5700 happiness

rantzdear:

Nogle gange opdager man først, hvor meget noget betyder, i det øjeblik, man mister det. Nogle gange er man lykkelig, lykkelig fra inderst til yderst, helt uden at bemærke det. Og nogle gange oplever man en kærlighed og et fællesskab, der virker stærkt nok til at puste liv i al elendighed i verden.

Rantz, jeg elsker jer. Jeg elsker jer så højt, at mit egen fornuft beder mig stoppe, før det begynder at blive kvalmt. At holde mig selv i teenagedigterørerne i skrivende stund er en prøvelse, ingen matematikeksamen kan slå. For for fanden, hvor har jeg lyst til at skrive ord på ord om jeres allesammens vidunderlighed, og jeg ender under alle omstændigheder nok over i den boldgade på et tidspunkt, men så vidt som det er muligt, vil jeg gerne forsøge at undgå et sølle popsangspoesistadie. Desværre er kærlighed nu og engang så abstrakt, at det kan være helt umuligt at beskrive uden at ende med at drukne sine trommehinder i malende rim og månen, solen og stjernerne. Det er vammelt og sukret. Og selvom Mathilde er nok så sød når hun rækker mig sukkeret, så.. ja, så vil jeg alligevel forsøge at holde fatningen og desuden snart slukke endeligt for mine tårekanaler (specielt fordi jeg snart bliver svimmel af dehydrering).

Men Rantz. Jeg elsker jer altså. De sidste ti måneder har været de bedste i mit liv. Jeg ville ikke undvære en enkelt dag - for her, i skyggen af en have i Ullerslev, smiler jeg ved tanken om selv den trætteste mandag morgen, hvor man bandende kaster skumle besværgelser over morgenidræt og de der tre skide bolde, der VIRKELIG snurrer udenom ens håndflader med fucking vilje. Når jeg tænker tilbage på alle de gange, hvor jeg i arrig vrede har været tæt på at marchere henover Morgans eller Johans mund i tunge tramp, i et stædigt(og et smule naivt) forsøg på at få dem til at tie stille (jeg har selvfølgelig hver gang valgt den verbale udvej. tsk), så smiler jeg blot endnu mere. Tordnende skænderier, den satans til rengøring og isnende morgener, hvor man men klaprende tænder og vådt hår kæmper sig fra huset til hullet. Vikartjanser med en evig dårlig timing og tendensen til altid at skulle vaske op efter ting, der lugter af karry. Og nåja, drenge, der med en femårigs barnligestædighed insisterer på at diskuterer, hvorvidt begrebet 'pigefodbold' er kønsdiskriminerende. Rantz, åh, rantz. In good times or bad times. I love you even more.

Men guys. Selv JEG kan ikke forstå, hvor meget jeg kommer til at savne jer allesammen. Det føles så uvirkeligt lige nu. Alt andet end rantzrantzrantz ligger bare og bader slørret rundt et sted ude i fremtiden. Jeg frygter lidt, at hele verden snart drukner i mine åndssvage tårer. Men fuck det, så længe rantz stadig ligger på smukke sydfyn og troner over alverdens storbyer, eksotiske bountystrande og skobutikker, så kan det for fanden også være lige meget.

Fuck og død, hvor kommer jeg til at savne jer.
Den evige mangel på nattesøvn, som trods tunge øjenlåg og koncentrationsbesvær er samtlige udmattede åndedrag værd. Og så selvfølgelig at være vågen om natten af diverse årsager. gnæk. At ligge i forårssolen og nyde noget dårlig musik med pigerne, imens drengene spiller fodbold igenigenigen. Den ugentlige kamp om grænsen mellem god vurderingsevne og fem stykker chokoladekage. Den uhæmmede kærlighed til nic&jay. At lege børnehavebarn på rulleskøjter, i hinkeruder eller med disneyfilm. At genopdage glæden ved perleplader og klippeklisterlege. ENDELIG at få overtalt skolen til at invistere i wonderfuuuuuulll twister. Den der skønne daglige frugtrutine, hvor man klokken halv ti hver formiddag bare står der i gangen og æder æbler, mens man stirrer ud i luften uden at sige noget. De der dovne dage (hehe), hvor man samler le girls (og marcus) til alt for meget slik og alt for lidt sex and the city. "Skal du med i brugsen efter snøfler og slik?". Krigen om flest fatboys når der er film i hullet (specielt til dem, hvor jeg tuder). At gøre et naivt forsøg på at flygte fra en ekstra tur i vandet og efterføgende jagte folk med våde kram. At drysse ekstra blå birkes på bollerne og grine hysterisk over ting, som ikke engang er sjove.

... det er jo i grunden åndssvagt at gå i gang med den slags, for vi ved jo allesammen godt, at jeg aldrig bliver færdig. Jeg plaprer og plaprer, og jeg kommer absolut ingen vejne. Den slags sker, når man når emner, der er så svære at håndtere, ender i mine hænder. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Og derfor er det nok også bare bedst at tie stille (flot malou. flot). I skal bare vide, at I har givet mig de bedste ti måneder af mit liv. Jeg vil aldrig glemme jer. Aldrig nogensinde. Det ville også være lidt fjollet, right?

Så nu. Nu vil jeg endelig holde min kæft. Jeg har aldrig grædt så meget som i dag. Det føles praktisk talt som om, at hele min krop er tappet for væde. Min mave kramper og jeg tager gang på gang mig selv i at sidde fuldstændig forstenet og bare.. stirre. Så peeps, husk på, at jeg kun tudbrøler så meget, fordi året har været helt ubeskriveligt vidunderligt. fordi I er ubeskriveligt vidunderlige.

.. og nu. NU vil jeg holde min kæft. krok den, den fremtid. og VI FUCKING SES!

malou, lamou, orango, mallemu, malibu, lou, malemalou, weHAGE, frille

ps: jeg mener det altså. jeg elsker jer. hvis jeg kunne, ville jeg kramme jer allesammen. på ÉN gang, med mine lange arme.

.. piiiist: the show must go on og alt det der shit. et slut er en begyndelse: www.discolaks.blogspot.com

while my guitar gently weeps

Jeg troede aldrig, at det skulle ske.
Selvom jeg jo et eller andet sted godt vidste, at jeg ikke kunne være efterskolebarn for evigt, så kommer det alligevel bag på mig, hver gang tanken om, at det er slut på fredag (om freaking fem dage!) dukker op i mit hoved. Nogle gange får jeg lyst til at hoppe ud fra et eller andet højt, få en stærkt mand til at slå mig meget hårdt eller proppe min hjerne i en nøddeknækker. For ja, jeg tænker da for meget over det. Men det ville da være underligt, hvis efterskolen som det absolut eneste ikke blev overdrevent gennemtæsketænkt.

Kan I ligesom mærke, at jeg snakker udenom? Og hedder det egentlig snakker, når jeg i praksis faktisk skriver?

Bøh. Nu gjorde jeg det jo igen.



Denne weekend har været fantastisk. Denne uge har været vidunderlig. Denne måned har været fabelagtig. Jeg ved, at jeg har været en del fraværende på bloggen. Det er der flere grunde til: 1. Jeg har besluttet mig for at være alt andet end asocial i døgnets samtlige fireogtyve timer – døgnet rundt (jo, nogle mener, at min blog gør mig lidt fraværende til tider) 2. Jeg bliver nødt til at skære kraftigt ned, hvis jeg skal kunne leve efter aflivningen af blogbaben.

Jeg har efter masseproduktion af perlepladeøreringer, kropsmaling med efterfølgende neonorange fødder og en rød næse efter alt for meget dårlig musik i solen haft en smuk sidste weekend. Jeg føler mig lykkelig helt ind til benet, og selv om dele af min krop skriger på søvn, så tænker jeg kun på, hvad jeg skal lave NU!



I morgen skal min baby bortadopteres. Rives ud af mine moderlige arme og tvinges i en utæt sivkurv gennem fyrre vandfald for til sidst at lande i hænderne på et af næste års elever (! – i mit hoved eksisterer de ikke. jeg forestiller mig faktisk, at rantzausminde ligesom bliver ramt af en meget lokal tornado når jeg forlader mit sydfynske paradis). Min baby, min macbook, som efter et års regnbuetape og blogging godt kunne trænge til en fugtig karklud, min baby, som trods underlige knirkelyde og pludselige hjertetilfælde er helt perfekt og dejlig. Jeg er slet ikke klar til at sige farvel endnu (specielt fordi tanken om, at jeg ikke har fået alle mine skatte med over på fies eksterne harddisk stresser mig mere, end hvad godt er). Mest af alt fordi det helt automatisk medfører min død – på fucking fredag, hvor jeg for sidste gang skal slaske mod hullet til lyden af en skinger gunnar.



Altså, til alle jer, der har fulgt mig de sidste to år: Tusind tak. Om jeg begriber, hvordan i gang på gang overskuer mit ligegyldige vrøvl. Dette er det andet sidste indlæg i ’et efterskolebarns bekendelser’. En slags optakt til slutningen. De næste fem dage skal bruges på alt andet end søvn. Jeg vil presse hver en lille dråbe ud af mit efterskoleliv og nyde hvert sekund i græsset med pigerne, under dynen med film, i energiske bodycopraer og hyggelige skovture. Jeg vil rent faktisk sukke efter den der sidste køkkentjans, hvis bare, der kunne gøre året længere.

Kære blog, i’ll see you on friday til verdens længste farvelindlæg. Og nej, jeg glæder mig virkelig ikke.

PS: såfremt jeg overlever verdens ende, så fortsætter mit nye liv i smukke cph. I’ll be back, måske med røde, forgrædte øjne, men frisk på alt, hvad der er nyt. Jeg håber vi ses :

kvindelig råstyrke

tja, faktisk har mathilde lige skrevet et indlæg, der siger alt, hvad der siges skal. det fortæller nemlig om aftenens allerede nu legendariske slåskamp, som fandt sted ved rantzausminde efterskoles bålplads i sommergrønt græs og rester af nybagt snobrød.
da mathilde jo som sagt allerede har beskrevet begivenheden perfekt, vil jeg her citere hendes indlæg (sorry babe, men det er jo blot et kvalitetsstempel, you know)



Ville bare lige lægge et par billeder ind af en slåskamp, som i dag fandt sted på Rantzausminde Efterskole. Og vi snakker ikke bare en lille for-sjov-slåskamp-hvor-ingen-kommer-til-skade, næh, vi snakker en ægte slåskamp. Malou og Mathilde vs. Marcus. Og det er vist temmelig klart for alle, hvem der vandt. Ja, I har måske allerede gættet det. Nemlig, det gjorde tøserne - overlegent! For når det kommer til smarte tricks og råstyrke, så er vi bare lige de der levels over den kære Marcus. By the way, så er det altså meningen at Malou ligger under mig. Det kan godt lidt ligne at jeg tæver dem begge to, men tvivl ikke, Malou og jeg var et hold. Et vinderhold!



Mathilde skat, du har så evigt ret. Og Marcus? Du er en svækning. En svag dude, der i et forsøg på at være gangsta og banke to tøser på samme tid, failede grumt og tabte din værdighed. Gnækgnæk. Og nu vi er igang, vil jeg da også poste hans ynkelige (dog også lidt søde) forsøg på at redde sin manddom igen med det meget klassiske grimmeordtrick.
facebook, dearest facebook
Scrawled by Marcus Munch-Hansen
'round about 11:49 in the evenin' Merry Month o' June 17:
Hallo hold nu kæft jeg kan jo godt tæve jer, jeg spillede jo bare svag fordi ellers begynder i jo bare at græde!!

