praktisk info: locationskift

Pakker lige nu de sidste nyvaskede kjoler mens jeg spekulerer over, hvor latterlig høj kiloprisen er på togbilletter til københavn. Efter en uge, hvor jeg har opnået lettere kvadratiske øjne og rent faktisk spist så meget chokolade, at jeg ikke har lyst til mere (!!!!!), vender jeg snuden mod meget savnede rantzdyr i hovedstaden. Kyniske mennesker der mener, at det er skabet at savne folk så meget så hurtigt, bedes tage i betragtning, at en uge er rigtig, rigtig lang tid, når man er vant til at omfavne folk hver morgen, fordi det er otto timer siden, man sagde godnat. Desuden er det det ultimativt længste, vi har været adskilt siden vi mødtes. Føler mig personligt som lidt af en survivor.

blablabla

Nu er det jul igen.
Og selvom det lige nu er en sødmefuld bjældeklang der fylder det meste af mit hoved, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor bjælderne er belagt med guld og dækket med apokryft klistersne fra dåse. Når jeg forgæves spejder ud af vinduet efter den hvide jul og i stedet bliver mødt af en irriterende husudsmykning der giver bling bling en helt ny betydning. Syntetisk Bling Bling Bubblegum. Euw, for resten.

Er julen i virkeligheden en global undskyldning for alle de dage, vi arbejdede over og alle de aftaler, vi skippede? Er julen den tid, hvor vi undskylder for alle de mandage, hvor vi småløb til bussen i en stresset trængsel og alarm mandag eftermiddag med coffe to go i den ene hånd og en smøg, der egentlig ikke må være tændt og som i øvrigt er den sidste, i den anden?
Har vi i virkeligheden brug for en søjletradition som julefrokoster for at få nosset os sammen til at lave noget med de mennesker, vi altid savner men aldrig ser? Og in that case, burde den slags så ikke få ’det skal vi gøre noget oftere’ til at runge højere end hovedpinen dagen efter?

Ville det ikke være bedre, hvis vi spredte al hyggen over hele året, så vi kunne slippe for at blive kvalt i den i december, og ikke føle os nødsaget til at købe den der nintendo DS til Bertil på fem? Hvor mange computerspil koster det at arbejde hver søndag? Ville det ikke skabe en mere rolig julestemning, og et mere roligt sind i det hele taget, hvis man i stedet vidste, at man hver anden søndag har været på skovtur, leget med fingermaling og været indianere på flugt fra Slemme Bill Med Den Røde Næse?

Det senmoderne samfunds kommercialisering af julen har gjort den opreklameret og hysterisk. Kvicklys siden august forberedte kunstige nisselandskab understreger kun den sindssyge gaveræs’ forkerte rolle. December måned er efterhånden blevet en årlig matematikeksamen hvor udgift skal gå lige op med indtægter. Julen skal ikke være påtvunget hygge, og udvekslingen af gaver skal ikke handle om, hvor meget en trøje har kostet eller om man må give oluf en gave, hvis oluf kun giver et kort.

Når alt kommer til alt kan jeg alligevel ikke lade være med at elske december, måske netop fordi den søde ventetid juleaftensdag, hvor butikken er lukket og stresset forbi, bringer hyggen ind i et samfund, hvor herberget normalt kun har plads til dem, der kommer først, eller dem, der kender en bagindgang (note: reference til biblen. Spydige kommentarer frabedes. må hellere stoppe inden det bliver ækelt).
Og jeg ved squ ikke hvad julen er. Jeg ved kun, hvad den gør ved mig, til trods for al den overfladiske matador vi propper i kræmmerhuset. Og jeg ville aldrig undvære den.

Så var det jul igen.
Og det eneste der varer til påske er den ekstra sul, anden i sin vrede over at blive stegt, har valgt
at placere på min mave. Flab.

merry merry christmas

Det sørme, det sandt, december
Og højt fra træet grønne top
Venter de på, at vi får begyndt
Med ekstrapost fra land til land
Og hvorfor er huen rød, når den ku være violet?
Hos damerne i Illum kan man få det som man vil

For det kimer nu til julefest
Der er kirkeklokker, og fyldte sokker, og kræmmerhuse og hjerter
Nu skal alle folk ha' risengrød
Halleluja – Halleluja
Stjernen leder vise mænd
Se butikken, hvor den stråler smukt!

Bedste blev kørt over af et rensdyr
Det er juletid, så ønsk dig en ny
and the very next day, you gave it away
Menneske, fryd dig!
I mens vi skåler for de røde næser
Og engle daler ned i skjul

morale: hvis man danser til nik&jay bliver man straffet med dobbelttrælår

Ak ja. Så ligger man her på i sin dobbeltseng og har overvældende mange kvadratmeter at boltre sig på, sådan helt for sig selv og alene. Man kigger på uret, uden egentlig at vide hvorfor, for det eneste man skal nå, er at færdiggøre et enkelt julekort inden der kommer mikkel og guldkortet. Ah. Ferie.

Er efterhånden ved at nå til et stadie, hvor mit søvnunderskud ikke længere har den store betydning for reflekser, reaktion og trang til anskaffelse af rullestol. Den eneste del af min krop, der stadig knager, er til gengæld ret så anstrengende. Finder det ikke specielt gennemtænkt, at man skal straffes med 72 timers eftersidning i form af jagende smerte, fordi man liiige glemte at strække ud efter 2 en halv times hoppen og ned til lettere elendigt musik (den slags, man aldrig hører selv, men som man alligevel kan huske fra første vers til sidste trommeslag, så det er jo egentlig ikke så elendigt igen). Man strækker altså ikke ud efter en julefest. Det gør man altså ikke. Specielt ikke, når man normalt er skræmmende inaktiv og har overvejet at sælge begrebet ’udtrækning efter anstrengende motion’s plads i min hukommelse til something like ’egypterne barberede deres øjenbryn af i sorg, når deres katte døde’.
Gosh. Mit lår er lavet af træ.

I øvrigt fyrre gange HA! til de utallige breezerdudes der gennem tiden har delt en version af denne velformulerede sætning med mig ”man kan fucking ikke have det sjovt uden spruuuuuut”. Der er i øjeblikket en hel bunke billeddokumentation på det modsatte i omløb rundt omkring i cyperspace (deriblandt billeder af min sejr i limbo).

På trods af århundredets pinliggørelse i form af foruroligende gusten ’hurry down the chimney tonight’ musikvideo med laura, emilie, mathilde og jeg i hovedrollerne (sidstnævnte som vammel julemand), der aldrig, og jeg gentager: ALDRIG, vil blive vist igen, var det nok en af det hyggeligste aftener i efterskolens historie. Med traditionel julemiddag, ikke særlig traditionel mandelgaveleg og gigapakkeleg med 150 gaver, 80 mennesker og 8 terninger var det svært at finde på en bedre måde at sige god jul til hinanden på.

atlastisk

Sidder i skrivende stund i dæmpet lyskædelys og venter på, at laura får nosset sig op i min køje, så vi kan se sex and the city. Nyder udsigten til den stødt voksende bunke af rod, der allerede indikerer, hvem der bor under de tre tøsedyner, mens jeg overvejer alle de hyggemuligheder der er i de halvbare vægge. Vores nye vægge. Mit nye værelse.

Atlas er ifølge den nordiske mytologi en kæmpe, der holder himlen fra at falde sammen over jorden. Om man vil tro på bodybuilderatlas er op til en selv. Personligt ville jeg næppe turde lægge al verdenshjørneansvaret på én mand (der i forvejen har en del overvægt på skuldrene). Tanken om, at han bare ved at dreje hoften for at undgå at gro fast, ville gøre øst til vest (og derved tvinge mig til at være misfosteret med de store fødder der ikke kan spise med pinde) skræmmer al tryghed i religion meget langt væk.

Og det har heller ikke rigtig nogen relevans (men jeg har valgt at gemme det, for tid er brugt og tid er penge). For i min verden er Atlas et hus – mit nye hus, med mit nye værelse og mine nye roomies. Krystalkuglen spår beklædningskollektiv og ultimativ hygge. YAY, hvor jeg dog elsker jer piger!


^let love be love

jeg er en kegle

Havde i går formiddags en oplevelse så fæl, at jeg (hvis jeg ikke balancerede på grænsen mellem travlhed og stress) ville benytte mig af gratis advokathjælp og sagsøge bowl and fun. De slamberter! Når man i forvejen er nødsaget til at kamuflere sit keglehandicap med selvironi øger det ikke ligefrem kampgejsten at få kastet et sætning som ”nej, du kan ikke få tildelt bowlingkirugi med øjeblikkelig forbedring af spil, det er du for gammel til” i hovedet af bowlinghalsmand, der ikke kun talte ned til mig, men også SÅ ned til mig (er det sådan et højere gulv de har bygget bag disken til netop dét formål?)
Synes det er meget uforskammet og diskriminerende overfor antirutinerede bowlere (på genialt hyggelig skoleudflugt, der har givet det ellers madpakkelugtende regnvejrsord en helt ny betydning) som jeg, der i forvejen er en smule forlegen over at skulle spørge efter hegn. Hvordan kan snydehjælp have en aldersgrænse? Voksne snyder altså også. Hele tiden. Alle snyder.
At det ikke engang virker at argumentere for, hvorfor man har ret til børnebander (i mit tilfælde fordi jeg er langt dårligere til bowling end en tiårig uden arme) er uretfærdigt og tilføjer kun endnu en ting på listen over ting, der var nemmere, dengang man var lille.

Har desuden også mistænkt bowlingmedarbejderne for at smitte af på banerne. Finder det ualmindeligt flabet, at banen har en lille, usynlig bakke en halv meter foran første kegle. Det gør ligesom, at selv det smukkeste strikeagtigeskud drejer forbi SAMTLIGE kegler et sekund før jubel. At bakken tilsyneladende kun vælger lege tittebøh når det er min tur, er simpelthen unfair!
.. unfair, siger jeg!

Og selvom igår, den sekstende december totusindeogotte, for altid vil blive husket som dagen, hvor jeg lavede et næsten syntetisk tegneseriestunt i et møde mellem min bare fod og en tegnestift, så synes jeg lige, at jeg i en henkastet sætning ville nævne mit forrygende bowlingspil.
JEG FIK STRIIIIIIIKE! (og jeg er ligeglad med, at det var på andet forsøg. Det var ti kegler i et skud, og det er altså strike. Nemlig!).
Bid her mærke i første del af indlægget, hvor det tydeligt fremgår, at mine evner indenfor kegler tidligere har udtrykt sig i form af standby-nuller på pointtavlen. Var henrykt da jeg i første skud væltede syv kegler. Syv er mange for mig. Syv er rigtig mange for mig.

Malou
(som dog er ganske fortrøstningsfuld. Da bowlinghallen i formiddagstimerne åbenbart er porcelænsmalingserstatning for hele Svendborg kommunes pensionister, skal jeg nok få det indhentet engang.)

fordi aladdin kan give dig et helt nyt liv

Efterskole er nu lidt spøjst. Selvom man vokser syv år og lige pludselig er ’voksen’ (som om nogen nogensinde bliver det, sådan rigtigt), er er det samtidig som om man drukner i en barndomsekstase der ville få samtlige provinsknallergutter til at fnyse hånende og bunde deres breezer. For når man står der og er ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn, med hovedet fyldt af flyttehjemmefraregnestykker og bekymringer om fremtidig uddannelse (gosh, hvor er jeg træt af det ord. og jeg er endda stadig i træningslejren) synes transportmidler som hemmelige helikoptere lige pludselige ganske fornuftige ved siden af DSB og deres latterligt dyre billetter.
Når ens pengepung ikke helt har råd til alle de sko, moden, byen og, nok mest af alt, en selv, siger, man har brug for, er det som om trøstechokoladen smelter og bliver halvharsk ved siden af sange om de gamle røde gummistøvler, der er for små (eller, in my case, hvor de har mistet sålen. talk about slidhed).

