havde bannere eller andet lir end en krads guitarversion af imagine, så giver det alligevel en varm følelse af håb i maven, når man står der og kigger ud over menneskemængden (mængden, hæhæ) og vide, at vi alle sammen er enige om, at racisme er et grumt intolerant menneskesyn, vide, at der er andre end én selv, der har viljen til at gøre noget (og at det ikke kun er unge på 17 med dreadlocks, men også ældre ægtepar med rynker og gråt hår).
At der derefter blev inviteret på gratis suppe på ’harmonien’, et overdrevent hyggeligt og hidtil for mig ukendt sted, trækker kun hele oplevelse op på et niveau, der overgår det meste – tak for en rigtig dejlig aften, skønne mennesker
..Og tak til Den Latterligt Stejle Bakke, der gav mig røde kinder og ondt i halsen.

Synes for resten vi burde indføre fast fællessang hver dag i hullet :D