Søde Marcus. Søde, søde Marcus.

welcome to the fucking black parade

min tilstand er snart alarmerende tæt på emostadiet. der skal ikke mange flere gentagelser af ord som 'sidste uge', 'sidste aften', 'sidste gang vi skal have laks' til, før jeg krakelerer som klam, papagtigt rust og cutter mine vener til blods. fucking lorte sidste! jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er i dag den andensidste mandag. Den andensidste mandag morgen, hvor vi med tømmermænd efter weekenden (specielt denne weekend. Jesus christ, det må blive i et andet indlæg. Av) slæber vores mørbankede kroppe mod morgenmad mens vores øjne ihærdigt forsøger at sne gennem den klistrede gule søvn, der indrammer dagen i.. uhm, snask. Sidste mandag morgen, der efter en meget lang formiddag bliver til doven rengøring og hyper frokost.

Og tænk engang, det vil jeg fucking savne. Jeg begriber ikke, hvordan jeg nogensinde er nået så dybt ud i en forelskelse, at jeg holder af mandag morgen. For fanden. Dumme efterskole. Hvorfor skal du være så fantastisk. Jeg gider ikke engang skrive om det, jeg bliver bare selvmordsrisikabel og truely deprimeret. AAAAAAAAAAAH! Så red mig dog, en eller anden!

the times they are a-changin'

Ak. Ak. Tre gange ak.

Lige gyldigt for icecold motherfucker man er, kan man ikke undgå nogle gange at frygte jordens undergang. Nogle gang fordi en flok lettere ekstremistiske medlemmer af Jehovas Vidner vælger at reklamere med dommedag på næste mandag klokken 10.24, nogle gange fordi en random vejrgut med mindreværdskomplekser gafler sig sine fifteen minutes of fame ved at udbryde på landsdækkende tv, at en meteor på størrelse med Saturn vist nok har tænkt sig at snitte os gently på sin vej.

For mig er det noget helt andet, der får skrækken til at hjemsøge sans og samling. Efterskolen stopper. Verden vælter. Hovederne ruller. Om to freaking uger. Om to uger. Freaking fucking holy moly jesus christ!
Jeg føler det næsten, som om jeg kan fornemme verdens ende snige sig nærmere og nærmere. Hvis jeg strækker mig lidt og står på tæer kan jeg faktisk skimte det frygtede kæmpemæssigt kolossalt enorme vandfald, der med en trillion liter i sekundet skummer ud over universets afgrund. Og når vejret tilsyneladende har glemt, at det er SOMMEREN, vi går i møde, blæser det jo op og river i mit hår. Jeg synes det går stærkt. Forfærdeligt stærkt. Og jeg kan ikke overkomme det.

For noget så grotesk som en måneds tid siden, begyndte et par lærere snedigt at kaste ondsindede fraser som ’den sidste tid’, ’afskedsfest’, og ’outrotur’ ind i en ganske uskyldig onsdagssnak. Claus Otto forsøgte at pakke det ind i cellofan og pæne sløjfer ved at foreslå spøjse aktiviteter som overnatning i cirkustelt. Og det var da også et meget sødt forsøg – men for fanden da, end ikke fyrre cirkustelte fyldt med sabelslugere og løvetæmmere ville blødgøre slutningen på noget så fantastisk som.. efterskolen. Kristus, jeg kan ikke engang skrive det uden at ryste på hånden. Ah. Slå mig dog bare ihjel og spred min aske over Gunnar. JEG VIL IKKE STOPPE!

Har fordrevet denne regnfulde torsdag med almen efterskolehygge som fingergymnastik i form af perleplader, lidt film, en masse spas og derudover et projekt, som, hvis vi er rigtig heldige, kan ende i en biografbillet og en bunke popcorn. Opgaven lød på mobilfilm med titlen.. damdamdamdaaaaaaaaaam: AFSKED!
Jamen ih tak, gør det endelig værre, end det er i forvejen. Slå til folk der ligger ned og kast salt, pepper og paprika i synet på dem, når de forsøger at rejse sig igen.

Undertegnedes terminatorcrew nægtede dog at give efter for det ellers meget oplagte pladdersentimentale tudetema. I stedet endte vores fortolkning af afsked et langt mere eksotisk og indbydende sted. Det er fortsat en hemmelighed indtil premieren i morgen. Glæd jer!

Og godnat, for resten. Det skal lige siges, at nettet OG telefonforbindelsen grundet vejrgudernes præmenstruelle sindstilstand fucker noget så grumt, så jeg kan ikke få lov til at oploade mit indlæg. Øv og bøv. Klokken er nu 12.09 og jeg vil af samme årsag gå tidligt i seng.

.. hov vent, nu virker det. Hvilken timing.

connie, peder & mathilde

Nogle ting bør bare dokumenteres: om det så er med billeder eller ord, med lyd eller film. Nogle hændelser er så specielle og once-in-a-lifetime, at det med al mulig magt skal forhindres at gå i glemmebogen.


I onsdags fandt en sådan begivenhed sted. Under en ellers så sukkersød og uskyldig tøsetur til Svendborg, skete noget så balstyrisk morsomt, at jeg for evig tid vil huske det.
Tøsetur til Svendborg sker for det allerførste ikke så tit – og på ingen måde tit nok. For det meste har man brug for en anledning for at spendere en tier (man er vel et barn under seksten..) på bybussen indtil en by, hvor butikkerne lukker klokken 13 om lørdagen, og hvor latte arten ikke ligefrem kan kvalificere sig til landsmesterskaberne. Man kan selvfølgelig også vælge at cykle. Men sig det lige højt for dig selv: CYKLE?!
Denne dejlige onsdag, hvor solen legede hide and seek med skyerne, og hvor eksamensstemningen var ved at dræne efterskolen fuldstændig for afslappet hygge, var det for at fejre fødselsdag. Ikke fordi én af os havde fødselsdag – men fordi både Laura, Emilie og jeg selv havde været sytten i et helt pinligt stykke tid. Med Mathilde, Kirstine og Fie drog vi altså seks smukke piger mod byen, hvor vi med base på Under Uret (byens bedste cafe, og hvis også det eneste sted, hvor de i det mindste forsøger sig med latte art) lavede gaveshopping i små hold. Iha. Man er vel både struktureret og smart. Og rigtig hyggeligt, for med seks så skønne mennesker er alt andet ret tæt på umuligt.



Efter foræringen af Lauras episke fuck-me dress (den skal vist ses) blev det min tur til at lege fødselsdagsbarn. Pigerne, der længe har brokket sig over min manglende fascination af undertøjsshopping og min derfor både forvaskede og misfarvede yndlingsBH, havde købt en dejlig én af slagsen, som jeg faktisk godt nu kan se, at jeg havde godt brug for. MEN! Det er ikke det gode ved anekdoten. For jeg har længe gået og ønsket mig en dejlig skovmand møder nat-ole, skjorte i blå striber, som kan erhverves for lidt over halvanden hundrede kroner i.. og nu bliver det sjovt: CONNIE OG PEDER!
Ja, stifteren af denne butik har helt frivilligt valgt at kalde den Connie & Peder. Forestil dig en smal forretning mellem slagteren og noget, der minder om Nanna XL. Indehaverens hud var ifølge Mathilde den løseste, hun nogensinde have set. Specielt omkring hals og kavalergang. Tøjet er et skønt udvalg af tusind grimme farver i den slags stof, man som overvægtig kan købe i størrelse small, fordi det kan udvide sig til et punkt, hvor selv sort bliver gennemsigtig, og hvor man til uigenkendelighed ligner en larve iført stramt pølseskin og dårlig stil. ALTING! med grimme blingbling-detajler eller usmagelige tryk.



Det er en af den slags butikker, som man ville slå ihjel for at undgå at blive set i. En af de butikker, hvor piger som Emilie, Laura og især Mathilde (gnæk) uden tvivl ville håndplukke den første og bedste lejemorder til at henrette hvem end, der forsøgte at dokumentere hendes besøg derinde. For jojo – de gik derind. For min skyld. Og selvom jeg er ellevild glad for skjorten, så er det bedste ved gaven alligevel tanken om, at mine yndlingspiger har ofret dem selv, for at gøre mig glad. Det svarer faktisk til, at en veganer laver en grillpølse med sine bare fingre for at gøre sin kæreste glad. Det er fantastisk. Det er en milepæl i historien. Og det skal huskes for EVIGT! Muhaha.

tequila is the new toxic

Før vi starter – før vi begynder på noget overhovedet, vil jeg bede jer alle sammen (alle er et relativt begreb, og et-to-mange er en udmærket måleenhed, når det kommer til antallet af bloglæsere) om at holde ét minuts stilhed for Tex & Jack. Elskede Tex & Jack, som trods deres korte liv nåede at give indtryk på umådeligt mange menneskers opfattelse af alt fra livets store spørgsmål til aktiviteter som kortspil og frugtspisning (en af de formiddagsbeskæftigelser, som vi med glæde tager med os fra børnehaven).



Tex & Jack var ikke, som navnene måske antyder, et par fedtede mexicanere marineret i chilisauce og ponchoer. Tex & Jack var to skallede frugter: En mango og en citron. Ved første øjekast måske ikke ligefrem de mest festlige personligheder, men tilsat lidt blå tusch og et par af de røde plastikmexicanerhatte fra toppen af tequilaflasker (siden jeg var så lille, at jeg sandsynligvis havde gået i brand ved så meget som at dyppe spidsen af min tunge i tequila, har jeg ELSKET det: for røde hatte, det er dog en herlig bonus). De blev født i et hav af samme – et hav af tequila, salt og sushi! Det var friday night, og hver friday er man som bekendt in love. Denne fredag kunne selveste Hayden Christensen dog næsten have strøget forbi mig i en sky af lækkerness, uden at jeg ville se mit snit til at kaste mig for hans smukke fødder – for på denne smukke friday i slutningen af maj, var det tøserne, de bedste af slagsen, som havde æren af min kærlighed (okay, det er så løgn. Måske ikke lige Hayden. Ham vil jeg giftes med. But you get the picture).



Fem piger, for mere end to hundrede kroners rå fisk og tang, tequila med en buffet af tilbehør (deriblandt både lime og appelsin) og Britney Spears. Oh yes. Friday, I’m in love.
Der gik ikke lang tid fra det sidste klistrede riskorn havde ramt vores maver, til det femte tequilashot grundet et meget uretfærdigt kortspil, blev slunget ned med sammenbidte, rejerøde ansigter. Selvom især Mathilde & Kirstine ingenting kunne mærke i starten, så viste det sig endnu kortere efter, at tequila indeed er den nye Toxic, og bang! Pludselig var den højlydte Britney singalong blevet til grinende lapdance. De efterhånden vaklende ben fungerede dog bedre liggende, og BANG! Pludselig blev lapdance til følsom disney. Mathilz, Kirstine og jeg væltede rundt i noget, vi vist i øjeblikkets lykke valgte at kalde ’moderne dans’.



Og moderne dans – tja, den slags har jo altid krævet en god kondi, og som efterskoleunger med al den chokoladekage, der dertil hører, er den slags som oftes en kende.. fraværende. I hvert fald sagde det denne gang for alvor BANG!, da Mathilde og Kirstine dejsede omkuld midt på Laura trægulv. Mens de snuppede en lille beruset lur hinkede stemmebåndende hos Laura, Fie og jeg i et tempo, der kun opleves med hjælp fra buddies som Tex & Jack. Det var næsten før fuglende joinede os, inden vi lagde hovederne på puden den nat. Og da vi næste morgen vågnede med en mistænkelig trang til kold kakao og en migræne, der vist ikke stammede fra hardcore lektielæsning, var det da heller ikke ligefrem energien, der dunkede i kroppen.