Ens forældre begynder pludselig at spørge ind til ens ønskeseddel. Er man nu også helt sikker på, at man ønsker sig Mulan på DVD? Det kunne måske ligne et desperat forsøg på at vinde en enkeltbillet til Ønskeøen og undgå at skulle tage stilling til de bunkevis af valg, der hober sig op, alt i mens man nyder livet som lalleglad efterskolehippie.
Faktisk tror jeg, at det er lige omvendt. Når vi som humørskøre teenagere genfinder kærligheden for barndommens naive eventyrland tror jeg nærmere det er fordi, at vi her på broen mellem sut og selvvalgt opgave forsøger at holde fast i os selv og undgå at ende som skrækeksemplet på en kedelig vanedansker uden lyst til andet end dagens dokusoap på dr1.
Og for at undgå at skrive et helt essay, som ingen gider at læse, har i her pointen:
Alle jer ude i den virkelige verden skal tage det helt roligt. Og jer, der synes vi er barnlige skal holde jeres kæft. Eventuelt ved hjælp af sut.

P.S
Når man taler om selvstændighed, synes jeg et lille klardigselvråd er på sin plads her fra min side: Læs for gud skyld ALTID på flasker med flydende væske FØR du vædder vattet og gnider dig i øjnene. Øjenmakeupfjerner og neglelakfjerner (i mange hjem måske bedre kendt som acetone: gift) kan nogle gange godt ligne hinanden. Ligne hinanden. Ligesom den minemale forskel på salt og sukker ved lidt uforsigtighed kan ødelægge ens morgenmad.
Derfor: LÆS! For guds skyld.
Kærlig hilsen hende, der glemte det og i ti minutter var tæt på at blive halvblind.

.. og til dem, der ønsker billedsprog (hvilket i virkeligheden slet ikke har noget at gøre med deres interesse i tekst, men udelukkende er fordi de gerne vil grine af min klodsede tumpethed):
Var i fuld gang med at finde næste sex and the city disc med den ene hånd, da hånd nummer to fik lyst til at forkæle mine øjenvipper med lidt luft efter et del døgn med mascara. Fandt derfor (lidt for) dybt i mit skab en flaske, der lignede øjenmakeupfjerner så meget, at jeg uden at tænke over det begyndte at hælde de i højre øje. Synes pludselig at kunne fornemme en håndfuld flammer æde mit øje. Løb frustreret rundt om mig selv syv gange i håb om, at lidt fiktiv vind ville slukke al ild med det samme. Det virkede ikke. Satte derfor mod badeværelset (kostede kun mit knæ en halv hudafskrabning) hvor min hals drejede sig i en (indtil nu) umulig vinkel, så vandet kunne redde mit syn. Det virkede, og jeg ser fint og så synes jeg ikke vi snakker mere om det.
Basta!

efterskolehippier

.. nogle gange er ord overflødige.
glædelig weekend - og glædelig overstået gåtur, som trods vind og blæst (og meget af det) var hyyyyyyggeligt!
det er næsten utroligt, så meget skønne mennesker, toms guldbarre og marcipansnebolde kan hjælpe på frosne fingre.
(føler forresten helt ny lykke over mit kæmpehalstørklæde, som kan pakke ikke bare én, men to halse ind - ik'os, søde meta?)

sex and the efterskole

Har opdaget noget, som jeg aldrig burde have opdaget, men som jeg burde have opdaget for laaaaaang tid siden. Noget, der på alle flere måder bekræfter mig i mit køns ømme punkter. Ting som vi, i dette senmoderne samfund hvor kvinder er indehavere af de lækreste attachemapper og hvor ligestilling næsten er dagligt omdiskuteret, til tider ønsker os frabedt, eller i hvert fald fejer væk med ”mænd elsker også at shoppe”. Pjat. Kvinder er kvinder, og kvinder vil altid være bedst til at sladre, til at købe sko og til at bekymre sig om kærligheden. Og det, at vi tit har nogle lidt andre interesser end mænd gør os på ingen måde svage eller for den sag mindre intelligente (er desuden dagligt ved at brække mig over samfundets klassificering af forskellige former for intelligens. Men det er vist ikke det, det skal handle om nu)

For dette indlæg handler ikke om magtfulde kvinder. Det handler ikke om min indre rødstrømpe.
Det handler om min dybfølte forelskelse i Sex and the City. Serien, hvor de ikke kun sladrer om love at first sight – det er serien, der skaber det. For mødet med carrie og hendes mange sko er om noget andet kærlighed ved første blik.

For små otto (in case i ikke har lagt mærke til det, er otto officielt det nye ord for otte. Væn jer til det) døgn siden var jeg sex and the city jomfru (eller, nok en lidt grumset jomfru. For jeg er lidt kommet til at se filmen dengang den gik i biografen, hvilket jo afslører adskillige slutninger). Alligevel var det som en åbenbaring efter de første syvogtyve minutter. Har flere gange haft lyst til at slå mig selv hårdt oveni hovedet med noget ordbog for at have levet sekstenogethalvt år, før jeg fik min første dosis satcolin.
Directly i nervesystemet. Er allerede begyndt at mærke tegn på afhængighed. Håber og tror dog på, at det stadig er en beskeden psykisk afhængighed, som også hænger lidt sammen med hyggen i dyner og kaffe latte.

Nå, men I må have mig vældig meget undskyldt. En meget stædig stemme i mit hoved tigger om næste afsnit.

lys-ia i mørket

Som jeg sidder her, lørdag morgen (ahøm) og nyder smagen af frisk mint i munden, mens jeg med skodåning og julesange lader op til de 12 kilometer, der skal nedlægges sammen med alle de andre (friske..) vandretursentusiaster, tænker jeg egentlig bare lidt over, hvorfor nattevinden er så fucking flabet. Okaj, kan måske lige leve med, at den skaber indianertient i mine kinder, når jeg synes det er tid til at få genopfrisket det der cykling. Men er det ikke lige lovlig uforskammet at lege final destination med vejr eneste lille flamme, der begiver sig udenfor? Synes ikke den kan være det bekendt, specielt ikke taget i betragtning af, at de tilsammen udgør halvdelen af de fire elementer. Det er meningen, at de skal arbejde sammen. Ih altså.


For udover en meget begrænset begejstring fra resten af efterskolemenneskerne var vinden nok den største udfordring, da vi fem piger i går nat klokken tolv fattede hættetrøjer og toiletpapirsindpakkede stearinlys til et alternativt overraskelsesluciaoptog. Tror det længste, jeg nåede før et barbarisk vindstød gjorde det af med min flamme var noget nær… 10 meter. Top!
Men trods disse forhindringer (toppet med en takt, der næsten var så taktløs, at vi besluttede, at det var meningen) og et ret beskedent antal smilende publikumsansigter, så var antallet af de smilerynker, der blev født i vores ansigter den aften mere end nok til at veje op på alting.

Kender i for resten det der med, at man ser en plakat for en nye familiefilm ved busstoppestedet til 202’eren, og lige pludselig finder sig selv med en stikkende lyst til at agere menneskelige statuer af de, i dette tilfælde animerede rensdyr med exceptionelt store øjne, mens man venter i kulden? (venter på graaaatis bus. Kan godt lide, at svendborg kommunes gave til borgerne også kommer mig til gode. Ville endnu bedre kunne lide det, hvis det var landsdækkende og altid i stedet for kommunalt og for en enkel uge).
Er fra nu af en lidt større fan af busstoppesteder.

kaos i familien

Noget af det, de fleste er bekymrede for at undvære, når de tager på efterskole, er deres familie. Og selvom ‘syv år’ udvikler en på utrolig mange punkter – deriblandt selvstændighed, så er følelsen af familie og samhørighed nu og en gang noget, man aldrig vokser fra at ønske, og lige gyldigt hvor selvsikker man bliver på sine egne, teenagevaklende ben, vil en tryg base altid kunne give noget ekstra. Når man går på efterskole har man derfor en.. dadadadaaaah: reservefamilie!

Og ja, ordet i sig selv lyder måske lidt tamt og halvkøligt. Sat sammen med ordet ’efterskole’ bliver det faktisk kun endnu mere spøjst, for tanken om en familie bestående af én forældre og en ti-tolv småforvirrede, filipensbefængte næstenvoksne (det lider af skiftevis hukommelsestab og humørsving – til tider faktisk også mikset sammen i en munter blanding, hvor man er sur uden rigtigt at kunne huske hvorfor). Hvis man så først begynder at koble efterskolereservefamilien sammen med ting som ’morgenmad’, vil kaotiske scener med cornflakeshaglvejr som fokusfanger med garanti indtræde i en betydelig procentdel af befolkningens nethinder. Så det skal man lade være med.
For i virkeligheden minder ens efterskolefamilie på ingen måde om en familie, som vi kender den. Kontaktgruppen, som man spiser med tre gange om dagen og hurtigt får et helt specielt forhold til (man bliver nødt til at knytte et vist bånd for at kunne åbne op for mærkelige spisebordfetisher som f.eks. at balancere med en gaffel på næsen) kan jo på ingen måde agere stand in for ens mor, der smører madpakker og vasker ens trøje, hvis man har spildt tomat på den, ligesom den heller aldrig kan erstatte ens far, der for at erstatte ens ikkeeksisterende onkel altid er sjov på den der drillesjofeltmenalligeveluskyldigt måde. Kontaktgruppen giver noget helt andet. Udover det (trods ualmindelig store mængder gnavenhed og søvn i øjnene) opløftende ’god morgen’ og et evig (og ja, jeg indrømmer det.. dårlig) joke om mineraler kunne det for eksempel være… (hvis vi forestiller os elleve mennesker i katrines stue en onsdag aften efter store hjemmelavede burgere til den halvårige kontaktgruppehyggething)

Fælles mobning af undertegnedes lange arme, der ifølge Fie giver associationer til orangutanger.
Eller intens kamp om at få chris til at tage otto æbleskiver i munden på samme tid (hvis det ikke havde været for et par tikkende visere og en soven over sig for det sidste hold æbleskivers vedkommende, havde vi med garanti vundet kampen! Og tro mig – han KAN rent faktisk).
Eller blot små ting som at lege spøjse kenddinkontaktgruppebuddie- lege med spørgsmål ”hvem ville være den bedste til at spille på lut?” og ”Hvem ville være nemmest at få overtalt til at danse folkedans med fyrre pensionister på landsdækkende tv?”

og så synes jeg lige i skal have æren af at se mathilde imitere den noget kringlede sætning "hauge hopper på en sko". (elsk mig, mathilde!)

stilhed i blå vogn

Synes lige jeg ville skrive et kort indlæg for at undgå eventuelle bekymringer omkring mit helbred. Det er meget længe siden, der sidst er gået så lang til mellem to indlæg, men bare så vi undgår bævl af nogen slags overhovedet: jeg døde ikke af kulde, jeg er ikke druknet og julemanden har ikke kidnappet mig endnu. Jeg er blot blevet overrumplet af en galoperende trang til at være hjemme (som i hjemmehjemme) og slappe af med julepynt, julemusik og sex and the city. Nogle gange kan 90 mennesker nemt være 89 for mange. Og lige gyldigt hvor meget man elsker at slås med gertrud, at synge med luna og at grine med laura, så har man bare brug for at være alene nogle gange. Min kroniske træthed er en af bivirkningerne, for når man ikke er alene i dagens lyse, vågne timer, er den eneste måde at gifle noget kvalitetstid med sig selv, at nyde nattens rolige mørke, når værelseskammeraterne sover og alt er stille. Resulterer så for det meste i nogle grumme rander under øjnene, men desværre er ro på en efterskole en rimelig sjælden vare, og de få udbydere der er, kan derfor slippe af sted med selv de tåbeligste priser.

I hvert fald sidder jeg lige nu i min stue i ullerslev, som jeg for en gang skyld elsker for dens minimale størrelse og ikkeeksisterende lydniveau. Jeg hører alt for højt musik og danser med min hund til den slags sange, jeg ville blive erklæret lettere sindsforstyrret for at høre på efterskolen. Og jeg nyder det. Nyder stilheden mens jeg samler energi til de sidste to ugers sociale pingpong med mennesker, man gerne vil drikke te med og møder, man skal nå at holde.