Ud af døren kom vi dog, og bevæbnet med frisk frugt og bare ben (det er i øvrigt ret farligt kombineret med kort, rundskåret kjole, når man spankulerer rundt midt i byen) endte vi i Kongens Have. Efter et par fantastiske timers gedigen tøsehygge i solen drog vi til efterskolegrillpartey hos Mette i.. Drysseletellerandet, som i øvrigt ligger tæt på Vangede, hvor Dan T voksede op. I like. Men det var ikke det, vi skulle snakke om nu.
For når først gasgrillen er tændt og bøfferne syder, er det begrænset, hvor meget tid der går, før hyggen ikke rummer mere pastasalat og flytter hen foran sommerbålet i bedste spejderstil (det skal i øvrigt tilføjes, at spejdere på ingen måde er nørdede og triste. De investerer bare i fremtiden ved at kunne finde hjem, hvis de ved et uheld skulle ende i en ødemark/skov/jungle uden kort og kompas. NÅ!).



Sommerdagen begyndte så småt at forlade vores nyanskaffede indianerhud til fordel for en sommernat, som fik hyggen til at blive endnu tættere foran bålet. Og der, for enden af en weekend, der var så episk, at den om tredive år vil være titlen på en endnu mere episk vihaderdenfordikunstnerenerfedtet-
menelskerdenfordidenminderosomungdommen- sang, smeltede Tex & Jack i flammernes skær. Lyden af sørgmodige popsange mødte døden for både frugterne og øregangene. I en sådan sorgens stund er det vigtigt at huske på, at enden af noget smukt er begyndelsen på noget smukkere. Så farvel, Tex & Jack. Hello summer!

statusopdatering

solen skinner. jeg koger. fuck, hvor er det rart.

teknik er noget pjat, når man har en brændende stjerne med brunende stråler og varme, der skriger på indførelse af nudisme på verdensplan.

åha

afterzkoool and the city

Ak ja. så så man lige malou sidde på dejlig cafe med en latte på sin ene side og mac under fingrene, og skrible en klumme med deadline på mandag. Jeg føler mig lidt som carrie og ville vel egentlig også være en smule fab, hvis ikke det var for det alt andet end stiletomhandlende emne, mine ord omfavner.

Mængden af seje mennesker med forkærlighed for latte art og specialøl har ellers været noget over gennemsnittet i denne uge. I går underviste undertegnede og et skønt slæng bestående af andreas, gustav og mathilz en masse smarte mennesker til en temadag med overskriftet Kreativitet og Innovation. Hele herligheden foregik i noget nær det mest geniale lokale nogensinde, Politikens Hus kælder-something med himmelalike højt til loftet og rustik kunst på væggene. Hele dagen var trods Bertel Haarders (som ventet) uinteressante åbningstale, som indeholdt flere øhm'er end fremmedord (hvilket i en dansk eksamen ville svare til dumpning ifølge kragehaarder), faktisk helt vildt spændende. Der var hjerneforskere, legomænd (gnæk), ledere og lærere. Selvom vi måske burde føle os underlegen i deres selskab, var vi jo egentlig forbandet seje - det var for fanden os, der lærte DEM noget! HA!

Fantastisk dag. Specielt da en sej legogut fik os alle sammen til at bygge en and med seks små klodser på kun et enkelt minut. Hvis ikke det var for mine egen dybe koncentration ville jeg have nydt vært sekund af de mange alvorlige voksne menneskers jonglering med klodserne i lange drag. Åha, jakkesætsdyr der leger med lego, med dryppende pane linet op på fine rækker foran en scene. Hæhæ. Desværre havde jeg jo selv en fugl at kreere, og jeg vil her fastslå, til trods for Mathildes mistro, at en and GODT KAN HAVE TOFARVET HALEFJER! Nå.

hov

Apropros Musikfestival, så holdt herlige Rantz jo deres helt egen i tirsdags.
Dagen var trods stress og bannermaling, der synes, det havde lov til at gå igennem og tagge gulvet i gul og lilla, super great. Både grundet dejlig musik og dejlige mennesker, men i den grad også grundet TWISTER, som jeg ENDELIG, langt og meget længe havde fået skolen overtalt til at invisterer i. YAY!

Og selvom Mathilde skvattede et par gange (hvad STADIG ikke slår mig dobbeltfald mit i indre Berlin foran mange, mange tyske mennesker), så skal man jo danse, når Morgan og Martin synger "Worlds Greatest". Det burde næsten vedtages ved lov.

spot på balstyrisk lykkerus

Så skete det: Jeg døede i en ekstase af lykke og kom i himlen. Efter en times begejtret venten i p3telten på Spot i lørdags, lykkedes det mig at komme så tæt på Blæs Bukki, at jeg kunne have rørt ham, hvis jeg havde lyst (og jeg havde lyst, men frygten for, at jeg ved et uheld skulle komme til at hive ham ned fra scenen og brække hans hals for derved at forhindre al mulig fortsættelse af Balstyrkos fabelagtigt fantastiske koncert, fik mine kildrende fingre til at holde sig for dem selv. måske ville det også en smule for.. besat. det ville jeg ikke bryde mig om, selvom det på flere måder måske lidt er sandheden).

Alle fordomme om, hvorvidt Jylland er dødt og kedeligt blev for evig tid gjort til skamme, da der blev sat spot på Balstyrko og Jagten På Noget blev hurtigt til jagten på de forbudte ekstranumre. For fanden, hvor var det fantastisk. Jeg vil leve af Rønnebær fra nu af og til jeg dør, hvis bare jeg får lov til at opleve det igeeeeeeeeeen!

Og lige der, der i lørdags, midt i eftermiddagssolen og de medbragte riskiks, troede jeg ikke, at det kunne blive meget bedre. Jeg tog fejl. Måtte næsten tude af fryd, da Jannis og Choir of Young Believers indtog Musikhusets Store Sal og fik samtlige hår på min krop til at sitre og kilde mine sanser.(Og Mathilde, han lagde ud med Hollow Talk. Og jeg græd en smule. Men det må du ikke sige til nogen)

Til de uvidende stakler, der enten ikke var der eller bare ikke kender til det, så er Spot Festival navnet på to helt geniale musikdøgn i Århus. Så geniale, at det tiltrækker ellers jydeallergiske københavnere, der ved normale omstændigheder nyser ved tanken om kornmarker og misbruget af det ellers så uskyldige ord "én".
I løbet af to hæsblæsende døgn iført røde plastikarmbånd og udødelig begejstring, blev det til ti koncerter plus det løse. Det løse var blandt andet en dejlig Tim C, der trods en uappetitlig mængde gele på toppen af hovedet formåede at tryllebinde og få mig til at glæde mig endnu mere til Roskilde. Og ellers nævner jeg i flæng: Oh no Ono, Magtens Korridorer, Ufo Yepha (hæhæhæhæhæhæ, det var sjåvt! For det første fordi det trods mange ihærdige forsøg er umuligt for mig at tage dem sådan helt seriøst, men også fordi jeg delte en halv kvadratmeter gulvplads med skaldet kastetdude som lignede én, der var gået i hak i det beat, han lavede med sin pumpede overarm), ogogogogogogog. Aaaaaah. Musik.

Så ja, Spot og jeg kunne vel sagtens gå hen og udgøre et mægtig fint lorteparforhold. Hvis jeg da ikke bliver gift med Jannis eller Blæs Bukki inden næste sommer. Ak.

ps: jeg hader officielt Morten Messerschmidt. Respekløse fjols.

havet er skønt

Ordet optimistjolle har vist altid været rimelig relativt. Dog vil jeg vove at påstå, at optimismen var et par knob over det gennemsnitlige, da Søren og Jakob i går morges lokkede 90 søvnhungrende, dvaske efterskoleelever med til den lokale havn for at lære lidt om råbåndsknob og vindhastighed, og måske få lov til at ro sig en tur ud for at fange krabber. For hvor det almene billede af en optimistjolle nok er noget i retningen af muggens træ møder én enkelt ensom åre og en betydelig risiko for at kæntre, hvis man vejer over fyrre kilo, så var virkeligheden en helt, helt anden. For nej – chancen for at falde igennem bunden var nok ret minimal i de to enorme sørøverskibe, der lå til ved siden af hr. og fru jensens søndagsspeedbåd. Med sejl på størrelse med halve fodboldbaner råbte de jo nærmest på kanoner og bind for øjet. Hurtigt blev to besætninger skabt, to besætninger, der med én iver, som I landkrabber derhjemme nok ikke kan begribe, satte sig for at blive de bedste sørøvere endnu set (og frygtet) i det sydfynske øhav. Af mangel på rigtig krudt blev der hevet fat i rå pølser og hjemmelavede vandballoner, og selvom det måske lyder en kende usselt, så er der intet som et par kradse AY’er til at sætte gang i kampånden. Konkurrencen var dog ikke mere hårdkogt, end at vi på halvvejen fejrede forårssolen med varme pølser og brød ved Skarøs kyst.

Splitte mine bramsejl, hvor der blev hevet i alt fra torve til harmonikaer. Fra sømandsviser over the doors og videre til et lettere saltet version af ”Vi har lejr(båd) her”. Der var raske matroser ved rælingen, ægte pirater i masten og kvindelige krystere i solen.
Ligeså glade som sømænd er for piger, lige så glade er Rantzausminde for hygge. Om ikke andet blev det i hvert fald klart for alle, at rød saftevand sagtens kan erstatte piratrommen, når det handler om at have en fantastisk mandag.

BERLINBABY!

Så er Malou tilbage efter lidt koma. Har kun få gange oplevet abstinenser i forbindelse med manglende blog (deriblandt kløende fingerspidser), så alt tyder jo på, at jeg nok skal overleve engang ikke at være indehaver af en efterskoleblog mere (hahahahahHA!).

I hvert fald er jeg hjemvendt. Et helt år ældre, en del kroner fattigere og en absolut wunderschön tur til Berlin rigere. For når man er verdensborger, så skal man opleve verden. For kun ved at opleve og erfare, kan man forstå – og på den måde kan vi alle sammen blive klogere og redde en lille del af verden (jaja, i ved: hvis det failer, kan vi altid plante et træ og købe lidt geder).



Tror aldrig nogensinde, at jeg så frivilligt har sat vækkeuret til klokken 03.45, som jeg gjorde det onsdag aften. Knapperne ordnede det næsten af sig selv, og selvom det antal af timer, jeg fik sovet den nat (en betydelig del af den foregik på en lurvet færgesofa i det sydfynske farvand mellem langeland og lolland) om muligt er lavere end det beløb, jeg nu har stående på min konto, så formåede busturen til los berlinos alligevel at virke kortere end rejsen mellem københavn og rantzausminde en dvask søndag eftermiddag. Lige pludselig vrimlede det med sch’er og grimme mennesker: vi var i Tyskland. Berlin. Uh, yay!



Den tyske hovedstad er trods et sprog, der kræver umenneskeligt meget mundvand og en pølseproduktion, der får indvoldene til at vride sig (har personligt været en del af et sådant håndværk for længe siden, og min erfaring skal vi ikke komme nærmere ind på: jeg bryder mig bare ikke om pølser), noget nær det dejligste sted, jeg nogensinde har sat mine blege forårsben. Med solen i nakken og søvn til en kilopris på en halv euro i øjnene drog vi i samlet turistflok mod fire dages kulturel tagfat. Og der var om ikke andet nok at vælge imellem. Med et metro (nej undskyld, U-bahn. Hvor jeg dog elsker, at Berlin som nok den eneste by i verden stædigt holder fast at boykotte internationale begreber for noget så elementært som en metro) UBAHNKORT, der indeholdt stationer som Ruhleben (rullesten, hæhæ) og Onkel Toms Hütte (endnu mere hæhæ) var faren for at kede sig sådan cirka nul.
Som dagene gik blev pusselankerne selvfølgelig også ømmere og ømmere, hvilket oven i hatten resulterede i et stødt voksende forbrug af alt for sporvogn til ubahn, og i en hæsblæsende jagt på de helt rigtige genbrugsbutikker nåede vi ud i kanter, hvor vi næppe ville være kommet med Sterlings altinklusiv guided pengekatbøllehatogtennissokkerisandalerne-tur.



Jeg elsker officielt Berlin. Har i det tidsrum, det normalt tager at tage sig sammen til at lave en engelsk synopsis (BENJAMIN!), har jeg blandt meget andet sunget Joanna for sej, alternativ kunstner, danset engelsk vals med Martin midt på Alexanderplatz, købt vejselv-tøj (ja, ligesom når man køber labre larver i biografen. genialt siger jeg jer, GENIALT koncept!), udøvet den vildeste parkour i de tyske gader og invaderet den samme stakkel fotoboks alt for mange gange rent økonomisk set.



At være sytten er forresten ret absurd. Er i skrivende stund under et år fra grænsen mellem barn og voksen: grænsen mellem . Et år fra den grænse, der endnu giver mig lov til at se mumitroldene uden enten at blive stemplet som barnlig og umoden, eller melde mig til De Unge Mødre. Er ikke helt sikker på, at det er noget, jeg kan kapere lige nu. Heldigvis blev jeg hjulpet af nogle af de dejligste efterskolemennekser, der med sang, smil og sushi gjorde dagen dejlig og værd at blive gammel for. Og til de danskere, der synes det er lidt påfaldende, at det regnede i lørdags: SOLEN SKINNEDE I BERLIN!



PS: jeg høre fakkertalt 99 luftballons i skrivende stund. Og jeg forstår, hvad Nenapigen synger. Det er skræmmende, som fire små dage i græsset bag Alexander Platz kan hanke op i ens skoleengelsk. Vil desuden udnytte muligheden for at brokke med højlydt over, hvor ufatteligt skodede den tyske befolkning er til engelsk. Hvad er det for noget, først at opbygge en genial storby, dernæst at lokke halvdelen af verden på besøg for at se en lidt for fesen rest af en mur, som lige så godt kunne være lavet i en lusket baglokale bag sonycenteret/sonybyen/sonywhateverhøjhuset (postdamer platz my ass, nu troede jeg lige, at jeg skulle tude over noget uretfærdig historie), for til sidst, når stakkels Malou gerne vil have en kop kaffe uden sukker, så klapper deres skumle fælde: MUHAHA, vi er for GODE til at tale engelsk. Vi eeeeeelkser bare udtryk som bumsen mit filipenzen, og vi nægter pure at sige andet nogensinde. Skik følge eller lang fly. Hvad hulan er det for noget nationalistisk pis. Jeg står da heller ikke i Kastrup lufthavn og tvinger alle til at tegne fyrre bolleå’er før jeg lukker dem ind i landet. Vi lever i en globaliseret verden. Nu må I holde op!



PPS: nu forholder det sig jo sådan, at der skete en hulens masse på de forgangne fire dage. Skulle jeg nævne alt det nævneværdige i et enkelt indlæg, ville jeg sandsynligvis blive fyret af efterskoleforeningen for tortur. Derfor vil der i løbet af den næste uges tid blandt de mindre tyske indlæg snige sig lidt hyggeligt snusk fra diverse tyske oplevelser. Incl. dem, der er en smule pinlige. Tjys!

folkeskolens afsluttende frusterede skrig

Sidste uge var tydeligvis en uge, der for halvfems procent af Danmarks folkeskoleelever betød svedige hænder og tørre tunger. Med et stormvejr af skriftlige eksamener accelererede brugsens colasalg til det maksimale, samtidig med, at aftenens ”skal vi ikke liiiiige se fyrre afsnit af sex and the city” blev til ”Sov nu. Sov. Sov. Sov! …. ARH, hvorfor kan jeg ikke SOVE?!”
Skolens gymnastiksal var på kort til ombygget til en fabrik af koldsvedende unge, der sukkede over undervisningsministeriets manglende sans for kreativitet. ”Skriv et essay om at gå i folkeskole, og hvad det betyder for dig. Giv det overskriftet ”Det betød skolen”. SAY WHAT?! Ej, nu må det SIMPELTHEN holde op! Jeg troede, jeg havde set det værste, da jeg sidste år faldt over en opgaven ”skriv en artikel om at sejle”. Men nej. Ih nej. År på år generobres trofæet for den allersmalleste kreativitet. Gang på gang ansætter undervisningsministeriet en flok grå nordjyder med porcelænsnæser og strikkepinde i ørerne, formentligt lugtende af kat og en manglende puslespilsbrik, som vedkommende leder efter på 30. år, lukker dem inde i en nøgen træhytte uden kabeltv, og nægter dem at komme ud igen, før de har fundet på seks så kedelige opgaver, at de selv er ved at falde i søvn midt i freaking teen! AAAAAARH! Jeg bliver sindssyg af så uinspirerende et eksamensoplæg! Jeg kan ikke holde det ud!

Hvis man ser bort fra det, så gik undertegnedes eksamener jo.. dårligt. Får fnat af lyden af galoperende taster og kiksekrummer, der hagler mod gulvet hver andet minut. Har på tre eksamener præsteret at skrive mit livs to dårligste stile OG glemme, hvordan man regner omregner millimeter til kilometer uden at sætte kommaet forkert. Er hermed erklæret dum og uegnet til en videre fremtid i det offentlige uddannelsessystem. Vil bare gerne dø og genfødes med nerver af stål. Christ.

blafferen part to

Hvor kom jeg fra? Er i alle sammen ved at dø af spænding over, hvad der har fået Morgan, den evige tilhænger af dannebrog og kornmarker, til at kysse, jeg gentager, understreger og overstreger med neongul tusch: KYSSE en vaskeægte, kulsort neger?
Selvfølgelig er i det. Desværre bliver i nok en kende skuffede. Magien har absolut ingenting med hatte, kaniner og tryllestøv at gøre: Svaret er øl. Meget øl.

Nu er øl jo ikke ligefrem en klassisk efterskoledrik, da de fleste af slagsen jo bandlyser alle former for alkohol helt ned til superbrugsens æblecider. Derfor må man langt for at feste – til tider helt til det kolde jylland, hvor man i en have ved siden af random venstremand danser til musik, der bliver udefinerbar, når vi begynder at skråle med.

Sinding er ikke kun en by, man aldrig har hørt om. Det er også en by, man ikke kan komme ud af, hvis man først er kommet ind.
Er overbevist om, at det er en lusket taktik, de har udarbejdet for at lokke flere beboere til. Når først man har knoklet sig gennem et skummelt stisystem af offentlige transportmidler og efter en kort nat med elendig søvn i koldt telt/hårdt gulv (har aldrig sovet dårligere. Fire personer kan altså ikke varme et frossent FIREMANDSTELT op Jonas, din optimistiske nød), så er det i ordenes allertydeligste forstand UMULIGT at komme ud igen. For Sindings bussystem er nemlig indrettet sådan, at de på en almindelig søndag, hvor folk almindeligvis har BRUG for at komme hjem, kun går hver fjerde time. Det er i sig selv fint nok, det gør det en kende vigtigere at overholde sine bustider, men er ikke helt svært at planlægge efter. HVIS, for der er desværre altid et hvis der, hvor man helst så dets udebleven. HVIS det ikke var for den mærkværdige bemærkning skrevet med små, næsten ikkeeksisterende bogstaver nederst i busplanen: Disse famøse busser, der i forvejen leger lidt for vigtige ved at komme yderst sjældent, kommer kun forbi intetheden i Sinding ”by” (ahøm), hvis man RINGER OG BESTILLER DEN MINIMUM EN TIME FØR! Say what? Det er jo dybt åndssvagt. Og virkelig ikke fedt, når man står klatøjede og kvæstede tre piger klokken freaking ni og meget gerne vil påbegynde en lidt for lang rejse mod Kolding rimelig snart. Så snart, at fire timer er en smule for længe at vente på et dyrt lift til Silkeborg.
Så med tømmermænd til halsen og huller med kølig gennemtræk der hvor ens mavesæk normalt holder til, begav Lavra, Iben og jeg os ud på en gåtur gennem så mange marker, at det var svært at definerer, om vi overhovedet nåede nogen steder. Da vi endelig nåede civilisationen og en tankstationsminimarked, der med rundstykker og gudekold kakao reddede vores kroppe fra døden, besluttede vi os for at blaffe resten af vejen. En stor vej = mange biler = rig mulighed for hjælp fra gavmilde danskere. Troede vi. For fanme nej, om gennemsnitsdanskeren med det frie bagsæde vil hjælpe tre stakkels piger de sidste otte kilometer indtil byen. Vi kunne jo være røvere. Voldtægtsmænd. AUTONOME!! OH NOOOOOOO!
Så ja, jeg forstår da UDMÆRKET hvorfor det først var bil nummer trehundredefireogfirs, der samlede os op. Det er da hverken fordomsfuldt eller småligt at være for nærig til at hjælpe

prinsessen og det halve kongerige

Sidder i skrivende stund i oceanet, mens jeg til lyden af wowspillende efterskoleguys forsøger at samle tankerne om andet en morgendagens eksamen. Er stadig ikke udhvilet efter weekend jyske eventyr. Har dog i denne weekend både erfaret at Kolding er fucking fantastisk, og at det er lettere umuligt at komme ud af Sinding på en søndag.

Som den ræverøde socialist jeg er, måtte første maj uundgåeligt fejres. Og nej, ikke i fælledparken som så mange andre efterskolebørn (læs: marcus) eller ynder at kalde ”det eneste ægte første maj”, men i kolding, som nej – ikke er offer for regn af lort og som nej, ikke er det falske sted. Hvad uhyggeligt mange regner for værende et hul i jorden, huser i virkeligheden er relativt høj bakke med et ægte slot placeret på toppen. Denne borg var engang hjem for monarkiet – nu er den tilholdssted for unge i sort og hvem der ellers lyster et besøg i myggeland (har aldrig set så mange myg på en gang. det var latterligt). Første maj gjorde jeg min første entre, og jeg fik samtidig lov til at pinliggøre mig selv for første gang (altså, i denne måned), ved at glide og falde så lang jeg var på vej op af stejlt græs sammen med laura i mine røde sko, der emmede lidt for meget af minnie mouse til falde naturligt ind i smøgrøgen omkring slottet. Som i gled og tabte et lille hvin sammen med min værdighed – fald. Det skal lige siges, at der findes trapper, og at det var LAVRAS ide at GÅ fordi HUN tydeligvis havde modstandsdygtige sko på. Egoistiske hage. Mhpf!

Faktisk er mit icecold bitchy ydre ret så ikke eksisterende efter weekendens begivenheder. Når et menneske som mig finder sin selvironi sat på hardcore prøve, at det fordi der VIRKELIG er sket noget pinligt. Og ja.. det er der også.
De få (læs: de ingen) der har fulgt min blog siden tidernes morgen i totusindogsyv, og som er indehavere af en klæbehjerne på klisterniveau med det myggepapir, vi VIRKELIG manglede i fredags, vil kunne nikke genkende til navnet ”Claus Handsome”. Da det cirka udelukker alle, vil jeg lige tillade mig at kaste lidt hurtig baggrundsviden ud: Claus Handsome er en upperskøn musiker der bevæbnet med guitar og en længere hestehale end hauges, blandt andet indtager et publikum som sidste års elevhold med glade sange og lune fortællinger. Man kan ikke andet end at være fan af ham.
Det der så skete lørdag eftermiddag på Fredericia station foran toget mod Skanderborg (som vi tilfældigvis skulle med for at komme til Silkeborg) var, at selveste Claus Handsome valgte at stige ud af toget. Jeg var ellevild! Så ellevild, at jeg, da Iben, Lavra og jeg stod i togets fyldte midtergang gik i gang med at ævle om, hvem han var og hvor sejt jeg synes det var, at han havde gule bukser på. Jeg var næsten færdig med den bedste del (den hvor jeg fortæller, hvorfor han hedder Handsome): og så var han i Berlin, i en eller anden random elevator, hvor en kvinde pludselig spørger ham, hvad han hedder. Claus Hansen, siger han (for det hedder han, sådan rigtigt). Kvinden er jo tysk, og hører ikke helt, hvad han siger, så hun kigger spørgende på ham og siger: Claus Handsome? Siden har han…
Og SÅ blev der stille. Bomstille. Så stille, at man ikke kunne høre andet end .. et intercity tog, der er ved at gøre klar til afgang og fyrre omkringstående passagerers småmumlen. Lavra og Iben stirrede stift på noget bag mig, der tydeligvis fik dem til at sluge adskillige grin. Grin, der dog blev sluppet løs da jeg vendte mig og opdagede at.. Claus Handsome stod lige bag mig. Stod bag mig og havde hørt det hele. Stod bag mig for nu at gå helt tæt forbi mig og ind i vognen liiiiige i min synsvinkel. Lavra og Iben slap en lavine af skrigende grin løs og bevæbnet med min famøse selvironi kunne jeg jo heller ikke lade være med at grine af min egen klodsede dumhed. Tror sjældent jeg har oplevet noget så pinligt. Det skulle da lige være da vi alle (incl. Hr. Handsome) stod af i Skanderborg, og jeg vælger at flygte om bag en mur med både Lavra, Iben og … seje Claus som vidner. Jamen for fanden da, jeg er jo bare så cool i stressede situationer.