Apropos sindsforstyrretness. Er stadig helt paf over pernille rosenkrantz-theils pludselig politiske længdespring. HVORDAN(?!) Kan man gå fra enhedslisten til socialdemokratiet, bare sådan lige? Jeg har respekt for, at man som menneske er åben overfor andre holdninger og ikke holder manisk på sit eget. Men rosenkrantz var med sin ukuelige ildhu mit forbillede. Når hun kan skifte mening så radikalt efterlader hun virkelig undertegnede som et spørgsmålstegn. Er det sådan noget man gør, når man som politiker får stress og leder efter noget, der kræver mindre overskud? Overvejer alvorligt at søge statsborgerskab i mere politisk seriøst land. Føler mig latterliggjort, når politisk barnlighed skubber Christiansborg længere og længere over mod interne slåskampe om de bedste gynger i Rød Stue. Blå stue.
Gad vide om det er derfor, det hedder en blå vogn?

selvforskyldt sygdom

Har du hørt om nærdødoplevelser? Har du nogensinde pisket dig selv igennem en ulidelig lang dokusoap, hvor en halvgrå, trist kontormus vrænger i tre kvarter om sit møde med døden i et billedsprog, der får tolkien til at lyde kortfattet. Om tunneller og lys og ikke lys og nakkehår, der rejser sig og blahblahfuckingblah.
Well, jeg har aldrig rigtig vist, om jeg skulle tro på den slags. Ideen, at det er muligt at vende tilbage fra døden bringer kun minder om mit skænderi med slutningen af harry potter frem på nethinden (kan for resten konstatere, at omslaget har et ret standhaftigt immunforsvar).
Indtil i går eftermiddags. I går eftermiddags, hvor jeg sammen med smukke laura gik igennem min egen nær-nærdødsoplevelse. Gik er måske en overdrivelse. Tror nærmere at vi.. slæbte.

Som tiendeklasseprojekt skulle emilie, laura og jeg lege lidt med fotografering og hvad der danner stemningen i et billede. Til det havde vi ladt et kamera op og købt en hvid herreskjorte i den lokale genbrug. Skjorten skulle gå igen som eneste beklædningsdel på samtlige billeder, og vi ville med kropsprog, makeup og photoshop så forsøge at give den forskellige udtryk.
Pludselig befandt vi os altså med en hvid skjorte, noget snevejr og en deadline, der fik stressen til at småkoge i juleglæden. Laura og jeg havde altså intet valg – enten lod vi være med at lave det (som i.. nej!) eller også tog vi fat i vores indre varme og drog mod skoven, klar til at fryse og se godt ud på samme tid. Det blev det sidste.

Var allerede på det tidspunkt klar over, at overlevelse uden helbredsmæssige skader, ville kvalificere mit immunforsvar til nobels fredspris. Var også klar over, at det sidste faktisk var mere sandsynligt end at jeg ville slippe med røde kinder og trang til te.
Små (men lange) to timer og to tøjskift i skoven senere var jeg så frossen, at en isterning ville have været varm mod min hud. De tusindvis af gange i mit liv, hvor jeg har frosset og troet, at mine fingre ikke kunne blive stivere, virkede pludselig ynkelige og udtryk ”så kold, at det brænder” fik pludselig en helt ny og . Mine fødder var frosne i en så bogstavelig forstand at jeg, selv med al den viljestyrke, jeg havde tilbage der i kulden, ikke var i stand til at komme i kontakt med dem. De nægtede simpelthen at bevæge sig. Det var som at have en mursten bundet fast til sin ankel. Som at have en mursten smedet fast til sin ankel. En stykke dødvægt, der bare hænger der til ingen anden nytte end smerte. Mine fingre kunne hverken bøje eller ikke bøje, de var der bare. De var så kolde, at det eneste der fyldte mit hoved udover smerten hvor frygten for, at de skulle nå til et punkt, hvor de knækkede af.
Turen fra tankefuld til efterskolen har aldrig været længere. Var så udmattet og frossen, da jeg endelig nåede sirius’ hoveddør, at jeg end ikke havde energi til at åbne den. Måtte kalde på katrine, som åbnede for mig, så jeg med mascara og læbestift i hele hovedet kunne slæbe mig ind i varmen, hvor jeg magtesløst kastede mig i armene på gertrud og begyndte at græde af bare fortvivlelse. Hun hev mig ud på badeværelset, hvor hun kærligt forsøgte at puste livet tilbage i mine hænder, men mødet med varmen brændte så ekstremt, at jeg måtte trække dem til mig for at undgå at skrige. Skrigene kom til gengæld, da jeg forsøgte at tage et bad. Ikke engang et varmt bad. Et koldt bad. Jeg brændte under koldt vand. Jeg KOGTE under koldt vand.
Endte med at blive hentet ud af gertrud, som pakkede mig ind i så mange lag tæpper og dyner, at jeg, selv hvis jeg kunne, ikke ville være i stand til at bevæge mig.
Kære gertrud, du har reddet mit liv.

Så altså. Otto halvkedelige billeder har altså kostet mig fiktive fem kilo ekstra under håret, en ømhed i så talrige dele af min krop, at jeg bider mig selv i læben i skrivende stund for at kunne holde kontakten mellem fingre og tastatur. Det har kostet mig deltagelsen i årets efterskolecover af do they know it’s christmas OG mit julehumør.

Nu, før jeg endnu engang lægger hovedet på puden i et naivt forsøg på at sove hovedpinen væk, virker det næsten obligatorisk at stille mig selv spørgsmålet: var det det værd?
Jeg beklager, hvide skjorte, men nej. Bortset fra seks timers sex and the city (hvilket på skrift lyder lidt mere sørgeligt, end det føles) har gårdagens møde med naturens kummefryser kun gjort mig klogere på to ting: hvad det virkelig vil sige at fryse og at jeg virkelig er en nar. For nogle gange er det vigtigere at være pligtopfyldende overfor sin krop, end at være det overfor en projektopgave.
Laura, vi er dumme. Meget dumme.

det kan godt være tåget selvom man bor under et tag

Flere spørger, hvorfor jeg altid ser så træt ud.
Svaret er enkelt: jeg er altid træt.
Hvorfor jeg er det, er svaret på ligeså simpelt: jeg sover simpelthen ikke nok.

Og det er der flere grunde til. Det er ikke kun min umættelige trang til at grifle lettere irrelevante blogindlæg hver eneste aften før dynetid, ligesom det heller ikke er min sygelige bogstavbesættelse alene, der stjæler timer for jeg stakkels menneske. Ting som ichat og fælles udmattet, dårlig humor gifler til tider lidt for mange kostbare minutter af aftenen (den aften, der måske med lidt viljestyrke kan kvalificeres til nat). Digitale medier muliggør nemlig lovlig natterend.
Det er ikke godt.



… behøver jeg sige mere?

det kimer nu til julefest

… opdagede lige, at jeg i sidste indlæg kom til at bruge betegnelsen ”for høj og for dårlig julemusik”. Det beklager jeg DYBT. For med den halve sætning har jeg ikke kun fornærmet samtlige julesange. Jeg har også svigtet mine egne fundamentalistiske følelser for julens, til tider noget pladderomantiske, toner. Og der er flere kun’er. For det er ikke engang skidt. Det er ikke engang meget skidt. Det er virkelig, virkelig skidt. Taget i betragtning af, at jeg har brugt fyrretyve polske håndværkeres kræfter på at kæmpe for fri og nonstop julemusik hele december måned, burde mine fingrespidse give stød, hvis jeg så meget som forsøgte at skrive noget så grufuldt som ’dårlig julemusik’. Og her mener jeg ikke et mildt upserdervirkelighegnimellemdigogmigkærehest – rap over nallerne, jeg taler om ÆGTE fyrretyvetusind watt stød, som når man taber en hårtørrer i badekarret, springer på trampolin med telefonledninger som seler og gnider hele kroppen i uldne striksweatre lige før mødet mellem finger og stikkontakt – på samme tid.

Julesange skal for evigt bevares hellige og udenfor den almene bedømmelse af musikkvalitet. For ligeså snart en tekst omhandler brunkager og marcipan, er den egnet til julebal i nisseland.
Og ja, last christmas er et ret talentløst stykke musik på flere måder. Men det ændrer ikke det faktum, at den vækker billeder af blød sne, hjemmelavede æbleskiver og puslen om indpakningen af gaver til live i en sådan grad, at selv dem, der hader julen, kommer lidt i nissestemning (bortset fra gertrud, men hun er også et ret ekstremt tilfælde). Julemusik er sådan noget elsker og hader på samme tid – kindofthing, og det er spøjst, og man kommer aldrig helt til at forstå det, men på den anden side forstår vi jo heller ikke helt hvorfor vi overhovedet fejrer jul, så vi overlever nok.
Den eneste slags (såkaldt) julemusik, der skal gemme sig meget langt op på loftet med gavebånd for munden, er de mediehungrende samlebåndsbabes der iført ’nissekostume’ i størrelse influenza og et meget begrænset toneregister forsøger at indtage decemberradioen.(og det er egentlig lidt underligt, hvor det er altså ret begrænset, hvor meget af deres bare hud man kan se gennem radioen). Desværre lykkedes det dem ofte at jagte mine ører så indædt, at jeg ingen chance for modstand har, og deres blasfemiske form for julemusik ender med at rasere og klistre sig fast i min bevidsthed. I enkelte tilfælde har jeg endda taget mig selv i at synge med. (FAIL)

Når det er sagt, så synes jeg du stakkels læser af dette overflødige ævl skal belønnes med at billede fra weekendens julepyntsproduktion.


Tænkt ikke over det umiddelbart mutte ansigtsudtryk. Det var meget intensiv hygge, der krævede dyb koncentration.

.. iiih, hvor jeg i grunden savner friheden ved at være kakaograsist. Er i denne isnende tid næsten villig til at vie mit liv til automatpædagogikken, hvis det kan skaffe mig et tilsvarende langt abonnement på gratis kaffe og kakao.

kalendervender

Der er halvdøve ører grundet for høj og for dårlig julemusik. Der er tommelfingernegle med sølvfarvet viskelæderagtigt smuds på spidsen (årsag: de skrabekalenderne, vi solgte vores rengøringsgener for). Der er levende lys, hvor der umiddelbart ikke burde være det. Der sidder flere håndfulde acneramte teenagere mejslet fast foran skærmen (nej, ikke apple - fjernsyn) til nissereggae og guldkortskomik. Der er bjerge af pakkepost fra mor og far og tante og grandkusinen. Der er, i hvert fald for mit vedkommende, en high school musical chokoladekalender (yay), som byder på en daglig smagsløgsadrenalinkick af tysk kvalitetschokolade lavet af alt andet end rigtig kakao og med en basketball eller en løve som stedfortræder for barndommens engle og mistelten. Der er juleæbler med marcipan og kanel. Der er slankekursguirlander med pebernødder i (læs: små ståltrådskugler med en pebernød raslende rundt i midten. Specielt konstrueret til efterskolelivet, hvor man har pebernøddeorgier nok i forvejen). Der er julehjerter med blå tuschstreger i siderne. Der er kradsning i alskens hovedbunde grundet manglende finanser til køb af de mange julegaver, man ønsker at give folk (malou, der er tegn nummer et. når man bekymrer sig mere over egne julegaveindkøb end om kanjegsættemineønskeriprioteretrækkefølge
ogerdetokayikkeatønskesigandetendenroskildebillet – hjernevriderdilemmaet, er man ved at blive lidt voksen. Øv). Der er meget lange guirlander og utallige lyskæder.
Velkommen til jul på rantzausminde efterskole. Vi er kun lige begyndt.

to bøder og en bus

Okaj. Get ready for some serious frustrationsudbrud.
Mit indre demokrati har stemt om det, og det er hermed vedtaget, at sidste weekends begivenheder skal deles op i flere indlæg. Alle tænkelige alternativer ville på enten en eller flere måder være ikke-fungerende.
Efter en ugen intensiv antiindlæring som smedeelev blev det fredag. Fredag førte til lørdag og lørdag førte til fest på amager. Og selv en fest på amager har sin ende, hvilket betyder, at man på en eller anden måde skal slæbe høje hæle og hatte hjem til mathilde i brønshøj. Da en betydelig afstand og en i øvrigt ret så bidende kulde gjorde gåben ret umuligt, var offentlige transportmidler ligesom eneste udvej. En økonomi ved et fastfrosset nulpunkt umuliggjorde dog andet end børnebilletter, hvis priser desuden bare er mere fair.