Tja, hvad kan jeg sige.. weekenden har været fantastisk. Desværre er klokken ved at være sengetid for eksamenstravle efterskoleelever, så jeg vil slutte dagens (længe ventede) indlæg med en forsmag på morgendagens hæsblæsende fortsættelse: MORGAN HAR KYSSET EN NEGER!

a soccer for sunshine

Pigefodbold er virkelig en undervurderet sportsgren. Specielt den slags, der bliver udøvet af en overvægtig procentdel boldspassere, hvis reaktion på en hård bold er sammenkrympning og et udbrud ala ”aaaaaaaarh, nejnejnejnej” er.. livsbekræftende.
Jeg begriber faktisk ikke, hvorfor drengene har så meget imod at skulle holde sig væk fra græs og mål (som vi selvfølgelig var nødsaget til at flytte tættere på hinanden) i den lille times tid, vi indtog den med slatne benløft i snegletempo. Christ, hvor må det have set sjovt ud. Specielt når man tager i betragtning, at de gennemsnitligt spiller cirka hele tiden og derfor uden besvær ville kunne tackle os på stribe med det ene .. ben, på nakken.

Efter første hæsblæsende spil valgte en del piger at gå i bad og få pludseligt fødte svedpletter skrubbet af kroppen for på ny at kunne agere lækre efterskolebabes. Den slags er trods alt mere flatterende end ildkinder og neonveste. For at undgå tom bane inviterede vi selvfølgelig drengene til at spille med og.. tja, fik det hele til at virke lidt mere ynkeligt. I hvert fald for undertegnede. Men for fanden, hvor var det hyggeligt. Har pludselig fundet (og nej, ikke genfundet) en glæde i fodbold, jeg aldrig troede, jeg skulle erkende.

Alt det, selvom jeg præsterede at halse forpustet frem og tilbage efter bolden fra den ene ende af banen til den anden i en næsten uendelig ring, der kun blev afbrudt af få fesne skud, hvoraf størstedelen endte midt ude i ingenting eller hos de forkerte trøjer.. ja, jeg er en fremragende spiller. Jeg scorede faktisk. Og jeg aner ikke hvordan: mine øjne var lukkede af frygt for at sparke nogen (hvilken logisk sammenhæng). Det var held. Virkelig. Jeg er SÅ dårlig til fodbold. Faktisk er det næsten ufatteligt, hvordan jeg præsterer at løbe forbi bolde, hoppe over dem og slå forbi dem så ofte, når jeg rent faktisk koncentrerer mig om at spille godt. Kan godt mærke, at jeg bliver nødt til spille noget mere fodbold så mit selvværd kan overleve en eventuel fodboldkamp mod nye mennesker i en (lidt for nær) fremtid. Hurra for selvironi. Jeg ville ikke fungere uden. Fuck, hvor ville jeg egentlig være et trist og sørgeligt menneske uden.
Det tror jeg SLET ikke vi skal snakke om.

Mine trætte lægmuskler har nu brug for hvile, inden de drager til Kolding i morgen. Kolding, Kolding, Kolding, hvor jeg skal besøge skønne Lavra slot og befri prinsessen fra den onde, grumme drage.

vær beredt .. og SPÆNDSTIG!!

Jeg har tidligere skrevet lidt om visse efterskoleelevers (blandt andet ahøm.. mig) forkærlighed for gøglede børneaktiviteter som hinkning, klippeklister ala sfo og twister (det sidste er hovedsageligt mig, men min plan er snart at få hele verden til at forstå, hvor genialt det er). I dag skal det handle om et stigende problem i det danske samfund: fedme. Vi kan ikke løbe udenom det (faktisk kan vi overhovedet ikke løbe, så allerede der er det jo udelukket): vi drikker simpelthen for meget cola til også at spille wow.
Men det gode ved problemer er jo, at der altid er løsninger! Hos os kalder vi dem idræt.

Idræt.. jeg kan forestille mig de billeder, det giver jer i hovedet. Atletiske nederlag, mugne omklædningsrum tapetseret med fugt og svamp, lunkne bilkaposer med aflagte, gennemsvedte shorts, halsende flugt fra drengenes hårdhændede stikbold.. AAAAAH, hvilke minder. Åh, hvor vi dog alle sammen elsker den ydmygelse, der er forbundet med alle sider af folkeskoleidræt. Vi elsker det bare. Ih ha.

For nej, der er da næsten ikke noget mere røvsygt end fyrre slatne slatne sjetteklasse, der med pisk og kommando bliver guidet gennem en omgang ondsindet høvdingebold.
OGSÅ DET har vi løsningen på, på den evigt vidunderlige efterskole: VALGFRI IDRÆT!
At kunne vælge selv har altid været en fantastisk igangskubber for engagementet. At kunne vælge JONGLERING er som at få tyve skud druesukker direkte ind i blodbanerne: for helvede, hvor er det herligt. Og for helvede, hvor kan jeg bare ikke finde ud af det.



Øver mig efter ret meget træning stadig på at håndtere tre bolde. Jeg havde ellers regnet med minimum fem og gerne krydret med noget fancy kryds og skrue. Jeg tog fejl. Når jeg jonglerer ligner det mere en meteorregn end et egentligt cirkustrick. Det ser altså desværre ud til, at min ellers ret så geniale plan om at starte i gymnasiet som ’hende gøgleren med de mange bolde i luften’, bliver skyllet ud sammen med de jeans, jeg kunne passe før jeg tog på efterskole.
(det gør det så ekstra komisk, at min krop allerede ved første kast indser, at det er dømt til at gå galt, og derfor i panik kaster de sidste højt op i luften hvorefter den med et ikke særlig yndefuldt spjæt farer sammen og danner et skjold med ryggen for at undgå at blive slået ned)

Når alt kommer til alt, så synes jeg jonglering er det bedste idrætsmæssige initiativ siden teatersport. Og Fie – vi skal nok lære det en dag. Det handler bare om, at vores fesne, slatne muskler skal strammes op og blive SPÆNDSTIGE!!

I DAG:

.. er jeg faldet for Signe (dumme dørramme).
.. er jeg blevet stenet af Jonas, Fie & Laura, som åbenbart mener, at jeg fortjener dødsstraf for udefinerbar forbrydelse, som ingen kender til.
.. har jeg hinket i koder.
.. er jeg blevet marineret i forårsfrisk græs.
.. har jeg nydt foråret i græsset iført nye efterskoleuniformer, alt imens drengene fik deres fornødne motion med noget fodbold (mig? nej, jeg bor jo i overkøje. stiger er godt for lårene!).



ENDELIG! Så kom efterskoletrøjerne. Nu er påklædningen for 70 projekt af de næste to måneder på plads i form af noget flaskegrøn sweatshirt i størrelse meget meget stor. Jeg tror hele skolen er uformelt enige om, at vi flytter ud af vores skabe og ned i det bløde uniformsfoer. Desuden er det jo uvurderligt for dem med dårlig hukommelse (sådan kan det gå, når man fylder pladsen med paradise hotel med wow i colasauce), der ikke liiiiige kan huske hvad hende der på atlantis to med det lange hår hedder. Det bliver så lettere kompliceret når kæresteparrene bytter og Victor pludselig har langt, lyst hår og mærkværdigt store fortrin. Men hvad, man kan jo aldrig vide sig sikker på noget i denne moderne og eksperimenterende verden.
.. apropro eksperimenter, så er det vist på tide, at vi får udviklet endnu flere nye, spicy hinkefelter. Jeg tænker noget med baglæns skrue.

lortelammeskyer

HVORFOR SKAL VEJRET PARTOU BLIVE SKOOOOOOD, SÅ SNART FRAME ER OVERSTÅET OG JEG ENDELIG HAR TID TIL AT TRÆKKE MIT BLEGFEDE LEGEME UD I SOLEN IGEN?

det er ikke fair. virkelig ikke fair.

jeg klager. til dmi.
christ.

YAYYAYAYYAYAAYAYAYAYAY!

VI VAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAANDT!
VI VANDT PRISEN FOR BEDSTE ANIMATIONSFILM!!

må dele denne begejstring med omverdenen. HELE verden skal vide, at rantzausminde efterskole for evigt at de sejeste filmskabere.

det er seriøst fantastisk. fake your beauty vandt fandeme en frame statuette. en vaskeægte røgfarvet (en ganske charmerende nuance der let kunne forveksles med musegrå) oscargohome figur i plexiglas.

selvom det er vidunderligt at flyve på en sky af begejstring, så er det næsten lige før, at jeg foretrækker lyserødt stress og præstationsangst. følelsen af, at frame bare er slut og overstået er nok det mærkeligste overhovedet. efter ni døgn i lettere social isolation, hvor vi kun trak vores udmattede, men altid still standing legemer ud i fællesskabet til energirefill i form af mad. vi har praktisk talt boet i Studio West, et kaotisk altmuligtrum hvor man døgnet rundt kunne finde os liggende tværs over hinanden i yderst akavede stillinger, omgivet af nøgne barbiedukker i bunker, gørdetselv-stativer, en enkelt matematikhåndbog, canyennepeber og kommen i oversizebøtter og rigtig mange sko i en størrelse, der får selv linneas fødder til at ligne vikingeskibe, og som sjovt nok også er beregnet til de barbiedukker, vores liv i de dage udelukkende handlede om.


og nu er det så.. slut. altsammen. fem minutter og enogtredive sekunder blev det til. efter klamme mængder håndfladesved og et hjerte, der efter at have lægger sig godt til rette i halsen pludselig truede med at lave en trampolinsalto ud af munden på mig, rullede de sidste tekster med tak til opfinderen af elefantsnok, austin carpenter.
men well, jeg vil faktisk betale en hel del fysiske ubehageligheder for den følelse, der suser gennem kroppen på én, når folk klapper helt balstyrisk voldsomt af ens hjertebarn. man er ikke alene i stand til at flyve på såkaldte mentale skyer, man FLYVER faktisk i en blanding af lettelse og lykke. når man så efterfølgende bliver hyldet med blomster på scenen.. christ, det har været en dejlig dag!
har altså virkelig opdaget, hvorfor det er så fedt at klappe. har ellers altid fundet det åndssvagt overvurderet: men for real - klap! altid. klap af fede ting. det er skønt!

men her i de sidste af mine vågne sekunder give fyrre trillioner tillykker til alle framevinderne. også de andre, men selvfølgelig mest.. os. for for helgulan for er vi fucking seje! fire ud af seks statuetter og derudover en masse andre lækre film, der bare gør mig evigt stolt af at være rantzer.

tak for en god dag
imorgen begynder verden at eksisterer igen.
det kræver søvn: godnat :)

stress.stress.stress

okay, har virkelig ikke skrevet i hundrede år.
det er der en grund til.
et: det har været ferie. jeg skal have skrevet om ferien!
to: jeg har stress!
tre: .. jeg har stress! seriøst, alle de gange jeg før i tiden har klaget over travlhed, svedeture og trang til umanerligt voldsomme mængder kaffe (som jeg i øvrigt forsøger at holde mig fra), bliver i disse dage gjort til samme af min nye stress.
framestress.
det er frame om fucking ingen dage (læs: på torsdag)! det betyder, at laura, mathilde og jeg har så mange stillbilleder der skal tages, før vores brag af en genial stopmotionfilm bliver, som vi vil have den, at jeg er ved at dø over at tilbringe weekenden i ullerslev grundet min søde søsters konfirmation. perfektionisme er den nye koffein. den virker langt bedre og giver ikke gule tænder. i like.

hele mit liv drejer sig om barbiedukker og krampe i håndleddene. har brugt mere tid på, hvordan man bedst får et stykke sølvpapir til at ligne en kuglepen, og hvordan man udvikler den bedste catwalkteknik med ikke særlig sammenarbejdsvillige barbieben, end jeg har brugt på at overveje danmarks nuværende politiske situation. i disse dage er det jo det samme som at overveje frisureskift midt i et terrorangreb.

alting er jo lyserødt. også for mine øjne. bedre indlæg to come imorgen!

dig & mig for ALTID!