Føler mig meget truffet af skæbnen. Når jeg endelig gør noget, jeg ikke må, skal jeg tæskes så grumt at mine blå gør smølfer misundelige. For selvfølgelig skulle movias mugne kontrollører vælge lige nøjagtig vores natbus til deres narkoagtige razzia. Ti sure mennesker iført termokedeldragter med mild schwarzenegger effekt stormede bussen i et sådant tempo, at jeg end ikke nåede at tænke ”okay malou, grib nødhammeren, smadr ruden og LØB for satan!” færdig før dørene var låste og walkietalkierne var trukket (easy bond).
En dame, der mildest talt lignede én, der var lidt træt af dårlig kaffe og stædige soveposer under øjnene, stod pludselig lige foran mig i et skræmmende autoritært frøperspektiv og spurgte mig, hvor gammel jeg var. Øhm, femten. Ja. Femten. Nej, jeg har ikke id på mig -og det var så her buszilla fik hjælp af endnu mere gnaven mand med tydelig trang til at komme ud med noget vrede – på mig: ”jamen, hvad vil du så gøre hvis du bliver kørt ned, VAR? Og I kan lige så godt sige det nu, for vi FINDER ud af det!!” (det sidste i et foruroligende jegersletikkebuskontrollørmenarbejderforrejseholdetsdrabsafdeling – tonefald). Øhm. Det ved jeg ikke helt. Endte i noget rod med at skrive 93 i min fødselsdag (hvem fanden i helvede har fundet på at man kan tjekke den slags over telefonen? han er en nød) hvilket resulterede i nogenlunde denne replikudveksling: der bor ikke nogen med den fødselsdato på den givne adresse – GUUUUUD, skrev jeg 93? Jeg mente selvfølgelig 92 – jamen, så er du jo heller ikke femten – (pause, malou synker for at presse sit hjerte tilbage på sin respektive plads i brystet) øhm. Nej.
Rizraz – værsgo, bøde på 600 kr. for ”løgn om alder og manglende nattakst”. Great.
Alt imens var Laura igennem nogenlunde samme mængde sved og grim, rystet bødehåndskrift. Endnu sekshundrede kroner. Forstår fanme godt at buschauførrerne brokker sig over deres løn. Med den indtjening kunne den nemt fordobles. Tredobles.

Vi brugte resten af hjemturen på at forbande offentlig transport meget langt væk. Bortset fra Mathilde, den lille gimpe, der slap med et ”undskyld tine”. Jeg vil også lære en femtenåriges personlige oplysninger udenad. At kunne smide ”vil i også have mellemnavn” direkte i fjæset på et par mistroiske mennesker på nattevagt er næsten irriterende blæret. Øv.

high school musical

Hvis du i fredags, i tidsrummet elleve til halv to, kunne mærke en mild brise blive lidt hårdere i et halvt sekund, og stadig undrer dig over, om det mon er en orkan der varmer op til legehusrasering eller et brobygningshold der forsøger at synge rent, kan jeg trøste dig med både svar og hvile. For det uskyldige vindstød var alt andet en klimaforskyldt. Det var lyden af meta og jeg, der begejstrede færdiggjorde to laaaange brobygningsuger. En uge med ømme armmuskler (eller mangel på samme), aluminiumssmulder på tøjet og skumle typer, der synes de skal lære én, hvordan man saver. Og senest en uges folkeskoleflashback med alt det gode. Hierarkiet der nok så fint indikerer, at vi er præpyldere, de der små unger der er endnu lavere end 1.g’erne.
Samfundsfag uden synderlig meget elevdeltagelse, da gymnansielærerne tilsyneladende føler stor glæde for egen stemme, og forventer samme gnist i vores øjne, som i deres, når de står der foran tavlen eller en halvgrim powerpoint og snakker femogfyrre minutter i streg. Femogfyrre minutter. Og indholdet var ikke kun det samme som den lektie, vi skulle læse til timen. Det var også nøjagtigt det samme, vi sagde i den sidste tandudrivende time dagen før. Velkommen til gymnasiet malou. Stedet, hvor ordet gentagelse får en helt ny betydning. Har på fornemmelse, at det ofte vil blive kædet sammen med ’gaaab’.
Shit. Har seriøst udviklet angst for klasselokaler på bare fem dage. Angst for autoritære lærere, der kun sætter rigtigtegn hvis man siger ORDRET hvad de tænker. Hvad fanden sker der for ”neeeej, det er ikke helt det ord jeg tænker på”. Er det virkelig for meget forlangt, at gymnasielæreres intellektualitet er på et plan, hvor de som et minimum KENDER til synonymer? Hvis jeg siger tomato og du siger tomarto, så kan det altså ikke udelukkes, at vi forstår hinanden alligevel. eller måske er det bare mig, der forventer lidt for meget af gymnasieundervisningen og bare burde gemme mig bag nogle lektier og lidt læsebrille. FRUSTRERENDE ER DET!!
Og før jeg blive så opkørt, at jeg også kommer til at fortælle om afblegetfedtetlangturingulthårfyrmedneglederåbenbartskalfilesheletidenogmedfemihåndledsbevægelser – rolf, der spurgte om ting som ”får du ikke ondt i ryggen af dine øreringe?”, må jeg hellere holde inde med vrede og galskab til fordel for endnu mere julehygge.
Glædelig første søndag i advent.

Malou
(som stadig ærgrer sig over, at vi ikke fik danset på bordene i highschoolmusicalmiljøet på svendborg gymnasium. Det ville nu have været en smuk afskedssalut)

ORO JASKA BEANA!!

Der var dem, der foregav at de sang om mobning. Der var dem, der fandt miljøbeskyttelse og den globale opvarmning ideelt til jegslukkerhjernenognyderkulsorthumor underholdning lørdag aften. Der var dem, der holdt sig til de sikre toner og sang om venskaber, børnekærlighed og fodbold. Selvfølgelig iført den obligatoriske dårlige påklædning i form af jegblevfødtihalvfemserneogmåderforkungåitøjfradettefestfyrværkeriafetmodeårti. Læs: grimme farver på grimme farver, bælter ude af funktion og en frisure, der var et tydeligt produkt af dårlig beslutningsevne (altså, en jævn blanding af mørkt, lyst, crepet, fladt og krøllet hår på toppen af en og samme hovedbund).
Ud over disse arme stakler, der spændte ben for dem selv ved åbenlyst at komponere musik med toner, de end ikke på tæer var i stand til at nå, var der the blacksheeps. The blacksheeps og deres sang om en hund, der elsker tortillas og bliver så tyk, at den ender med at dø af for højt blodtrykt. Kan stadig ikke komme mig over, hvor seje de var. Fie og jeg danser næsten stadig.


Fornyet respekt for norge. ORO JASKA BEANA!
Btw, Laura siger hej. Og jeg siger selvhej tilbage til skønne laura, før jeg smækker skærmen i og kaster mig i min bolsjestribede dyne og ser film med de andre i sirius fællesområde.

.. ORO JASKA BEANA!!

the second day of rum

Yo ho, yo ho, a pirate's life for me.
We pillage, we plunder, we rifle, and loot,
Drink up, me 'earties, yo ho.
We kidnap and ravage and don't give a hoot,
Drink up me 'earties, yo ho.

Yo ho, yo ho, a pirate's life for me.
We're rascals, scoundrels, villans, and knaves,
Drink up, me 'earties, yo ho.
We're devils and black sheep, really bad eggs,
Drink up, me 'earties, yo ho.


Ak ja. Den dag gud tager sig sammen og ruller jorden flad, stjæler jeg det første sørøverskib jeg kan finde (sandsynligvis et sted i legoland), udnævner mig selv til kaptajninde og konstruerer en rute, der bringer mig gennem minimum seks ud af de syv verdenshave – årligt. Jeg vil have et mandskab, der kan slås med sværd og skrubbe dækket. Et par fjender med skib tilpas små til, at jeg kan besejre dem med kanonkugler for derefter at tvinge de overlevende til at gå planken ud. Jeg vil plyndre, lyve og først gå til køjs, når der ikke er mere rom. Og jeg vil snyde mit mandskab lidt, bare sådan så der lige er til en tidlig privat-pension i bountyland.

Men vigtigst af alt. Jeg vil gøre det med stil – while speakin’ the tongue of pirate english.
Har efter utallige ydmygelser på facebook opdaget noget, der opvejer selv de grimmeste dobbelthagetags. PIRATENGELSK! Udtryk som ”abandon ship” ”bonny lass” og ”plank to plank” (henholdsvis log ud, mindre pænt ord for pige og beskedvæg til beskedvæg) kan gøre ens humør så meget bedre, at selv de værste cykelturssmerter forsvinder i det samme man logger på til sin home port og spørgsmålet ”what arrr ye doin’ right now”? Bruger nu ikke kun facebook til at facebooke. Facebook er nu blevet til min helt egen selvterapipraksis hvor vinter og finanskrise fader ud bag flaskeposter og skattekort.

Nå. Men jeg må ud og rekruttere friskt blod til mit crew af pirater. Piratsprog skal indføres efterskolewide. Aye!

klisterkunst

Kan i huske dengang, hvor lykken var en nyspidset farveblyant og hvor sæbeboblingstalent om noget kunne skaffe streetcredit? Dengang hvor sneen egentlig ikke var så kold og hvor hård vind betød drager i stedet for modvind. Det var sådan cirka dengang, hvor hverken mudder, maling eller lim var specielt ulækkert at være smurt ind i. Det har så ændret sig en smule siden. I dag skal der ikke særlig mange dråber væske i jorden, før den er forvandlet til en livstruende masse, der både kan ødelægge de dyre sko og sætte sig under neglene. Maling påføres lærreder med pensler i dertil indrettede rum tapetseret med aviser (og det er så her, at jeg som medlem af Y generationen må spørge: WHY?). Vi synes alle andre flydende ting end cola, kaffe og kakao er lidt klamme, og vil egentlig helst være fri for ting som at stikke hånden ned i en skål grøn havregrød. Men inderst inde ved vi jo godt, at mudderet kan vaskes af igen og at man i det mindste burde kunne røre ved den havregrød, man morgenen efter tillader adgang til sin mavesæk. Der findes et indre barn i os alle. Spørg selv Katrine, jeg tror hun vil give mig ret så ret.

Og lige gyldigt hvor travlt hr. undervisningsminister har med at gøre mig voksen og klar til valgbingo, kan ingen nogensinde slå lille femårige malou ihjel. Hun vil altid sidde på hug lige under huden, klar til at sætte af og springe ud gennem fingerspidserne hver gang muligheden byder sig (og egentlig også når den beder hende holde sig væk).
I aftes var fik lille malou for alvor lov til at sfo-hygge i allerbedste stil. Sammen med de andre børn legede hun nemlig med papmache. Og til dem, der ikke helt kan huske hvad papmache er, og har en (helt skæv) forestilling om, at det er en slags fransk sigtebrød, er papmache en meget undervurderet kunstform, hvor man bygger figurer med balloner, papkrus og alskens former for hønsenet for bagefter at dække dem med talrige lag strimlet avispapir. Til det bruges papmachegrød, en herlig tapetklisteragtig masse der altid ender oppe omkring albuerne (og kinderne). Er meget opsat på at skabe en perfekt model af ønskeøen. For hvem har lyst til at være voksen, når man som barn får lov til at lege med tapetklister og rive alverdens dårlige nyheder i stykker i fritidsordningskunstens tjeneste?

"morgan ser lyset og beder en bøn"

“jesus ridder på elgen og falder ned i affalds… skuffen”.
Denne sætning (som trods den spøjse sammensætning af ord fra alle ordbogens verdenshjørner var ret så tæt på at være helt korrekt) var sidste brik i bygningen af broen fra nederlag til (fiktiv trommehvirvel): SEJR!
Oh yeah. Siden sidste mandag har jeg selv og resten af det frygtløse team suttekirsten levet i skyggen af ”fugle i farver”. Fugle i farver, en flok kropssprogstalentfulde piger, som triumferende hentede sig en kneben førsteplads i første omgang gæt & grimasser (at det ikke var vores bundskraberpræstation, der gjorde deres sejr knap, behøves ingen synderlig omtale).
MEN! Og denne gang er det særligt vigtigt at bemærke dette men, for bag det gemmer sig en historisk rekord i smagfulde imitationer af tricky sætninger spækket med sortisort humor og med så lidt mening, at ordet meningsløs ikke rigtig dækker nok.