Og med 58 procent af stemmerne er vindere af rantzausmindevalget 2009:
(imaginær trommehvirvel)

DIG & MIG!!

Jubel over skype fra undertegnede, der i skrivende stund sidder i harmonisk morten korch landskab på vestfyn sammen med mine herlige forfatterskoleguys.
Ligeledes jubel i hullet i det sydlige fyn, hvor de føromtale 58 procent synger vores kampsang ”dig og mig og alle de andre” med så mange forskellige stemmer og toner (nogle af dem endnu ukendte), at vi vidst én gang for alle fik understreget, at vi går ind for ligestilling uanset hvem du er, hvor du kommer fra, hvordan du ser ud og … hvordan du synger.

Så kære Travle Jes: Hejren er et yndefuldt dyr og fællesskabet vil altid vinde over egoismen.

YAY! Hvor er vi fucking seje.

dig & mig

Danmark har – uden folkeafstemning, fået en ny statsminister. Hurra for demokrati, retfærdighed og folkets stemme. Vi glæder os simpelthen så meget til at se ligestillingen hænge fra bagbundte Løkker sammen med den fælles velstand, vi stadig venter på. Jesus Kristus. Hvis jeg var fyldt atten (hvad det også er unfair, at jeg ikke er – hvad fuck skal jeg bruge de sytten, der ankommer om en måneds tid, til? Absolutely ingenting! Tåbeligt tal), ville jeg skrige om et valg.

Ak ja, som vi unge mennesker dog kan brokke os over samfundet. Ak ja, hvor er vi dog dumme og naive: vi FORSTÅR jo slet ikke, hvordan virkeligheden hænger sammen. Ak ja, det indser vi nok, når vi bliver voksne og fornuftige og dermed kvalificerede vælgere.

De sidste par dage (hvor nej, vi ikke har haft ferie. Sådan noget bruger man ikke i det sydfynske) har vi taget sagen i egen hånd: Væltet den nuværende regering (læs: forstander Clemmer og viceforstander Bo. Det var relativt nemt, da så vigtige mennesker åbenbart HAR ferie) og blæst et brag af en valgkamp i gang!

Stiftede sammen med et par skabsrøde verdensborgere partiet ’Dig & Mig’, hvor jeg som formand prædikede fællesskab og ligestilling til Morgan næsten brækkede sig. Vi fik hurtigt gaflet os en masse skønne medlemmer, som bagte kage, bandt blomster, skrev sange og lavede valgplakater. Har ærligt ikke set folk så energiske siden teaterugen. Taget i betragtning af den mængde søvn, vi får/ikke får, var vi voldsomt hardcore, og stemningen var fantastisk.

Skolen blev forvandlet til mindre krigszoner, hvor pressechefer og spioner lurede overalt, stjal ideer og gravede i mistænksomme udtalelser.
EU (tidligere lærerværelset) smed løbende lovforslag ud til os, som vi så diskuterede og stemte om i hullet. Det var en ubeskrivelig fryd af kværne Liberalistisk Centrum (som by the way er vores største konkurrenter) verbalt under dødsstraf debatten. En ligeså fantastisk overlegen fornemmelse af ro flyder gennem kroppen hver gang de desperat forsøger at få os ned med nakken ved at hænge løbesedler med falske udsagn rundt omkring, stjæle vores videobånd under falske anklager eller kalde mig en skæv hejre i deres kampsang. Der skal ikke andet end et roligt blik og et ’vi koncentrerer os om vores politik og ikke om at træde de andre over fødderne’ og de var på nippet til at kidnappe mig (sikkert af magtesløshed, muhaha!).

Lige nu er klokken lidt i to, det er tirsdag og Liberalistisk Centrum har lige marcheret skolen rundt med trommespil og kampråb. De gjorde holdt midt i vores hovedkvarter, hvor formanden Travle Jes iført armbånd forsøgte at holde en tale, der sikkert skulle overbevise os om, at deres ’hejhej, vi går ind for dødsstraf og flere fladskærme’-politik er bedre end vores. Det ville også have været et klogt træk, hvis ikke kære Jes havde lagt ud af en talefejl af den grumme slags: ”Liberalismen er et umuligt utopi, som aldrig nogensinde kommer til at fungere”.

Jamen yes Jes! Endelig så du lyset. Vi er i forvejen beærede over, at du bliver inspireret af vores valgkamp ved at låne ideerne. Men det her – det er jo næsten for galt!

Vi kan lugte sejren komme snigende. Og vi kan lide det!

livet er nu herligt

Livet er så dejligt. Og kaffe drikkes bedst sort (når man drikker ti kopper er det nok heller ikke sundt med mælk i – det er vidst noget med, at man kun må få en halv liter om dagen, right?)

Har aldrig helt været fan af søndag aften – mest fordi det altid virker håbløst at falde i søvn, og endnu mere håbløst nogensinde at vågne igen, men i de fleste tilfælde også fordi, at der er noget magisk ved weekenden, som ikke engang harry potter (og nej, heller ikke tom felton) kan trylle frem igen. Og det er sgu ikke altid rart at sige farvel til et par dage, man egentlig bare ville trykke pause på og nyde synet af resten af.. tja, hvis ikke livet så i hvert fald måneden.

Der er noget specielt ved at tilbringe noget så værdifuldt som fridage på sin skole. Friheden i weekend er på mange måder med til at holde én i hånden, når man skal lave andengradsligninger og løse uhåndterbare folkeskolestinkende . Hvis man er folkeskoleelev (hvilket sådan i det hele taget er lidt øv) kan man sikkert ikke begribe, hvordan normalt fungerende individer frivilligt indlægger sig til køkkentjans og søndagsrengøring for at få lov til at tilbringe deres fredaglørdagsøndag i de lokaler, de til daglig har tysk i (uuuuuhm).
Men i stedet for at forestille dig klokkenerotte-pisk med efterfølgende glohed havregrød og algebra til morgenmad, så prøv at forestille dig 48 timers doven frihed med over tredive mennesker, du godt kan lide. Forestil dig pigeaften for all the single ladies der på femten kvadratmeter huser østrogen nok til at pms’e et helt cirkus i sænk. Forestil dig en dundrende march af unge, der iført årets første bare ben indtager den lokale havn og æder en mængde is, der ellers snildt ville kunne have sat en stopper for den globale opvarmning. Forestil dig utålmodig snobrødsfægtekamp over spejderflammer efterfulgt af Lavra og undertegnede, som efter sodafskrabning med saks udvekslede nogenlunde disse ord:
”Tror du man kan spise dejen?”
”Hmm. Den er ret flydende. Man kan måske drikke den.”
”Pjat, så genbruger vi den bare. Hvordan smager skallen?”
”Sort”
”Keeeeeetchuuuuup!”

Aber! For der er altid et aber!
I denne happyhappyweekend-forbindelse ville det nok også være passende at komme med en advarsel: Er du efterskoleelev og kan du lide socialt eksploderende weekender med pandekager der sparker rasmus klump til nordpolen og, vigtigst af alt, lejrskolestemning med madrasser, sved og grimme tæer i hovedet, så kan du ligeså godt allerede nu halshugge dine nerver, rive dine negle op med roden i en brutalitet, der er ægte ondskab værdig og slutte af med at flænse din stemmebånd med en sløv brødkniv. For er der noget der kan ødelægge en god nats søvn, så er det en flok computerdrenge, der er vant til så meget action, at de umuligt at kan se en gyser uden bagefter at skulle lave practical jokes indtil den lyse morgen. Og selvom plottet på den pågældende gyser er noget nær ligegyldigt, så er det ALDRIG sjovt at skræmme kvinder med maskeklædte mordere. ”Så kan I jo bare lade være med at se den slags film”
Nej vi kan ej, drengene havde musen og som efterskolehippier gør man alting sammen. OGSÅ når det koster mosning af Lavras hænders knogler.
Jagter nu deres svageste punkt. De må ikke slippe godt af sted med den slags.

Når det er sagt så har det været den ubetinget bedste weekend i kvindes minde. Jeg skal ikke kunne benægte, at en del af min absurd irriterende lallelykke skyldes foråret, påskeliljerne og lysten til at lufte nybarberede ben. Men jeg kan heller ikke løbe fra, at de absolut herlige efterskolemennesker er med til at skabe en illusion om så varm en sol, at jeg går på bare tæer.

Så på forhånd unskyld til alle jer partyguys der vælger bacardi frem for rundbold om gunnar: Hvis jeg ved et uheld kommer til at sige, at i egentlig gerne måtte være blevet væk noget længere end til søndag aften, så er det (trods alt) ikke ment personligt. Jeg ville bare ønske, at man kunne være fyrre mennesker i bållugtende spejderstemning noget længere.

Tjikalikkatjikalikkatjavtjavtjav!

april, april din dumme sild, dig kan man narre som man vil

Så så man lige malou forspilde årets chance for at gøre andre end sig selv til grin, ved at blive ufrivilligt scoret af en flabet udefinerbar sygdom, der afskar hende fra glæden ved første april.

Har ellers altid været en trofast første april-entusiast. Synes hele konceptet er genialt og burde indføres som et månedligt ”i dag er det den første” – ritual. Jeg ville elske det. Også selvom de fleste efterskoleelevforældre med garanti hurtigt ville finde ”hej mor, jeg er blevet smidt ud, man må åbenbart ikke ryge hash på toilettet” en smule anstrengende . Til gengæld ville det med garanti hjælpe undertegnedes indre kalender med at finde rundt i de forskellige måneder. Jeg tror for eksempel stadig, at vi er i slutningen af februar, og kan hverken forholde mig til eksamen eller fremtidig sidste skoledag (som hvis du skulle spørge for nogen er IKKEEKSISTERENDE!)

Desværre er der ikke meget sjov at lave, når man ligger svimmel i sengen med havudsigt og sved som eneste selskab. Kunne selvfølgelig have proppet farve i hovedet og sprunget ned af trapperne i fuld firspring for at kaste mig ind på lærerværelset i en jubeldans efterfulgt af ”jeg er rask! … aprilsnar”. Men det havde ikke kun været dårlig humor, det havde også kostet mig et massivt lån i den energi, min overskudspension havde reserveret til de næste par dage. Håbede altså blot en smule naivt på, at det var mit immunforsvar, der legede aprilsnar med mig, og at svimmelhed og stanken af sygdom snart ville forsvinde til fordel for et helbred, der grinende pegede fingre af mig, fordi jeg så nemt havde hoppet på dens lille virus-joke. Men ak nej, jeg måtte hentes af moderlig privatchauffør, som førte min slatne legeme til Ullerslev og et stille rum med en stille seng. Der har aldrig været noget, der har gjort sygdom mere magtesløs end stilhed, og i dag går alting da også så tåleligt, at jeg i skrivende stund er på vej tilbage til Rantzausminde (skrivende stund er i øvrigt ikke klokken elleve, som det kære internet prøver at bilde jer ind: klokken er lige nu halv ni)

Apropros første april, så er det ikke en joke, at Kasper har fødselsdag. Den stakkels dreng har i sit sytten år lange liv haft svært ved at få folk til at tro på det, så gør mig lige en tjeneste og sig.. forsinket tillykke. Udover det ikke kun må, men SKAL I drille ham. Også selvom det ikke er den første.

mellem stammer og træer

Jeg lugter af bål.


Så sad vi dér, på et tæppe af forårsgræs i en efterskolebaghave, der i grunden lige så godt kunne ligge alle andre steder end lige Rantzausminde. Lyden af en par halvkluntede guitarer og en flok glade stemmer fyldte aftenen med toner (læs: mangel på samme), der på alle måder fik understreget, at det er medie og ikke musik, vi er hardcore til hernede i macland.


Bevæbnet med mariekiks, snobrødsdej og en bunke slappe grene, der fik vores spejdereksperiment til at ligne parabler, bekæmpede vi tappert køligheden med gløder og fakler i form af.. føromtalte snobrød.


Foråret kilder efterhånden jævnligt i næsen. Jeg kan lide det!

..Og søde bagersvend, som åbenbart ikke mener, at lavras og mit snobrød var særlig vellykket: sod smager godt og ILD gør bagetiden langt kortere – desuden er færdigbagt et relativt begreb. Duften af dej har altid passet ualmindeligt godt sammen med duften af bål.

atlantis: the lost empire

Her, en ganske almindelig fredag morgen efter morgenpakketid (læs: ekstra lur efter morgenmad), hvor mine læber i grunden helst vil holde lige så meget fri som min stakkel, stakkels hjerne (og mine øjne, som i protest er røde), så har de så travlt med at sige hej til ting, at jeg beder til de højere magter om, at jeg husker at strække ud bagefter.
Først og fremmest skal jeg selvfølgelig sige hej til matematik. En hel dag med matematik. Yay! (og faktisk KAN jeg godt lide matematik, så det lettere sarkastiske YAY var mest på vegne af min stakkels, trætte hjerne og de 89 mennesker, der i skrivende stund sidder ved siden af mig i hullet og forsøger at få plus og minus til at parre sig med parenteser, primtal og potenser.. tanken om, at næste modul skal foregå iført praktisk tøj og mudder til knæene synes befriende i tung fredagsstemning.. oh, how we love orienteringsløb!).
.. FREDAG! Vi eeeeelsker at sige hej til fredag. Velkommen fredag. Lad som om du er hjemme, fredag. Bliv endelig så længe du vil, fredag. Kom snart igen, fredag!

Og det længste, hyggeligste og dog samtidig mærkeligste hej: Hej til Atlantis.
Efter en kort fortalt meget dramatisk og turbulent pigekonflikt på skolen største værelse – seksmandsværelset i den ældste bygning med de skrå vægge, hemsen og havudsigten, blev Laura, Emilie og jeg, det gamle Atlas 4, løsningen på et problem, der efter flere pigemøder og gråhårede lærere havde set helt håbløst ud. Det var faktisk bare tirsdag eftermiddag, jeg kan ikke engang helt huske, hvad Laura og jeg lavede på lærerværelset, men vupti, midt i frokostens slåen-maven fik vi lige pludselig kastet det direkte i hovedet: hvorfor flytter I ikke op på 6eren?
Tja.. hvorfor ikke? Fordi vi elsker at bo på Atlas, som huser nogle af skolens dejligste mennesker, og som har det der helt rigtige efterskolefællesskab, man bliver i fantastisk godt humør af ved hjemkomst søndag aften.
Alligevel kunne jeg personligt ikke lade være med at tage tanken til overvejelse, da jeg grundlæggende synes det er ærgerligt, at man er bange for noget nyt, fordi man har det godt der, hvor man er. Da Katrine og Mettes skarpe næser opfangede snerten af ’måske’ i luften, gik de helt amok med fedteriet. Et fedteri, der får pudsede snehvideæbler og kridthenting til at virke ret tamt. Piger, tag fri fra dansk og snak sammen om det. Piger, tag noget kakao. Piger, det er jo SÅ nemt at lave natterend fra Atlantis (1: brugte min officielt autoritære ansvarsfulde lærer, som forældrene ser som en sikkerhed for, at vi ikke alle sammen får aids og tatoveringer lige et REGELBRUD som lokkemad? Og 2: nej det er ej, brandtrappen larmer).
Det endte dog med et ja tak til god gerning for fællesskabet og en forhåbentlig skøn fremtid under havets dyb. Som jeg sidder i min nye seng, som by the way har HAVUDSIGT! og hører Spice Girls med de nye, søde piger, tegner altid mere end dejligt. Jeg håber dog ikke, at elefantsnot er alt for miljøskadeligt – jeg kommer til at få et helt ustyrligt forbrug fremover. For hulan, hvor er der mange vægge, der savner nærkontakt med Johnny Depp!

PS: nyheden faldt i rimelig rådden jord på Atlas. Martin og Larsen smækkede med døren og begravede sig i titanicsoundtracket og tårer, Emil blev mega fornærmet, og de blev i øvrigt enige om, at de aldrig ville snakke med os igen. Det holdt heldigvis ikke særlig længe, så nu går problematikken på, hvorvidt vi ’glemmer dem’ til fordel for drengene på Atlantis.
.. for fanden guys, i er jo skønne. Og i ved det godt! Den dag jeg glemmer jer, må I klippe mig skaldet.

in a honky-tonk, down in Valby

I stedet for at give dejlige Signe hendes velfortjente hyldest på facebook, vil jeg kaste noget streetcredit i hovedet på hende her, på min famøse blog.
For signepigen, der i torsdags gik skridtet videre mod voksenheden og SU ved at fylde de ellers ikke særlig brugbare 17 år, holdt i går ganske great fødselsdag, da om ikke andet har stillet mit græske jogurt sult for den næste uges tid. Derudover var den geniaaaalt hyggelig – og ret så svedig:

Efter en brunch, der efter min maves pludselige vokseværk at dømme havde indeholdt pandekager nok til at brødføde et mindre afrikansk land i en måned, hoppede 16 piger og 1 dreng på fire forskellige busser for at ende i fancypancy… Valby.
Og selvom vi i flabet blæsevejr kæmpede os op af noget, jeg i hvert fald vil stemple som bakke, så havde det absulot intet at gøre med, hvad Valby for mit vedkommende skaber associationer med. De efterfølgende to timer kom nemlig til at stå på.. *trommehvirvel*
POLEDANCE!
Til dem, der allerede nu forestiller sig føromtalte seksten piger og en dreng i striptease og grimme g-strengstrusser, kan jeg ligeså godt kaste skuffelsen i hovedet på jer nu: Nej, vi var ikke nøgne, nej, vi endte i nøgne og NEJ, vi vil ikke underholde til jeres næste firmafest.

Poledance er nemlig meget andet end Demi Moore. Poledance, som ser så irriterende nemt ud, men som i virkeligheden er Guantánamo for hænder og achillessenen, er en sportsgren, der giver pæn krop, pæn dans, pæn selvtillid og med garanti også pænt glade kærester.
Følte mig dog alt andet end lækker, da jeg iført opsmurte nylonleggins (HEJ lårdelle) og meget oversize beatles t-shirt sagde hej til den stålstang, der den næste time skulle lemlæste min krop uden så meget som at røre sig ud af flækken. Og selvom man måske ikke skulle tro det, så er det mere end besværligt sådan at skulle kaste sig rundt om stang i kryds, havfruer og hvad de moves ellers blev kaldt. Eller, faktisk var det jo ikke særligt svært at kaste sig rundt om den, der var mere skridtet fra blå mærker og høje bumb til yndefuld, sexet elegance, der gav mig grå hår (hvilket jo heller ikke ligefrem er heldigt, når man skal agere et sexet stykke kvinde). Priste mig lykkelig over, at jeg har langt hår, da det apparently i sig selv får min bambisførstepoledance til at se langt mere vellykket ud.

Efter at have kastet mig skødesløst rundt om et stang i en time, åndede jeg nærmest lettet op, da Signes søde søster trak ind stol ind mit i lokalet med ordene ”så skal vi til lapdance”. Igen fik hun selvfølgelig alting til at se legende let og samtidigt fabelagtigt ud, da hun gav Tobias en lapdance i så ægte Death Proof style, at jeg som bøsse personligt havde overvejet at gå straight.
Da undertegnedes hofter rent faktisk sidder fast mellem mave og knæ, umuliggjorde biologien i selv altså min egen lapdans’ lækkerness. Har aldrig forstået, hvordan man kan snurretoppe sine hofter på den måde, uden først at hægte dem af resten af legemet. Gjorde dog mit eget lettere komiske forsøg med Mathilde som offer i stolen. Det gik ikke specielt godt, for jeg glmete trinene og havde i øvrigt en kende svært ved at forestille mig Mathilz som mand (selvom hun til dragkonkurrencen i sidste uge faktisk var ret så hot).
Alligevel må jeg sgu in the end sande, at lækker dans med og uden stang er noget, min selvtillid og jeg er blevet enige om, at jeg er nødt til at lære, sådan for real og med mindre ”øh, til venstre og SÅ svinge? Hvilken vej er det nu tommelfingeren skal vende?”

For helvede, hvor er det sejt. Vil sammen med tøserne nu gense Death Proof en halv trilliard gange, indtil vi er hardcore nok til at forskrue og score alt og alle. Det kræver selvfølgelig, at jeg finder en smart måde at dække de blå mærker, føromtalte flabede stang, har givet min krop.

PS: ekstra streetcredit til Signe og hendes søster for yderst skøn dag :D
PPS: ved faktisk ikke, om jeg er direkte ked af, at jeg ikke kan krydre dette saftige indlæg med billeder..

you spin me right round, baby right round, like a record baby, right round, right round

Selv om vi alle sammen udmærket ved, hvor vi skal sove i nat, og selvom mørket knapt nok var faldet på (hvilket det aldrig rigtig gør, når så mange macbookskærme æder mørket sammen med miljøet all the fucking time), så var der ikke langt fra firsernes gamacheklædte discodanceparteeeeys til Rantzausmindes mobildiskotek med besøg fra nostalgiske Dennis & Allan (læs: Søren og Jakob efter lidt for mange matematiktimer og alt for meget kaffe).



Bedst som dagen var gået med andengradsligninger i solen, elle i solen og cykler i solen havde kvalificeret denne helt almindelige torsdag til at være almen great, boomede efterskolelykken et greaseremix. Når man arbejder nine to five og derudover bruger absurd meget energi på at nyde forårssolen, så er der altså intet som et grimt michael jackson move og en gul sodavand, der kan få overskuddet til at sprutte og fødderne til at spjætte af begejstring.
Vi dansede, vi dansede og vi.. dansede. Spørger lige nu mig selv, hvorfor vi ikke bare gør det, når vi har idræt og ærgrer mig ved tanken om, hvor flad min mave så ville være. Og hvor glad, jeg ville blive hver eneste torsdag aften. Og hvor cool jeg ville blive til smækre dansemoves som ’plukke æbler’, Emilies ’byggerkassegørkassemindreogputterdenindiandenkasse’ og den geniale alltimefavorit YMCA, hvor det er obligatorisk at ligne en.. NAR!



Klædt ud som genfærd fra 80ernes farveladeland og 70ernes allyouneedislååååååve – hippier (det var slet ikke tøj, der bare sådan lå i mit skab.. overhovedet ikke), trampede vi kalorierne ud af spisesalen til musik, hvis tekster man ellers ikke ligefrem praler af at kunne udenad..