Og tjo, her ville jeg med glæde have været i stand til at nævne i flæng, men min nyerhvervede korttidshukommelse (skulle virkelig have stjålet et par skruetvinger på svendborg erhversskole, mine øjne nægter simpelthen hårdnakket af lukke, når de skal) har desværre kostet sammenhængen i det, jeg kan huske. Min (kanelgiffelfyldte) mave fortæller mig dog, at apple, facebook og kædedans indgik i samme sætning, ligesom jeg tydeligt kan erindre noget med vaniljekranse og klejner (som morgan nok så ihærdigt prøvede at forklare med en bunke bevægelser der skulle have sagt ”tysker former meget lille ting med hænderne”).
Cykelhjelm eller vintergæk, vi var i hvert fald overdimensioneret seje. Noget, der ikke kun vejede op for den fakta, at min pande hele aftenen har ageret teambanner, men som også gav præmiekarameller og en varm følelse i fryd i denne frosne del af europa.

Og i nat skal der soves!
... hvilket straks giver flashback fra den mest frustrerende nat til dags dato. Så så man lige mig ligge søndag aften med tunge øjenlåg og forsøge at blive bare liiidt udhvilet til morgendagens morgenfriske morgencykeltur (tror jeg kan kvalificere mig til OL i cykelslalom uden problemer. Spejlblanke frostsøer på cykelstier har altså også gode sider). Iført en dyne, med al fyldet i den ene (og forkerte) ende, uden overskud til hverken at vende eller ryste den. Første gang jeg vendte mig lignede det blot et uskyldig besvær med at ligge behageligt. Da jeg en evighed senere uden held havde forsøgt alle tænkelige vinkler og fosterstillingslignende måder at folde min krop sammen på, endte jeg med at mase min hoved ned i puden, så min næse syntes at mases klumpagtig og flad. Da det (sjovt nok) heller ikke virkede, begik jeg den fejl at glinse tallene på uret, nok mest fordi den naive del af mig håbede på, at jeg bare ville have fire timers søvn tilbage. Men ak nej, jeg havde på det givne tidspunkt præcis 2 timer og 37 minutters potentiel nattesøvn tilbage. Begrebet ”tunge øjenlåg” har fået en helt ny betydning, ligesom ”træthed” og ”da vækkeuret ringede var det som om, mit hoved kun lige havde ramt puden” aldrig vil blive det samme igen.

Jeg ønsker mig et godt sovehjerte (MATHILDE?)
.. og hvis nogen i øvrigt skulle være i tvivl, så kan signe og jeg informere om, at der nu er en måned til JUUUUUULLL!

trylleryllerolle

Good idea:
At have ti forskellige slags neglelak på (det var det der med den ringe beslutningsevne og den fabelagtige kreativitet).
Varm og cremet kakao i selskab med et par dejlige piger og en knapt så dejlig serie, der ikke kun var underlig, men også voldsomt akavet med MONICA i rollen som icecold bitch. Når man har stenet så meget friends, at man kan det være yderst vanskeligt at håndtere den slags. Casting af verdenselskede skuespillere til ikke særlig kærlige karakterer er lidt en bad idea, selvom søde courtney selvfølgelig skal have noget at lave. Må jeg foreslå smedeuddannelsen? Kræver godt nok lidt råstyrke og koster godt nok en hel del hjerneceller til den blå luft, MEN ELLERS giver det et rigtig godt indblik i livet som aberobot-ting. Man behøver ikke engang være i stand til at tænke selv. ”bor huller” ”bøj plader” ”skru sammen”. Tjingtjangtjung, PENGESKAB! Alt dette uden at skulle bruge egen kreativitet eller nogen som helst. Ajaj for en underholdende beskæftigelse.
.. alligevel markant mængde aggression i ’good idea’ delen. Ups.
Lad os fortsætte den, når jeg ikke lider af aluminiumsforgiftning og ru hænder grundet al for meget filing.

Bad idea:
At gå lidt for meget op i at finde den ucensurerede version af harrypotterernøgenvedsidenafhvidhingst – billedet, hvilket altså er lidt af en udfordring. Dog bonuspoint for censurfolkenes fantasi. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad man kan dække en tryllestav med (et græskar?!).
At gemme billedet på MALOUS computer, for derefter at låse sig inde på badeværelset og sende det til halvdelen af skolen i MALOUS navn.
MANGE TAK GERTRUD! Forvent en grusom form for hævn indenfor de nærmeste dage. Jeg tænker.. jingle bells med meget høj volume. Uhu, ser lige nu den mest vidunderlig vækningsscene for min indre filmskærm: klokken er lidt i syv. Gertrud sover trygt og stille. Og pludselig, når hun allermindst venter det (hvilket giver mig rimelig bredt spillerum, hun forventer jo ikke så meget, når hun sover), tændes der for det vildeste juleremix. Ikke bare én, men MANGE af de skønne højtidstoner. Uha, jeg kan lige forestille mig juleglæden stråle i hendes morgentrætte øjne. Yay. Det er en god plan.

Vidste du for resten, at boremaskiner (og her taler vi ikke de små handymandfraprovinsenderynderatreparerediversetingihusetpåegenhåndselvudenkonensaccept fra silvan. Vi taler de kolossalt stor og tunge nogle, dem der skal en kran og ti fuldvoksne mænd til at løfte) er i stand til at slå folk med langt hår ihjel, sådan lige vupti? Nej, det vidste jeg heller ikke. Ikke før i dag, hvor jeg blev advaret om at have mit hår for tæt på. For tæt på. Som i… en halv meter hen og tyve centimeter op – væk? Jahahaa. Det er jo noget af en risiko at tage. For før du ved det af det, så springer en rude, et kraftigt vindslag svinger sig om min fletning, hiver den rundt om boret. Boret, der begynder at snore rundt med en sådan kraft, at hele mit krop få sekunder efter farer rundt i rundtossede cirkler efter det. Kun med en god portion held undgår jeg at ende under boret selv med hul i hovedet og blod, kød og knogler ud over det halve værksted. De dersens fletninger er dødsensfarlige.

HAHA! jeg kan rent faktisk spille på ledning

Grundet sygdom har jeg brugt hele denne herrens onsdag under dynen. Jeg har sovet, et naivt forsøg på at skræmme begyndende influenza væk, hvilket ikke kun gav mig rædselsfulde pudefolder i mit sygdomsfedtede fjæs, men også gav mit legeme (og resten af værelset) et lidt for kraftigt stænk sygdomsaroma. Højt hurra for sygdom. Har aldrig været mere taknemmelig for sæbe. Yay.

Og hvad laver man så, når man har sovet så meget at man er træt af at sove, og man sidder lidt for alene og er lidt for ynkelig til at foretage sig noget, der kræver ikke-slatten kropsholdning. Man ser friends. Og man ser meget friends. Så meget, at man begynder at se sig selv som den usynlige ven, de alle sammen elsker og savner, for man lige pt. er i udlandet. Overvejede endda, om jeg turde købe rejsegaveting til rachel overhovedet, eller om jeg bare skulle give hende noget gavekort. Hvis det her når meget længere ud, ender jeg med at få øjne, der passer til mine firkantede briller. OG blive forelsket i chandler og hans ufortrinlige humor (som JO, er helt fantastisk. Bare spørg Linnea). Må. Slukke. Skal. Slukke. Vil. Ikke. Slukke.

Oh god, denne svømmen rundt i egen retarderede jeg i lidt for mange timer, har virkelig ført mig ud på et mentalt sidespor.
Og før man når at fange galskaben inden den slipper alt for løbskt, sidder man i karmasofakreds og erstatter acopalyptototutar (whatsoever) musikken med skingre versioner af diverse queennumre og en enkelt ’ain’t no mountain high enough’ alla sirius.
.. for blot at forsætte raseriet med at spille ’lille peter edderkop’ på ledning (hvilket vil sige, at jeg har slået mig selv på hånden med et tændt højtalerstik i super gennemskuelig børnesangsrytme). Finally! Musikalsk sejr til før så talentløse malou.
(en beskrivelse af resten af anekdoten vil for alvor få mig til at fremstå skør, så det undlader vi foreløbig).

uha! Må lige dele dette skønherlige stykke tekst, som jeg langt om længe (efter victors guddommelige hjælp) er i stand til at sende til luskelaura:

MUHAHAHAHAAAAH!
laura, jeg har en nyhed, der fryder mig men vil få dig til at skrige frustreret ud over hele rantzausminde (:
kan du huske det dersens barbariske billede af den piercede penis, som du kinda naglede fast til min mac? DET ER VÆÆÆÆÆÆÆKKKK!

mangel på skolebus

Bare en lille update på de sidste dages begivenheder: Hvis man ser bort fra aftenens hyggelige gætoggrimasser-advanced på lærerværelset, som udover at bringe en rigtig nasty kortfilm af græske zeus’ dameerobring i guldregn-skikkelse (og så mener man helligånden var grænseoverskridende i billedsprog) mere eller mindre har reddet min dag fra total ynkelighed, har dagens lyse punkter været til at overse. Takker zeus og gud og læger uden grænser for stadig at være i stand til stadig at grine og være rablende skør i hovedet.

Nånå, men til brokken, for den skal altid i første række (specielt når man som jeg fylder sin blog med grænseløs lovprisning af efterskolelivet der nogle gange får det til at minde lidt for meget om syg sekt med betalt prædiken og propaganda).
Jeg har i løbet af de sidste 2 dage:
.. bevist, at mine muskler ville få en bregne til at se stærk ud, ved på ingen måde at være i stand til at betjene diverse smedemaskiner, hvor der skal løsnes håndtag og hjul. Til gengæld kan jeg næsten stramme dem alle sammen. Lidt.
.. ageret træt klud i praktisk tøj med overkogt spagetti som arme, da jeg med meget begrænset succes med mindst ligeså begrænset håndkræft savede i aluminium.
.. skabt en lettere retarderet terning, som åbner helt nye døre for alternative brætspil med sin syverside.
.. i samme forbindelse ødelagt den (eneste) form, man prikker terningeøjne igennem ved på mystisk vis at få boret til at sidde så fast, at smede-finn efter en halv times mas måtte opgive og erkende, at det var håbløst at forsøge at lave den igen. Har desuden også knækket bor nummer to. Føler mig destruktiv og til ikke særlig meget nytte.
.. stirret ud i luften så mange minutter spredt over seks moduler, at jeg nærmest kunne høre mine hjerneceller springe i luften med små knald, for at efterlade mit hoved lidt tungere og lidt dummere.
.. cyklet så mange kilometer, at jeg snart har benmuskler til spontan cykelferie med sydlandsk destination (ahaha, for det er jo slet ikke hårdt).
.. cyklet VIRKELIG mange kilometer op ad meningsløse og urimeligt ondsindede bakker, der burde flades ud med en kæmpe, overdimensioneret kagerulle.
.. cyklet under kulsort, dryppende himmel i både modvind og isnende kulde mod handskeløse hænder.

jeg arme hippieunge, der havde regnet med at leve på cykel og metro resten af mit liv føler mig lige nu yderst fristet til at få kørekort og gammel skoda.
Men det sker aldrig, og desuden har jeg også godt af at cykle (…)

kill me

Okay. Så er det i morgen.
I morgen jeg skal stå op for solen overhovedet overvejer at tænke på at begynde at bevæge sig mod Sydfyn. Cykle længere, end jeg har strøm til på min ipod, Over bakker, der sandsynligvis er faret vild og burde hjælpes hjem til deres venner i østrig. Hurra for bertel ’dedertiendeklasserburdeafskaffesdesmutteråbenbartikke
frivilligtladostvingedemtiltougersoghåbeatDETfårdemtilatindse
atdebareskullespringevideretilgymnasietdirekteefterniende–pådenmådeharviudslettettiendeklasseiløbetafethalvtårti-haarder.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at udtænke smutveje, lede efter smuthuller og på alle andre tænkelige måder forsøgt at finde måder at smutte udenom de næste to ugers brobygning.
HVORFOR skal jeg absolut udvikle beton immunforsvar lige nu, når jeg har allermest brug for at blive smittet af mine sygdomsramte forældre? Alverdens helsefreaks bindes til sofa og tvinges til fire døgns intensiv seriemaraton med konstant indtagelse af flødekage via drop, for at have påstået at ’en sund livsstil har ingen ulemper’. Fra i morgen vil jeg svømme i usundhed og håbe på, at jeg bliver ramt af en farlig virus inden længe. (og med inden længe mener jeg selvfølgelig inden fireogtyve timer)

Lorte brobygning. Den fact, at vi skal cykle otte kilometer i novemberkulde klokken syv om natten (jo, for det er mørkt, så det er nat. sådan er reglerne), har allerede på forhånd sat forventningerne for nedernness så skyhøjt, at selv lavra ville have problemer med at bygge så højt et tårn i towebloxx. Den eneste bro jeg skal bygge, er en der går fra svendborg til christiansborg, så jeg kan give kegle til bertel haarder fyrreogtyve dummeslag for at ødelægge mit humør og sætte knald på den vinterdepression, jeg ellers havde regnet med at gemme til når jeg fylder firs.