Tak og godnat fra Malous fødder, der virkelig trænger til hvile nu. Eller om lidt, når hun har untagget sig på det grumme billeder, der sikkert allerede er endt på facebook.

they see me rolling

Hvis jeg skulle sælge en efterskole til den type, der egentligt synes frihed under ansvar er noget underligt noget, og som faktisk helst bare vil beholde deres små søde pus, hvor de kan se dem, så ville hoveddelen af min salgstale nok handle om den uhyggeligt voksenagtige modningsproces, man fuldstændig ufrivilligt og uden nogen egentlig aktiv indsats sluger på rekordtid (verdensrekord tid, fakkertalt).

Hvad rigtig sjovt er så, at man samtidig genfinder sin barnlige sjæl og finder ud af, hvor befriende vidunderligt det er at lege med hulahopringe, se disney film og spise mælkesnitter. Efterskoleunger er evige legebørn, og ingenting er så livsbekræftende som at danse til Røde Gummistøvler – iført eget par, selvfølgelig (bonus: det er meget snart vejr til bare tæer! hilsen de dumt optimistiske fødder)
Under aftensolens gyldne stråler gav jeg i dag endnu en halvglemt barndomsleg hjertemassage:
Rulleskøjter! (desværre ikke i neonfarver og snoede snørebånd)



Sammen med fire af de allerdejligste piger skøjtede vi frygtløst henover asfalten. Personligt er det noget nær en evighed siden, jeg sidst lod mit liv balancere på en bunke gummihjul. Faktisk er det så lang tid siden, at jeg har glemt, hvordan man bremser. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg totalødelagde den fredfyldte fuglesangsstemning ved hvinende at flyve kontrolløst hele vejen ned af hvad jeg vil kalde en … bakke, med hænderne halvt for ansigtet og benene fastlåst i stolpeformat. Noget, der ikke ligefrem fik det til at gå langsommere.
”Malou, hop op i græsset, hop op i græsset!”
Hoppe? Med hjul på?

Endte da også med at ødelægge mine yndlingsnylonstrømper og samtidig erhverve mig et dejligt lille asfaltsår på det knæ, som jeg efterfølgende har opdaget, at jeg åbenbart HELE tiden støder ind i random inventar med. Men helt ærligt, så er det jo en mild pris at betale for så hyggelig en forårsaften med vind i håret og opstrammende leg til lårbasserne. Og det er jo heller ikke noget, et stykke mumiplaster ikke kan klare.

det der nymodens noget

Godaaaaaften og velkommen til renoveringen af denne ellers så beskedne efterskoleblog.
I lyset af dette århundredes globaliserede medieboom (som i virkelig.. BOOM!) er konkurrencen om de rigtige læsere, lyttere, seere, whatfuckingever, ren Robinson.
I kampen om denne uges talisman er det derfor tid for dette efterskolebarns bekendelser at gribe nytænkningen og oversætte sin tusindeår gamle (men stadig ildhede) ordtagfat til mediesprog. Med opfordring fra både efterskoleforeningen og glade jakob steensig, præsenteres derfor..

LOS VIDEODAGBOG (:
Jepperdepper du, fra i dag af og året ud vil det et par gange om ugen være muligt at følge mig i ægte, sprællevende billeder! Det er skidt for mig, fordi jeg ikke længere kan være halvanonym bag skærmen. Men det er godt for jer, fordi det giver liv.
Liv er godt!

Vi starter blødt ud med lidt fri leg med geniale photobooth: for at undgå skizofren enspændermode i snakkermedmigselv-stilen kører jeg med skiftende gæstestjerner. På den måde slipper jeg også for at flashe mit flæskede efterskolesøvnmangels-fjæs alt for ofte.
Yes, people, det er altså nu muligt at få jeres helt egne 5 minutes of fame gennem mig.



PS: alfabetbloggen vil selvfølgelig aldrig dø! don't you worry

salt er godt for sjælen

Folkens: Det er forår!
Solen er officielt tilbagevendt efter en meeeeeget lang charterrejse i syden. Sydfyn er det nye Spanien, og varmen kommer lige i rette tid. Bedst som man fanger sig selv i at gå mere op i, hvilken film de viser i hullet end hvor meget sjov man kan få ud et langt sjippetorv… tja, så kommer forårsblomsterne sammen med et mystisk gækkebrev og minder en om, hvor dejligt livet egentlig er. Det er som om hele skolen endelig er vågnet fra det lettere rutineligegyldige jegharegentligikkelysttilatlavenogetmørketgørmigtrætogdepri
kanviikkebarespillekalorieking- vinterhi, rantzausminde desværre har været delvist marineret i på det sidste. Alle smiler, griner og genfinder lysten til at hoppe rundt fra fællesarrangement til fællesarrangement uden kun at tænke på, hvornår der kommer kage.

Et glimrende eksempel på det er gårdagens mirakel af en eftermiddag:
Først beslutter vi HELT FRIVILLIGT at bruge eftermiddagen på at cykle ud i det blå i stedet for at sove. Derefter.. og her bliver det hæsblæsende og intenst: BADER VI!
Det sidste vi består af Mette, Emil, Martin og jeg, som onsdag d. 11. marts klokken 1800 besluttede os for at i vaske alle rester af vinterdepressionen af kroppen i meget få graders saltvand. Nu ved jeg godt nok ikke hvor garvede vinterbadere resten af verden er, men MIN kuldetærskel er noget nær ikke-eksisterende, og jeg da jeg på vej til Tankefulds vandkant bag på Emils ikke særligt stabile bagagebæger (læs: det kan bære fjorten kilo. FJORTEN. mine lange arme vejer fjorten kilo alene, christ altså), var det lige før, at jeg hellere ville ende med brækket hals og værdighed i busken, end jeg ville kaste mig selv i det hav, som jeg var hundrede procent overbevist om, enten ville fryse mit hjerte i stå eller sluge mig som en let eftermiddagssnack. Men people: Jeg overlevede. Sgu. Jeg hoppede i vandet. Vi hoppede i vandet. Vi er fucking hardcore, og vi kan lide det! (og min næse straffer mig ikke engang idag - yay!)



Jeg gentager, for med halvfems teenagehjerner, der generelt er bedre til at huske de fulde navne på samtlige deltagere i Paradise Hotel, end de er til at huske hvordan man løser en andengradsligning, er det nogle gange vigtigt med lidt gentagelse.
Så derfor: DET ER FORÅR!

Jeg læste desuden engang om hukommelsen i et random videnskabsblad. For at mejsle en information så godt fast på rygraden, at man med sikkerhed aldrig glemmer det igen, skal man have det at vide tres gange. Tres. Det er mange! Så kære læse, do me a favour og hjælp mig med at holde fast i den næsten irriterende livsglæde jeg er ramt af i øjeblikket. Lav en kop kaffe, åben vinduet og indånd den friske duft af grøn mens du HØJT siger: AAAAH, livet er nu dejligt. Hvis du er rigtig sej synger du også en sang.
For hey – DET ER FORÅR!!

ps: okay, har lige opdaget, at den video, jeg lige har brugt en hel time af mit liv på at få blogger til at oploade (af ukendt årsag er den ikke særlig samarbejdsvillig, jeg synes det er lidt unfair, specielt taget i betragtning af, hvor tro jeg er den), ingen lyd har. overhovedet. for fuld forståelse af den ellers udmærkede kortfilm er her, hvad der nogenlunde sker:
martin og emil er klar til at hoppe.
malou bliver grebet af panisk angst.
martin og emil prøver - forgæves - at overtale hende til at springe.
martin og emil skifter taktik og truer med at kaste hende i.
malou er stadig bange for at slå hovedet mod en skarp sten og blive ædt af haj.
martin og emil får hende endelig overtalt
.. hvorefter emil får kolde (haha) fødder
alt dette efterfulgt af et kaotisk virvar af martin, der truer med at hive malou i vandet, emil, der overvejer hovedspring og malou, der med jævne mellemrum udbryder ting som "neeeej, jeg døøøør!".
og endelig, efter to et halvt minuts stumfilm bliver der sprunget.
(lig mærke til det meget smukke solnedgangslandskab)

fordi SM også er en slags sport

Confession: Jeg bryder mig virkelig ikke særlig meget om sport.
Jeg tror måske, at jeg hader det. Og det er ikke fordi jeg er principiel modstander af fysiske aktiviteter som sådan – jeg har bare aldrig rigtig været into svedslud i dyrisk kamp om gammel, grim bold. Da jeg desuden kommer fra en klassisk kommunal folkeskole har størstedelen af mine idrætsomklædninger enten foregået i fugtige kælderlokaler eller åbent rum, da af MEGET ukendt årsag havde vinduer i en højde, der muliggjorde drengesmugkiggeri ved simpel ståen på tå.
Og helt ærligt, så er idræt i folkeskolen jo noget nær det mest uinteressante overhovedet. Det er mere uinteressant end min gamle matematiklærers fetich for krøllede totaller og bliver kun laaaangt værre når man er hende, der bruger hele stikboldtimen på at løbe fra den ene ende salen til den anden, fordi hun ikke tør kaste med bolde af frygt for, at de i arrigskab over at blive kastet ufrivilligt med, vil angribe hende i et hardcore kuglehaglvejr.

Så ja, jeg har da brugt en stor del af mit liv på at boykotte boldsport. Udover at komme fra en by, hvor idrætslærernes kreativitet højst rækker til en advanced udgave af stregfange, så kommer jeg nemlig også fra en by, hvor alle bliver konfirmeret, alle drikker breezers og alle spiller håndbold. Yes, du læste rigtigt: Håndbold. Søndag formiddags-håndbold. Harpiks-håndbold. Lad os glemme at der findes andre sociale aktiviteter og bygge hele byens forum op om en fucking håndbold bane – håndbold. Gaaaaaarh! Og det er da ikke fordi, jeg ikke gjorde forsøget. Men nej, jeg behøver altså ikke assisteres af fjorten svedende piger i cykelshorts for at kunne løbe frem og tilbage i en hal. I’m so sorry, men jeg foretrækker altså mine løbeture med dejlig musik i ørerne og noget frisk luft i lungerne.

FOR! Det er jo ikke sådan, at jeg stædigt sidder spændt fast til en sofa mens jeg pure nægter at afprøve det nye sportsspil på Nintendo Wee. For som det efterhånden relativt fornuftige menneske, jeg er, så ved jeg jo også godt, at fysisk aktivitet er sundt og dejligt. Og jeg vil da også gerne leve længe.

I kampen mod slatne efterskolekroppe besluttede Signe og jeg os derfor for at oprette SM Workout: et træningshold, der i stedet for fælles løbeture, der aldrig bliver til noget, skaber hinkeagtig skolegårdsstemning med sjippetorve, hulahopringe og høje hestehaler. Første træning var i dag – og lur mig, om jeg ikke allerede kan mærke det på mit studenterfedt! Iha, hvor er det rart. Nogle (mig) må smugle et kamera med ind, så jeg kan dokumentere et så mirakuløst under, som når over ti efterskoleunger FRIVILLIGT vælger at skifte eftermiddagsluren ud med en times intensiv SM-workout.

I den forbindelse vil gerne brokke mig højlydt til mine forældre, der glemte at læse om den MAGISKE effekt hulahopning har på kvindekroppen. Det hænger nemlig sådan sammen, at piger, der fra de er helt små leger regelmæssigt med de dejlige ringe, får flottere, mindre taljer end piger, der ligesom jeg gjorde.. ja, bare ikke gjorde (jeg brugte tiden på at cykle rundt på min røde, trehjulede cykel med lækkert lad bagpå – jeg troede selvfølgelig, at den var en hest).
Så altså er dagens indlæg ikke kun en smule pladdernostalgisk – det har også en morale. En vaske ægte rendyrket morale, lige til at placere i rulleteksterne efter en disneyfilm:

Giv din datter en hulahopring NU!!!