Og ikke nok med det (for nej, jeg er ikke færdig med at brokke mig endnu). Det, der i beskrivelsen lød som en uges kreativ udfoldelse i form af keramikkursus og ler på fingrene, viste sig at være, og her citerer jeg så godt, som min hukommelse gør det muligt: ”en uges introduktion i smedeuddannelsen… du skal arbejde med jern. Husk praktisk påklædning”. GARGARH-HVAD?! Det er falsk varebetegnelse, og det er imod min overbevisning at finde mig i det. Magen til beskidt måde at lokke stakkels kreabørn på.
Synes på ingen måde, at det er i nærheden af fair, ligesom det heller ikke kan være rigtigt at jeg, bare fordi min efternavn er stålholt og derfor i tide og utide kvalificerer mig til at ligge nederst på navnelisterne, skal ende som overskydende og derfor proppes på et andet hold end alle de andre jernmennesker. (til jer der ikke forstod mine sidesporsvredesudbrud betyder det, at jeg skal smede alene)

Mhmmpfh. Praktisk påklædning. Jeg ejer ikke praktisk påklædning. Jeg ER ikke praktisk. Jeg har problemer med at løfte en tolitersjuicekarton, hvordan skal jeg på nogen måde være i stand til at arbejde med jern? NEJ!!
Det eneste jeg skal smede er et klagebrev til undervisningsministeriet og en banner, så jeg kan bruge resten af ugen på at demonstrere mod denne helt igennem tåbelige lov.

love is in the air (og i en mælkekasse)

Kan man få lyst til andet end at gå på line henover alle tage på skolen, skrigende af fryd og glæde og klippeklisterkrampe i hænderne, når dagen står i kærlighedens tegn og man drukner i kram og kindkys? Nej. Det kan man ikke.

Ikke fordi vi mangler kærligheden – i efterskolelivet er hygge og samvær centrum af det centrale.
Og her taler vi ikke kun den ordinære stearinlys og B-film aftenhygge med de bedste veninder og rittersport som selskab. Også intern humor(eller hvad man end kalder den slags)-hygge, hvor man slår hinanden hårdt i hovedet med en gren eller bokser alle, der tager en helt bestemt hjelm på, noget der umiddelbart virker lidt barbarisk og hulemandsagtigt, men som i virkeligheden er en lettere alternativ måde at udtrykke den kendte sætning ’jeg elsker dig’ (okay, ærligt indrømmet er det nok nærmere lightudgaven ’jeg holder af dig’ der er tale om, det virker bare ikke nær så godt på skrift).

Det er nok nærmere fordi vi glemmer den. Kærligheden, altså. At vi tager den lidt for givet og ikke liiiige får skrevet det der natbrev, givet det der knus eller sagt godmorgen. For så så man film, så var man lige på køkken og i øvrigt var man halvt kvæstet af træthed og blablabla.
Derfor døbte vi onsdag d. 12.11.08 ’kærlighedsdagen’. En dag hvor det handlede om at smile, om at grine og om at vise, hvor meget man holdt af hinanden. Og hvis det ikke blev sagt med kram og kys, så kom det i hvert fald rigeligt til udtryk i østersøen, hvor der efter en natbrevsproduktion der ville feje samtlige klippeklisterborde i danmark til verdens ende, lignede resterne af en krig mellem en bunke husmorblade og en makulator. Tør slet ikke tænke på, hvor mange regnskove der måtte lade livet for vores kærlighedsdag. Dog vil selv jeg driste mig til at indrømme, at det nok var det værd: at se ’hva så´din bøssrøv’ Johan sidde med lim på fingrene for sirligt at lukke en hjemmelavet kuvert med et hjemmeklippet hjerte er næsten nok til at jeg selv ville gribe saven.

Tak for en kærlig dag, som med en entusiasme der fyldte en hel mælkekasse til randen men lim, spøjse udklip og søde ord, og som fik os til at glemme sengetiden og blive fanget i to minutters natterend, fordi vi havde for travlt med at omfavne og være glade til at se på uret.

..et lille sidespor skal der simpelthen være plads til her. Jo der skal. Nemlig.
For bedst som dagene skrumper hurtigere end mit taljemål vokser (satans til fristende, varme drikke), bedst som bladene falder af træerne og det bliver muligt at se sin egen ånde i luften ved højlys dag (spekulerer stadig på, om det mon er muligt at lave røgringe med sin frostånde. Hvilket så ikke ville være røgringe, men luftringe. Eller frostringe, selvom frostringe nok nærmere giver associationer til kummefrysere).
ABER! Nu blev sidespor jo til sidespring og nu er jeg helt lost. Ih altså.
Pointen var, at laura, hendes familie og jeg fandt danske, smagfulde brombær i tankefuld skov så sent som i lørdags. I lørdags, hvor vi var i november. November er en vintermåned. Vinter er lige med frost og importerede frugter. Man finder ikke bare sådan brombær i november. Og da slet ikke grønne brombær, der endnu er for sure til at sætte tænderne i. Længe leve CO2 udslippet (pjat med mig, synes det var ret så fantastisk at nyde den sidste bid dansk sommer inden efteråret blev til vinter)

Og nu skal jeg virkelig, virkelig have gjort det op med noget af al den søvnmangel der efterhånden har hobet sig op til noget nær fuldtid i tre uger.

countdown i god tid

Må nok hellere på forhånd give jer lov til at arkivere mig under sørgelige mennesker, der ikke helt kan finde ud af hvad de mener.
For bedst som jeg for små tre uger siden sad og fik rød pande og våde håndflader over dagli’ brugsens julehysteri med nisser i appelsinerne og tilbud på pebernødder der, hvor der for to minutter siden lå en bunke kæmpe læsker, har jeg tilbragt det meste af min aften med en aktivitet, der stinker ret langt væk af kalenderlys.
Julehjerter. Når man finder sig selv langt mere interesseret i glanspapir end i grease, så ved man, at man glæder sig til december. Og selv med min gennemtænkte plan med først at tænke på julen, når den rent faktisk er i gang (eller når det begynder at sne, men det gør det jo alligevel ikke), og derved undgå at køre død i brunkagedej og vatterede landskaber med rensdyr (rantzdyr – ahahaha) inden anden søndag i advent. Og selv om man hårdnakket kæmper imod trangen til at købe nissebefængt gavepapir er det noget af en opgave at slippe udenom højtidsvreden med stress og jag og januarsudsalg i november (say what?). Specielt Illums moderigtige såkaldt ’it’ julepynt i plastikpink og firserturkis med boafjer og andet grimsgrams i grum overflod giver mig lyst til at brække armen på noget snemand (ay?). Jul skal fanme ikke designes og moderniseres og proppes i de rigtige nuancer af årets julefarver. Jul er en traditionel tradition og eksisterer kun, fordi vi godt kan lide hygge og fed mad og forkælelse. NIX PILLE! Så må i sælge peking and mortens aften, lave påskegule ipods og kun sælge aquafarvede raketter. Så længe i holder jer fra julen er jeg absolut ligeglad. Men kun indtil i krummer den mindste hank på mine hjemmeflettede julehjerter. Så er der nemlig BØF!

Sjovt, som man kan gå fra at skrige af raseri over jul i oktober til at tælle dagene til pre-jul i november. Men det er meget svært ikke at glæde sig, når man agerer hjertefletnings-læremester for benjamin og martin, konkurrerer i julehjerter advanced og samtidig er vidne til forømtalte drenges udveksling af hjemmelavede vennearmbånd. Nuuurrrhh!
Duften af vaniljekranse har aldrig været sødere. Er så småt ved at starte julehemmelighedspuslen selv. Vil opfordre alle andre til at gøre det samme. Overraskelser i december er nice :D (og nej, det er ikke særlig kreativt at fylde folks sko med rå ris. Det er derimod temmelig folkeskoletrist og desuden spild af ressourcer)

korsfest

Okay, nu synes jeg efterhånden lørdagens rædselsfulde sangpræstation er tilpas langt tilbage i tiden til, at jeg tør skrive om den uden at skrumpe ind til noget nær musestørrelse.
Lad os derfor bare få det overstået: jeg kom, jeg sang og jeg fejlede noget så grumt. Trods hoftevrik, der fremkaldte et frygt for, at mine ben knækkede af i svinget, og en del flirten med publikum tror jeg ikke, jeg skjulte min absolut frygtelige røst særlig. Og nej, det blev heller ikke just bedre af, at jeg småløb fra hjørne til hjørne af salen uden at tænke på, at forpusthed absolut ingen positiv effekt har på lyd. Var seriøst tæt på at rive mit stemmebånd ud i ren aggression bagefter. Lod dog være, da jeg jo havde brug for både dét og min tunge til frisørscenen, som ownede alt med geniale søjlejokes og en lidt for femi gustav. Sammen med dovne adam & kernesundfamilie-eva, hulkende hitler, poul krebs, paven gud den 16. og alle de andre, som gang på gang fik forældre og søskende til at grine højlydt (synes godt nok ikke de lo nok, men de kan jo ikke gøre for, at vores humor er bedre end deres) og som også tvang en knyttet næve til at skærme for lyden af min egen latter. Fy for den lede for et vellykket teaterstykke. Trods småfejl og falske toner formåede vi at få alting til at gå op i en højere enhed med ’fly on the wings of love’ (hvilket sangvalg..) og så dybe buk, at mit hår næsten nåede jorden. Stemningen på skolen var helt eminent, og jeg vil bytte alt hvad jeg ejer for at genkalde den hver lørdag resten af livet.

Den efterfølgende korsfest i form af lidt for meget slik alt for lidt søvn gav mig lyst til at hægte mig selv fast til gunnar med kæde og lås og aldrig forlade skolens område – nogensinde. Det bliver nok aldrig til noget, for det regner ret tit lige i øjeblikket, og det er i forvejen våde dråber ovenfra, der er skyld i den (de) voksende dreadlocks der plager mit hår i en sådan grad, at jeg får lyst til at klippe det af. Det hele. Mit hår ligner filt i tykke totter, og det er efterhånden så fyldigt at min elastik virkelig skal anstrenge sig for at nå rundt om det. Må derfor hellere lade være med at leve resten af livet udendørs og nøjes med at nyde efterskolelivet mens jeg har det. Yay!
(er for resten også træt af, at min mobil har lidt druknedøden og at ingen form for førstehjælp lader til at virke – er der nogle, der ringer efter falck, jeg har VIRKELIG brug for noget effektivt hjertemassage? Så vågn dog op for hulan!).

Og hey! Man kan som bekendt ikke fornemme lyd på billeder, og jeg søger derfor med lys og lygte efter billeder fra ’biblen’ – da jeg brugte hele timen på at stresse rundt i kostumeskift og mangel på hårnet har jeg absolut ingen selv, og det synes jeg egentlig er lidt øv. Dem der ejer nogle må gerne sige til. Jeg giver en sang i belønning (eventuelt med luna på guitar – det kan ingen sige nej til).

typerne, der ikke kan lide racisme

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud af vinduet var jeg meget tæt på at lade mig dumpe ned af min køje i et grumt fald, for at få lov til at sove længere og undgå at gå udenfor en dør (selvom jeg fik en rimelig moderat mængde søvn i nat, var mit hoved alligevel betontungt af trætness – forklaring kommer i næste indlæg, jeg arbejder stadig med psykiske men efter mislykket sangperformance). MEN! Et aktivitet, der selv i det ondeste kuldskærfremkaldende vintervejr står meget højt på min liste over ting, der gør mig i godt humør: Indsamling. Har i nu en måned været skrevet på listen over mennesker, der i dag skulle kæmpe med de, tit lidt for nærrige, danskere for Dansk Flygtningehjælp. Så selvom dagen var grå og håret hurtigt blev regnvådt var jeg meget opsat på at redde lidt verden. Og hvad sker der så, da mathilde, laura og jeg står overfor indsamlingsrutemenneskerne og melder os til tro tjeneste? Vi bliver sendt hjem igen (det passer så ikke helt, men vi kunne altså ikke ’bare slå os sammen med en anden gruppe’. Man samler simpelthen ikke ind mere end tre, det virker bare for ’giv os penge, eller vi slår dig ned, NOK!’, og det er en temmelig dårlig taktik når man gerne vil samle mange penge ind). De havde ikke flere ruter, vi havde lagt sidst i bunken af navne og havde derfor trukket nitten.
Så så man lige samvittigheden dale med den der ’jeg er nu alligevel et meget godt menneske’ følelse, der følger med som gulerod i raslepakken. Øv.

Men da nogle af os er typen, der ikke bryder sig særlig meget om racisme, var dagens gode (og hyggelige) gerning at finde på svendborg torv i den mørke novemberkulde. En håndfuld organisationer og politiske grupper havde sammen lavet en antiracistisk demonstration i forbindelse med krystalnattens 70 års fødselsdag.
Det var specielt rart at have lidt bekræftelse i sin moralpose, da vi senere på aftenen viste os som de hardcore lovbrødre (og ja, der skal stå brødre som i drengemedsammeforældre) os kørte i den forkerte side af den enoooormt trafikerede vej i svendborg.


Aber! Den dersens såkaldte hippieevent..
Efter en frisk cykeltur (jo, det var dejligt) endte vi med tre fakler og en bunke fællessangtekster. Satte os i en hyggelig rundkreds midt i det hele, hvilket resulterede i overfald af kameralinse fra fyens stifttidende – og lige gyldigt hvor meget, vi alle prøver at benægte det, så kom vi nok til at pose en lille smule. Men hvad fanden skal man ellers gøre, når en fremmed mand med et kamera på størrelse med min saftybox pludselig stikker hovedet ind i ens sniksnak og åbenbart fandt min pyromanagtige fascination af føromtalte fakler meget billedværdig? Keep an eye on los avisos i morgen, hvor mindst én af os medieludere sandsynligvis stjæler fokus for al anden lokalreportage!
Og i kan sige hvad i vil om ligegyldigheden ved demonstrationer der ’blot’ har til hensigt at ytre et (vigtigt) budskab. Selvom vi ikke var mange og selvom vi hverken havde bannere eller andet lir end en krads guitarversion af imagine, så giver det alligevel en varm følelse af håb i maven, når man står der og kigger ud over menneskemængden (mængden, hæhæ) og vide, at vi alle sammen er enige om, at racisme er et grumt intolerant menneskesyn, vide, at der er andre end én selv, der har viljen til at gøre noget (og at det ikke kun er unge på 17 med dreadlocks, men også ældre ægtepar med rynker og gråt hår).
At der derefter blev inviteret på gratis suppe på ’harmonien’, et overdrevent hyggeligt og hidtil for mig ukendt sted, trækker kun hele oplevelse op på et niveau, der overgår det meste – tak for en rigtig dejlig aften, skønne mennesker
..Og tak til Den Latterligt Stejle Bakke, der gav mig røde kinder og ondt i halsen.

Synes for resten vi burde indføre fast fællessang hver dag i hullet :D

langt ned & langt ude

Jeg vidste ikke, at panikangst for ting som højder og mikrofoner bare lige sådan kan komme og gå. Højdeskræk er da ikke noget man sådan lige får uden traumatiserende legepladstårn, højt træ-oplevelse eller medfødt skræk for google earth på for store skærme. Og udover en lidt for ivrig klatretur i lidt for højtogfortyndtitoppen-træ dengang, jeg stadig gik i pink cykelshorts, lidt frygt for børnehavens lodrette trappe til sørøverskibets udkigspost og nogle fugle i maven før det gyldne tårn har jeg absolut ingen problemer med højder. Og nu lyder det egentlig som om at jeg er et omvandrende nervevrag der ikke tør balancere på VÆNGETS kantesten, men i virkeligheden elsker jeg den friske luft på toppen, jeg elsker at have satellitagtigt overblik over alting og jeg elsker at flyve (at lette er sjååååååvt).
MEN! (for der er aaaaltid et men) trods dette slog det mig alligevel som en pludseligt ankommende hovedpine, der virkelig ikke passer ind i programmet. Bedst som jeg stod foran hullet i loftet med tres kilo spænder, remme og kroge på maven, blev jeg overfaldet af en meget tarvelig højdeskræk. En spids stemme rev mig i nakkehårene og hviskede, at hvis jeg lod mig falde ned fra lampehullet ville den hægte mig af, og jeg ville på et halvt sekund skifte fra fast form til en flydende masse (og denne gang ikke med teaterblod). Grgk. Så er det der, malou går i panik og febrilsk klatrer ned igen for at forsøge sig med taktik baglæns. For om det så skal koste mig litervis af koldsved og (om muligt) værre version af ’falling in love with you’, så vil jeg STADIG hejses ned fra loftet. Og efter lidt overvindelse og en enkelt op... og SÅ ned, følte jeg mig lige pludselig tryg nok til at kaste lidt elvismoves ud af det palietbefængte trompetærme på vej ned gennem den gennemspilningstryggede luft i gymnastiksalen. Oh yeah, i feel hardcore.

At min røst er knapt så skøn efter forpustet hjertebanken og en lille håndfuld grineflip er en anden side af sagen – må vel bare spille så meget på mine labre solbriller og elvishofter, at ingen ligger mærke til, hvor dårligt jeg egentlig synger. (rigtig ærgerligt, for nu havde jeg endelig alle toner på plads og klar til at overbevise verden om, at de sagtens kan lade mig skråle i rengøringstiden uden at udvikle kronisk tinnitus.

Udover det er mine eneste bekymring, at frisørscenen helst ikke skal ende i lummer snak om store søjler med smukke indgraveringer når det går løs i morgen aften. Og selvom jeg godt kunne forklare dette interne stykke humor, vil jeg lade være, for min blog er trods alt under en form for censur (for det er nemlig nødvendigt, når man efter søvnunderskud på søvnunderskud står overfor jesusdullerolle med halvt improviseret smalltalk).

For at sætte spændingen for morgendagens show i vejret, vil jeg er til slut citere frisørudgaven af gustav (iført alt for stramme lilla jeans og åben vest over bar overkrop):
Det bliver bare så læxi!

et indlæg som ikke burde postes

”Ej, JUDAS? Jeg er SÅ træt af Judas. Jeg mener, hvem tror han lige han er? Overvej lige hans kartoffelnæse. Ihdr, og så har han sure tæer. Og han prøvede han at score Maria til korsfesten i weekenden. Jeg siger dig, Josef var ildrød i hovedet af raseri!”
.. jaja, improvisation efter mørkets frembrud kan tit ende samtaleemner som Johannes døberen, hvorvidt det er muligt at skaffe en privat dåb og om hans tånegle dufter af papaya.
Og når man tidligere på dagen brugte to timer på at bygge og nedbryde en tro kopi af babelstårnet (nu af flyttekasser fra jem&fix i hvidt indpakningspapir og tape) og intensiv ’falling in love with you’ sangtræning i et toneleje og en volume, der begge ville være i stand til at springe trommehinder uden det store besvær (hvilket er grunden til, at jeg blev væk fra snak og øvede helt alene og med en minimums-personafstand på hundrede skridt og to isolerede vægge), plus lidt

… og det var så den mængde blog, jeg nåede at skrive i går nat, før jeg næstede faldt i søvn over tastaturet. Jeg er seriøst så gennemtæsket og træt, at jeg burde have gået i seng efter børnetime. Og alligevel ligger jeg og koldsveder og besvær med de høje toner i ’.. like a river flows, surely to the sea’. Toner, som jeg ikke engang kan træne, fordi min stemme åbenbart kan høres tre værelser væk og at det derfor kunne tænkes, at jeg blev riiiimelig upopulær hvis jeg brød ud i skinger skrål i skrivende stund (klokken er halv et og jeg burde VIRKELIG sove. Dumdumdum du er malou). Burde skrive et langt og sjovt indlæg om los teaterugos. Tror dog det ville fungerer bedst for alle parter, hvis jeg ventede til i morgen.
Så inden jeg falder i søvn og ender med at skubbe min mac ned på gulvet i søvne, vil jeg lige dele disse geniale ord med jer: Godnat og sov godt.

Malou
(som skal sove næsten syv og en halv time nu – yay!)

et udefinerbart antal bobler

Lavra er åbenbart ikke typen, der bemærker et sæt turbosko, selvom de er lige foran hende.
Tsk, tsk. Vi lever i det enogtyvende århundrede. Alle (a-l-l-e) burde kende til de famøse turbosko, der får den detektivagtige jakke-bærende bubblestrugglemand i stand til at løbe dobbelt så hurtigt som normalt.
Apropos bubble struggle og det enogtyvende århundrede, så er USA's befolkning tilsyneladende ved at være typen, der er klar til forandringer. Forandring til det bedre endda. Valget af verdens kommende mægtigste mand stod, grundet en latterlig opfindelse kaldet tidszoner, i nattens kolde mørke, da jeg i morges læste (nej, jeg har ikke overskud til at holde mig vågen til klokken syv or at følge optællingen af 51 staters stemmer) at O-Bammer vandt, var jeg tæt på at skrige af begejstring. Så kan mccain måske lære, at hvis man er leverpletgammel og ens hud ligner en klump slatten og halvsmeltet modellervoks, og man ønsker flere stemmer end antal leveår, så kan man kun stille op som pave. Gogo Obama, selvom du liiiige mangler at få styr på facitlisten til spørgsmål som ”skal dødsstraf afskaffes”, så er du så fandens sej, at du fortjener al respekt i verden. Lover højt og helligt, at jeg vil hylde dig med daglige kampsange og kolossale mængder badges med portrætbilleder i andy warhol stil overalt på mit tøj, hvis du får styr på de hersens forenede stater.

Og lige et lille tillæg: Vi, sophie lavra & jeg selv, har efter lidt for mange baner i bubble struggle (eller, lidt for mange forsøg med samme bane for mit vedkommende) udtænkt en fantastisk genial plan for at modvirke eventuelle mordforsøg på den nyvalgte præsident. Ved hjælp af det røde skjold (som man kommer i besiddelse af ved at tage en af de grå cirkler med en rød prik i midten) vil han være i stand til at beskytte sig selv en god tid af gangen. Det vil selvfølgelig kræve, at han er i stand til at forudse hvornår det er fare, men også DET har vi en løsning på: det blå skjold (som ligner det røde, bare med en blå prik i midten i stedet) virker som en hundrede procent skudsikker og fuldstændig gennemsigtig indtil en kugle bryder det. Med dette topsmarte sikkerhedsudstyr følger selvfølgelig også de famøse turbosko som uden tvivl vil gøre god gavn!

At obama nok vil fremstå en kende sindsforstyrret hvis han begynder at rende rundt og lede efter skjoldbolde iklædt plastikgul trenchcoat vil måske skade meningsmålingerne lidt... måske vi bare skulle stole på hans bodyguards og i øvrigt bare lade være med at game så meget. Men helt ærligt, den slags sker altså, når man går den frostbefængte årstid i møde og himlens farve ikke længere frister med en gåtur og lidt æblebryg.

den om rudolf

Sidder og undrer mig over, hvordan klokken allerede kan være lidt over elleve. Selv hvis det havde været formiddag-mavenvilsnarthavefrokost-elleve, ville tiden gå meget meget stærkt i mit hoved. Mistænker en gnaver for at have fået hjulene bag de store ure til at løbe hurtigere rundt.

Teaterugen har været igang i lidt over et halv døgn. Startskuddet lød lidt over ti og blev efterfulgt af et finsk råbekor. Det ville sikkert have været meget troværdigt, hvis det havde foregået på finsk. Det gjorde det dog ikke, og da jeg efter egen erfaring ved, at man får flere myggestik i danmark, end man gør i finland, synes valget af tekst heller ikke særlig finsk. (i øvrigt voldsomt ærgeligt, at så mange mennesker forveksler skønne finland med et kedeligt land kun beboet af langt hår, vodka og mumitrolde. det passer ikke - de har også saunaer. og en ÆGTE julemand. finland er et fantastisk land, så forstå det dog!.. de har forresten også rensdyr over det hele, og selvom det kan være yderst grænseoverskridende at spise en rudolf er tanken om, at der faktisk kunne gemme sig en rød tud bag det nærmeste grantræ virkelig hyggelig)
Og nu vi taler om rensdyr, som med garanti er vældig stædige, så skal det bare lige siges: Mette og jeg styrer til bordfodbold og det er blot en del af vores udspekulerede taktik at få team hughug til at anse os for værende slatne, nemme modstandere. I virkeligheden er det slet ikke tilfældet og en dag vil vi, team moulin rouge, tæske jer så grumt, at i bliver for svimle til nogen som helst form for omkamp.

For lige at sætte streg under efter mine noget meningsløse sidespor: Teaterugen har været i gang i lidt over et halvt døgn.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke lige nu balancerer meget koncentreret mellem travl og stresset.

"wiiiiise men saaaay at malou burde tage at få sig noget søvn"

et indlæg for hørehæmmede

(lyd af fingre der danser henover mac-tastatur)
Efter at have brugt en weekend på at lave heeeeemmmeeeliiiige ting hos laura er jeg tilbage på skolen, to x svendborg-københavn fattigere og med høje forventninger til den kommende teateruge (malou klapper forventningsfuldt)

Dette har jeg lært weekenden over:
At ’dansk for hørehæmmede’ med garanti kan gøre ALTING underholdende. Vil en dag opfinde sådan nogle kloge briller, der kan lytte og oversætte alle verdens lyde til små undertekster med en fandens masse parenteser, som kan rulle nede i bunden af glassene og få mig til at grine af beskrivelser som ”høj dødsmetal”, ”bollelyde” og ”krystalglas rammer gulv”.
At jeg aldrig skal gå på musikefterskole, der, trods dens hygge, ville tæske mig så langt ned i jorden, at jeg ville føle mig som en meget talentløs flue uden noget at byde på.
At de folk, der står bag den noget spøjse og meningsløse serie ”the L word”, som egentlig bare handler om en bunke lesbiske der svømmer rundt i problemer, burde have en god portion assorterede spark for mangel på opfindsomhed og kreativitet (og et alvorligt spild af penge). Jeg savnede lidt ’dansk for hørehæmmede’.
At emilie har alt for svært ved at ligge ’whiner’-udtrykket bag sig. Den dag hun begynder at sige ’LOL’ slår jeg hende. Hårdt.(en stol knirker af ukendt årsag)
At have fuld forståelse for lauras had til brændeslæbning. Selv med med skingre udgaver af ’vær en mand’ og ’don’t worry be happy’ som baggrundsmusik var det en trist tjans, og jeg har meget ondt af laura, som grundet togtiderne måtte gøre resten selv.
At de såkaldte automatiske døre i toge burde sagsøges for at opføre sig mega uforskammet overfor stakkels lille jeg, der helst gerne vil kunne tage til svendborg uden at skulle gøres til grin foran hel togvogn + mellemgang. Øv.
At DSB’s æbler er for melede til, at jeg gider give fem kroner for ét nogensinde igen.

godnat fra malou, der burde gå i seng men i stedet har sat sig for at gennemføre bane 24 i bubblestruggle (never going to happen)

this is halloween

Synes efterhånden det er et par dage siden sidst. Ser I – nogle gange har man bare travlt med alt muligt andet end at skrive blog. Tror i går, onsdag, var den første dag på skolen siden introugen, hvor jeg kun tjekkede min mail to gange. Og selvom stressen først ankom i morges (og som i grunden var på betydeligt kortere besøg en normalt) har jeg alligevel faret frem og tilbage med bus, på gåben og med løbesko på. Senest i går, hvor der foregik heeeeeemmmelige ting i Svendborg, og hvor den helt specielle dag (den sidste onsdag i oktober) selvfølgelig skulle fejres. Og ikke bare fejres – men fejres med en sådan maner, at selv ham gutten, der opfandt tetris og som derfor aldrig keder sig, føler sig lidt snydt for ikke at have muligheden for at lege med.
For i går, da solen havde passeret størstedelen af europa og ørerne begyndte at hvine efter vamsede uldhuer, indløste vi laura og mathildes fribilletter (det kan betale sig at bruge en dag på at heile og hilse på nicolas bro, og det kan endnu bedre betale sig at give kaffe for nasning af biografbillet) til fire styks i midten af række syv, hvilket for resten af relativt langt oppe i svendborg, til.. (indsæt trommehvirvel) HIGH SCHOOL MUSICAL 3. Et rent festfyrværkeri af spænding, aktion og kvalitet.

jeg elsker jer :D

Men nok om highschoolpar, der finder de umådeligt frækt at give kindkys i råhvide havehængekøjer og som har brugt tre spillefilm på at levere et ordentligt lååååfe moment. For aftenens halloweenfest og dertilhørende burtons sally-udklædning (som desuden er skyld i en yderst stædig eyelinersyning på mit venstre lår) indeholdt absolut keine pladderromantik, næsten ingen grimme kjoler og kun en enkelt popsang. En popsang med koreografi, der efter en grum fortvivlelse, der var tæt på at avle grå hår på mit stakkels hoved, endte så vellykket, at jeg havde lyst til at danse endnu mere af bare begejstring. (jeps, vi dansede en genial kopi af thriller foran hele skolen, med morten som kongen og os som halvtomme zombier med løse hofter.
Det gjorde jeg dog ikke, dansede altså – for en knapt så morsom aftale lå lige forude. En aftale med døden, som indtrådte få minutter efter den klamme, skovsneglelignende pasta (farvet sort med sprutteblæk) var fortæret sammen med vores (desværre ikke særlig populære, men til gengæld yderst kære) fluesvampelookalikes.
Som en del af et alt for fedt natteløb (gogo festudvalg) skulle jeg slås ihjel, og resten af skolen skulle så, opdelt i hold, ved hjælp i diverse lallede poster og spøjse ledetråde finde ud af, at det var mig der lå dér, i den ikke særlig ligagtige fosterstilling i vaskekælderen. Faktisk er det noget af en udfordring at få lov til at dø, når man går på efterskole. Måtte igennem en ren denenesteudvejermexico-flugt for bare at komme fra værelse til nyt værelse og videre hen over gårdspladsen til kælderen (man kan skjule ethvert ærinde ved at løbe under et lagen og sige spøjse spøgelsesagtige lyde). Kælderen, som den næste time var mit hjem. Naglet fast med klistret teaterblod all over og med ret så blodigt lagen on top. Lignenmyrdet-processen var meget hyggelig, specielt fordi det er noget så rart at få lov til at smøre sig ind i mørkerødt stads uden at skulle tænke over, at acrylmaling ikke så gerne vil af tøjet. Og selvom det gjorde lidt ondt i knoglerne (men selvfølgelig tænker man ikke over blødt underlig, når man placerer en afdød på et bord), selvom den geniale teaterblod er knapt så behagelig, når den størkner mellem fødderne så man er limet sammen i pingvinstilling (hvis man da ikke lå ned), så er der INGENTING der kan gøre spildødseancen ringe. For en replikudveksling som ”ej, det er jo helt sikkert claus-otto”, ”det ligner claus otto” ”neeej, den har bryster”… pause og sniksnak om, hvorvidt personen under lagenet er over eller under en meter lang: ”..er I sikre på, at det ikke er Claus Otto?” er for det første umådeligt svær at holde masken under, men også i stand til at udviske lysten til at overvære roulademaratonet i stedet.


Må desuden lige dele denne formidable lille gulerod ved halloween og fest og papgræskar (kreativ og primitiv går tit hånd i hånd) – VI MÅ SOVE EN TIME LÆNGERE I MORGEN! (det skal måske lige tilføjes, at en time ekstra den ene vej tit ender med det tredobbelte den anden vej. når man går på efterskole synes det højere tal på alarmen at kickstarte ens energiniveau, man bliver hyber og frisk og konkluderer, at man med den senere morgenmad saaaagtens kan blive oppe til man har hørt ’vær en mand’ fyrre gange og skrevet det der blogindlæg, man ikke lige fik tid til i går. efterskolelogik er ikke altid logisk for jer udlændinge, der aldrig gjorde jeg selv den tjeneste at gå på efterskole)

Nå, men burde jo i være ret så smadret. Det gider dog ikke rigtig træde indenfor, det der træthed.
Tror jeg vil genopfriske noget banksy.
.. og så ses vi jo til matematikfredag i morgen :D

attention

Og lige en servicemeddelelse til de folk, der ligesom Linnea og jeg var til møde i efterskoleforeningen i lørdags: Jeg har oprettet en gruppe til os på facebook, og det kunne være rigtig fedt at få samlet alle. Så please, kære efterskolefolk, add mig lige på fjæsbogen. I søger bare på Malou Wehage Stålholt, det skulle jeg gerne være den eneste, der hedder :D


Og nu vi er ved ting, der i grunden er super irrelevante for min blog – vidste I, at bybusser har det med at komme alt for sent, og i den forbindelse udløse en tornado af psykotisk pjat og en skørhed, der er tæt på at springe den tidligere skala for humor, der er så kulsort, at det egentlig bare er åndssvagt?
Det ved I nu – jeg har endda billeddokumentation!

stig rossen - nu med skæve øjne

ARH! Har lige opdaget noget meget gruopvækkende og frygteligt.
Jeg har nu i et helt liv set og elsket disneys mulan. I et helt liv har jeg tygget på denne herlige fortælling og slugt den med alt, hvad den indeholder af kærlighed, kultur og historiefortælling (og geniale karakterer som røde øglelignende drager med lidt for god humor til en tegnefilm). I et helt liv har jeg skrålet med på ”vær en mand” med en iver, der gjorde mine små barnekinder røde og sikkert også fik en trommehinde eller tro til at springe i ny og næ (for selvom jeg ikke har en tone i livet, ynder jeg stadig at synge så tit jeg kan, og der er intet, I kan gøre ved det – muhahah!).

Men før jeg ender i et langt sidespring om tegnefilmsgenialitet og dybden i disney, så burde jeg nok komme til sagen! For bedst som jeg sidder med underskønne Laura og producerer breve som en gal, ruller et navn forbi skærmen under afspilningen af den (lidt mandschauvinistiske på den gode måde – tænk at jeg nogensinde skulle sige det) sætning ”hvad skal jeg med kvinder når jeg bad om mænd”. Et navn på en mand, der med sin stemme har fyldt Shang med mandig styrke gennem hele min barndom. En mand, der normalt optræder med nedknappet skjorte på den klamme ’forsøgeratlignelatinolovermenhavdeglemtatdenlillelommepåmin
Maveogmitgustneabetæppepåbrystetændrerdetfrasexettilsørgeligt
ogsåfedtetathansserknastørud’ måde. Selveste Stig Rossen.
Og en gentagelse for dem, der ikke helt tror deres egne øjne og virkelig ikke ønsker at se kære stig for sig hver gang, de ser et klip fra mulan: Stig Rossen lægger stemme til Shang, den lækre kinamand der lærer et gruppe slatne drenge at slå ihjel og ender med at blive inviteret på middag hos Mulan (den kvindelige udgave). Stig Rossen lægger stemme til så stor en procentdel af teksten til ”vær en mand” at jeg burde slå mig selv hårdt oveni hovedet for ikke at have hørt det før.



Vær en mand. Den sang, jeg pinliggjorde mig selv på det grummeste ved at synge højt i bybussen til svendborg i dag, fordi al det efterskoleliv har slettet fornemmelsen for den virkelige verden fra min hjerne. Den sang, jeg kan udenad på både dansk og engelsk, og som jeg derudover planlægger at lære på hebraisk. Den sang, der gør kunsten at bruge et ord som ”blæsebælg” uden at det virker specielt underligt.
Nogle gange er livet altså ikke helt fair.